Okay

Verden var fuld af mennesker, der skreg for højt, og mennesker, der ikke skreg højt nok, og Ida tilhørte nok mest den første kategori.

12Likes
17Kommentarer
281Visninger

1. ---

 

”Okay,” Ditte knugede om plastickruset, så væsken flød over. Klistrede dråber af alkohol løb ned langs hendes håndled og ned i ærmet, som de tusinde tårer, hun ikke turde græde. Sårene sved. Drinken var en blanding af alting. Små sure, vodka og Fanta. Ida havde blandet det til hende tidligere på aftenen, men rummet var alligevel så mørkt, at Ida ikke kunne se om, hun drak det eller ej.

På den anden side af døren skreg piger skingert med til musikken, der dunkede i gulvet, i væggene, i Dittes hjerte. Ida sad i sengen og røg ud af vinduet. En gadelampe kastede en smal lysstråle ind ad vinduet, der næsten nåede hen til Dittes fødder, som hun bare stod der. Midt en i en af Idas venners fest, i en af Ida venners lejlighed, i en af Idas venners værelse.

Alkoholen dryppede fra hendes albue ned på gulvet. Små bitte dråber, en for en. Dryp, dryp, dryp. Talte sekunderne, mens Ditte burde sige noget mere. Men sårene sved for meget til, hun kunne få ordene sat i den rigtige rækkefølge. Især det, hun skar, før hun tog afsted hen til Ida for at opvarme.

”Jeg forstår bare ikke, hvordan han bare kan være ligeglad,” sagde Ida og pustede ordene ud af vinduet i en røgsky, da hun erkendte, at Ditte ikke have tænkt sig at sige noget. ”Hvordan han bare kan kysse Rebecca direkte op i mit fjæs.”

”Mm…” En brise fik hårene til at rejse sig langs Dittes ben. I det mindste havde hun taget langærmet kjole på. Altid langærmet.

”Jeg ved godt, vi ikke er kæreste længere, men stadig … han ved, jeg hader hende.”

”Ja…”

”Ville du ikke også synes, det var vildt dårlig stil?”

”Jo.”

”Jeg fatter ikke engang, hvorfor jeg var sammen med ham i første omgang.”

”Nej…”

”Men altså så trak jeg ham væk fra Rebekka og sagde, han var klam,” Ida holdt cigaretten mellem to fingre ud af vinduet og så hen mod Ditte. ”Og vil du høre, hvad han sagde?”

”Ja,” sagde Ditte. Fordi ja var et andet ord for nej.

Idas ord blandede sig sammen til en plamage af lyde, mens det eneste, der stod klart var smerten, der stak i Dittes håndled. Små bitte stik, små bitte knivstik. Hendes ærme var vådt, og alkoholen ætsede sig ned i de åbne ar. Hun trak ærmet ned og arrene åndede frit, for det var mørkt og selv i dagslys ville Ida ikke bemærke de snorlige røde striber. Ikke, at Ditte havde turde tage chancen før. Men verden var fuld af mennesker, der skreg for højt, og mennesker, der ikke skreg højt nok, og Ida tilhørte nok mest den første kategori. Røgen kradsede i Dittes sår, eller også var hun bare for rundtosset efter de shots, hun havde taget med Ida tidligere, til at tænke klart.

”Ditte?” Ida skoddede sin cigaret i vindueskarmen og smed den ud af vinduet.

”Mm…”

”Du virkede bare lidt fraværende, men synes du ikke også…”

”Jeg er ikke…” Dittes fingre famlede efter stikkontakten på væggen, og lyset skar i hendes øjne. De røde ar fik øjenkontakt med Ida, mens Ditte sagde det, hun havde tænkte alt for længe. ”… okay.”

 

---

 

Da dette er et konkurrencebiddrag, ville jeg sætte rigtigt stor pris på feedback! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...