Enhed -Oneshot

Mit bidrag til konkurrencen om: Kunsten at være normal-

Jeg er som et træ, alene kan de intet, men sammen gør de en kæmpe forskel.

1Likes
6Kommentarer
188Visninger

1. En Enhed

 

 

Regnen silede igen ned over det lille landsbysamfund jeg hele mit liv havde levet i. Det trommede præcis lige så meget som det gjorde i går og i forgårs og dagen før denne. Man havde vænnet sig til den stille lyd, her i byen. alt virkede trist når regnen kom, gaderne var øde og vejene var stille, kun en gang imellem hørtes den hostende lyd fra en gammel bil som kørte gennem denne gamle, ubetydelige by, hvor intet nyt nogensinde skete.

Mit hår blev langsomt vådt og sjasket, så det så endnu mere tjavset ud end normalt. Mine skridt var det eneste man hørte i eftermiddagens tusmørke. Den ellers dæmpede by forstyrres af den dumpe lyd af mine fodtrin. For en gangs skyld gør jeg en forskel men, forskellen jeg gør bliver slugt af tågen som æder lyden kun et par meter længere fremme.

Nej forskel det gør jeg ikke og da slet, slet ikke her. Jeg føler mig sommetider som regndråberne der siler ned over vores tavse landsby. En enkelt af dem gør ingen forskel. For en enkelt dråbe kan ikke gøre hele byen våd, kun i samlet flok kan de gøre det. Som mennesker kan vi heller ikke udrette noget stort selv, kun samlet som et hold kan vi gøre det. Sådan er jeg i hvert fald.

Jeg trasker videre i denne komplette stilhed, der kun afbrydes af mine dæmpede skridt og næsten lydløse regns silen. Haverne jeg passere er snarere gråbrune end grønne. Jeg går forbi hver eneste af dem indtil jeg støder op til den eneste smukke, grønne have der er tilbage.

Jeg trippede hen ad det brostensbelagte, sjappede fortov, kun for at komme til træde i en vandpyt. Jeg sukkede og en hvid sky stod ud fra min mund. Kulden og regnen stod godt til den triste stilhed der lagde om området. Den stod bare ikke godt til lige dette sted, lige denne lille plet af grønt, skønhed og glæde i det ellers noget så grå.

Jeg skubbede den smukt udskårne havelåge op og gik ind af den. Den var gledet op uden en lyd, modsat min egen derhjemme som knirkede og knagede hver eneste gang man skubbede den op. Den lød altid som noget der kunne gå i stykker hvert øjeblik og alligevel havde den holdt flere sommerstorme end mit glade jeg havde. Noget overlevede, andet gjorde ikke.

Jeg trådte ind på grunden og pludseligt så alt lyst ud. Himlen var ikke nær så grå, regnen ikke nær så klam og fugtig. Lydene høje og klare, som fuglefløjt. Alt sammen fremkaldt af bevidstheden om at hun var indenfor rækkevidde. Jeg smilede kort mod døren, mit mål.   

Jeg nåede kun lige over til den og trykke på hendes ringklokke. Den spillede melodien fra en af Birdys sange, jeg vidste at hun elskede den sang. Så derfor elskede alle hun kendte også sangen, selv mig. -Især mig. Mindre end et sekund efter jeg havde ringet på åbnede hun døren og sprang ud i mine arme, fra trappens øverste trin.

Hun havde tydeligvis ventet på mig, for hun havde både sko og vinterjakke på. Selvom det var sommer, var jakke strengt nødvendig for ikke at blive syg i landsbyens våde, kolde, arktiske klima.

"Bree!" Hvinede hun og klappede i hænderne da hun havde trukket sig fri fra vores kram. Det gav et stik i mig af længsel, forbudt, glemt, gemt længsel. "Shelly!" Efterlignede jeg hende entusiastisk. Hvorefter hun grinende hev mig med ned af stien hen til lågen.

For hvert sekund der gik med Shelly så det hele ud til at lysne for mine øjne. Selv da jeg blev trukket ud ad havelågen hvor alt kun små fem minutter før havde været tåget, regnende og klamt, var der nu lyst med stilnende regn og højt fuglekvidder.

Klokken var ikke mange minutter over seks om aftenen. Men her virkede lysere end hele dagen, ellers havde været. Mens vi gik begyndte trafikken at præge den eneste vej vi havde i landsbyen som ellers var oversået med små stier.

Folk kom ud af deres små, grå, kedelige huse, som alligevel så langt mere interessante ud nu da Shelly var her. Det var hende der oplyste byens dystre mørke, hun var mit og resten af indbyggernes livs lys. Selv lyset fulgte hende overalt hvor hun gik. Hvor hun var udsprang skønheden omkring hende. Hvor hun trådte efterlod hun sig spor af liv. Farver i mørket, lyd i stilheden, liv i det døde.

Hun gjorde det hele smukt. Hun var smuk.

Hun så, så ufatteligt smuk ud, uden at være noget specielt, uden at prøve. Mens jeg selv stod som et træ, for et enkelt træ er ikke vigtigt, men samlet er de vigtige, for klimaet. Jeg er sådan, mens hun er omdrejningspunktet for hele vores lille landsbysamfund. Hun er modsat jeg vigtig som en enhed, hun er en alle ville give sit kæreste eje, for at beholde i deres liv. Jeg er stadig en del af mængden, et enkelt menneske kan ikke gøre en stor forskel, sammen kan vi... Og så er der den lille minimale del af vores befolkning som gør forskellen selv, helt uden at prøve. Sådan er hun.

Og hun ved det ikke engang selv.

Jeg smilede og overlod snakken til hende, for at falde ind i mine tanker. Jeg elskede hende. Jeg Bree Tanner elskede Shelly Yale. Det var så rigtigt men alligevel så forkert. Så FORKERT. Det kunne ikke lade sig gøre at det kunne virke. Det var forbudt ikke, som at stjæle. Men forkert som at lyve. Helt forkert.

Vi var noget op til hallen, vi var alt for sent på den, ligesom normalt. Men det var ligegyldigt, for hvis Shelly ikke var der i tide ville træneren bare endnu en gang bare udsætte træningen til guldklumpen var der. Jeg ville have gjort det samme som træneren, så jeg bebrejder ham ikke. Overhovedet!

Jeg kiggede over på mit et og alt, så uskyldig, sød, fantastisk, magisk, smuk, fortryllende. Shelly. En ufattelig længsel strømmede igennem mig og tre ord gik igen og igen i mine tanker. Jeg elsker dig. Uden min tilladelse og ude af kontrol smuttede ordene ud mellem mine læber. Hun hørte dem tydeligt og stivnede kort, beviset på hvor forkert det var, sådan som jeg havde det var så helt komplet forkert.

Og være endnu, da de tre ord først var ude, eskalerede det hele og jeg kyssede hende. Mine læber nåede i et kort sekund at mødes med hendes, før hun skubbede mig væk fra sig og jeg landede pladask på den våde asfalt. Hendes ansigtsudtryk sagde meget i sig selv, men det delvist frastødte, skuffede, vrede og triste udtryk i Shellys øjne sagde mere end nogen ord kunne have gjort. Det gjorde fysisk ondt på mig.

Hun var ikke glad. Hun var vred og skuffet, skuffet især. "Nej, Bree." Sagde hun hårdt, jeg vidste hvad det betød. Det var ikke normalt, godt nok, smukt. Det var unormalt og utrygt, ikke mindst klamt. En pige kunne da ikke rende rundt og kysse andre piger, da slet ikke her!

Jeg nikkede og kiggede ned på mine hænder, de var våde af pytterne på asfalten og blødende af den sammes rug overflade. Jeg angrede allerede mit forsøg på at nå min store kærligheds hjerte. Det ville aldrig virke. Jeg var jo for helvede en pige og en pige som jeg selv kunne ikke bare have et forhold til en anden af samme køn.

 

Hun smilede over min stiltiende undskyldning og gav mig en hånd. Jeg kom vaklende på benene, og allerede før jeg havde balancen slap hun min hånd og varmen forsvandt. Jeg rakte ud efter det kram jeg normalt fik før hun forsvandt ind til sit dansehold. Men i stedet for at mærke et par varme arme omkring mig, følte jeg den isnende vind.

Da hun slap min hånd var hun vendt om og var gået mod døren ind. For hvert skridt hun tog mod døren væk fra mig, blev der mørkere og mørkere, indtil hun var helt inde i hallen og alt så ud som før jeg var nået Shellys hus. Trist, mørkt, stille og silende regn som hovedemne.

Jeg stod der stirrede efter hende, min Shelly, min elskede Shelly. Den forelskelse som jeg lige nu bandede langt væk, for selvfølgeligt skulle der være konsekvenser. Hvis ikke for mig, se hvem?

Men der stod jeg så, stille som havde jeg slået rødder som et træ. For sådan var jeg. Som et træ. For et enkelt træ gør ikke en forskel i verden, men det gør mange. Jeg gør heller ikke en forskel alene, men jeg burde kunne gøre det med andre.

Hvis jeg kunne gøre en forskel, ville jeg have gjort situationer som mine acceptable. Det er de måske andre steder, men her vil det aldrig blive normalt, blive accepteret. Men for nu stod jeg som et træ. For sådan er jeg.

 

________________________________________________________________________________________

 

​Hvad synes i? Kunne i lide historien? Hvad var godt, hvad kunne gøres bedre?

​Smid gerne et like eller en favorit... Ok LGBT??

​Kunsten at være normal

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...