Randy er på flygt med sin far

Skrevet til konkurrencen "Hvor tager man hen, når man ikke kan tage hjem?"
Randy er på flygt med sin far

0Likes
2Kommentarer
114Visninger

1. Bilen

Himlen var bly grå. Træerne der fløj forbi på begge sider var nøgne. Deres lange grene strakte sig bagud hver gang vinden tog i dem. Bilen larmede som altid. Der var noget galt med motoren og far havde aldrig gidet fået det fixet. ”Bilen kørte jo fint. Vi kan overleve lidt larm”.

Randy ville ønsket hendes far have ordnet det tidligere. Nu hvor det første chok var taget af følte hun sig tom indeni. Verden udenfor virkede også tom. Alt var tomt. Hun ville bare gerne synke ned i dette endeløse huld og aldrig komme op igen. Det kunne hun bare ikke for. Hver gang hun prøvede vendte verden tilbage med et højt brøl fra motoren. Randy pressede sine knæ endnu tættere op foran ansigtet. Det var svært for selen sad fast og gav hende ikke meget rum. Hun kunne i dette øjeblik ikke gøre andet end at sidde sådan imens hendes far kørte dem ud af byen. Da de lige var kommet ind i byen havde hun følt sig så uendelig raskløs. Hun ville gerne rejse sig, løb i alt uendelighed, slå manden med den sorte uniform i ansigtet, men hun kunne gøre ingenting. Billedet af manden med den sorte uniform dukkede op i hendes hukommelse og hendes mave vendte sig.

Hun nåede dog ikke at dvæle ved mindet om manden før bilen stoppede så pludseligt at hun blev revet frem. Deres få ejendele rullede ned fra passagersædet ved siden af hende. Hun rettede sig chokkeret op og så sin far springe ud af bilen. Han løb om til hendes plads, rev døren op og begyndte at hale i hende. Randy nåede lige at trykke på knappen der fastspænde sikkerhedscellen før hun nærmest fløj ud af bilen. Randy nåede ikke at stille nogen spørgsmål før hendes far træk hende med hen til den nærliggende skov. Hun havde ikke lagt mærke til den før. Han træk hende videre ned af en lille stig der tydeligvis var blevet lavet af dyr. Randy løb efter sin far, men hun have korter ben end han og hun havde aldrig fået sko på da de flygtede. Hendes sokker blev hurtigt våde og hun måtte bide smerten i sig hver gang hun tråde på en gren eller en sten. Der vilde flygt ende ved en grøft lavet af et vældet træ. Faren kastede sig derned og holdt Randy ind til sig. Randy prøvede at få styr på sit åndedragt. Hun havde sidesti og hendes fødder gjorde så ondt hun havde tårer i øjnene. Heldigvis gav adrenalinen hende styrke til at holde sig stille. Det var ikke et øjeblik for tideligt for i næste nu kunne de hører de brase i buskaset over dem. Randy lage en hånd over sin mund og pressede sig tættere ind til sin far. Hans tag i hendes strammes også. I næste nu kunne de hører to vrede stemmer. Mandsstemmer. De kunne ikke hører nogen gø eller snuse så de havde ikke hunde med. Det var da i det mindste noget.

- Hvor er de?

- De kan ikke være nået langt.

- Jamen så find dem, din idiot!

Randys hjerte bankede nu så højt at hun var overbevist om at de to mænd kunne hører hende. Hun tillod sig ikke at græde selvom hun kunne mærke klumpen i halsen vokse.

- Jeg kan ikke se dem.

- De må være her.

- De er her jo ikke.

- Tror du virkelig jeg gider hører om, hvor de ikke er.

- Vil du lade mig tale ud?

- Nej det tror jeg…

- Hør nu her. Vi behøver ikke lede mere. Vi har bilen, ikke.

- Jo

- Så tager vi den med tilbage og siger vi skød ejerne. Vi siger bare de var fynboer.

- Ja, det var de nok alligevel. Okay?

- Ja okay, men hvis vi ser dem så skyder du, okay og du brænder kroppene, okay.

- Fair nok.

Soldaterne sagde noget mere, men de var efterhånden for langt væk til at Randy kunne hører dem. Faren og Randy var dog stadig for bange til at rører sig. der gik, hvad der føltes som timer, før de turde bevæge sig. Så pludselig fik en høj lyd dem begge til at kaste sig ned og ligge helt stille igen. Randy var overbevist om, at nu var det slut, men så genkendte hun den høje lyd. Det var bilens motor der brølede. De var forladt og havde ikke længere nogen sikker transport til at komme ud af landet. Først nu efter alt der var sket tillod Randy sig selv at græde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...