Demonen, eller mig?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 3 sep. 2017
  • Status: Igang
Pigen i spejlet, hun er ikke mig. Når mine øjne rammer hendes, ser jeg mørket. Mørket der æder hende op, stump for stump. Hendes øjne er som en skrigende stilhed, skabt af en giftig ondskab. En ondskab, som kun det saddistiske monster der ligger begravet i hendes hjerte, kender til.

Hun spørger sig selv, hvem er demonen, og hvem er jeg?

2Likes
3Kommentarer
224Visninger

1. l

Han råbte.
Jeg hørte ikke. Men jeg vidste det var de samme ord, som altid kom ud af hans mund.
Min krop krøb sig sammen, som var mine organer ved at give op. Følelsen af tortur på sjælen. Min krop gav op. Jeg forsvandt, som en lille celle i mit indre. Noget andet tog over, jeg bevægede mig men jeg gjorde alligevel ikke.
Jeg for hen mod ham, han stod i køkkenet med armene fægtende fra side til side. Hans øjne var vilde af adrenalin. Hans udspilede pupiller og hans skjulte smil bag hans højt råbende mund viste tydeligt at manden havde fået sit daglige fix. Han havde fået sin populære blanding mellem psykisk terror og spiritus.
Jeg spændte hånden rundt om et glas, løftede det op over mit hoved og stod i position til at kaste det på ham. Men i mine smerters vold og i mit had mod ham var der alligevel noget som blokerede mig fra at smide glasset, min arm gik i baglås. Han gik i forsvars position. Hans fægtende arme blev pludselig til et sammenkrøblet skjold der beskyttede hans ansigt. I 10 sekunders stilhed stod vi, jeg med mit IKEA glas over hovedet et sårbart blik og mascara tværet rundt i det røde ansigt. Og ham med begge arme dækkende for hovedet.
Jeg satte glasset på køkken bordet så det gav et smæld i rummet, og jeg spyttede efter ham. Det var den eneste måde jeg kunne komme ud med mine frustrationer, det var den eneste måde jeg kunne give slip uden at tage livet af mig selv. Det var min måde at slippe mig selv fri fra de 18 års gamle rustne lænker der havde skabt en dyb rødglød flænge i mit hjerte. 
Hans ansigt skiftede farve, hænderne knyttede sig sammen og tænderne viste sig frem som en løve der skulle slå ihjel. I sekundet vidste jeg hvad der nu ville ske. Min krop forberedte sig på kampen, men den var nærmest immun overfor smerten.
Før jeg kunne nå at blinke havde han begge sine store hænder rundt om min hals. Grebet blev strammere og strammere, man kunne mærke vreden på grebet. 
Jeg husker varmen om halsen, den glødende varme som var der en sol i mit spiserør. Mine øjne var udspillede jeg var ikke forberedt. Min krop var så lidt til stede i momentet, at den var mere afslappet end den burde være.
Hans hænder ruskede mit hoved frem og tilbage. Mine øjne flakkede rundt, svimmelheden tog over. Han skreg, han skreg så meget at jeg fik hans spyt på kinden. 
"Pak dit lort, og skrid ad helvedes til, du bor her ikke længere"
Han slap, gav mig et sidste hadefuldt blik og gik.
Jeg stod der i dørkammen til toilettet. Jeg rørte ved min hals imens mit blik faldt i staver. Jeg stirrede ind i væggen, ikke én tanke faldt mig ind. Det var som om jeg drømte som om dette ikke var virkelighed.
Jeg kastede sløvt et par bukser ned i den gamle fodbold taske, lynlåsen virkede ikke. Min krop flakkede rundt fra klædeskabet til makeup bordet. Jeg vidste ikke hvilke ting jeg pakkede, jeg gjorde det bare. Som en dukke i snor.

Pludselig stod jeg nede på gaden. Jeg husker ikke da jeg gik ned af trapperne i opgangen som var jeg gået i søvne. Tasken dinglede på min højre arm, jeg havde natbukser på og uglet hår. Makeuppen tværet rundt på kinderne, jeg havde aldrig været mere ligeglad med hvordan jeg så ud. På gaden i København gik jeg, ti blikke passerede mig hvert femte sekund, min puls begyndte at stige. Hurtigt begyndte det at gå op for mig hvad der var sket. Jeg gav grædende lyde efter mig, efter hver en dyb vejrtrækning. Alle mine kræfter i kroppen forsvandt, jeg havde lyst til at falde sammen på asfalten. Kongens Have lå 100 meter væk, jeg tvang mine ben hen til indgangen imens jeg hulkende satte mig på plænen ved siden af døråbningen. Det våde græs lavede grønne mærker på mine knæskaller, jeg var ligeglad. 
Mine hænder rystede imens jeg famlede med den smadrede cigaret pakke, en skæv og sammenkrøllet joint lå i pakken. Jeg satte den op til mine tørre læber og tændte den, så en stor flamme lyste op for enden. Jeg sugede til og mærkede den stærke røg køre ned igennem min hals. Mine skuldre sank, og min krop slappede af. 
Men min hjerne var stadig i skak.

Den stærke duft bredte sig hen til stien ved indgangen. Jeg var fuldkommen ligeglad. Normalt var jeg meget diskret med mit hash forbrug. Jeg røg altid de ubemandede steder, og jeg følte mig sårbar og tilgrin hvis andre kunne lugte det. Men ikke denne gang, de var som bipersoner i baggrunden. Som var jeg inde i min egen lille glas kugle af urealitet. 

Jeg tog telefonen op til øret og ringede Mahmout op. Han svarede opkaldet med en snakkesaglighed, men blev hurtigt afbrudt af min mumlen. 
"hvad?" sagde han.
Jeg vidste ikke selv hvad jeg sagde, ordene røg ud af min mund. Hulkende skreg jeg ind i telefonen. Han bad mig om at tage den med ro, han bad mig om at slappe af.
Jeg begyndte at hyperventilere, "han tog kvælertag på mig, han tog kvælertag på mig" hviskede jeg panisk. Jeg kunne ikke være i min egen krop, jeg var ved at springe i luften. Mine ben kørte fra side til side i græsset. 
Mahmout blev til en svag stemme i underbevidstheden, "hvem? hvem? hvem? Rebekka svar mig"

"min far" skreg jeg.



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...