Nekrolog

Man kan gøre sig sine tanker. Gør det mens tid er.

2Likes
2Kommentarer
310Visninger

1. Nekrolog

Det er det, der står på firmaets intranet. Det er med sorg, jeg må meddele vi har mistet en højt skattet medarbejder.  

Måske står der også noget i avisen. Måske er der en dødsannonce, for at meddele det mest nødvendige. Som en meddelelse om vejret, hvordan det var og hvordan det bliver.

Han jokkede ofte med det i frokostpausen. Gået bort. Hvor er han gået hen? Eller: Fået fred. Jamen, det var vel også på tide, de holdt op med at genere ham.

Men nu er det ham. Væk – borte for altid.

Det er så det. Det er slut. Livet er slut. Han døde blot. Ingen udløbsdato. Bare slut.

Livet tog sin start. Og så døde han. I mellemtiden skete der så mange ting. Noget som satte spor, noget som dukkede op i tankerne nu og da. Noget som blev glemt.

Han husker, hvordan solen skinnede, da han som femårig sad i sandet med sine biler. Byggede veje og parkeringspladser. Han husker duften af sommer. Han husker, hvordan solsorten sang og naboen rumsterede i baghaven. En plæneklipper – en håndskubber brød stilheden. Kneb øjnene sammen og så mod solen. Luften stod stille. Livet var foranderligt, uden at han var klar over det. En bi summede, en latter i det fjerne, sukkerfyldt saftevand og kage med E-numre.

Solen stod stærkt. Trafikken var minimal på villavejen i den østjyske provinsby. Han kendte, dem der kørte forbi. Kendte han dem særlig godt, vinkede han måske til dem. Vinkede de tilbage lyste han op i et smil. Han var genkendt i det uformelle fællesskab.

Måske kom naboens dreng med sine biler. Så sad de der i solen og legede. Byggede vejen, brummede når de små biler kørte gennem sandet og så fik de sol på de ubeskyttede arme og ben. Blev en del af en historie der aldrig rigtig blev fortalt, mens æblerne på træet stille og roligt modnede.

Og historien gentog sig. Måske er det derfor, ingen andre har skrevet den. Måske er det derfor ingen andre husker den.

Bilerne blev udskiftet. En fodbold blev sparket hen over det nyslåede græs, som sendte alle andre dufte væk og som sidenhen ville minde ham om barndommens sommer.

Cyklen, knallerten, pigen, bilen, diskoteket, værtshuset, rocken der buldrer ud af højtaleren, fisketuren i regn og med en gennemblød ostemad som eneste formildende omstændighed, biografens mørke og en B-film i håbet om at hendes hånd ville finde hans, omklædningsrummets duft af svedigt tøj og fugt og næste skoledag uden at have lavet lektier.

Han huskede lydende, duftene, lyset – betød det også, at andre huskede det? Kunne andre sætte ansigt eller ansigter på? Kan andre genkalde sig de billeder, der satte sig runer på en sten, og som aldrig ville forsvinde, men som aldrig ville blive genstand for et tusindtals turisters besøg.

Han er død. Gør det en forskel? Gjorde hans liv en forskel for andre end blot i nuet?

Han var taget med en skolekammerat hjem i en weekend. Ja, de var flere. Og i huset, som lå for enden af en 300 meter lang grusvej omgivet af skov, som var begyndt at tage efterårets farver, stod hun. Skolekammeratens søster.

Han blev ramt lige i hjertet uden helt at være klar over det. Høj, smuk og med sit blonde hår mindende hun mest af alt om en engel. Han vidste det ikke, da han så hende første gang. Men han blev bare ramt i sit ungdomshjerte. En brusende forelskelse. Men slangen i paradiset sendte sin gift imellem dem. Hun var fire år ældre end ham. Når man kun er seksten år, er fire år rigtig mange år. En helt igennem uoverskuelig aldersforskel, som dog ikke var større, end at de for et kort sekund blev et.  

Han havde været forelsket før. Det troede han i hvert fald, han havde. Men denne gang var det alvor. Han blev varm i hele kroppen og sagde dumme ting. Eller også opførte han sig, som han i virkeligheden var. Måske var det den effekt, hun havde på ham.

Hun så på ham med de øjne, som lagerede sig i hans hukommelse. Han glemte dem aldrig. Ligesom det lange blonde hår og hende smil. Og hendes milde stemme.

De gik alle en tur. Alle de unge og skolekammeratens forældre. Syv mennesker traskede ud over nogle uopdyrkede arealer langs skoven. Det var uvejsomt, høje græstuer fulde af fugt, som i deres udtryk også vidnede om, at efteråret var kommet.

De gik bagerst. Ham og hende. De havde kun lige mødt hinanden, men talte sammen, som havde de kendt hinanden i flere år.

Hendes blonde skulderlange hår bevægede sig sagte i den svage lette efterårsvind, som havde afløst sommerens tunge varme og fugtige luft over Danmark. Nåletræernes duft af regnvådt gran var gennemtrængende. På grene hang dråber som ikke ville slippe deres tag, trods tyngdekraften hev i dem.

De talte og gik. Hun gik så let, svævede nærmest hen over overflade og livet føltes skønt, selv om han godt vidste, at han ikke ville få hende. Der var for mange ting, der talte imod.

Aftensmaden var spist. Alle sad de rundt i den store stue, eller stuer, for der var to i åben forbindelse med det store køkken. Der var højt til loftet, men magelige stofmøbler gjorde det hyggeligt. På forunderlig vis sad de ligesom i små grupper og talte hver især, mens aftenens P3-musik sagte spillede i baggrunden.

Der sad de så, i hver sin ende af den grønne sofa, som var så blød, at de nærmest sank ned i den. De sad med ryggen mod armlænet i hver sin ende og en arm på ryglænet.

Strejfede hendes hånd hans? Han blev usikker og varm. Var det blot et tilfælde? Var hun blot venlig? Inviterede hun ham til at komme ind i sin verden?

Han befandt sig et sted, hvor han aldrig havde været. Det virkede velkendt, og så alligevel så eventyrligt – som en fantasi, en drøm der aldrig måtte holde op.

Han opdagede ikke at tiden gik, og med den gik flere og flere i seng. Han befandt sig i en verden uden tid, uden nogen andre end dem. Uden at han opdagede det, var de pludselig alene. De snakkede, grinede, hyggede sig.

Pludselig var det, som om han befandt sig i en amerikansk kærlighedsfilm. Ud af radioens højtaler lød Hot Chocolate´s It started with a kiss, og i det sekund lænende hun sig frem og kyssede ham.

De kælede og kyssede. Det var pludselig indlysende, at der skulle ske mere.

Hun tog hans hånd, rejste sig og trak ham med hen mod et lille værelse, mens hun sagde: du skal ikke tænke på beskyttelse, jeg bruger pessar.

”Jeg bruger pessar”. Det kom bare ud af hendes mund som det mest naturlige i hele verden. Mens han havde svært ved at tale om sådan noget. Han var tavs og opstemt.

I den sagte lys fra en lille bordlampe, tog de tøjet af, lagde sig på gulvet og elskede. Det var hende, der var den initiativrige og erfarne. Han fulgte bare med og var i den syvende himmel.

Da han vågnede næste dag, var hun væk. Hun boede ikke længere i huset hos sine forældre og skulle hjem til storbyen for at synge i kirkekor.

Tankerne om hende gentog sig og kom igen og igen, som tiden den gik. Han glemte hende aldrig, men som en usynlig mur skilte fire år dem.

Og så pludselig. Der var vel gået næsten to år, siden han havde set ind i hendes vidunderlige øjne og drømt sig til en anden verden. Pludselig møder han hende ved en tilfældighed. Han bliver forlegen og genert. Hun er stadig lige så engleagtig skøn, som han huskede hende.

Hun inviterer ham med hjem i hendes lejlighed. Han afslår og efter nogle minutter tager de afsked.

Han ser efter hende, da hun går hen ad vejen i sine stramme jeans, løse korte skjorte og den blonde hår flagerene i den varme sommervind.

Han ved ikke, hvorfor han afslog. Han blev lige som bange for hende. Hun var så erfaren og så meget mere et uopnåeligt menneske. Han var bange for, hvad hun kunne finde på – hvor hun ville føre ham hen. Og der var så mange ting, som havde ændret sig siden hun tog hans hånd og førte ham væk fra sofaen. Han var bange for om han kunne leve op til hende og hendes initiativer. Hendes forventninger. Han var ikke sikker på, han var et sted, hvor han kunne møde hende med samme åbenhed, som hun var i stand til at give. Han blev bare bange.

Hun var for altid borte. Han prøvede sidenhen at finde hende. Flere gange. Men hver gang forgæves. Hun var som sunket i jorden.

Tankerne om hende forsvandt aldrig. De var der til det sidste. Men det er alt sammen ligegyldigt nu. Han er død, og han fandt aldrig ud af, om han var i hendes tanker, bare en gang imellem, eller han var lige så flygtig som en vanddråbe på et vindue en råkold regnvejrsdag i oktober.

Han var ikke længere ung. Heller ikke rigtig gammel. Han så ned af sig selv og blev klar over, han ikke længere levede livet farligt. Det havde han ellers altid gjort. Taget chancer. Men det var slut. Var han mon bare blevet voksen, uden at han selv havde opdaget det? Eller var det bare en naturlig konsekvens af livet.

Paradoksalt nok, så var det ikke livets udfordringer, der tog livet af ham. Han døde bare, selv om der havde været bud efter ham mere end en gang med omverdenens efterfølgende natulige reaktion. Det var heller ikke denne gang, der var bud efter ham.

Men hvad nu, hvis han var død tidligere. Hvad så … Hvem havde passet hans job? Hvem havde boet i hans hus? Hvem havde kørt i hans bil? Havde en anden gjort hans job anderledes? Bedre eller dårligere. Hvordan var der passet på huset? Var der bygget til, var haven dyrket, var det malet, var det moderniseret. Måske havde ingen gjort noget. Blot ladet stå til. Ladet det forfalde.

Måske var det livets mening, at han ikke skulle dø af at leve livet farligt.

Der var også alle de beslutninger, hvor han var sikker på, at der var mange der rystede på hovedet af ham. Men han var ligeglad. Han var i hvert fald ligeglad i øjeblikket. Nogle gange måtte han indrømme, han tog fejl ved at kaste sig ud i noget, som egentlig føltes gennemtænkt. Men konsekvenserne kunne måske ikke gennemskues. Det kunne have gået så meget anderledes på så mange fronter.

Det er en vel en del af livet, tænkte han, da hans hjerte slog. Man drejer til højre, da man skulle have været til venstre. Men det førte noget med sig. Godt og skidt. Vejen til venstre var måske den mest direkte, og den som alle forventede, han tog. Men det gjorde han ikke. Og sidder alle forventningsmenneskene nu og siger ”hvad sagde jeg”. Han ved det ikke – han er død. Men i livet var han også ligeglad. Det var med til at gøre ham til ham.

Solsortens fløjt en varm sommeraften betød så meget mere. Men tanken om at ingen tænkte på ham. At ingen kunne se konsekvenserne ved hans handlinger, og det var pænt op ad bakke på en lang række punkter – det betød noget for ham. Men han sagde det aldrig. Og han var også ligeglad. Når alt kom til alt, var der ham, dem, deres i deres eget liv. Det var vel ikke så mærkeligt, at det farlige forsvandt med tiden.

Havde han gjort en forskel for nogen? Jo, det havde han. Måske vidste de det ikke. Måske vidste han det ikke. Men nu er det også ligegyldigt. Han er død og tanken om ham forsvinder hurtigt for aldrig nogen sinde at dukke op igen.

Han havde flere tanker for de mange han så gennem livet. Han sagde det ikke. Måske skulle han havde gjort det. Men det ville blot være ord i sekunder af en evighed, der ikke varede evigt.

Hans ufarlige liv … ufarligt set udefra. Der var så mange udfordringer, så mange kampe der skulle kæmpes. Ikke bare alle de fysiske kampe – ting der skulle gøres, som blev gjort eller som forblev ugjort. Men alle de kampe han kæmpede. Forstå ordet, forstå mennesket, forstå sig selv, forstå at tiden en dag ville gå i stå for evigt.

Nu er han død. Tankerne er slut. Det er helt sort. Og alle som krydsede hans vej, ser ham måske i et kort glimt. Har måske et indre billede af den dag, hvor de smillede lo i et fællesskab som forsvandt.

En gang havde hans gamle klassekammerater fortalt, hvordan de så ham. For ham et fuldstændig ukendeligt billede. Han så det ikke. Han så ikke, hvad de så. Hen regnede deres syn ud. Mest dem der huskede ham, som roden der lavede alle de forbudte ting. Men det var ikke vildskaben for vildskabens skyld. Det var bare at leve livet. Mest fordi han kunne. Eller ikke kunne. Det gik galt nogle gange. Det så han som voksen. Men han så også alle de gange, det gik godt. Og han gjorde det ikke overlagt, han gjorde det bare. Det var en del af livet.

Så mødte han hende, så så han et nyfødt barn, så drejede hele verden mod højre, så mødte han ham, så tog han en diskussion, så drømte han, så søgte han – alt det, der gjorde ham til ham. Hvor eller hvem ville han have været foruden?

Uransaglig er livets liv. Vi kan gå og gå og gå og gå – blive ved med at gå. Men kommer vi nogen sinde derhen, vi gerne vil? Ser vi os selv i det billedet, vi ønsker at opnå?

Det er alt sammen ligegyldigt. Han er død, så det påvirker ham ikke. At opnå andres tanker i døden er uendeligt ligegyldigt. Det handler om at leve livet farligt. Beslutninger blev taget og prisen betalt.




 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...