Elektrisk Blå Årer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2017
  • Opdateret: 4 nov. 2018
  • Status: Igang
To usædvanlige søskendepar kompliceres i det sociale liv i Springville, Utah. Vi har et offer, en morder, et vidne og én, der kom for sent. Hvem er hvad?

– Stolt vinder under kategorierne ‘Årets Movella (Klassisk Fiktion)’ og ‘Årets Forfatter (Klassisk Fiktion)’ samt nomineret under kategorien ‘Årets Cover’ i Movellys 2017. Uendelig mange tak for hver en stemme!

32Likes
241Kommentarer
6228Visninger
AA

11. 🂽 Kapitel 7: Stacey

26. oktober år 2016

Det kunne da være morsomt, hvis jeg tog til festen på The Sin efter arbejde, og tilfældigvis stødte ind i Ash. Der havde stået på døren til den populære natklub, at i anledningen af Open By Night ville der være åbent hele natten til klokken 5. Alle i skolen havde talt om at feste der, selvom ingen af os var over aldersgrænsen på 21. Det var dér de falske ID-kort kom ind i billedet.

  Min havde jeg lavet på første år i High School. Det var sådan, 14 måneder siden, og det havde taget mig en hel weekend at lave den, så den så bare nogenlunde ægte ud.

  The Sins ejere var ret socialt private i fritiden. De kom ikke oprindeligt fra omegnen, så derfor var der aldrig store problemer med at komme ind (havde jeg hørt). Selv med mit nogenlunde ID-kort, som nogle nok havde kunnet spotte var falsk, havde jeg kunnet komme ind en aften.

  Når jeg dog tænkte tilbage til den aften – den eneste gang jeg havde været afsted – havde alt virkelig været ubehageligt. Folk var påvirket af alkohol og hvad jeg ikke havde lyst til at tænke på, jeg kendte ingen og jeg drak ikke selv. Det var nok min energi, der gjorde at jeg ingen havde tiltrukket. Men jeg var ældre nu, mere åben. Jeg kunne da altid give det et ekstra forsøg?

  “Elsker måden butikken er … sat op på,” lød det et par meter fra kassen, hvor jeg stod i mine egne tanker.

  “Ej, tusind tak. Det er mig, som har været i gang lidt over det hele – justeret kostumer og mannequins og det hele.” Det varmede helt op i kinderne, at nogen syntes om hvad jeg havde præsteret her. Ashs forældre, der havde ansat mig sidste år, var ekstremt søde. De talte bare sjældent om at jeg gjorde tingene godt nok. Hvis jeg ikke havde det, så havde de selvfølgelig også fyret mig, formodede jeg da.

  “Mm, du har gjort det godt. Du er Stacey, ikk’?”

  Oh. My. Spirits.

  “Um, jo. Hej Alyssa.” Hvorfor var det ikke gået op for mig med det samme, at det var hende?

  Hendes slanke, lyse omrids var fremtrædende, selv her i det dunkle gule skær fra lamperne. Det lange blonde hår bølgede om hendes markante skuldre, så smukt ud selvom det tydeligvis var blevet slidt af klorvand. Synet af hende overvældede mig med en sær følelse. Jeg kunne ikke helt sætte fingeren på, hvilken det var.

  “Gad vide hvor du kender mit navn fra,” forsøgte jeg at fremtvinge med et kunstigt, sarkastisk grin. I skolen blev jeg kaldt alt andet end ‘Stacey.’

  “Hvad mener du?”

  Jeg så hende i øjnene, kunne gennemskue at hun vidste hvad jeg talte om. Det gjorde ingen forskel, for hun benægtede det for sig selv, ligesom alle gjorde. Det jeg også selv gjorde, når jeg følte mig trængt op i et hjørne, som jeg ikke ville være i. Hvor smart var jeg da lige at ydmyge mig selv foran Alyssa nu?

  “Um, hvad?” skyndte jeg mig at aflede hende med.

  “Hvorfor skulle jeg ikke kende dit navn?”

  “Hvad? Åh, det ved jeg ikke.”

  “Men …”

  “… Godt spørgsmål, vi har jo timer sammen og det hele, og jeg er i hvert fald ikke en man glemmer.”

  “Det er du ikk’, nej.” Hendes smil stivnede akavet op. Rystede så samtalen af sig og bragte et nyt emne op: “Skal du på The Sin, når du har fået fri? Der er gratis entre indtil midnat.”

  “Jeg overvejer det stærkt. Mit falske ID ser bare meget falsk ud, så jeg er måske lidt nervøs for at blive smidt ud foran alle.”

  Hun fniste. “Det sker der intet ved, tro mig. Jeg er kommet derind en million gange med et billede af min mor. Hun er rødhåret.”

  Det gjorde mig en tak mere lettet. Det var bare det der med, at jeg ikke vidste om det ville være noget for mig. Det strittede lidt imod hele min fredelige ‘persona.’

  “Hm, altså, det er måske heller ikke mig, du ved. Jeg er mere til at sidde derhjemme og slappe af med nogle tarotkort.”

  “Oh my, dine tarotkort kan vente,” lo hun nærmest hysterisk og holdt hånden for munden. “Det er kun gamle mennesker, der sidder med sådan noget. Du er ung, kom nu med. Alle andre vil være der.”

  “Jamen jeg taler ikke med alle andre, eller, jo det gør jeg, men ikke sådan rigtigt.”

  “Ingen taler rigtigt med hinanden. Men det må du selv om. Jeg siger bare at jeg vil være der, hvis du engang dukker op. Du er velkommen til at gå hen til mig, hvis du har lyst til en snak.”

  ‘Mit inderste tak for at jeg nu har modtaget din tilladelse til at snakke til dig, Alyssa skellet-tynde Conelly. Det værdsætter jeg da frygteligt meget.’

  “Undskyld mig?”

  Havde jeg sagt det højt? Nej.

  “Hvad?”

  “Hvad var det lige du sagde til mig?”

  Jeg havde sagt det højt.

  “Lige før. Hvad var det du sagde?” Hendes stemme blev arrig.

  “Nåh, altså, jeg ved ikke helt. Jeg føler ikke jeg sagde noget lige før.”

  Man kunne se på hende, hvor meget hun havde lyst til at himle med øjnene. Alligevel gav hun slip på det og fik gentaget sig selv, at jeg bare kunne komme derhen og så videre. På det tidspunkt var mine kinder sikkert ildrøde, og jeg havde kun min dumme hjerne at takke for det.

  Da hun havde forladt butikken – underligt nok uden at købe noget – var jeg dog sikker på, hvad jeg skulle i aften. Jeg var blevet overtalt. Jeg skulle til den fest, og jeg skulle vise alle hvem Stacey Carter i al sandhed var.

 

Jeg lukkede butikken ned, slæbte de vogne der havde stået udenfor ind. Vognene var seriøst fyldt til randen med masker og plastikvåben, som om det nogensinde ville blive udsolgt. Salget her var godt, men ikke godt. Det var trods alt Springville, og indbyggertallet var knap 50.000.

  Mens jeg stod og var på vej ud af døren, bemærkede jeg et bekendt ansigt lige foran mig. Det kunne have været hvem som helst, hvis ikke for solbrillerne og den søde hund, som jeg genkendte fra gården nedenfor hans lejlighed. Det var …

  “Mr. Reynolds!” Min stemme rungede i gaden og fik et par folk til at kigge hen på mig.

  Min guitarlærer så ikke ud til at genkende mig med det samme, men sådan var det jo. Han kom ligegodt med et gæt hurtigt nok.

  “Stacey Carter? Eller tager jeg fejl?”

  Jeg smækkede døren bag mig.

  “Um, nej da det er mig. Tænk at jeg støder på dig hernede, og så til Open By Night! Du er måske ude og fiske efter tilbud?”

  Vores samtale derefter forløb ganske fint. Han virkede måske lidt som om han flygtede fra nogen – specielt til sidst – men jeg kunne se på ham, at han var glad for at have mødt mig i byen. Han strålede af glæde og selvsikkerhed, så det var som et kniv i hjertet, da han kom ind i en slåskamp. Det var super dramatisk, og jeg vidste virkelig ikke om jeg skulle gribe ind. Man hørte jo bare at det aldrig endte godt, når pigerne involverede sig i en kamp mellem to drenge. Hvad skulle jeg have gjort, hvis ikke at holde mig på afstand?

  Lidt dårlig samvittighed kom nu alligevel i spil, idet Josephs storesøster ringede mig op fra hans mobil. Det var kun et øjeblik siden, at Joseph var faret ind på The Sin. Hele scenariet havde syntes surrealistisk og absurd. Jeg havde aldrig set lignende. Det var af den grund at jeg lød dybt alkoholiseret, samtidig med at jeg snakkede med hende søsteren. De præcise ord i vores samtale var slettet fra min hukommelse i sekundet samtalen var slut. Af en underlig grund fortsatte jeg bare aftenen dernæst, som om intet var hændt.

  Jeg kom ind i natklubben med mit falske ID. Selvom jeg ikke selv kunne se det, vidste jeg at mit ansigt glødede af fniseri. En glød der forsvandt, så snart jeg blev snurret rundt mellem alle menneskerne omkring, som var jeg en gigantisk tornado i en storby fuld af højhuse. Bassen fra det larmende musik fik mit hjerte til at galopere ubehageligt hurtigt, og den hede varme fra alle de svedige kroppe omkring mig var en kæmpe forskel fra vejret udenfor.

  ‘Du klarer det, du klarer det,’ hviskede stemmen i mit hoved. Den blev overdøvet af støjen over det hele.

  Hvad jeg vidste med sikkerhed var at Alyssa ville være her et sted … blandt alle disse. Hun ville tale med mig (hvis det kunne lade sig gøre), og så kunne vi måske blive veninder. Hvis jeg var heldig snakkede hun med Ash. Det ville betyde, at jeg også kunne komme til at snakke med Ash.

  At komme fra klubbens ene ende til den anden var som at danse igennem en konstant bevægende labyrint. Den eneste forskel var at her var der albuer i stedet for hække og af og til en stiv tingest mellem benene, som ville blive presset op af ens lår.

  Det var da jeg så Mr. Reynolds stå sammen med Ash oppe ved baren, at jeg vidste at det ikke var en fejl at tage afsted. Det så ud til at Ash råbte noget ind i Josephs ører, hvorefter de sammen bevægede sig ind i folkemassen. I tilfælde af at Ash ville komme tilbage, stillede jeg mig op til baren, der hvor han havde stået. Han ville helt sikkert komme tilbage, for hans drink stod der stadig.

  I mellemtiden øvede jeg mig i at posere sexet op ad den fedtede disk, illumineret i den elektrisk blå LED-lys, der skinnede op fra en revne i gulvet rundt om hele baren. Der var ingen, der helt så ud til at bemærke mig, men det skulle jeg ikke bebrejde dem for. Der var festlig ballade over alt, folk dansede og kyssede og rørte hinanden intenst. Jeg var så tæt på det hele.

  Ganske rigtigt kom Ash dansende tilbage. Det var uden Mr. Reynolds, men det gjorde intet. Vi kunne sagtens snakke sammen bare os to.

  Jeg rykkede mig tæt hen til ham, da han langede ud efter sin drink på disken.

  “Jeg så du efterlod den her, så jeg ville lige holde øje med at ingen kom noget i den.”

  “Mener du det?” smilede han, hans varme ånde klistret mod mit øre for at hans stemme blev tydelig. ”Der skete ikke noget?”

  “Nej, du kan være rolig. Mine øjne var som limede til den.”

  “Hvordan kan jeg vide at du ikke selv dryssede lidt i?”

  Beskyldningen stak i brystet på mig. Det kunne jeg aldrig finde på at gøre. Jeg tog ikke stoffer selv, jeg vidste ikke engang hvordan man tog det. Jeg vidste at der var pulver og sådan noget, og at nogle ikke-så-rare mennesker hældte det pulver i andre menneskers drinks, når de vendte ryggen til. Sådan et menneske kunne jeg aldrig være, selv hvis jeg af en besynderlig årsag havde ønsket det.

  “Stacey? Det var en joke.”

  “Ja selvfølgelig.”

  “Har du været her længe?”

  “Nej, jeg har jo først lige fået fri.”

  “Nå ja. Tusind tak for at du gad tage min vagt.”

  “Så lidt da, skulle det være en anden gang.”

  “Jeg var lidt lost ellers. Sku' gerne være her tidligt med Dave ifølge Dave, men så forsvandt han væk sammen med Aaron og de andre her for et kvarter siden. Røvhuller.”

  “Han kunne da i det mindste have taget dig med.”

  “Ja ikke? Eller bare sagt det til mig, før han skred.”

  “Jeg tror jeg så ham udenfor. Med Aaron, lige før.”

  “Hvis de røg kunne de sgu også have spurgt om jeg ville med. Dave ved jeg er begyndt på det, han har ikke fucking glemt det, selvom det nok bliver hans undskyldning.”

  “Det er træls ja, men de røg altså ikke så vidt jeg kunne se. Det var Aaron, der var efter ham du lige var sammen med.”

  “Hvad? Det var Aaron, der var efter ham? Jeg tænkte det sgu nok, det svin.”

  Ash bandede mere i fritiden end jeg havde regnet med. På skolen var han anderledes, mere uskyldig. Det var sikkert fordi han havde drukket lidt, men det lød ikke pænt den måde han snakkede på.

  “Det er jo også typisk Aaron, ikke? Han er sådan en badboy i skolen, led mod alle, selv hans kæreste.”

  “Ekskæreste,” rettede han. “Du har ret, det er typisk ham. Typisk Dave også at være involveret i sådan noget. Godt jeg ikke stod derude. Så Dave bare på?”

  “Ja, han stod der bare.”

  “De andre?”

  “De stod der også bare. Jeg må nok lidt tilstå at jeg også bare stod der. Det hele var bare bizart og uhyggeligt.”

  “Jeg havde heller ikke gjort noget. Man vil det bare gerne, du ved?”

  “Ja, når det er sket. Det er latterligt, når jeg tænker over det.”

  “Latterligt helt bestemt. Lad os skåle på det.”

  Det gik op for mig, at imens vi havde snakket havde Ash bundet sin drink og anskaffet 4 shots af et eller andet. Mine øjne havde selvfølgelig fokuseret på alt andet end bartenderen ved siden af, og hvad han serverede. Det kunne også være lige meget, for jeg drak ikke. Jeg drak ikke.

  “Um ... Ja lad os skåle på det,” gentog jeg ham, da han hurtigt bundede sin ene, og jeg var bagud med mine to.

  Kunne jeg godt bare drikke hans shots? De havde sikkert kostet ham en del.

  Han bundede sin anden. Så utålmodigt på mig, som om jeg fornærmede ham i og med at jeg ikke tog de to i min retning.

  Jeg tippede det lille shotglas over min tunge, blev nær kvalt af den sure konsistens væsken bestod af. Det var på ingen måder lækkert. Det var bare en brændende fornemmelse ned gennem hele halsrøret og en vridende sur smag af æble på min tunge. Hvad havde jeg dog bevæget mig ud i?

  “Hvad er det?” spurgte jeg og tøvede med at tage shotglas nummer to.

  “Det bedste,” svarede han og lavede et charmerende blink med venstre øje.

  Jeg havde ikke tal på, hvor mange shots jeg fik derefter. Ikke nok til at jeg skulle kaste op, men det var tæt på. Varmen pumpede i hele mine krop, min energi var som en strømmende kilde, der ikke kunne sættes en stopper for, og vi dansede. Vi dansede gennem hele den amerikanske hitliste af basnumre – ikke at jeg kendte den, men det var jeg sikker på.

  Efter hvad der havde føltes som adskillelige timer var jeg badet i sved, og ikke nødvendigvis kun mit eget. Jeg var virkelig helt klar over, at jeg stank af salt og sprit, og jeg var virkelig ligeglad. Det eneste der betød noget var glæden, vildskaben, Ash og jeg, og det kys jeg stjal. Alle andre gjorde det, så hvorfor kunne jeg ikke tillade mig også at gøre det? Han havde reageret overrasket til at starte med, men var så sprunget med på vognen. Vores læber klæbede til hinanden, mens musikken var vores baggrundsstøj. Jeg havde aldrig følt noget så fantastisk og fjernt fra hvor jeg stod. Det var som ikke at være i min egen krop. Den Stacey jeg kendte var ikke den Stacey, hvis skelet dunkede mod en drengekrop i takt med bassen.

  Oh my actual spirits, skete dette eller drømte jeg?

  Vi gik udenfor og fortsatte med at kysse. Mine hænder var overalt på ham og hans på mine hofter, en smule løse, men han greb fat jo hårdere vi kyssede.

  “Jeg skal hjem,” sagde han pludseligt og trak sig væk fra mig. Energien mellem os var pludselig isnet, og jeg fornemmede en ubehag i luften.

  “Hvorfor?”

  “Skole i morgen. Helt ødelagt vil jeg heller ikke være.”

  “Du tænker alt for logisk.” Jeg fniste – ens med Alyssa tidligere på aftenen – og prøvede at stå oprejst, selvom alkoholen havde tilsløret mit syn og gjort det svært for mig at balancere på fortovet.

  “Ja, men ... godnat, Stacey.” Han traskede afsted ned ad gaden – væk fra mig – uden overhovedet at give et knus eller så meget som antyde et smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...