Elektrisk Blå Årer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2017
  • Opdateret: 18 okt. 2018
  • Status: Igang
To usædvanlige søskendepar kompliceres i det sociale liv i Springville, Utah. Vi har et offer, en morder, et vidne og én, der kom for sent. Hvem er hvad?

– Stolt vinder under kategorierne ‘Årets Movella (Klassisk Fiktion)’ og ‘Årets Forfatter (Klassisk Fiktion)’ samt nomineret under kategorien ‘Årets Cover’ i Movellys 2017. Uendelig mange tak for hver en stemme!

31Likes
222Kommentarer
5718Visninger
AA

10. 🂡 Kapitel 6: Noah

26. oktober år 2016

Venner forrådte venner, familie forrådte familie, men Joseph? Han havde ingen af delene været for mig. Han var min bror, men ikke. Mit barn, men ikke. Han var min godhed. Den person jeg imiterede, når jeg skulle spille den gode til Drama. Tilsyneladende havde jeg overvurderet hans godhed. Han havde en lille dreng i sig, der ville prøve at være dem.

  Det skulle aldrig ske igen.

  “Jeg tog dig ind i min lejlighed, så hvem fuck tror du, du er, når du stikker af uden et ord?” Havde jeg stået foran et spejl, havde jeg kunnet se mine øjne ulme i mørket.

  Joseph Reynolds, dit ubegavede fjols.

  “Øhm …? Jeg var væk for to minutter.”

  “To minutter?”

  “Jeg sku’ ha’ frisk luft.”

  “Hvor er Pau?”

  “Nede i gården? Jeg tog ham med mig.”

  “Du tog ham med ned i byen.”

  “Nej, kun lidt væk herfra. Han sku’ bare luftes. Jeg havde det varmt.”

  “Du var herhjemme hele aftenen?”

  “På nær da jeg sku’ ha’ frisk luft. Har du et problem med det?”

  “Ser du, hvad jeg har et problem med er at du lyver mig op i ansigtet, når jeg ved at du var nede i byen. Måske for ti minutter, måske hele aftenen. Pointen er at jeg er ligeglad med hvor du tager hen, men ikke så længe du ikk’ fortæller mig hvor og hvornår.”

  “Jeg er 19. Jeg tror nok selv jeg bestemmer, hvor jeg tager hen og hvornår.”

  “For kun lidt mere end et år siden ville du stadig have boet hos bedstemor og bedstefar, hvis de ikke havde været i den bilulykke.”

  “Og hva’ så?”

  “Du har ikk’ samme rettigheder som alle andre, Joseph, du er handicappet! Du kan ikke tage afsted som om alt er normalt, når din hjerne er forstyrret, og du ikk’ kan se om nogen er ved at køre ind i dig eller slå dig ihjel. Hvad tænkte du på oveni at efterlade din blindestok herhjemme? Tænkte du at du ku’ gå frit rundt og feste med de vilde?”

  “Jeg har ikke festet med nogen, og stop med at sige som om … som om at jeg er slemt handicappet og ingen ting kan gøre, når jeg er synshæmmet. Jeg kan gøre stort set alt.”

  “Så hvis nogen er ved at slå dig ned, kan du se om de langer ud efter dig, var?”

  “Hvad taler du om?”

  “Jeg ved hvad der skete i byen, og prøv ikke at se uskyldig ud med det kæmpe blå øje dér. Hvor er dine solbriller måske? Hvor er Pau? Har nogen kørt ham ned?”

  “Ingen har rørt ham.”

  “Hvor er han så?”

  “Det ved jeg sgu da ikk,’ men han finder hjem.”

  “Du ved at han er dit ansvar.”

  “Ja.”

  “Du er mit ansvar.”

  “Er jeg din hund?”

  “Nej, du …”

  “… Er det hvad du siger?”

  “Jeg siger at du er mit ansvar. Det vil du altid være.”

  “Ligesom Pau er mit ansvar.”

  “Vi er ingen andre tilbage end os to.”

  “Tre. Eller måske er vi kun én? Jeg er jo din hund.”

  “Du gør dig selv til grin. Du har ingen rettighed til at …”

  “… Jeg gør mig selv til grin foran min storesøster på 23 år, der …”

  “… Hold så kæft Seph ...”

  “… tror at hun er langt ældre end jeg er …”

  “… og det er jeg …”

  “… og derfor har hun retten til at bestemme over hvor jeg går hen om aftenen …”

  “…  for din egen sikkerhed. Det ved du. Det ved du. Du er alt for mig, du er mig. Hvis der sker dig noget – og der skete noget! – så sker det også mod mig. Stop med at handle selvisk og opføre dig så barnligt, at du ikke engang kan indrømme dine egne fejl og tage ansvar for dem.”

  “Jeg tager ansvar. Jeg kan gå tilbage i byen og finde …”

  “… Nej! Lytter du ikk’ til mig? Du gør det ikk’. Du bliver her. Jeg går ud og finder Pau nu, mens du sørger for ikke at blive gennembanket mere af en mand, der kunne have sparket dig ihjel.”

  “Så voldsomt var det ikke.” Han fnes. Så næsten tilpas ud med sig selv.

  “Hvad hvis der ikke havde været nogen til at rejse dig op igen? Hvad hvis du var fanget og ikke kunne flygte? Tror du at han ville have stoppet med at sparke til dig, hvis det bare havde været jer to?”

  “Du er overdramatisk. Hvor ved du overhovedet alt det fra? Var du der?”

  “Stacey Carter var der.”

  “Har du hendes nummer?”

  “Nej. Du har.”

  “Du stjal min mobil?!”

  “Du var dum nok til ikke at tage den med, så ja, jeg gennemgik dine kontakter for at høre, om du var taget over til nogen. Det tog mig helt ned til ‘S.’ Du har godt nok mange elever.”

  “Hvordan ku’ jeg ellers ha’ et arbejde?”

  “Med din indkomst havde jeg ikke gættet på det antal.”

  “Så nu handler det om indkomst? Du tog min mobil og har ringet folk op, som jeg ingen andre relation har til end at jeg er deres fritidsunderviser i guitarspil!”

  “De fleste fik kun en voicemail.”

  “Og hvad så? Nu skal jeg til at ringe tilbage til dem alle sammen i morgen, bare fordi jeg var væk for fem minutter med Pau, fordi jeg ville opleve noget andet end at sidde herhjemme og lave ingenting som altid, mens du fyrer den af med din chef!”

  Han havde en pointe. En ligegyldig pointe. Han fik mig til at fremstå som om at jeg var monstret, når det var ham selv, der forlod lejligheden uden at sige et ord til mig. Da jeg skulle være et par ekstra timer hos Steve, gav jeg ham besked om det. Jeg gav ham altid besked. Han kunne gå ud og have det sjovt, men det krævede at vi fandt ud af hvordan han kunne være i sikkerhed imens. Og jeg skulle vide besked om det.

  Uanset hvad kunne jeg godt regne ud at han ikke ville overgive sig nu. Det nyttede ikke noget, hvis jeg blev ved. I hvert fald hvis jeg blev ved med at virke vred.

  Jeg tog mig til maven. “Undskyld, Joseph.” Det kom ud som en skrøbelig hvisken. “Det er bare … der er så meget, der gør mig bange på dine vegne. Jeg vil så gerne være herhjemme og beskytte dig hele tiden. Jeg kan ikke være det, og du er her selv uden nogen til at passe på dig. Undskyld.”

  “Jeg har ikke brug for beskyttelse, No.” No kaldte han mig kun, når han var sentimental. “Vi er her begge to lige nu, bare se. Det der skete i aft’n var et uheld, som aldrig kommer til at gentages. Man lærer af sine fejl, ikk’?”

  “Jo. Jo, bare lov at du ikke tager afsted igen uden at give mig besked om det først.”

  “Det er et unfair løfte.”

  “Hvis der sker dig noget, vil jeg højest sandsynligt være den eneste til at vide, hvor du befinder dig. Jeg har alt ansvar over dig, jeg er din …”

  “… mor?”

  Ordet punkterede noget dybt indeni. Det gjorde ikke ondt. Det var en tomhed, der blev sprættet op. Stilhed.

  “Gå i seng.” Min stemme var blevet tør og ru. “Jeg står udenfor og venter på at Pau kommer tilbage. Når han er der, håber jeg at du har tænkt over løftet og besluttet dig for at holde det.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...