Elektrisk Blå Årer

731534242
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2017
  • Opdateret: 4 nov. 2018
  • Status: Igang
To usædvanlige søskendepar kompliceres i det sociale liv i Springville, Utah. Vi har et offer, en morder, et vidne og én, der kom for sent. Hvem er hvad?

– Stolt vinder under kategorierne ‘Årets Movella (Klassisk Fiktion)’ og ‘Årets Forfatter (Klassisk Fiktion)’ samt 2. plads under kategorien ‘Årets Cover’ i Movellys 2017. Uendelig mange tak for hver en stemme!

AA
aa

19. 🂽 Kapitel 15: Stacey

31. oktober år 2016

Sidst Ash og jeg havde talt sammen var i torsdags, hvor vi aftalte at mødes til museets Halloween-arrangement udenfor kl. 20. Det var fire dage siden. Betød det at aftalen var ophævet? Jeg havde ikke følt mig selvsikker nok til at skrive til ham efter de blandede ting, han havde sagt til mig. Tydeligvis skulle vi bare være der som venner, så jeg havde tænkt mig at møde op med den indstilling uanset hvad; se om han overhovedet var der.

  Hvad angik Alyssa, som jeg pludselig kom i tanke om havde ‘inviteret’ mig på The Sin i onsdags, men aldrig havde været til at se derhenne, så havde vi også kun udvekslet blikke på gangene i fredags. Det hele var bare så lumskt, som om det var planlagt. Men jeg skubbede tanken til side, og var glad for at hun i det mindste havde vist lidt interesse for min sociale tilstand.

  I de seneste par uger var jeg jo også begyndt at blive mere, ja, ensom; grunden til at jeg havde meldt mig til guitarundervisning, selvom det ikke var særlig socialt. Selvfølgelig ville jeg også gerne lære at spille guitar – fremfor at være boheme-stereotypen, der hev ukulelen frem sammen med sine sten og krystaller – men det var langt fra min eneste grund. Alt var bare anderledes end hvad jeg havde forestillet mig med det hele. Det var nok en ting, jeg skulle til at lære for min spirituelle udvikling: ‘lev i nuet uden forestillinger. Alt hvad du forestiller dig er alligevel totalt forkert. Eller måske ikke altid. Men hovedsagen er at livet er uforudsigeligt.’

  Jeg havde haft en sygedag fra skolen, som en af mine få, da jeg blev vækket i nat af en febertilstand. Jeg var gået ud for at kaste noget op, uden at have haft andet end mavesyre i mig for det. Sådan foregik hele natten stort set, forsøgte gentagende gange kun for at se mavesyre; og det var først hen på formiddagen, hvor jeg var blevet meldt syg, at det slog mig hvor kvalmen kom fra.

  Oveni at min menstruation var dukket op over weekenden, havde jeg intet fået at spise siden samtalen med Ash. Det var virkelig ubevidst og så langt fra mig som muligt. Hvis noget så overspiste jeg altid, og det her var kommet som et chok. Det ledte mig naturligvis listende ned i køkkenet til vores kæmpe fryser, der gemte på adskillelige bokse med flødeis. Jeg ville mene at jeg tog tre med mig, spiste dem alle med en stor ske uden tøven. Bagefter gik jeg ud på badeværelset, stak knoerne ned i halsen på mig til min brækrefleks slog klik, holdt fingrene nede i halsen lidt endnu for at være sikker, og så var det ikke med besvær at det meste is kom med op igen; stadig næsten synligt i sin bløde konsistens hvad det havde været. Dét var mig.

  Det havde heller ikke været et problem for mig på det seneste, og det var ikke noget jeg gjorde ved normale måltider. Af den grund ville jeg ikke kalde mig selv for bulimisk, for, altså, jeg var jo også tyk. Det var nok også grunden til at ingen mistænkte mig det, så når trangen til at binge og gå amok i alt muligt usundt var der, så var der ingen, der lyttede bagefter. Jeg havde ellers besvær med ikke at hoste og udstøde indiskrete bøvselyde for at nå dertil. Kun i en øvet periode slap jeg af med det. Og nu var jeg her igen, hvor min krop skulle vænne sig til processen.

  Min mor stod pludseligt på den anden side af døren til mit værelse, mens jeg sad på alle fire foran tøjlettet. Jeg skyndte mig at tørre mig om munden, skylle ud, sprøjte koldt vandt i hovedet og spraye med en deodorant for at udviske bræk-lugten. Herhjemme var hun heldigvis en tålmodig kvinde, altså når hun var her i familieanledninger. Desuden ville hendes tanker hundrede procent ikke være fokuseret på hvad jeg havde haft gang i nu her.

  “Mor? Hvad så?” Jeg så på hende med forvirrede store øjne, da jeg åbnede værelsesdøren. Min stemme var ikke særlig høj.

  “Jeg vil spørge om du har kontaktet din bror endnu.”

  Thanksgiving!

  “Åh nej, undskyld,” fik jeg formuleret og blev overvældet af en følelse af at have svigtet.

  Min hals begyndte at snøre sig sammen, føltes brændende.

  “Gør det nu her i god tid, ikke skat? Du ved vi ikke ser ham ellers, og det er dig han helst vil høre det fra.” Roen over hende var altid imponerende forbundet med hendes kulde. Jeg vidste også bare, at hun ikke talte sandt. Steve kunne ikke lide mig for en eller anden grund. Mine forældre ville have at jeg kontaktede ham enten for at stærke relationerne, eller for selv at slippe. Jeg havde ikke noget imod det; han var min bror. Tænk at jeg kunne glemme det.

  Som respons nikkede jeg med en lille, fastbesluttet bevægelse. Så vendte hun ryggen til mig, forsvandt ned ad den brede hvide trappe med sit lange mørkeblonde hår svingende bag sig.

  Vi mindede om hinanden, mor og jeg. Udseendemæssigt i hvert fald; meget lys hud, store runde øjne med en kedelig grøn farve, samme hårfarve, svagere kindben, men fyldige læber. Vi var begge små, hvor forskellen lå i at hun lænede sig op ad undervægt, og jeg havde overskredet grænsen til overvægt for mange år siden.

  Jeg måtte kontakte Steve snart. Det kunne dog først blive engang efter i aften, hvor mine tanker om Ashs tilstedeværelse ved museet ikke føltes som liv eller død.

 

 

•••••     7:59 PM     76%

< Beskeder     Ash Lee     Oplysninger

 

Hej Ash er du her det er okay hvis du ikke er.

 

Cirka fem minutter havde det taget mig for at samle modet på at sende beskeden, og så i øjeblikket jeg sendte den, fangede hans lune blik mit ovre fra et træ, som han lænede sig op ad. Han vinkede mig hen til sig. Jeg var ikke klar. Et par sekunder gik før jeg gav respons med hurtige, hoppende skridt og et akavet smil. Nu ville han læse beskeden senere og tænke alt muligt om mig. Eller nej, Stacey, sådan var han ikke.

  Da jeg kom helt over rakte jeg ud efter et kram. Tilsyneladende passede det lige med at han skubbede sig væk fra træet og begyndte at trisse hen mod museets indgang, så jeg stod med hænderne fyldt med luft.

  “Åh,” fnes han og vendte sig for at lægge en arm om mig i et halvt kram.

  Jeg skyndte mig at gengælde det, fik mumlet et: “det er okay.”

  Vi begyndte at smalltalke om hvorfor jeg ikke havde været i skole, samt hvad Ash havde lavet i dag, mens vi gik op i kø for at købe vores entré. Med stemningen max præget af det pinlige kram, begyndte mine tanker at køre på bare at sige at jeg følte mig syg igen og måtte gå. Så begyndte han også at starte en diskussion om absolut at ville betale for os begge, selvom jeg jo mindede ham om at dette ikke var en date, og jeg havde mine egne penge med. Han vandt i hvert fald, og jeg tog en dyb indånding for at acceptere situationen. Jeg var ærlig og ville ikke lyve mig ud af et pinligt møde. Jeg var et stærkt menneske og ville ikke opgive chancen for rent faktisk at få en ven. Jeg ville tage mig sammen nu, tage mig sammen, tage mig sammen.

  Efter den mørklagte indgang med klassisk gysermusik – en masse dybe toner og ond latter – blev vi ført ind i museets største lokale: Hallen. Skelletterne var sjovt nok fremme som sædvanligt, nu dækket med falsk edderkoppespind. Det så alt for ægte ud.

  Der var også lilla lys i loftet til at sprede en mystisk atmosfære herinde. På overraskende vis havde de for temaets skyld skiftet næsten alle gamle udstillinger ud med nogle nye, der omhandlede mord og myter. Vi trådte ind mellem de andre folk fra omegnen for at se nærmere på en udstilling om dødsstraf. De havde klædt en dukke ud og spændt ham fast til en stol fra fødder og op og med en læderrem rundt om hovedet. Elektroder var placeret flere steder på hans krop, oveni at han havde en bizar metalhjelm på.

  Jeg stod lige så stille og stirrede på hjelmen, da en lille snørkel af røg steg op fra den. Så fór jeg ud af mit skind, da det gav et højt elektrisk skrald, og dukken, der så åbenbart var virkelig og en form for skuespiller, brød ud i umenneskelige spasmer. Muligvis havde jeg skreget, for Ash kiggede flovt på mig med enorme øjne. Jeg fniste bare til ham, indikerede at vi skulle tage vejen op ad nogle gammeldags trætrapper – med det samme.

  Ovenpå løb andre forklædte skuespillere rundt i knæ for at freake os besøgende ud. De skulle forestille macho-bødler og spøgelser med tarme hængende ud af maven, hvad vidste jeg. Midt i en opstillet spejllabyrint slukkede de pludseligt for lyset, og jeg blev med ét ligeglad med alt det Ash havde sagt til mig i torsdags; min arme var om ham i rædsel, for hvad der blev foretaget omkring os. Han lod ikke til at være frastødt eller noget, bemærkede det knap nok kropsligt. Måske var han ikke så streng med det, som jeg havde taget ud fra vores samtale.

  Da lyset vendte tilbage i et flimrende hvidt skær, var mit ansigt invaderet af en andens. Et monster. En dødsengel. Hvide øjne, sorte omkring, ingen øjenbryn eller hår på hovedet, men kæmpe mørke vinger blafrende omme bag sig. Hun skreg, smerter helt nede fra kernen af maven. Og så forsvandt hun ud i det blå, som om hun passerede ind på den anden side af spejlet foran os hurtigere end man kunne lægge mærke til det.

  Hverken Ash eller jeg sagde et ord, stod bare mundlamme.

  Hvad var vi gået ind til?

  Vi færdiggjorde vores tur i labyrinten i stilhed, begyndte først at snakke igen på vejen ned ad trapperne. Andre virkede mere begejstrede for eventet, mens det stod helt klart for mig, at jeg aldrig mere i hele mit liv skulle være til sådan noget igen. Det var absolut rædselsfuldt.

  Så jeg lokkede en blod-punch ud af Ash ved baren, der var tæt ved udgangen til museets tilhørende have. Han var jo alligevel vild nok med mig til at give entréen, som jeg sagde. Vi hyggesnakkede i fred for lidt tid ved et af de mange krogede træer, kom ind på lidt diverse emner. Jeg var meget fascineret af, hvordan intet derinde havde fået hans gåsehud til at rejse sig. Han sagde, at monstre og historier fra fortiden ikke havde det store indtryk på ham; det var mere gyserhistorierne fra i dag, såsom terrorisme og politik, og sådan, der fik hans hoved til at spinde. På det punkt var jeg sådan set enig. Jeg var nervøs for alting. Måske lige med undtagelse af for at være mig selv, om end ikke personlighedsmæssigt. Mit udseende havde ikke engang strejfet mig førhen, mens jeg havde været med ham. Nu kunne jeg uden videre mærke mine deller klemme mod min stribede kjole. Det var ikke noget, der gjorde noget. Det burde det ikke. Men hvad var det her så?Jeg plejede ikke at blive selvbevidst på denne måde, medmindre jeg havde binget. Det eneste jeg havde fået var den punch.

  Ash lod til at bemærke det, for ud af ingenting komplimenterede han min kjole. Den var ikke engang speciel køn. Jeg plejede at gå efter noget mere originalt, noget med stærke energier og unikke mønstre. Den her var bare sort, hvide striber. Faktisk ret kort. Hvornår havde jeg fået den? Havde jeg virkelig selv købt den?

  “Ashley, der har vi dig jo!” udbrød Dave hånende, kom lige inde fra hallen af. Han havde en grøn drink med sig, sikkert drukket flere og sikkert derfor han prøvede at lave sjov med Ashs navn nu. Ikke at jeg ville dømme Dave, men det var jo sådan en ting man lavede sjov med i de små klasser, knap så meget i High School i modsætning til hvad man ville tro.

  “Bowie!” sagde Ash tilbage med et træt smil. Orkede ikke engang at vende sig helt om for at bringe ham ind i samtalen.

  “Står I bare her og chiller?”

  “Ja, vi taler bare om lidt af hvert,” skyndte jeg. Det føltes som om at hvis jeg ikke sagde noget med det samme, ville jeg miste chancen for at være en del af samtalen. Og det her var Dave. I skolen ville han ikke overveje at tale til mig, andet end at grine og lave jokes med hvordan jeg så ud og så videre. Jeg havde prøvet at være med på det, igen i de mindre klasser. Det blev hurtigt bare noget jeg prøvede at ignorere.

  “Uha. Dater I?” Det var meget henkastet af ham, lige ud af posen. Noget ved det direkte spørgsmål fik mig til at træde et skridt bagud, hælen ned i noget vådt græs.

  “Hvad tror du selv mand?” Ash lød næsten aggressiv. Det kom bag på mig.

  “Man ved aldrig,” sagde han og begyndte så at fnise. “I passer ret godt sammen, ikk’? Hvad siger du, Stacey?”

  Jeg sagde ikke noget. Jeg vidste at det her bare var endnu en måde, hvorpå han kunne få mig til at føle mig mindreværdig. Det var ham selv, han gjorde til grin. Selv hvis måden han sagde tingene på kunne svide en smule.

  “Stacey og jeg er for forskellige til at blive til noget, tak bror. Nogle modsætninger mødes ikke på den måde.”

  Svaret fik Dave ud af bane. Man kunne se ham søge efter et snedigt comeback. Hans utålmodighed fik ham dog hurtigt til at skubbe det væk; næste kort på bordet.

  “Jamen, lader du så ikk’ bare Stacey og jeg være? Så kan du gå over og snakke med hende derovre, hende milfen.” Med stor, afslørende bevægelse pegede han på en ung blondine henne ved haveindgangen, et sted mellem midt-20’erne og midt-30’erne. Flot i sin figur.

  Ash rejste sine øjenbryn næsten grinende. Jeg så op på ham, håbede at det var en latterlig joke. Ikke rent faktisk et forslag. Men Dave blev ved: “Du får sgu ikk’ den lille heks her for dig selv. Gå, gå, gå.” Igen pegede han, og blondinen begyndte at se mærkeligt over på os.

  “Du er så social retarderet. Fuck dig,” og så var det bare Dave og jeg tilbage.

  Jeg var ærligt talt rystet. Gik han bare fra mig? Efterlod mig med en, der ingen respekt havde for andre mennesker?

  Daves krop rykkede sig næsten helt op ad min. Jeg sank en klump.

  “Han er rundt over det hele alligevel. Du kan lige så godt vænne dig til det.”

  Kom nu bare tilbage og stop det her. Nu, please.

  “Jeg ved godt at I ikke dater, men jeg synes heller ikke du skal gå i seng med ham. For din egen skyld, seriøst.”

  “Virkelig?” røg det ud af mig. Jeg vidste ikke til hvad jeg rent faktisk sagde det.

  “Virkelig. Han er sgu en fuckboy. Det tror man ikk’, var?”

  “Hvorfor skulle han være det?”

  Han lo, gentog mit spørgsmål. “Jamen, hvorfor?Jeg ved det da ikke. Han er ikk’ en særlig god fyr, og Stacey … Vi snakker måske ikk’ sammen, men dét synes jeg sgu jeg skylder at fortælle dig, sådan som han står og ser på dig, og du … Ja.”

  “Hvad med mig? For vi er enige om, at der ikke er noget. Han er slet ikke interesseret i mig.”

  “Selvfølgelig siger han det. Han vil ikk’ ha’ en kæreste; han vil bare ha’ en krop.”

  “Det lyder – ikke for noget, men – det lyder som om du beskriver dig selv nu.”

  Latter igen. Så mange åndssvage, manipulerende grin.

  “Hør altså, det er jo fint du siger det til mig, men vi har arbejdet sammen i lang tid i Costume Cave og talt sammen et par gange i skolen; jeg tror dig ikke helt.” Og nu måtte han godt gå væk fra mig, så jeg kunne få Ash tilbage over til mig. Han stod bare sammen med hende blondinen, og det virkede ikke længere til at Ash bare forklarede Daves akavethed.

  “Du må helt selv om det,” næsten hviskede han. “Jeg ser at du hænger op ad en fyr, som jeg har kendt hele mit liv – jeg er hans bedsteven – og ud af alle siger jeg til dig, at han vil være ligeglad med hvor stor du er; han vil zippe den kjole ned og kneppe dig så hårdt, at du vil bede ham om at stoppe, for du er i fucking smerte, og jeg har hørt fra piger, at det er hvad der er sket, og han stopper ikke. Aldrig. Uanset hvad, uanset hvem. Christie, Sophie, Charlotte, Kate. Okay? Så bare lige overvej det. Jeg er fandme sød ved dig.”

  ‘Og hvorfor er du det?’fik jeg lyst til at spørge ham om. Men jeg kunne ikke. Fordi noget af hvad han sagde gav mig et indtryk, ikke bare af at han kunne tale sandt, men at han rent faktisk følte en ængstelighed. Jeg var bare ikke sikker på, om det virkelig var på grund af dét. ‘For du er i fucking smerte […], og han stopper ikke. Aldrig. Uanset hvad, uanset hvem.’

  “Hvorfor siger du alt det her?”

  “Er det ikk’ tydeligt?”

  Jeg rullede halvt med øjnene; kom så i tanke om, at det ikke var en ting jeg gjorde. For dælen. Jeg havde aldrig haft en samtale som denne. Jeg havde aldrig haft en samtale med en dreng som Dave. Knap nok med en dreng på min alder i det hele taget, udover Ash nu selvfølgelig.

  “Det føles ikke rigtigt; hvad du siger og at du siger det.” Med dybe åndedrag forsøgte jeg at holde fast i min logiske tankegang. Der var ingen grund til at tro på noget af alt det. For alt jeg vidste ville Dave bare have mig væk fra hans ven, fordi jeg fik dem til at se … ynkelige ud.

  “Mm?” var hans respons bare. Han hev sin mobil frem fra jeansene, rodede gennem et eller andet. Rakte mig den.

  Det var en chat med Alyssa, hvilket kom bag på mig, på trods af at de var fætter/kusine. Først så jeg kun en masse spørgsmålstegn og udråbstegn i samtalen. Konteksten blev langsomt klar.

 

•••••     8:49 PM     23%

< Beskeder     Alyssa Conelly     Oplysninger

 

Hvad er der galt med din ven??!

??

Du ved hvad jeg mener…Christie og Ash…

Hvorfor skriver du til mig??

Han er sgu da syg…

Christie ber selv om sådan noget

Og det ved du osse lige. Du skal sige noget til ham!! Han gør det ik igen mod nogen forstået?!!

Rolig bulldog jeg er sgu ik hans far.

Jeg kan osse gå til hans forældre med det…

hvis det er det der skal til

Slap nu af skal nok sige noget til ham

Fucking hold dig fra hans forældre

Okay??!

Okay men han gør det ik igen ellers siger jeg det. Det er ik i orden…

Når man siger stop så stopper man…!!

[thumbs up]!

 

  Jeg så over på Ash, omgivet af græs og nat og månelys. Hans lune blik ramte mit igen. Og jeg vidste ikke, om jeg havde fået noget af hvad Dave viste ind i mit hoved. Det hele var tilsløret som dug for øjnene. Måske skulle jeg bare gå hjem nu. Stoppe den her teenageleg og holde mig til mit. Ingen var uskyldige her.

  “Øhm…”

  “… Du ved det nu, bare lad som ingenting. Jeg har ikk’ sagt noget til dig, okay? Jeg gør dig en tjeneste.”

  Ashs udtryk skiftede ovre ved blondinen, mens han holdt øje med os. Han kunne se, hvordan jeg skiftede fra ukomfortabel til … jeg kunne ikke engang beskrive, hvordan det føltes. På ingen tid fik han sagt farvel og flyttet benene henover græsset. Hen til os. Jeg ville ønske, jeg bare kunne spørge ham lige ud, om det hele. Noget holdt mig tilbage. Som om hans skam var blevet til min. Som om min tunge var skåret ud. Jeg kunne se at han åbnede munden, og jeg ville ønske han ville tie stille med mig, bekræfte at alt var løgn med et enkelt øjekast. I stedet:

  “Hvad sker der her?” sagde han. Var hans stemmebånd blevet mere strammet ind ville den springe.

  “Vi snakker, ærligt, bare om hvor intimiderende du kan være.”

  Det kom bag på mig, at Dave ville bruge et ord som ‘intimiderende.’ Så igen havde han vist sig ikke at være andet end overraskelser. Uønskede overraskelser.

  “Ha, ja okay. Ikke noget mere interessant?” Ash så på mig med den mest intense stirren, jeg i længe havde truffen. Slet ikke som jeg nogensinde havde set ham.

  “Nej,” sagde jeg lavt. “Faktisk så mindede det mig om, at min mor ville snakke med mig om noget vigtigt derhjemme. Og jeg gik bare.”

  “Av,” lo Dave, som om han ikke lige havde stået og fortalt mig alt det, han havde.

  Av. Av, helt bestemt.

  “Seriøst?” spurgte Ash, som om spørgsmålet mere var rettet mod ham selv. “Ikk’ så god stil, Stacey.” Og nu prøvede han at lave lidt sjov med mig, men hans tanker var stadig på, hvad der lige havde foregået. Og det burde de måske også være, for nu havde jeg brugt en undskyldning for at slippe væk, præcis som jeg lige havde sagt til mig selv at jeg ikke ville gøre.

  “Det ved jeg.” Jeg lavede en halv smilende, halv undskyldende grimasse. “Jeg har det heller ikke så godt nu igen, så jeg må vist bare smutte.” Jeg kastede Dave et hurtigt blik, holdt fokus på Ash for af en underlig grund ikke at bekymre ham. Som om jeg holdt fast i det samme uskyldige billede som før. Eller som for ikke at gøre ham vred, hvad end det måtte medføre.

  De gav et akavet farvel til mig, og jeg gav Ash et farvelkram med den underligste følelse indeni. Før jeg vidste af det var jeg nede ad gågaden i en vældig fart, forbi alle blinkende Halloween-lys og silhuetter af mennesker.

  Da jeg endelig kom hjem cirka femten gader henne, smed den lille blå pufjakke fra mig, som jeg havde haft udenom min kjole, kom op ad de mange lydte trapper og ind på mit duftfyldte værelse, væltede jeg et par skridt frem og sørgede for at lande blødt på sengen, som havde det været planlagt. Jeg kunne ikke tænke. Jeg kunne ikke tænke. Så jeg lå og stirrede. Minut efter minut. Ligeglad med at tage mine kontaktlinser ud. Ligeglad med at tage min paryk af. Minut efter minut. Til jeg faldt i søvn.

  ‘Du er i fucking smerte. Han stopper ikke. Uanset.’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...