Elektrisk Blå Årer

731534242
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2017
  • Opdateret: 4 nov. 2018
  • Status: Igang
To usædvanlige søskendepar kompliceres i det sociale liv i Springville, Utah. Vi har et offer, en morder, et vidne og én, der kom for sent. Hvem er hvad?

– Stolt vinder under kategorierne ‘Årets Movella (Klassisk Fiktion)’ og ‘Årets Forfatter (Klassisk Fiktion)’ samt 2. plads under kategorien ‘Årets Cover’ i Movellys 2017. Uendelig mange tak for hver en stemme!

AA
aa

18. 🂡 Kapitel 14: Noah

31. oktober år 2016

23 år og otte måneder gammel og jeg mindedes aldrig at have grædt af tristhed. Det var altid af frustrationer eller en reaktion jeg påtvang min krop. Det føltes så underligt at høre andre snakke om, hvordan de kunne græde til film eller ved mindet om deres kæreste afdøde. Tilbage i tiden efter mors og fars død hvor jeg gik til psykolog, fik jeg fortalt at det var okay at græde. Man fik det bedre bagefter; det var en naturlig reaktion fra hjernen, som man ikke burde afvise. Psykologerne overvejede knap at jeg ikke græd, fordi jeg ingen sorg følte. Selv ikke efter mormor og morfar, som jeg holdt af, blev slået ihjel i trafikken. Selv ikke nu hvor det føltes som om at nogen prøvede at stjæle Joseph fra mig.

  Indeni kunne jeg mærke mig selv flænse tapetet af væggene i samtlige rum, da jeg kom hjem til en endnu engang tom lejlighed. 

  Pau larmede hysterisk udenfor ved sit hundehus, prøvede at vride sig fri fra dens kæde. Aftenens mørke tyngede ned om ørerne på mig, roterede som en karrusel; én som jeg havde forberedt mig på, men ikke forventet at sidde i. Vores kvarter var dødt. Der kunne umuligt være vidner med kun få af de nedslidte ældreboliger her bosat. Ingen ville kunne fortælle mig, hvad der var sket. Hvorfor havde Seph ikke taget Pau med sig? At han gjorde det var en selvfølge. Nu da han ikke havde måtte noget være sket; en situation han ikke ville bringe hunden ind i, eller en situation så hurtiggående at han ikke havde nået at få den med.

  Jeg stivnede midt på den frustrerende stille gade og ensomhed, troede jeg, overvældede mig for et sekund. Det var den følelse blandet med den sorte atmosfære, der sendte mig spurtende afsted under gadelygternes flakkende lys. Min mobil var klistret til min hånd af desperation, mens jeg søgte efter Josephs placering på det virtuelle kort over området. Eftersom det kun var i gang med at opdatere hans lokation, stod han stadig som derhjemme.

  Tre gader henne pulserede livet i byen så småt blandt de gradvis dyrere villaer. Tydeligere kunne hovedgaden ses, og der kom for alvor farver på spil ned ad den snoede gågade liggende op til den. De mange store og blinkende Halloween-dekorationer besværliggjorde overhovedet at holde fokusset på de forbipasserende mennesker. Det hjalp at jeg kunne se at Joseph stod stille på kortet, nu det blev opdateret. Alligevel i mylderet på netop denne aften var han så godt som et spøgelse skjult bag spænende skygger.

  Nogle ansigter af de, der ikke var maskerede, kunne jeg genkende. Bekendte fra skoletiden som bare blev ved med at stå i vejen for mig, selv nu udenfor de overfyldte High School-gange. De, som kunne genkende mig, sænkede farten med et udtryk fuld af frygt for at være social og frygt for at smalltalke med netop mig. Hvis ikke det var tydeligt nok at min interesse var lig med nul, vendte jeg ikke bare mit søgende blik væk, men hele min krop.

  Jeg skulle have fat i Joseph. Med det samme, før noget ubehageligt forekom ham.

  Bølger af røg blev skyllet ud på gaden. Det var fra en af de butikker, der virkelig gik op i det her Halloween-lort. Hver gang nogen gik ind og ud af butikken, blev der dannet en gråhvid mur midt i gågaden. Med stampende skridt passerede jeg ind gennem den for at få et udsyn på den anden side. Det var ikke her Joseph befandt sig. Det var – som det så ud – nede ad en sidegade.

  Museet. Lidt længere væk, men faconen af bygningen på kortet genkendte jeg hurtigt. Tog jeg ikke fejl af det var det et besynderligt sted at deale eller foretage hvad end, som nu blev foretaget, og jeg havde egentligt ikke lyst til at forestille mig hvad der hændte. Godt nok var det omme bag museet, men der var børn. Forhåbentligt til Sephs fordel, var han i problemer.

  Mere snigende bevægede jeg mig nu derhenad. Han flyttede ikke sin lokation en millimeter, så jeg måtte være forberedt på at afbryde noget. Tankerne fløj gennem mit hoved: ‘Det kan være hvad som helst. Der kan ske hvad som helst. Der kan være sket hvad som helst.’ Og alligevel forholdt jeg mig med klare, kolde øjne og et roligt åndedræt.

  Museet lå i gågadens mere dystre ende, perfekt tone for denne aften. Lyset fra gadelygterne var mere dunkelt. Bladene på de træer, der omringede bygningen, var alle visnet og faldet af eller hang tilbage i brunorange nuancer. Brostenene var kantede, ulige og man skulle være opmærksom for ikke at ende med hudafskrabninger på knæ og håndflader. Bygningen selv var et af de ældste i byen med dets mørkrøde mursten og knirkende brædder, selv da jeg besøgte det med skolen flere år tilbage. Stadig, et populært museum, specielt i årstiden her.

  For hurtigere at nå frem krydsede jeg over græsset, mellem de halvnøgne træer og Halloween-dekorationer af kister og græskar. Ingen bemærkede min silhuet luske rundt, og hvis nogen gjorde ville de tro at jeg var en del af det årlige horrorshow de holdt. Da jeg kom om på bagsiden klemte jeg mig igennem metalgitterets tremmer, og fandt ingen.

  Gaden var tom. Lyset i de få lejligheder her var slukket; vinden strøg brostenene; her var ingen. Men tæt op ad en boligblok lå hans mobil. Øde. En lille flænge i det matte glas, der ikke var der før. Det var så ulig den bror jeg kendte til. For et par uger siden havde jeg aldrig troet dette ville finde sted. Her var jeg med hans mobil på en ensom gade og havde ingen idé om, hvor han befandt sig. Det gjorde ikke bare ondt; mest af alt følte jeg en kulde i mine fingerspidser som is, spredende ud i mine håndled til resten af kroppen. Nej, det her var forkert.

  Jeg åbnede op for mobilen, ignorerede den mekaniske oplæserstemme. Ingen nyere beskeder. Tjekkede opkaldslisten, og dér var der noget. Adskillelige gange havde Joseph prøvet at få fat i en pige ved navn Alyssa. Hun havde ringet til ham til sidst, kort samtale. De havde vidst hvad de skulle snakke om, hvilket vil sige at jeg må have fanget det på mit kamera derhjemme. Det lettede situationen en smule. Gik jeg hjem nu kunne jeg tjekke op på samtalen. Alt efter hvor alvorlig den var kunne jeg vurdere om politiet var værd at få involveret. De var sløve herude; jeg ville formentlig kunne gøre det bedre selv.

  For hurtigere at komme tilbage klemte jeg mig bandende gennem tremmerne igen. Hvis der ikke var sket noget med ham, vidste jeg ikke hvad jeg ville gøre. Noget var sket. Det var bare, hvor slemt var det? Hvorfor ville han gå ud igen efter mit forbud? Så mange år, hvor hans tillid til mine ord var stålfast. Ikke? Måske var dette slet ikke noget nyt. Måske havde han en affære med nogen. Stacey? Alyssa?

  Forbi træerne og ude på gaden stødte et velkendt ansigt ind i mig. Mest elendige timing. Jeg nåede ikke at vikle mig udenom, før min gamle veninde greb fat i mine skuldre med et oplyst ansigt. Hendes lange krøller – vildere end mine slangekrøller – ramte min mave og bryster, så tæt op ad mig stod hun. Frustrationen af ikke bare at kunne skubbe hende væk gnubbede min nakke med hede fingre. Det var ikke her vi skulle tale om High School-minder. Vi skulle slet ikke tale sammen. Vi havde intet haft med hinanden at gøre, siden jeg fik permanent arbejde på teatret og hun valgte at starte på politiakademiet i Salt Lake City.

  “Reynolds! Hvor er det længe siden.”

  “Det er det efterhånden,” sagde jeg og skar tænder i smug. “Du har jo haft så travlt på akademiet og det hele, og mit teater bliver bare ved med at fylde.” Jo hurtigere dette kunne overstås, jo bedre.

  “Det ved jeg … Det er bare så dårligt, at man glemmer kontakten. Men jeg er faktisk praktikant her i området lige nu, så min tid på akademiet er næsten slut.”

  Som om det ville interessere mig om hun arbejdede her i byen eller i Las Vegas, Nevada. Kællingen fulgte mig rundt i skoleårene uden andre at se op til. I det mindste virkede det som om hun ikke længere prøvede at påtvinge sig selv en feminin stil; hendes påklædning bestod af hvad en normal ung fyr ville gå med: slidte sneakers og bukser, hvid T-shirt. Mon hendes forandring også indikerede at hun nu så på mig med andre øjne. Mon hendes store mundvig-til-mundvig-med-blottede-tænder-smil var falskt.

  “Tillykke med det. Er det så officielt, at du kommer til at arbejde her bagefter?” Jeg håbede mit uinteresserede blik og stive smil ville mildne hendes lyst til at tale med mig.

  “Nej, men jeg satser på at få en plads. De eneste i kriminal-afdelingen herude er Terry og Wesley.”

  “Mm, tvillingerne. Jeg vil da ønske dig held og lykke med det.”

  “Hvad med teatret – er du blevet opgraderet?”

  For satan.

  “Stadig bare medhjælper til holdene, nogle vagter i kiosken. Men min indflydelse på businesssiden er blevet bedret.”

  “Hvor godt at høre. Ah,hvor er det bare længe siden.” Hun gav mig et kort, hårdt kram. “Så godt at se de smukke krøller igen.”

  “I lige måde, Debrah. Kom forbi teatret engang.” Jeg vidste hun ikke ville gøre det, men nu ville hun tænke at vi havde en anledning til at fortsætte samtalen en anden dag. “Ikk’?”

  “Selvfølgelig. Vi ses bare.”

  Jeg nikkede, lagde min hånd på hendes arm som en venlig gestus, og gik så videre fra hende. Oprejsende fart. For helvede. Jeg skulle hjem efter den video. Hjem og finde ud af hvor Joseph befandt sig – hvad der var sket. Selvom han fortjente en straf for sin ulydighed over for mig, håbede jeg til langt inde i min sjæl, at han ikke var kommet noget til.

  Lysene blinkede heftigt rundt omkring. Rød, gul, orange. Blandede dufte af græskar, kanel, teaterblod. Små hekse og vampyrer med barnlige forældre, teenagere iført blodige kostumer med hugtænder på vej til The Sin. Stenene under mig føltes hårdere end sædvanlig, mens min vejrtrækning blev voksende intens. Jeg fandt min vej ud af festlighederne gennem en sidevej; kom hurtigt tilbage til min egen gade.

  Som det første lagde jeg mærke til hvordan Pau var blevet stille igen. Den lå med hovedet søvnigt mellem poterne udenfor sit hundehus, og virkede som om intet var hændt. Det faldt mig underligt ind, at der ingen tegn var på den stressede, gøende adfærd, som den lige havde haft. Så var det at jeg steppede op ad trapperne og smækkede døren op. Og så sad han der. Lænet afslappet tilbage i sofaen med hænderne foldet sammen bag nakken. Og noget i mig, noget så sort og krampende og betændelsesfyldt at det kunne dræbe, gav slip. Flød sammen med mit blod.

  Jeg sagde ikke et ord.

  Jeg sagde ikke et ord.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...