Elektrisk Blå Årer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2017
  • Opdateret: 30 jan. 2018
  • Status: Igang
To usædvanlige søskendepar kompliceres i det sociale liv i Springville, Utah. Vi har et offer, en morder, et vidne og én, der kom for sent. Hvem er hvad?

– Stolt vinder under kategorierne ‘Årets Movella (Klassisk Fiktion)’ og ‘Årets Forfatter (Klassisk Fiktion)’ samt nomineret under kategorien ‘Årets Cover’ i Movellys 2017. Uendelig mange tak for hver en stemme!

31Likes
218Kommentarer
5578Visninger
AA

17. 🂱 Kapitel 13: Joseph

31. oktober år 2016

Tv’et kørte i baggrunden, så jeg ikke følte mig ensom. Vinduet stod åbent. Her var iskoldt i hele stuen, og min krop rystede, men ikke nok til at jeg kunne overskue at gå op og lukke for vinduet igen. Jeg fandt det desuden beroligende; at lytte til vejret udenfor. Jeg lod tit alle vinduerne stå på vid gab, når det regnede eller tordnede eller sneede. Så kunne jeg bare sidde og slappe af under et ophedet tæppe; lytte til naturen, falde i søvn og vågne op kold i ansigtet med kinder, jeg fornemmede var spækket med farve.

  Det var den slags sanseoplevelser, der gav mig inspiration til at male. Det lød underligt, at sådan en som mig kunne have en hobby så visuel. Folk forstod sjældent, at det var mere end blot visualitet. Det var følelser – fornemmelser – smeltet ind på et lærred med buer, markante strøg og dybde. Når tavsheden mellem Noah og jeg blev øredøvende, udtrykte jeg det sådan. På mine gode dage ville jeg droppe penslerne og bruge mine hænder, ligeglad med hvor beskidt og rodet og vildt det blev. I dag var ikke sådan. I dag kunne jeg ikke tænke på andet end … alt hvad var der var sket. Ikke mindst alt det, der ikke ville ske.

  Siden Noahs og mit skænderi havde stemningen mellem os været akavet; momentane snak om mest af alt min hverdag herhjemme, hvilket var til en forandring. Jeg havde spekuleret på, om hun var begyndt at ville være mere åben. Det forslag kunne dog hurtigt afvises, da jeg i går prøvede at bryde vores evige tavshed om mor og far endnu engang med samme resultat; afvisning.

  Hele natten havde jeg brugt på at drikke skiftevis på mit værelse og udenfor ved Pau. Antallet af de joints, jeg havde tilbage, faldt på timer, og nu sad jeg med min allersidste. Sådan noget lort. Alyssa havde sagt til mig i onsdags, at hun ikke kunne udlevere nyt til mig før onsdagen i denne uge, fordi hendes leverandør først skulle få det hjem i dag. Det var to lange døgn uden noget at indtage. Af den grund prøvede jeg at ringe hende op flere gange, mens jeg lyttede til vindens susen derude bringe duften af efterårets græskar herind i stuen.

  Formiddagen passerede forbi, før hun tog den. Hun lød lettere stresset, sikkert på grund af at det var skoletid. Stadigvæk tog hun sig tid til at lytte til mig og svare, at vi kunne mødes i aften, når hun skulle hente stofferne. Det ville blive problematisk med Noah, det kunne jeg godt regne ud. Men jeg havde aldrig lovet Noah at blive hjemme, når hun ikke var her, derimod. Det blev dermed en aftalte med Alyssa at ses bag Springville Museum omkring kl. 19.30.

  Indtil måtte jeg følge min daglige rutine og nøjes med tobaksrøg. Det stank pisse meget og smagte af helvedes til, men det var bedre end ingenting. Man skulle tro at efter at have vokset op med det, ville jeg være blevet vant til det. I stedet fandt jeg at det til tider kunne trigge mig med dårlige minder, der skød ind i mit hoved ud af det blå.

  Vi havde brug for hjælp. Hvis størstedelen af Utahs befolkning havde ret og der fandtes en Gud, så måtte han nyde at trække tiden ud, før Noah og jeg kunne få den. Ærligt havde jeg mistet håbet kort efter mormor og morfar døde. Det føltes som mere end fem år siden, og alligevel kunne jeg mærke deres nærvær, når jeg tænkte på dem, som var de her endnu som genfærd. Sandheden var at efter de gik bort, og Noah fik forældremyndigheden over mig, havde jeg ikke set min psykolog igen. Vi var vokset op på den grimmeste gade som den mest snuskede underklasse familie i en by fuld af overklasse folk, så vores arv var ikke god. Klart efter alt der var sket var der blevet skrabet en del penge ind til os. De fleste forsvandt på at jeg kunne komme på ‘Utah School for the Deaf and Blind’ i Ogden samt få masser af specialundervisning, hjælp med det psykiske og redskaber til det fysiske ved siden af. Resten af pengene forsvandt hen ad vejen. Det var slet ikke retfærdigt – set i bakspejlet – at det også skulle gå ud over Noahs timer med sin psykolog. Hvad end var der ikke noget at gøre, for det var sådan det sluttede for os begge. Nu nægtede Noah at starte med at spare op til flere timer, eftersom hun ikke kunne erkende vores langsomme fordærvelse.

  Et hiv ind for stort fik mig til at hoste tobaksrøgen op fra mine lunger. Den sodede smag klæbede sig fast hele vejen op gennem min hals og størknede min gane. For helvede, hvor kunne jeg bare ikke lide cigaretter. De mindede mig om mor og mormor. Erindringen om mormor gjorde mig jo intet; hun stoppede med at ryge noget tid efter hun fandt ud af, at det triggede mine anfald. Så endte erindringen på mor, der ville tage min hånd og bore sine gule negle ind i min håndflade med et smil på læberne, når hendes veninder var på besøg. Hun brød sig virkelig ikke om, hvor uartige Noah og jeg kunne være. Specielt jeg havde en tendens til at lave rod over det hele, og godt nok var vi underklasse og ikke de renligste af slagsen, men mor gik op i orden. Far havde sin sofa i stuen; resten af huset var mors. Når veninderne skulle komme blev alt iscenesat, så når det bankede på var vi så godt som i et dukkehus, hvor vi – far, Noah og jeg – selvfølgelig var dukkerne; sat til at følge de gule negle.

  Det kunne kvalme mig, hvor ondt jeg kunne have af mig selv. Al den klynken nonstop i mit hoved var alvorligt talt til at blive sindssyg af. ‘Ynkeligt’ opsummerede det. Mine forældre var elendige mennesker, men mor havde sgu haft ret i noget: Min konstante hvinen gav hovedpine. Det ville være lettere at stoppe den én gang for alle, og alligevel lod man være. For nogle folk var bare tilhængere af smerte.

 

Alyssas hånd var så pludseligt på min skulder, at jeg væltede ind i museets mur og nær tabte mine solbriller. Vi stod omme bagved, hvor ingen passerede forbi. Dømt ud fra technomusikken i udkanten var her heller ikke langt til det diskotek, hvor jeg var blevet slået ned udenfor. Nogen måtte næsten have samlet de solbriller op, jeg tabte der. Det irriterede mig at det var de, der blev slået i stykker, for de havde faktisk været de mest behagelige at have på.

  Hendes hånd var hurtigt på mig igen for at undskylde for forskrækkelsen. Noget i mig var så kraftigt irriteret, at jeg skubbede den af og knurrede noget med at det ikke gjorde noget. Jeg hadede virkelig, når folk kunne snige sig op på mig. Mest af alt fordi jeg plejede at være god til at høre alle de små detaljer. Hun trak sig væk fra mig derefter og begyndte at rode med noget, der lød som pengesedler.

  En vogn kom kørende forbi, standsede foran os. To stemmer derindefra, hvor den ene af dem var bekendt. Genkendelsen føltes som et papirsnit ned ad rygsøjlen. Et køligt vejrskift poppede mine gåsehud op. Det var ham.

  De næste sekunder var stille; krøb op ad såret på min ryg som en ildmyre.

  Nej, fuck nej om jeg skulle bukke under nu – og alligevel var jeg så tæt på at gøre det. Stemmen var ikke til at tage fejl af. Hans rustne klang savede i mine nerver, sendte rystelser gennem min krop. Hvis han genkendte mig, hvad ville han ikke gøre? Endda foran Alyssa. Han måtte kunne genkende mig. Hvorfra kom den tavshed ellers? Hans blik var på mine solbriller, jeg kunne mærke det. Han funderede sikkert over, hvorfor de mindede ham om én. Og så ville han komme i tanke om i onsdags.

  Fyrens makker skyndte på ham. Rumsteren fandt sted for et par nervepirrende sekunder, hvorefter vognens motor blev startet op igen, og de kørte væk. De kørte fandme væk.

  På trods af at jeg ikke havde indtaget noget i næsten en hel dag nu, overvældedes min krop af en følelse af eufori. Jeg kunne ånde hele min krop svag i et lettelsespust, men inden jeg nåede at tænke gav Alyssa mig noget i hænderne. Hun sagde at det var ekstra, så jeg ikke ville behøve at vente en anden gang.

  Som tak hev jeg et antal dollars frem fra bukselommen, som var mere end jeg forventede det ville koste mig. Alyssa afviste dem også, men jeg insisterede gnavent, utålmodig efter at komme hjem.

  Derhjemme var Noah stadig ikke kommet tilbage fra arbejdet – eller overarbejdet var det jo. Det betød ingen diskussioner med hende eller noget; bare afslapning, når hun kom. Det frydede mig, hvordan heldet havde været på min side. Ingen slagsmål, ingen diskussioner, ikke mere mangel på god røg. Det var endda Halloween aften. Det var næsten til at blive glad over.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...