Elektrisk Blå Årer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2017
  • Opdateret: 30 jan. 2018
  • Status: Igang
To usædvanlige søskendepar kompliceres i det sociale liv i Springville, Utah. Vi har et offer, en morder, et vidne og én, der kom for sent. Hvem er hvad?

– Stolt vinder under kategorierne ‘Årets Movella (Klassisk Fiktion)’ og ‘Årets Forfatter (Klassisk Fiktion)’ samt nomineret under kategorien ‘Årets Cover’ i Movellys 2017. Uendelig mange tak for hver en stemme!

31Likes
218Kommentarer
5627Visninger
AA

5. 🂱 Kapitel 1: Joseph

18. oktober år 2016

Tre hurtige, nervøse slag lød på døren.

  “Velkommen,” sagde jeg så mildt som muligt. Jeg rejste mig fra sofaen og fik døren åbnet. “Du må være Stacey Carter.”

  “Ja, og du …”

  “… Joseph Reynolds.”

  Hun tog imod min hånd, så snart jeg rakte den ud. Jeg viste hende ind i stuen, hvor jeg kunne høre hun hurtigt fandt plads og lukkede døren bag os med et skub.

  “Har du nogensinde spillet på guitar før?” spurgte jeg og satte mig på sofaen overfor hende, nysgerrig efter om jeg skulle lære hende op helt fra start, eller om hun havde lidt erfaring i forvejen.

  “Nej, jeg har aldrig spillet det før, selvom jeg godt har villet det til musiktimerne i skolen. Det var altid drengene, der fik lov til det. Piger kan også spille guitar.”

  “Ja da. De fleste af mine elever er piger.”

  “Seriøst? Jeg så kun drenge skrive sig op til det henne i skolen. Det var der, jeg fandt din tilmeldingsblanket.”

  “Her er en god mængde af begge køn. Kunne du tænke dig noget vand, inden vi begynder?”

  “Jo tak.”

  Jeg rettede mine solbriller til på næsen, greb fat i hendes krus og begyndte at hælde vand op. Hun havde endnu ikke kommenteret på at jeg gik med solbriller i en tid, hvor solen nærmest ikke vovede sig over bjergtoppene her i byen. De fleste andre havde påpeget det som det første.

  “Kan du læse noder?” spurgte jeg og overrakte hende kruset.

  “Nej.”

  “Okay, så skal du vide at vores første par timer – afhængig af hvor hurtig eller langsom du er til at lære – kommer til at omhandle dét at læse noder. Vi vil starte ud med noget simpelt, hvor du også vil blive guidet til at stemme din guitar og holde den på den rigtige måde. Det er vigtigt, at du ikke føler dig under tidspres, for vi tager bare tingene i dit tempo.”

  En pludselig tavshed sank ned over os.

  Jeg undrede mig over om jeg havde sagt noget, der ikke gav mening. Men så var det at hun kom med spørgsmålet, jeg havde ventet på.

  “Ikke for noget, men er du blind?”

  “Mørket; min bedsteven. Hvad afslørede det?”

  “Det ligner en blindestok, der står derhenne. Og du går med solbriller, hvilket blinde mennesker gør. Er det virkelig sandt?”

  “Ja, men ikke alle blinde går med solbriller.”

  “Okay. Okay, men hvordan kan du spille guitar?”

  “Man behøver ikke at kunne se for at udrette musik.”

  “Hvordan kan du så undervise?”

  “Jeg deler min viden om instrumentet; viser dig hvad man gør og ikke gør; hvordan man bliver god. Det handler ikke om at bruge øjnene, men fingrene. En del har – forståeligt nok – svært ved at tro at en mand, der ikke har adgang til alle sine sanser, kan gøre noget så typisk avanceret. Hvilket er hvorfor jeg altid lader folk selv finde ud af, at jeg er synshandicappet. På den måde dømmer ingen på forhånd.”

  “Snedigt.”

  Under resten af timen stillede Stacey ikke flere spørgsmål om mit handicap. I modsætning til andre virkede hun ikke ukomfortabel omkring mig, som om hun skulle passe på ikke at sige noget, der kunne støde mig. Det var rart at kunne undervise uden den psykiske anstrengelse fra den andens side af.

  Hvad der dog gik mig på, var hendes manglende evne til at fokusere. Selvom hun sad på stolen foran mig, følte jeg hende overalt. Hendes blik var som en stråle af energi, som kunne mærkes på gulvet, på væggene, på billederne og selv i skufferne. Hun spurgte ind til hvem jeg stod med på billedet ved siden af bogreolen. Så høfligt som muligt havde jeg svaret, at det var min søster.

  Stacey rettede sig så til, fumlede med sin guitar, som var det en pude på hendes skød. Hun spurgte ind til min søster. Det føltes underligt at tale om. Jeg talte aldrig om Noah med nogen – ikke engang med Noah selv.

  For lidt tid overvejede jeg at skifte emnet tilbage til noder. Hun snakkede så hypnotisk, at det var svært ikke bare at lade hende tale. Jeg lod hende derfor stille et par spørgsmål om Noahs alder og beskæftigelse. Jeg lærte at Staceys storebror faktisk var chef for Noah, hvorefter vi gik tilbage til timen.

 

Lejligheden skinnede. Jeg behøvede ikke at kunne se det for at vide det.

  Efter Stacey var taget hjem som dagens sidste elev, var jeg begyndt at skure gulvet med en grov svamp. Jeg havde vasket det, så det nu duftede stærkt og rent af kemikalier, sådan som Noah plejede at gøre det. Som bonus havde jeg også tørret støv af alle møblerne, i håb om at mit arbejde ville blive bemærket og værdsat.

  Vi plejede at skiftes til at gøre rent. Det var Noahs tur denne gang, men hun ville først komme hjem fra arbejde ved spisetid. Siden mit energiniveau for en gangs skyld ikke var nede, havde jeg lyst til at gøre hende den tjeneste.

  Klokken 17.46 hev jeg mine bukser ned til anklerne, lukkede døren ind til mit værelse, og begyndte at rive den af på mig selv. Jeg stimulerede min penis i hånden til den var fyldt op med blod. I noget tid sad jeg på sengen, klemte til og rev forhuden frem og tilbage over skaftet. Det var befriende, da spermen flød ud. For et sekund gled alle anstrengelser og alle tanker ud af min krop, og det eneste tilbage i mig var orgasmen.

  Jeg gjorde rent efter mig, vaskede mine hænder med sæbe, og skyllede den kloragtige lugt fra sæden ned i afløbet.

  Udenfor lejligheden kunne jeg høre Noahs flade sko slide mod trapperne i hendes hastige fart. Hun marcherede ind lige så hurtigt, som jeg fik trådt ud af badeværelset med dryppende våde hænder. Dråberne faldt ned fra mine fingre, landede på gulvet med en svag, blød lyd. Hun stod ubevægeligt og smækkede ikke døren bag sig, så eftersårskulden væltede ind.

  “Det var mig, der skulle tage den her uge.” Der var en usikker klang i hendes stemmebånd.

  “Det ved jeg.”

  I lidt tid stod hun og tøvede, før hun lukkede døren bag sig og mumlede et par ord: “Okay, tak.”

  Skuffet over hendes lille bemærkning til det arbejde jeg havde gjort, tørrede jeg vandet af mine hænder ved at gnide dem imod mine cowboybukser.

  “Seph?” Noahs lette trin på vej ud mod køkkenet faldt inde for min hørevidde. “Du har ikke lavet aftensmad, vel? Vi har ikke noget pasta, men jeg sagde fra morgenen af at du bare kunne stege baconet. Det bliver for gammelt, hvis vi ikke bruger det i dag.”

  “Undskyld, jeg lavede jo alt muligt andet.” Det gjorde mig en smule mut, hvordan hun talte som om jeg ikke havde lavet noget.

  “Lejligheden stråler også – tak for det. Du har været grundig.”

  Traskende ud i køkkenet skulede jeg hen mod hende.

  “Jeg skal nok tage mig af baconet.”

 

Mine lunger begærede røg. Min hjerne stræbte efter fred.

  Det var længe siden jeg gav efter. Flere år var gået siden da, alt sløret sammen til den vage hukommelse jeg nu havde.

  Røg, sjovt røg, alkohol. Stærke dufte. Skarpe dufte. Bitre dufte.

  Noah vidste det godt, men kommenterede aldrig direkte på det. Hun ville af og til få mumlet henover spisebordet, at jeg burde stoppe. Hun ville ikke sige højt hvad med jeg skulle stoppe, i tilfælde af at det gjorde det en tand for virkeligt.

  Jeg kunne godt lide tanken om at intet skræmte Noah. Men jeg kunne fornemme hendes tilstedeværelse på en anderledes måde, hver gang jeg åbnede skuffen til skrivebordet på mit værelse, og stillede mig udenfor til vores husky Pau for et par minutter – nogle gange timer. Det var som om hun inderligt ønskede at jeg kunne give slip. Og jeg ville hviske til hende, at jeg inderligt ønskede at jeg kunne give slip ligeså.

  Aftenens kulde var bidende nok til at jeg måtte tage min vinterjakke på. Så meget af det tykke stof som muligt havde jeg prøvet at dække min bagdel til med, da jeg sad på det øverste trappetrin af fliser. De sendte isnende gib lige igennem benene, men jeg sad mere komfortabelt end jeg ville stå op uden at have noget gelænder at holde fast til.

  Med tænderne bidt sammen klikkede jeg ned på lighteren i min ene hånd, og førte munden af jointen i min anden hånd hen til den hede flamme. Da jointen var antændt, lod jeg den hvile mellem mine læber, fik et godt hiv ind og lod røgen svæve rundt over min tunge, før jeg slugte den.

  Nogle gange havde det en større effekt end andre. Det gjorde altid … noget … ved mig, noget som jeg ikke kunne opnå følelsen af uden det. Det var ikke nydelse, eller glæde. Det var en slags fred. En følelse af at træde tre skridt – måske fem – væk fra skrænten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...