"Jeg fryser"

.

3Likes
2Kommentarer
458Visninger

4. 3

”Sirius.” Han hørte pludselig en hvisken uden for sit sengegardin. ”Jeg fryser.”

Sius sagde ikke noget, men trak bare gardinet fra så Remus fik lov til at kravle ned i hans seng. Han åbnede knap øjnene, som han snoede sig selv om Remus’ krop, lod bare sine instinkter tage over, som  han havde gjort så mange nætter her. Det var på femte år, det var startet, natten før fuldmåne, lang tid efter at James og Peters og Theos åndedrag var blevet regelmæssige hvor Sirius stadig var vågen og ikke kunne lade vær med at lytte til Remus, ikke kunne lade vær med at lytte til den måde man  han kunne høre at Remus forsøgte at trække vejret lydløst af frygt for at blive fortæret af stilheden for at fylde for meget, af frygt for at blive fortæret af sine venner for at fylde så meget, som man jo gjorde, når man trak vejret og var varulv.

Til sidst kunne Sirius ikke holde det inde længere.

”Er du okay?”

”Jeg fryser,” sagde Remus, og Sirus nikkede, selvom det havde været en usædvanlig varm dag i september, og væggene i slottet nægtede at give slip på dagens varme, fordi en gang imellem var det i orden at lade som om det at fryse var det største problem i ens liv.

”Okay. Vil du med op og gå en tur eller hvad? For at få varmen?” hviskede Sirus, mens han vendte sig om på siden, så han kunne se Remus i øjnene.

”Må jeg komme over i din seng lidt?”

Sirus behøvede ikke engang tøve, før han sagde ja. Så Remus kravlede ned i Sirus’ seng under hans dyne, og hans tæer var ganske rigtigt kolde mod Sirus’, og Sirius kunne ikke helt bestemme sig for, om det var hans tæer, der  blev langsomt koldere eller Remus’ blev varmere. Men Sirius ville gerne tro, at han i det mindste var i stand til at hjælpe Remus med det. Så gjorde det ikke så meget med alle de fuldmånenætter og råbende forældre, der havde fortalt Sirius, om det ikke snrt var på tide, han fik en kæreste, fortalt ham, at de håbede, hun var fuldblods – alle de ting blev over i Remus’ kolde seng. Den nat sagde de ikke noget, lå bare tæt op af hinanden, og selvom Sirius allerede dengang kunne mærke, hvordan Remus var den, han ville klatre op i de allerhøjeste springvand og finde på de allerdårligste digte for, men selv dengang havde han aldrig set det at ligge tæt op af Remus som andet end platonisk.  

De delte en seng, ja, men det var nu ikke det der betød noget. De delte en seng, fordi de var venner, og fordi det var i orden at elske sine venner og varme sine venner op med sin egen krop og stadig bare elske dem. Sirius kunne ikke helt forstå, hvorfor man så romantisk kærlighed som mere værd end den slags kærlighed, der eksisterede i de få centimer, der var mellem dem, der i sengen, og hvis det stod til Sirus var mere end nok. Engang havde James forklaret sig på sin sædvanlige bedrevidende måde at grunden til, at man frøs var, at ens krop prøvede at varme hele universet op ved at frigive varme, og at grunden til at man havde tj på, var ud over de de dumme socile eehlet ed ikke at måtte gå nøgen på gaden, at tøjet hæmmede ens krop i at varme det op, så alle andre mennesker, måtte fryse, sp de yderste stjerner måtte blve forkølet og puse næse u universrt og menneskers skæbe.

Dengang havde Sirius svoret, at han fra nu af ville forsøge at varme det hele op, men som han lå i sengen, var hans  største mission at varme drengen ved siden af ham op.

Men trods det gjorde de sig umage med ikke rigtig at røre hinanden De lå ved siden af hinanden, så deres skuldre og ben strejfede hinanden, men ikke mere. Alligevel var de af uransagelige grunde  faldet i søvn med armene om hinanden  den aften.  

Næste morgen var de ikke vågnet op til vækkeuret, men først da James træk gardinet fra himmelsengen og kom med en kommentar om, at  de skule op nu eller komme for sent til morgenmaden. Det var også det. Han kommenterede ikke på, at de lå i samme seng, ikke på noget tidspunkt, og Remus og Sirius blev også stiltiende enige om ikke at sige noget om det, skiftedee bare til deres skolekapper med blussende kinder og blussende øjne og en blussende trang til ikke at se hinanden i øjnene.

En uge senere, havde Sirius så hørt en hvisken uden for forhænget. ”Jeg fryser igen,” sagde den, og så var en krop kravlet ind i Sirius seng. Sirius havde ikke protesteret, men havde denne gang ikke tøvet med at røre ved ham , havde denne gang ikke tøvet med at være ligeglad med hele universet.

Gennem de næste to år var det blevet oftere og oftere, indtil Sirius ikke var sikker på, at nogle af dem var i stad til at falde i søvn uden den anden. De sagde aldrig noget om det dagen efter, Remus sagde blot de to ord, sagde ikke noget, om at Remus fødder tit var varmere end Sirius, sagde ikke noget de sommeraftener, hvor de havde glemt at åbne et vindue i løbet af dagen, og det var så varmt, at der meget vel kunne gå ild i verden, så snart der kom den mindste gnist – ud fra deres tryllestave, mente Sirius selvfølgelig, ikke mellem ham og Remus, på de aftener hvor svedigt hud klæbede til svedige hud, og de endte med at sove uden dyne .

De sagde ikke noget, aldrig noget, ikke når de lå ansigt til ansigt, og Sirius tænkte på at flytte sit hoved over puden til Remus’ læber, der var lidt adskilte fra hinanden, ikke når Remus sov, og Sirius kunne kigge uhæmmet på ham, mens han sov, bevæge munden i takt til de ord, der havde klistret sig til hans læber, bedre end den læbestift han engang havde lånt af Lily.

Og selvom enhver anden teenager ville opfatte de at dele en seng som et sikkert tegn på forelskelse,  på at det var på tide at flytte ind i et hus og blive til papfigurer af hvad de engang var, figurer i små børns lege, mor, far og børn, selvom både mor og far havde en penis, så tænkte Sirius selv aldrig på den måde.  Han var en ven, der hjalp en ven. En ven, der måske var blevet lidt for afhængig af en anden ven.  

En ven, der på denne sidste aften ikke helt kunne holde mund længere.

”Hvad vil du gøre, hvis du begynder at fryse, når vi ikke længere er på Hogwarts?” hviskede Sirius med læberne få  centimeter væk fra Remus’ ører.

”Det ved jeg ikke, og det har jeg heller ikke lyst til at tænke på. Få en varme dunk, eller bruge den varmebesværgelse, som Flitwick har lært os.”

Sirius sagde ikke noget om, at  hvis han virkelig kunne erstattes med en varmebesværgelse, så kunne det lige så godt være James’ eller Peter,  hvis seng Remus brugte.  Måske var ord egentlig også  overvurderet - alt for mage kanter, alt for mange dobbeltbetydninger, alt for mange måder at sige dem på, og alt for svære at sige, til de folk man allerhelst ville sige dem til.

Sirius kunne snart tælle de timer til, han skulle forlade Hogwarts på en hånd, og han følte næsten, at han kunne mærke tiden bevæge sig. Mærke den gå af sted, og mærke alle de mennesker, der stod og skreg efter den, sled deres stemmebånd op, knækkede deres rygrad og deres menneskelighed, fordi de bøjede sig så langt frem for at skubbe den af sted. De havde så tralvt med at sige, at den skulle gå hurtigere, hurtigere, så de kunne få denne krig overstået, så James og Lily kunne blive gift og få alle deres velopdragne børn. Og han kunne mærke de drenge som ham selv, der ikke turde andet end at hviske efter tiden for at fortælle den, at den burde gå lidt langsommere, så deres snemænd snemænd ikke smeltede, og fordi de drenge kunne tælle de kram de ville få fra andre mennesker på en hånd, og gerne ville have brug for en hel stjernehimmel for at tælle de sekunder som de kram ville vare

Men tiden kunne ikke nok høre ham,  ligegyldigt om han skreg eller hviskede, så i stedet begyndte han at tale til Remus.

”Vil du med udenfor?” spurgte han. Remus åbnede ikke øjnene, da han nikkede.

Så de stod op og trak i deres kapper, debatterede hviskende om hvorvidt de havde behov for James’ usynlighedenskappe for derefter at beslutte sig for, at hvis de alligevel brød den aftale de havde haft med de andre om at skulle overholde reglerne sidste aften, kunne de lige så godt stå ved det og være synlige. Fem minutter senere var de i hastig gang på vej ned af den øde marmortrappe og ud på græsplænen uden for slottet.  

Det var koldt, så koldt at det var svært at forstille sig, at de for blot få timer siden havde siddet i sollyset og svedt i deres varme kapper, så koldt at det var nemt at forstille sig, at det stadig var vinter, at de stadig havde et halvt år tilbage, dengang Sirius’ største problem stadig var, at han havde glemt sine vanter inde på slottet – indtil det var gået op for ham, at han havde glemt sine vanter dengang han var stormet ud af døren, derhjemme, indtil det var gået op for ham, at han hellere ville miste samtlige sine fingre til forfrysninger, end tage tilbage dertil.

Så koldt at hvis Sirius havde muligheden ville han hente Solen ned fra himlen og placere den mellem ham og Remus – så de kunne få varmen, og så Sirius kunne få en bedre undskyldning for ikke at gøre noget med Remus i form af en brændende ildkugle – lidt nemmere at forholde sig til end heteronormativitet og usikkerhed og ulykkelig forelskelse og alt det andet, der normalt befandt sig under Solen

For for fanden han var ikke klar til at tage afsted fra Hogwarts, men mest af alt var han måske ikke klar til at blive voksen.

Han var jo bare en dreng.

Bare en dreng, der nogle gange legede voksen og læste The Great Gatsby, fordi han havde set sin far læse den, før det gik op for  hans far, at den var skrevet af en Muggler, men han læste den og købte endda en T-shirt med forsiden, bare for at kunne have den på og lade som om han var den slags person, der forstod The Great Gatsby, den slags person der læste den med en kop kaffe i den ene hånd, som han overhovedet ikke skoldede sin tunge på, hver gang han tog en slurk.

Bare en dreng, som havde så mange mottoer, som han skrev ned med sin  yndling fjerpen. ’Accepter ikke et onde, du kan gøre noget ved’ stod der på hans hænder nu,  både på venstre og højre hånd. Det var et godt motto, tænkte den lille dreng, for der var ikke rigtig noget onde, han kunne gøre noget ved,  der var ikke rigtig noget han kunne nå her fra si plads i universet, ikke solen, ikke alle de mennesker, der led under den.

Bare en dreng, der nogle gange tænkte i metaforer, hvis hjerne nogle gang sivede lidt ud gennem hans øjne, ned i små pøler foran hans fødder, og han brugte dem som vandpytter i håbet om,  at han kunne lave sådan et højt plask, at hans hjerne ville sprøjte op i hans gummistøvler og gøre hans sokker våde, og bare en dreng, der ønskede, at man engang i mellem kunne sige tingene, som de var.  Han  var forvirret, han var forelsket i Remus.

Bare en dreng, der ikke kunne tænkte ordet forskelst uden at tænke på, at lege far og mor og barn. Som ike kunne tænke det uden at føle sig forkert, forket, forkert. En lille dreng der led af vrangforestillinger for han kunne da ikke være rigtig forelsket, nej nej ikke som i bøgerne, ikke som de store voksne, når de sagde ’ja’ til hinanden foran en forsamling, for derefter at sige ’nej’ til hinanden, når de spurgte, om den anden ville tage opvasken.

Bare en dreng, der var bange for så mange ting, bange for andre mennesker, bange for at være bange, , bange for det antal dage, det ville tage Remus at skrive tilbage til ham, når han havde sendt en ugle, bange for at stikke sig på den kaktus han havde stående derhjemme i sin vindueskarm, bange for ’derhjemme

Bange for en dreng der nu vandrede hen over en mørk græsplæne sammen med en anden dreng uden at vide, hvor nogen af dem var på vej hen. Bare en dreng, der følte sig knap så ’bare’, når han var sammen med den anden dreng.

”Hvornår tror du, at vi vil være her igen?” Remus brød tavsheden.

”Hvad mener du?”

”Hvor når tror du, at vi vil komme tilbage hertil?”

”Det ved jeg ikke. Jeg mener, vil vil måsk komme tilbage, når vi engang får børn og vi får en ugle fra Dumbledore, om at de har  sprunget et toilet i luften. Måske få vi en mission af Ordenen, der siger, at vi skal tilbage hertil eller måske vil Voldemort angribe skolen en dag og vi skal forsvare den. Det er jo ikke farvel for evigt, det er ikke engang farvel, for virkelig - det er det mest lortet ord nogensinde opfundet. Det er ligesom du ved, når professor Vektor i talmagi giver os en eller anden formel, som man godt kan regne resultat ud med – vi skal sige farvel, men når man så spørger hende hvorfor det er resultat, siger hun altid bare, at man ikke skal prøve at forstå formlen, bare lære den udenad ” Sirius sendte et uvilkårligt blik tilbage mod slottet. De var stoppet op nu ved bredden af solen, men ingen af dem gjorde mine til hverken at sætte sig ned eller gå tilbage

”Nej, men det ville jo ikke være det samme at komme tilbage på den måde. Vi vil ikke være de samme, vel?” sagde Remus og tog Sirius’ hånd. Forsigtigt træk  han Sirius med ned at sidde på græsset med udsigt over søen og hen til Hagrids hytte på den anden side, den Forbudte Skov lidt længere væk. Men selv efter de havde sat sig ned, gav Remus ikke slip, holdt tværtimod bare bedre fast, næsten som om ha håbede at Sirius ville prøve at give slip, bare så han kunne få en undskyldning for at hold endnu bedre fast.

”Men hvis vi ikke er det samme…-” begyndte Sirius, mens han prøvede at holde øjenkontakt med Remus’ spejlbillede i vandet. ”-…vil det måske ikke virke vigtigt for os at komme tilbage og måske heller ikke vigtigt for os at blive medlem af Ordenen.” Og måske ikke vigtigt for os at bliv ved med at være venner, tilføjede Sirius i sit hoved uden at turde sige det højt. Et græsstrå havde fået hans hånd til at klø.

”Jamen, det er jo netop det, jeg ikke kan lide. At da jeg var 11 år virkede det også meget vigtigt for mig at få samlet alle troldmandskort, sådan virkelig vigtigt, og alt det, og det var måske derfor, jeg glædede mig mest til at komme til Hogwarts – fordi jeg havde nogen at bytte med, og jeg havde så meget, fordi mine forældre altid lod mig virkelig, virkelig meget chokolade, når det var fuldmåne. Og jeg syntes, det var vigtigt ikke at fortælle nogen, at jeg var en varulv og nu syntes jeg, at det er tåbeligt og tåbeligt, at jeg engang syntes det. Og det sjove er, at jeg så tydeligt kan huske, hvor besat jeg var – jeg forstår det bare ikke længere. Og jeg kan ikke lide at ændre mig og ikke at lide at tænke på, at alle de ting jeg syntes er vigtige og smukke og  det værd  - det vil også ændre sig.”

”Jeg ved det,” sagde Sirus med det der halve smil, som man kun gav til folk, som man forstod. ”Jeg ved det,” gentog han og gav Remus’ hånd det klem, som man kun gav til folk, man elskede.  ”Jeg ved det.”

Hvis bare Remus også kunne vide det, ’det’ nogle kaldte kærlighed, andre kaldte hormoner og andre igen bare kaldte en fase, det som Sirius aldrig havde sagt hørt, og sikkert snart aldrig ville få chancen for at sige højt – i hvert fald ikke til de rigtige personer. Kun til sine forældre, da hans mor var kommer med en kommentar, om at han skulle giftes med en fuldblodskvinde, og han sagde, at det vidste han, at han ikke skulle i hvert fald. I hvert fald ikke en kvinde.

Hans mor havde siddet i nogle sekunder, før det gik op for hende, hvad han havde sagt. På det tidspunkt var Sirius af sig selv allerede halvt ude af døren, en lille bange dreng, der var bange for sin egen skygge, bange for at den begyndte at tale og afslørede alle hans hemmeligheder.

Så bange han ikke kunne gøre andet end at håbe, at resten af verden var modig nok.

Nok, altså. Han ville ønske, at han selv var – nok til ikke at råbe af sine forældre, indtil hans stemmebånd faldt fra hinanden. Nok til at fortælle sine bror, at han elskede ham, nok til at gå derud og rive sit karakterark fra skolen i stykker od dræbe voldemort. Nok til gøre verden til et sted, hvor en dreng ikke skulle værre bange for at kyse en anden dreng, for at kigge på en anden dreng, nok til bare at sætte en pris på de øjeblikke, der ikke blev målt i de mønter, som hans families bankboks bugnede af, men blev målt i de smil, han delte med andre mennesker og de smil de andre mennesker delte med ham.  

Men på den anden side var det måske godt nok, at det var som det var. At verden var fyldt med de samme 17-årige drenge, de samme alle mulige andre, der ikke følte sig som nok til så meget at svinge benene ud over sengen om morgen, ikke følte sig som nok til at dele en seng med et andet menneske. Men på den anden side – måske  var det en god ting, denne følelse af ikke at være nok. Måske var det den der fik folk til at trække sig lidt længere frem mod et andets menneskes læber, den der fik folk til at blive medlem af ordenen, dem der fik folk til at redde hele fucking verden og alligvwel være hjemme i tide til aftensmaden  hos de familier, der stadid grinede over aftensmaden – og ikke dem, der sad med deres skarpe gafler og deres skarpe tngler og konkurrenerde om hvem der kunne punktere hinanden mest, hvem de bare ville være en tom skal, når måltidet var færdigt.

”Men Sirius det kommer vel ikke til at være så slemt. Du skal vel hjem til James i sommerferien, og det bliver hyggeligt, og vi får også lov til at komme til vores første møde i ordenen, det sagde Dumbledore, så der ser vi jo hinanden.”

”Ja. Måske kan du også komme hjem til James. Skål for os, hva?” sagde Sirius sarkastisk

”Skål for os, ja.  De skøre. Varulven drengen der ble smidt ud af sit hjem, fordi han ikke var forfærdelig nok, og dem der er skøre nok til at tro, at de kan ændre verden – det er også dem, der gør det. Dem der altid har rodet hår og søvn i øjnene og har vendt kappen forkert, dem der sidder i udkanten af rum, men tænker at hvis de taler nok og højt nok, vil de gøre hjørnerne lidt mere runde, mennesker lidt mere accepterende, så de kan slippe for at skære sig på hjørnene af dem selv og af verden, indtil der kommer blod. Skål for os, dem der ikke rigtig passer ind nogle steder og bebrejder stederne i stedet for at bebrejde  os selv, og dem der ikke helt kan forstå andre mennesker, men alligevel stoler på dem. Stoler nok på dem til at låne et stykke tyggegummi af en fremmede, selvom det kunne være forgiftet, og til at sluge tyggegummiet, når de fortæller at den myte om at det tager 7 år at fordøje ikke passer.”

”Skål for os,” grinede Sirius. Og hævede et usynligt glas. Deres knoer strejfede mod hinanden, da de slog hænderne sammen, og hvis Sirius lukkee øjnene halvt i, kunne han forstille sig, hvordan lidt af champagnen ville sprøjte ud over deres fingre, hvordan han ville slikke den af. Måske kunne det bortforklare den boblende fornemmelse i hans mave.

”Sirius må jeg spørge om noget?”

”Altid,” svarede han søen  - eller måske kæmpeblæksprutten, hvis hjerne ikke var stor nok til at  regne ud hvorfor mennesker helst fortræk at snakke om størrelsen på hjerter (og pikke), hvis fangarme ikke var lange nok til at kunne nå de to drenge på bredden og trække dem ud i søens dybder og få dem til at forklare.

”Hvorfor tog du egentlig hjemmefra. Jeg mener –”

”Jeg blev smidt ud.”

”Ja, det ved jeg, men du må også indrømme, at du selv havde tænkt på at tage af sted meget længe. Jeg mener – jeg har ikke indtrykket af, at du lige direkte savner dem.”

”Lad mig spørge dig på en anden måde. Hvorfor er du sammen med din familie? Hvorfor bor du stadig sammen med dem, selvom du er bange for, at de tror, du er et monster og hvad ved jeg. ”

”Fordi de elsker mig. Fordi de er min familie, Sirius, det er et mærkeligt spørgsmål. Fordi jeg godt kan lie at blive elsket -. ”

”Præcis.” Sirius smilede stort, mens han bukkede sig efter en sten, han kunne smide i søen. ”De elsker dig, fordi du er dig, fordi din ånde altid lugter af kaffe, fordi dine sweatre altid har for lange ærmer, fordi du er en varulv, fordi fordi, fordi. Jeg elsker det ord. Men min familie – de har længe elsket mig på trods af en hel masse ting. Elsket mig, ja, fordi vi er blackslægten, og man bliver nødt til at elske sine sønner, men på trods af jeg var en gryffindor på trods af jeg stadig var skør nok til at tro, at jeg kunne ændre verden. Og en af de gange hvor vi havde et skænderi, og jeg ved jeg råbte bare, at jeg var homos – t jeg var. Det kan være lige meget. Der var bare alt for få fordi’er tilbage”

 ”Sirius. Men du ved, at ens liv ikke er talt i hvor mange mennesker, man kan få til at elske sig selv. Der behøver ikke være mange, og det behøver heller ikke være de mest logiske. Det skal bare være de mennesker, der er de mest rigtige. Mennesker har brug for meget, ikke. De har brug for ilt, for mad, for drikke, måske brug for sex, men mest af alt brug for andre mennesker. Brug for ikke at være alene. Og jeg tror selv på, at ens liv handler om  du ved en hel masse ting, og en livs handler om at lade vær med at lave sætninger som kender man meningen med livet. Men nej, det handler om at elske de ting man har brug for. Men med luft og mad og alt det er det ikke så vigtigt igen, fordi du puster noget af luften ud igen og skider maden ud i toilettet – mens de mennesker du har brug vil for evigt være en del af dig, siddende lige under huden, og hvis fu ikke lærer at elske dem, vil der altid være dele af dig selv, som du ikke elsker

Sirius svarede ikke først, men kastede bare sin sten i søen. De sad lidt og så den forsvinde i søen. Sank så hurtigt. For at give dem lidt privatliv. For selv en sten vidste, at det var nu eller aldrig.

Så Sirius tog en dyb indånding, kiggede sig omkring på skolens sulhuet mod den mørke nattehimmel, på stjernerne, der var kommet frem, der syntes at dømme ham lidt for at han var bange for de få centimeter der var mellem ham og Remus, men ikke bange for de mange lysår, der var mellem ham og stjernerne.

Problemet var bare, at det nu gjorde Sirius sur på stjernerne, sur på universet, sur på kæmpeblæksprutten. Sur på alt andet end sig  selv. Sur på universet, over at ikke fik Remus til at kysse ham, fik hans forældre til at kysse ham på kinden bagefter og lykønske ham. Sur over at det ikke havde valgt side i krigen, men blot lod sine allerklareste stjerner brænde ud, og dets allerbedste mennesker sygne hen i deres forsøg på at klare det hele selv

Han bebrejede universet med sine uendelige lysår for de få centimer, der stadig var mellem ham og Remus, han bebrejdede universet med sine milliarder af år,  hvor det havde eksitretet til d e få timer til at de skulle væk fra Hogwarts.

Men måske var det sig selv, han skulle bebrejde. Måske var universet lige meget, med sine stjerner og sine døsgardister og sine familier, der ikke fungerede og sin regel, om at tiden ikke måtte stoppe med at gå. Måske. Måske. Måske.

Remus læber smagte af chokolade, af kaffe, af skjulte nætter og af netop det ord, da Sirius lænede sig frem og kyssede ham. Måske ville han aldrig stoppe. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...