"Jeg fryser"

.

3Likes
2Kommentarer
459Visninger

1. 1

Sirius mente, at de burde fælde træet. Det var ikke retfærdigt, havde han prøvet at sige, at det skulle få lov til at vokse, at dens rødder skulle blive ved med at brede sig, og dens blade blive ved med at falde af, uden at de samme trofaste fire drenge sad under det. Det var ikke retfærdigt, at det skulle blive ved med at være her, længe efter at de var forsvundet, ikke retfærdigt, at det nu skulle vise for dem, at verden reelt ikke drejede sig om dem, at træerne ikke ville stoppe med at vokse, at solen ikke ville falde ned fra himlen, at murene ikke ville falde sammen samtidig med de mennesker bag dem - uden dem til at holde sammen på det hele. Og det var ikke retfærdigt, at der en dag ville være en ny vennegruppe, der sad under det samme træ – en ny vennegruppe, der måske slet ikke ville skænke en tanke til dem. Ikke retfærdigt, at de nu så lysegrønne blade ville blive gule før eller siden og falde til jorden til jorden uden, at de var der til at gribe dem.

Men de havde bare grinet af ham, James højere end nogen anden.  Selv da Sirius havde foreslået, at de måske kunne forhekse deres kufferter, så de havde plads til træet, og de kunne tage med, havde de ikke været i stand til at tage det seriøst, ikke selvom det sikkert ville se godt ud i James forældres baghave. Måske syntes James bare, at det var bedre, at de lod hele haven vokse over med den ukrudt, deres minder ellers ville blive til – man ville ikke kunne se græsset for ukrudt, og James forældre kunne ryste på hovedet over hvor mange følelser fire teenagedrenge kunne nå at bilde sig selv ind, at de følte, når de skulle til at tage videre i livet.

Men så måtte Sirius altså nøjes med dette. At sidde ved træet på deres allersidste dag og føle, at den var præcis lidt som alle andre, selvom Sirius gerne ville sværge på at himlen var lidt mere blå, at Solen skinnede lidt skarpere, at James’ hår var lidt mindre rodet på den der tiltænkte måde, der altid irriterede Sirus og lidt mere rodet på en måde, som havde han havde lige rejst sig fra et gulv efter at have en eksistentiel krise. At alting var lidt skarpere, gik lidt hurtigere, og da James åbnede munden, begyndte Sirius ører at bløde, at farve hele græsplænen rød af det blod han lod som om var rødvin, fordi det var, hvad de voksne drak, ved lyden af hans alt for kraftige stemme. Men så kom Sirius i tanke, om at han ikke levede på indersiden af en metafor, desværre.

”Måske,” var James begyndt, ”er det sådan virkelig Berties Multismagsbønner med bræksmag-agtigt, at sige at man skal leve hver dag, som var det den sidste. Som om man døde i morgen.”

”Hvad mener du?” spurgte Peter, og Sirius ville næsten sværge på, at han ikke var irriteret på den ivrighed i Peters stemme, der alt for mange gange havde fået Sirius tålmodighed og en enkelt gang søen til at flyde over – selvom Sirius virkelig, virkelig ikke havde noget med det at gøre, det var et tilfælde, hans tryllestav hade peget i den retning

”Jeg mener bare, at jeg er alt for, I ved, trist nu, til at det er behageligt. Jeg har allermest bare lyst til at finde Mcgonagall og kramme hende, til at ligge mig på jorden og bare sådan binde mig selv fast med græs og til at gemme mig,  og til bare at fryse jer alle samme fast og fryse solen fast til himlen og søen helt fast og mennesker fast til hinanden, og jeg – jeg føler mig bare så presset for ligesom at sætte pris på det hele, så når jeg i morgen sidder på toget og er jaloux på fortidige mig, så vil jeg i det mindste vide at fortidige mig gjorde det allerbedste for at suge det hele til sig. Så jeg gider ikke leve livet, som om jeg skulle dø i morgen, og at i dag er den sidste dag - jeg vil hellere leve livet, som om hver dag var den første. ”

”Årh, kan I huske, da vi var førsteårselever?” sagde Sirius, for at drille James ved at lede opmærksomheden væk fra hans prætentiøse taler.  ”Hvor jeg dog savner det… Jeg kan huske, at mine bukser var næsten konstant våde, fordi jeg tissede i bukserne hver eneste gang, at trapperne bevægede sig, hver eneste gang Snape kiggede på mig, og hver eneste gang jeg indså, at jeg virkelig havde fundet et ,eget bedre hjem på Hogwarts og sådan.. Nu er mine bukser så tørre, at det er pinligt, med en troldmandskrig i gang  og mennesker der dør til højre og venstre og vores sidste dag. ” Sirius snurrede et græsstrå rundt mellem sine fingre, mens han talte. Igen og igen borede hans negle sig ind i det og efterlod mærker. Måske burde han klippe sine negle, for snart prikkede han nok hul i hele virkeligheden og hul i sit eget kranium og ud ville der bløde et eller andet, der ville have en klam grålig farve, sådan den farve det ville have, hvis han prikkede hul på sit eget kranium, som en betændt byld man ikke kunne lade vær med at klø i, og som en betændt tankerække, som man ikke kunne lade vær med at tænke færdig.

”For at være retfærdig tror jeg aldrig, at du tissede i bukserne. Men jo, det er sgu lidt sørgeligt, verden ville være et bedre sted, hvis alle tissede lidt mere i deres bukser, det er jeg sikker på, Sirius. Men måske ikke et bedre sted, hvis 17-årige drenge skulle blive ved med at spille bedrevidende. ”

De grinede, de tre grinede lidt for længe af noget, der ikke var særligt sjovt, grinede måske mest for ikke at græde som de 17-årige bedrevidende drenge, de var.

”Hvor er Remus?” Ordene havde forladt Sirius mund, før han nåede at opfatte det. Han havde ellers ment, at der var en grænse, for hvor mange hentydninger man kunne give til at være forelsket, og til at himlen var blå i løbet af en dag.

”Jeg tror måske… -” begyndte Peter, men blev afbrudt af James.

”Lily sagde, at han sagde, at han snart ville komme, havde bare brug for lige at ligge sig lidt, nu hvor det lige har været… - ” James sænkede stemmen til en teatralsk hvisken, selvom der var mange meter  til de elever, der var tættest på ”-…fuldmåne. Hvorfor spørger du? ”

Sirius bed sig i læben, havde alt for travlt med at bekæmpe sin trang til at rive nogle træer op med rode stable dem på hinanden klatre op af dem for at komme op i deres sovesal, fordi det ville være hurtigere end at tage trappen, til at komme med et ordentlig svar. ”Ikke for noget.”

”Vær du bare glad for, at det ikke er selveste i dag, der er hans tid på måneden.

”Kan du huske, dengang du troede at ”tid på måneden reelt referede til at være du ved, så da du hørte Lily snakke med Marlene om hendes tid på måneder var du meget fast overbevist om, at hun var en varulv?”

”Kan du huske, da min Bedste ven Sirius lod mig være i fred og bare lod mig have sommerfugle i maven og ikke alle mulige dumme minder, når jeg tænkte på min kæreste, Lily.

”Nej, ikke sommerfugle. Jeg har aldrig syntes om sommerfugle,  larver har været meget bedre, fordi de ved, at de ikke er færdige med noget endnu, og de ved, at det eneste de behøver at gøre bare er at spise blade og glæde sig til at have ting at tisse i bukserne over. ” Og i virkeligheden, tænkte Sirius, havde det for ham aldrig føltes som sommerfugle, nærmere som ådselsgribbe, der rev hans selvforståelse og hans indvolde fra hinanden

”Prøver du igen at være poetisk for at gøre op for alle de ting, du ikke er?” En stemme lød bag Sirius, en stemme, der fik Sirius til at kigge ned på sin mave, halvt om halvt i forventning om at se at gribbene nu havde gravet et hul i hans maveskind og var frie til at flyve ud i verden og leve efter nogle sommerfugle til aftensmad.  Remus dumpede ned i græsset ved siden af ham.

”Hej.”

”Hej med jer.” Hvis det ikke var fordi, at Sirius selv herfra kunne lugte det svage strejf af kaffe i Remus ånde ville det ikke være til at fortælle, at for mindre end 24 timer siden var alle knogler i hans krop knækket, hans hud krakeleret, hans menneskelighed forsvundet. Remus var ellers altid en te person og drak kun kaffe efter slemme fuldmåner. ”Sirius, jeg så Regulus på vej herned. Han bad mig hilse dig.”

”Hils ham tilbage og sig, at det mindste man kan gøre er at hilse sin egen bror direkte i stedet for at gå igennem hans ven.”

”Er du klar over, hvor selvmodsigende det er?” sagde Remus og og lænede sig op af Sirius knæ i stedet for træet – måske var han, ligesom Sirius også bare én lillebitte smule fornærmet på træet, på at det var bedre til at slå rødder til at bevare jordforbindelsen, rødder der spredte sig, end han var. Det var nemmere at slå rødder i menneske, nemmer, for tiden var ikke så stærk, som den havde været, så selvom den prøvede at hive alle op med rode, fik den som regel kun toppen af det ukrudt, som mennesker var, og deres rødder kunne blive ved med at sprede sig, forgrene sig i en anden persons årer, hjælpe hjerter med at pumpe blodet rundt, så hjerter slap for at multitaske og kunne koncentrere sig om de ting, som de måske egentlig var beregnet til.

Det var sjovt, hvordan når nogle personer lænede sit hoved mod de knæ, kunne man tæke i det mærkeligste metaforer og tænke, at man rent faktisk var i stand til at forme virkeligheden ud fra hvilke symboler man brugte på den, og hvordan andre personer bare kunne få én til at tænke på, hvor meget man havde behov for at klø sit knæ. Hans knæ kløede rent faktisk.

Selvfølgelig betød det ikke rigtig noget. Remus brugte ligeledes James og Peter som ryglæn – Remus var bare en af de personer, der stolede lidt for meget på mennesker og smilede lidt for meget til sine venners brødre, når han så dem på gangene, lænede sig lidt for meget op af mennesker som han af en eller anden  på aldrig ville flytte sig. Han var den slags person, som man kiggede efter hos til eksamen, fordi han også var den slags person der kiggede efter hos andre, og hvis han så, at de havde skrevet at 2+2=5, selvom han selv ville skrive 4, ville han alligevel strege sit eget  svar ud.

”Så har I pakket?” Sirius beundrede Remus for stadig at stille spørgsmålet.

”Nej, hverken mig eller James. Men Peter  - du er pakket, og jeg tror også, at Theo er helt færdig. ” Theo var den femte dreng på deres sovesal, og Sirius største frygt materialiseret ind i en person. Ikke at Theo ikke var sød, med sine blå firkantede briller og krøllede hår og  sine venlige tilbud om at hjælpe Peter med lektierne, når de andre tre havde lidt for travlt med at redde resten af verden og mente at  buttede  usikre drenge ikke var stedet at starte. Men nogle gange, når Sirius lå vågen om natten, og stirrede op i sin sengehimmel og tænkte tanker, de var lidt for store til hans eget hoved og lidt for små til den rigtige himmel over sig, gav hele hans krop sig og hans madras sig med medlidenhed for Theo.

Det måtte være en mærkelig fornemmelse at bo på væreslse med fire bedste venner, være det femte hjul – uden egentlig at være et hjul, men bare være der, fordi der var fem sengepladser på alle værelser. Ikke at Theo ikke havde venner – i de andre kollegier, på de andre årgange. Det var også en mærkelig fornemmelse for Sirus at vide hvor meget der ville være anderledes, hvis han var Theo. Når det var kun var visheden om at de tre andre der ventede på Hogwarts,  der fik ham i gennem sommerferien, når han sad og græd inde i sit eget garderobeskab og næsten syntes han forstod hvorfor folk altid snakkede om skabe, for det var for fanden et godt sted at græde over ting, man ikke kunne gøre for.

Han anede ikke, hvad han skulle gøre uden dem.

Men der var stadig et eller andet betryggende ved at vide, at der var en troldmandskrig i gang, at fremtiden stod klar et eller andet sted til at æde ham med hud og hår, men spytte hans karakterark, for det smagte ikke godt, så kunne hans mor jo hænge det op på køleskabet og gå forbi det hver dag, og tænkte over at et karakterark fuld af F’er, var tusind gange bedre end den søn, der have fået de F’er. Ved at vide,  at en af hans bedste venner var en varulv, at hans familie var på den forkerte side, og alligevel var hans største frygt ar miste nogle venner.

Så Sirius kunne ikke bebrejde Theo for at være ivrig efter at pakke, selvom han måske godt kunne bebrejde sig selv for ikke at have gjort lidt mere for at gøre denne ivrighed lidt mindre

”Det vil I komme til at fortryde senere, det ved I godt ,når I står op i morgen og ikke kan få plads til en skid i jeres kufferter,  ligesom du-” Remus bøjede nakken for at få øjenkontat med Sirius ”-vil fortryde ikke at have sagt ordentlig farvel til di bror. ”

”Fortryde? Remus, det er bedst sådan. Snart går han også ud af skolen og hvem ved, om nogle år vil vi måske mødes på en eller anden slagmark, og være på to forskellige sider i den samme krig. Og jo færre gange jeg har bekymret mig nok til at sige farvel, jo nemmere ville det være ikke at skelne ham fra de andre fandens dødsgardister. ”

”Sirius, verden er ikke delt op i gode og onde, dødsgardister og Fønixordenen. For det meste er den også bare delt op i brødre og ikkebrødre, i mennesker og mennesker. Vi har alle både mørke og lys inde i os, og det er den del vi vælger at handle på, det er den, der betyder noget. ”

”Hvis jeg nogensinde får et barn, vil jeg sætte ham eller hende ned og sige netop det. ”

Remus smilede – et af de smil, som begyndt i øjnene, men aldrig helt nåede læberne, for der var så langt ned, at smilet kunne nå at få eksistensielle kriser, inden det nåede næsen. ”Tror I vi kommer til at leve længe nok til at få børn?”

”Selvfølgelig gør vi det. Vi kommer til at få børn – jeg skal selvfølgelig have børn med Lily og jeg kommer til at fortælle dem alt om mine eventyr på Hogwarts, fortælle lange historier, om hvordan vi sneg os rundt på gangene, om den gang Mcgonagall første gang smilede til mig, om dengang vi først forvandlede os til dyr, om den uge vi besluttede os for at blive oppe alle nætterne, og husalferne blev nødt til at bestille mere kaffe hjem, og Peter faldt ned af trapperne, fordi han faldt i søvn, mens han gik. Og mine historier vil inspirere dem, til at blive lige så fantastisk som mig.” James faldt sammen på ryggen og lå og stirrede så intenst op i himlen, Sirius syntes ddt så ud, som om han prøvede at bruge sit blik til at brænde igennem det stof, som himlen var lavet af, fordi han regnede med at hans børn sad på den anden side.  Eller måske kiggede han bare, fordi han kunne, fordi alting var ’selvfølgelig’ og åbne skabslåger for ham. Åbne skabslåger som Sirius stødte sit hoved i mod, hver gang han gik ud i køkkenet og ud i sine dårlige metaforer, hvor man ikke bare kunne sige tingene som de var, men blev nødt til at pakke det ind i skabe og undskyldninger om en lidt for heteronormativ verden.

”Jeg kan ikke lide at tænke på det. At alle de her minder, at de bare vil blive til historier, som vi fortæller vores børn, at det ikke kommer til at ske igen, men at dem vi er nu – at vi bare ender som falmede fotografier, der vinker fra bunden af en eller anden skuffe, at vi ender som historier fortalt med lidt for meget kaffeånde og lidt for lidt indlevelse. ” Remus pillede åndsfraværende ved et stykke fnuller, der sad på Sirius kappe.

”Er det ikke bare godt? Fordi, når vi får børn, vil vi have glemt, hvordan det var at være børn, hvordan det var at være teenagere, og selvom vi måske godt kan huske alle de historier, vil vi ikke længere være i stand til at forstå dem, vi vil bare kende dem, og så få alle mulige moraler ud. Voksne tror altid, at de forstår unge bedre end unge selv, fordi de har mere erfaring, men mit liv har ikke rigtig en morale, tror jeg. Og så må vores børn jo forstå os, når vi ikke selv kan,” sagde Peter. Det var sjældent, han sagde så meget. Når de alle sammen var sammen, kunne Sirius allerede mærke hvordan Peter ville blive til en morale i de historier, han engang ville fortælle– behandl jeres venner, så de aldrig er bange for at fortælle, hvad de mener af frygt for at det at sige det forkerte. Men han ville jo ikke berøve sine børn den morale, så han måtte hellere blive ved med at behandle Peter på samme måde.

”Men er det ikke også vores fejl at tro, at vi ikke vil begå samme fejl som vores forældre?” At vi ikke vil smide vores børn ud, fordi de har lyst til at kysse andre mennesker, end de havde regnet med, tænkte Sirius, men sagde det ikke højt. ”At lige nu sidder jeg her, og tænker, at når jeg engang komme til at få børn, kommer de til at få den bedst tænkelige barndom – jeg vil købe et legetøjskomfur til min søn, og en hugtandsfrisbee til min datter, jeg vil lade dem blive sent oppe og spise lige så mange plade af chokolade fra kandisbaronen, som de har lyst til, og jeg vi være den, de har lyst til at fortælle om deres første kys, ligegyldigt hvem det var med,  og jeg vil være bedre at lytte til end Celestina himmelflugtsange, når deres hjerte er gået i stykker. Og når de selv er 17 år, vil de ikke klamre sig så meget til et eller andet træ, fordi de har lært at give slip. Eller nej, nej. De vil klamre sig så hårdt til det som overhovedet muligt, fordi de netop ikke har lært at give slip, men bare holde fast hvert evigt eneste forbandt åndedrag og så overleve alligevel.”

”Du vil være en god far, Sirius, ingen tvivl om det, ” sagde Remus.

”Ja,” mumlede Sirius. Lidt for stille. Han sagde ikke noget om  de råb, der havde fulgt ham, ud af hoveddøren, om det ord der havde brændemærket hans tunge og som stadig sved en lille smule, hver gang han fugtede sine læber. Han sagde ikke noget om at være taget hjem til James, for at opdage at de ikke var hjemme og for derefterr at kravle ind i skabet på James’ værelse og sidde og ikke græde, ikke græde, ikke græde, mens  ådselsgribbene i hans mave havde lyttet nok tl at vide, at grunden til de befandt sig derinde havde de forkerte kønsorganer, de samme som Sirius, og de trøstespisede langsomt indholdet af hele hans mave, indtil han var tom, tom, tom, indeni, indtil han var så tom, at ironien i at han sad i et skab, i et skab klingede uendeligt hult.

Og han sagde ikke noget om James ansigtsudtryk, da han til sidst havde åbnet skablågen og kigget ind til én Sirius med tårer ned af ansigtet, med hans indvolde spredt ud på gulvet foran sig og udspilede næsebor i hans forsøg på at opfange den hengemte lugt i skabet, den hengemte lugt af kernefamilie, hvor folk ikke smed hinanden ud.

James havde aldrig spurgt, hvorfor han var der. Havde bare svunget sin tryllestav og benyttet sig af det privilegium nu at være fyldt 17 år  og måtte brue magi uden for skolen og fået redt sengen til ham. Sirius ville heller ikke have svaret ham.

Så hvem vidste?  Måske ville han på et eller andet tidspunkt glemme, hvordan det var at være barnet i skabet,  få sig selv til at glemme det, så han kun ville se fra den anden side af skabslågen.

Han vidste det ikke lige nu, vidste det ikke, men i det øjeblik,  i netop det øjeblik havde han ikke lyst til at tænke på det, bare blive ved med at bore sine fingre ned i græsset, så store bunker af jord og miner klistrede sig fast under hans negle. Nogle mennesker forsøgte at opbygge et stort ordforråd, mens andre som ham prvede at bygge et stort forråd af minder. Og hvis han engang begyndte at bide negle, fordi han følte sig som en dårlig far, på en eller anden grå dag med sine grå børn og sin  grå fortrydelse over alle de farver han burde have malet sine negle med uden at være bange for, at det var ’piget’, så ville hsn stadig have eftersmagen af de minder tilbage. Og det ville være bedre end ingenting.

”Jeg holder nu med dig Remus,” begyndte Sirius. Han tyggede på sin tommelfingernegl. Den var alt for lang, og negleklippebesværgelsen gik af en eller anden grund stadig galt fir ham, selvom det var tredje klasses pensum, den havde været på. ”Jeg tror ikke på, at nogen af os kommer til at få børn. I hvert fald ikke før krigen er slut. Og det er ikke til at vide, om vi vil være der så .”

”Krigen slutter snart.” Remus tøvede ikke så meget som et sekund, før han åbnede munden.

”Hvordan kan du sige det, når hver eneste overskrift i profetttidende er flere mugglerangreb, flere folk fra ordenen der er døde, flere dele af ministeriet infiltreret. De har endda fjernet de reklamer for de tre koste, som jeg sværger, har været der siden tidernes morgen, fordi de havde brug for mere plads. ”

”Fordi jeg netop bliver nødt til at sige det. Fordi nogle gange må man gerne se lidt på virkeligheden med lukkede øjne, lade som om at det også bare er noget man forstiller sig og lade som om, at det bare er sådan. Nogle gange bliver man nødt til at fortsætte med sit liv med at sidde under et træ og kigge på bladene og lade som om, at de aldrig visner og lade som om man aldrig dør. Man bliver nødt til at sidde og rive græs op uden at tænke på alt den magma, der er mange kilometer under en, og man bliver nødt til at sige, at den sky ligner en fisk, uden at tænke på, hvor stort verdensrummet. Man bliver nødt til at tænke, at man vinder krigen lidt, hver eneste gang man endnu en gang finder grund til at svinge benene ud over sengekanten, vinder krigen hver eneste gang man giver en dårlig tale for sine venner, hver eneste gang man bliver venner med en varulv , hver eneste gang man taler til sin bror, hver eneste gang man svinger sin tryllestav og ikke dræber nogen.  Man bliver bare nødt til at lade som om. For illusionen er lige så god som den rigtige vare, når man ikke kan kende forskel.”

”Og, ” James fortsatte fra der hvor Remus var stoppet, som de havde gjort, siden de var førsteårs elever, der ligeledes ikke helt var blevet for gamle til at lege gemmeleg, i hinandens sætninger. ”Og man bliver nødt til at kysse de drenge – eller piger- som man har lyst til at kysse, og lade som om man allerede ved, at den anden gerne ville kysse én tilbage. Og hvis man ikke gør alt det, det er den værste form for fortrydelse. ” Det så næsten ud som om næsten ud som o,   at James kiggede på ham, at James fik øjenkontakt med ham og nikkede til ham, som tegn på, at de begge to godt vidste, hvad han hentydede til. Men også kun næsten

Sådan fortsatte de – med at snakke med at komme med værre eksempler på, hvordan krigen skulle slutte, med at lade som om det var i morgen, selvom ingen af dem helt turde sige navnet på en modsatte side. Fortsatte med at sidde under træet  i nogle timer,  indtil det blev tid til aftensmad, til den store festmiddag. De rejste sig og gik op mod slottet, med armene om hinanden, fire drenge og deres silhuetter mod aftensolen, der langsomt gik mod det sted de kaldte hjem, og for et øjeblik ikke bekymrede sig om andet, end om hvor mange stykker sirupstærte, de mon kunne nå at spise, og om hvorvidt de fik O eller F i Forsvar mod mørkets kræfter. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...