Marguerite

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2017
  • Opdateret: 1 sep. 2017
  • Status: Færdig
Vi havde drømmene og margueriterne , i medgang og modgang.

6Likes
12Kommentarer
777Visninger
AA

2. Marguerite

Vi mødtes den dag. Bladene på træerne dansede, man kunne mærke deres lykke af at være vokset ud igen. En lun sommerbrise kom igennem mit lange lyse hår.

Mit formål med gåturen på den grønne bakke omgivet af min yndlingsblomst ´marguerit´ var ikke at møde dig, men det gjorde jeg. Dit mørke hår strøg til venstre, da vinden ramte dit ansigt. Du smilede til mig, jeg smilede tilbage. Jeg kunne mærke gnisten, jeg har altid forestillet mig at den gnist folk beskriver først kommer, når det første kys kommer, men her var den her med det samme, og jeg vidste det var dig og mig skæbnen havde valgt. Du kom hen, varmen i min krop steg op til mit hovede.

Du gav mig margueritten, den flotteste og den mest duftende af dem alle sammen. Jeg smilede og tog den i lommen. Du gav mig hånden:

"Cole, det er mit navn."

"Grace, er mit."

Vi kiggede hinanden i øjnene og intet havde føltes så rigtigt før.  Lyset fra den varme sol førte os til bænken omringet af margueritter oppe på bakken. Vi satte os naturligt sammen, som om at hele livet havde handlet om dette øjeblik.

Du var mit et og alt, forevigt og altid. Min telefon var et stort sted fyldt af minder med dig beskeder, billeder og videoer. Vi var ikke to sjæle mere, vi var en. Sammen.

Vi tog til Paris. Låste en lås fast i Eiffeltårnet, smed nøglen i floden, på den måde var vores kærlighed forevigt. Du friede, jeg sagde ja. Vi sagde begge ja. 

Vi havde drømmen, drømmen om at rejse til Italien ud til vandet i en slidt lejlighed vi skulle gøre i stand, og derefter fylde den med margueritter og minder. Da økonomien ikke var en del af vores skæbne, købte vi et hus slidt og nedlagt i vores barndoms by, det var som om alle havde opgivet det hus og vi var de eneste der kunne se en fremtid med det.

Vi tog flere jobs, lagde vores drømme om Italien om i baghovedet. Vi elskede begge regnbuens flotte farver og lavede vores helt eget regnbuehus. Vi indrettede huset, vores begges yndlingsrum var stuen med hver vores lænestol og maleriet af Italien og margueritter.

Vi kiggede og drømte om det, men nye drømme kom frem. Drømme om familie, børn, mange tomme værelser i huset der skulle udfyldes. Vi tog til scanning. Alt var perfekt, vi planlagde værelset købte møbler og var glade. Næste scanning var en tragedie. Skæbnen havde valgt at vi ene og alene skulle leve i hinandens selskab. Jeg græd, kunne mærke sorgen for første gang imens jeg havde kendt dig. Jeg sad tavs i haven, du kom ud til mig: "Alt skal nok gå." Du var min skat, den der kunne få mig til at smile i alle situationer i mit liv.

Vi fandt drømmen om Italien tilbage fra baghovedet til pladsen med de drømme vi ville udleve. Vi  havde hinanden, for altid. Du blev syg, men glæden var der stadig meget af i dig. Du var så stærk og jeg beundrede dig så meget. Du holdt dit hoved højt og vi kom igennem det sammen. Vi talte om drømmen. Der var tid endnu. Du sagde en dag at du ville på picnic på bakken. Den bakke vi mødtes fyldt med margueritter og drømme. Du var svag fysisk, men stærk psykisk. Vi var stærke sammen, os to forevigt. 

Kan du huske den dag på bakken, den dag hvor vi holdte picnic. Den dag hvor dine øjne lukkede for sidste gang, og du tog din sidste udånding. Mens jeg holdte din hånd og sagde:

"Jeg elsker dig, for altid." 

Imens jeg skriver dette. Har jeg en hånd på din lænestol. Jeg har sat billedet af os to og margueritter ved siden af. Jeg har sat din bog klar, lavet din kaffe og det stykke brød med smør du elsker. Jeg savner dig. Hver dag. Men jeg er stærk og jeg kan love dig at jeg vil fuldende vores drømme.

Jeg kan mærke din sjæl lever i den halskæde du gav mig den dag på bakken, og jeg sværger at jeg vil tage den med mig for altid. Jeg elsker dig.

Forevigt og altid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...