Ond kærlighed

6456139
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2017
  • Opdateret: 2 sep. 2018
  • Status: Igang
Jeg vil gerne starte med at sige at jeg er ordblind, så det er på eget ansvar.

Angelina er 18 år og lever et helt almindeligt liv, som en helt almindelig pige. Men alt ændre sig, da den mystiske og tiltrækkende dreng Sebastian begynder på hendes skole.
Hvor kommer han fra?
Hvorfor er han besat af Angelina og hvad vil han med hende?
Og er Angelina virkelig en helt almindelig pige som hun troede?

AA
aa

21. Kapitel 21

Jeg vågnede med en mærkelig følelse inde i og kunne ikke helt forstå hvorfor at jeg hade det så varmet. Jeg rullede om på ryggen og stødte ind i noget “hvad i?” Mumlede jeg og satte mig op.

Jeg blinkede overrasket ved syndet af Sebastian som sov i sengen ved siden af mig, hvor længe hade han ligget der? Vent hvad var der endelig sket, hvordan var jeg endte her? Det sidste jeg kunne huske var de 4 mænd og mit ejet spejlbillede, jeg gøs ved mindet, det ville jeg aldrig mere tanke på.

Det måtte aldrig ske igen, aldrig nogen sinde. En tanke slog ned i mig og jeg så straks ned af mig selv. Jeg var fuldt påklædt og det var Sebastian også. Han kunne også bare lig havet ventet sig, vis han hade prøvet på noget, tænkte jeg surt og tog en dyb indånding.

Jeg så mig om og fik øje på Tray, han lå halt under dynen og lindede mest af alt en der gemte sig. “Tray hvad laver du, er du okay?” spurgte jeg bekymret og fjernede dynen og løftede ham op i mit skød.

Han svarede ikke, men vende bare hovedet væk. “Hvad?” Spurgte jeg forvirret “hvorfor vil du ikke se på mig.” ‘Jeg svigtede dig’ lyd hans triste stemme i mit hoved. “Hvad! på hvilken måde?” Spurgte jeg nu endnu mere forvirret.

‘Jeg skulle beskyde dig, men det kunne jeg ikke. Undskyld’ jeg var ikke sikker, men det lindede at en tårer trillede ned at hans ende kind. Kunne katte overhovedet grade? “Åh Tray, du har da ikke svigtet mig. Jeg har det jo fint, ikk” sagde jeg mildt og trykkede ham ind til mig.

“Jeg er sikker på at vis jeg virkelig hade været i fare så ville du have redet mig” han brummede letter tilfreds ved mine ord og begynde at spinde. Jeg smilede og satte ham ned på sengen igen “du Tray, ved du hvorfor at Sebastian liger i min seng?”

‘Han bar dig her op, men han har ikke prøvet på noget. Det har jeg søret for’ han smilede og sprang op på Sebastian bryst. Jeg holde været og forventede at han ville vågne, men der skete intet. ‘Han sover maget tungt’ konstateret Tray og satte sig ned.

“Ja det tør siges” mumlede jeg og hævede det ende øjenbryn “men vis han sover så kan han i det mindste ikke genere mig.” Jeg kravlede ud af sengen og kom på bene, jeg var helt øm i kroppen. “Jeg tager et bad Tray, holder du øje med Sebastian så han ikke får nogen gode ideer vis han vågner” spurgte jeg.

Tray nikkede ‘skal jeg nok’ han slog med halen og lage sig ned og jeg kunne ikke lade vær med at smile ved synet. Jeg måde indrømme at Sebastian så sød ud når han sov, det gjorde drenge som regel.

Jeg gik ud af soveværelset og gennem opholdsstuen hen til badeværelse, hvor jeg tog kjolen af. Jeg tøvede da jeg ville se mig i spejder og besluttede at jeg ikke ville se mig selv i øjne, efter det jeg hade gjordt.

Jeg gøs ved tanken. Jeg kunne ikke huske det hele, men jeg kunne huske nok. Jeg hade dræbt 4 mænd, med koldt blod og uden at tøve. Jeg stalde mig hurtigt ind under bruseren og tænde for vandet. Det var først is koldt men blev hurtigt varmer.

Jeg kikkede ned i de hvide fliserne og så røde spor af blod farve vandet. Jeg tog hurtigt min shampoo og begynde at vaske mit hår. Noget af skummet bliv også rødt. Så jeg bliv hurtigt færdig med badet, og slukkede for vandet. Jeg fandt et håndklæde og svøbte det om mig, en tanke slog ned i mig og jeg åbnede forsigtigt døren ud til opholdsrummet.

Til min lettelse så stod Sebastian ikke på den anden side og ventede på mig. Jeg lukkede døren igen og fik tørret mit hår og viklet det ind i et lidt minder håndklæde. Som jeg fandt i et andet skab, sammen med noget maget småt undertøj.

Jeg rystede på hovedet og tog en badekåbe på, som hang på vægen. Jeg gik igen ind i soveværelse og så at Tray stadig lå på Sebastians bryst. “Sover han virkelig stadig?” Spurgte jeg og hævede et øjenbryn.

‘Ja tilsyndeladende’ svarede Tray og satte sig op igen ‘skal jeg vække ham?’ “Nej vent til at jeg har fået tøj på” svarede jeg og gik ind i mig åndssvagt store skab. Jeg ledte efter en knap så lang kjole, eller hvis jeg var heldig et par bukser.

Der var ingen bukser i det skab, der var kjoler i alle længder og alle de sko som en prinsesse kunne ønsker sig. Men ikke er eneste skide par bukser, misforstå mig ikke. Jeg hade intet i mod kjoler, men nå man tilsyndeladende aldrig viste hvornår man skulle flygte og eller kæmpe for livet. Så var kjoler ikke vider praktiske og heller ikke alle de høje hæle sko.

Jeg sukkede opgivende og fandt noget passene undertøj og en halv lang mørke blå kjole med stropper på, som gik til lige over knæene. Jeg var dog stadig så modebevidste, at jeg brugte lidt ekstra tid på at finde det perfekte par sko til kjolen. Det blev et par korte sorte støvler, med frynser og en bred 10 cm hal.

Dem vilde jeg sagtens kunne løbe i, hvis det bliv nødvendigt. Mit hår som stadigt var lidt vådt, lod jeg hænge løst efter at jeg havde redt det. Jeg blev igen opmærksom på at jeg ikke hade fået min halskæde tilbage og jeg besluttede at jeg ville finde Lucifer og forlange at få den.

Jeg gik ud af skabet igen og stalde mig ved siden af min seng og så ned på Sebastian. Han sov utroligt nok stadig og Tray sad også stadig på hans bryst. Jeg smilede skævt “nå Tray hvordan skal vi dog vække ham?” Spurgte jeg retorisk.

Tray sprang hurtigt ned på gulvet, da han fornærmede hvad jeg hade tænkt mig at gøre. Jeg grab fat i Sebastian ende arm og trak ham, med et hurtigt ryk ud af sengen. Han ramte gulvet med et bump og vågnede med et grønt af smerte.

Han så sig forvirret om “hvad fanden!” Til sidst så han op på mig og jeg satte hænderne i siden. “Godt du er vågen, jeg skal tale med Lucifer. Hvor er han?” Spurgte jeg i et neutralt tonefald. Han blinkede overrasket og kom på benene, det var tydeligt at han var forvirret.

Det var kun godt, han virkede altid så fattet og i balance så at se ham forvirret var altid en fryd. “Øøøø jeg vil gætte på at han er ved at afhøre den mand som overlevende angriber på dig, men jeg er ikke sikker. Vent lige” hen så tomt ud i luften og jeg gættede på at han snagede telepatisk med Emil for at høre hvad der skete.

Men jeg kunne ikke fokusere på andet end det Sebastian havde sagt, en af mændene havde overlevet, jeg hedder ikke dræbt dem alle. Jeg satte mig på kanten af sengen og tog mig til hovedet, en lettet men også bange følelse bredde sig inde i mig.

Den mand ville kunne fortælle alle ander hvilket monster jeg var og hvordan jeg hade myrdet de ander mænd med koldt bold. Men han var i live, jeg hade tros alt ikke dræbt dem alle. Men stadig væk, hvad ville de ikke tænke om mig. Og så igen, så vidt jeg hade forstået så var vi midt i en krig så de ander Malichier hade vel dræbt mange flere end mig.

“Ja de er snedig ved at af høre fangen, så kongen er i fangekælderen med nogle af de ander Malichier. Jeg har fortalt Emil at vi er på vej og han har rapporteret det til Lucifer” svarede Sebastian endelig.

Jeg rejste mig igen og rettede lidt på kjolen “godt, så vis vej” sagde jeg kort for hovedet i et kommanderende tonefald. Sebastian så undeligt på mig og hævede er øjenbryn “som du ønsker prinsesse.” Jeg viste godt at det ikke var okay at tale sådan til ham, for han viste jo ikke hvad der gik igennem hovedet på mig lige nu.

Men på tros af at jeg gerne ville snakke med Lucifer, så ville jeg helst ikke møde den mand igen som hade forsøgt at dræbe mig. Jeg ville helst bare snakke med Lucifer under fire øjne og helst med Tray ved min side under hele samtalen.

Sebastian begyndte at gå og mig og Tray fulde efter. Vi fulde efter ham ud af mine værelser og ud på gangen. Uden et ord fulde vi efter ham hele vejen ned i slottet fange kalder, som lå helt ufatteligt langt ned, hvis i spørger mig.

Jeg hade aldrig været i dårlig form, men der var virkelig mange trapper og jeg frygtede for at skulle går op af dem igen. Jeg hiv lidt efter vejret da Sebastian endelig stansede foran en massiv træt dør, med en stor jern lås. Vi hade gået forbi en hel del døre som lindede den, så jeg satsede på at Lucifers fangekælder var godt fyldt op.

Døren var ikke låst nu, så Lucifer måtte stadig være der inde. Jeg tog en dyb indånding og Sebastian åbnede døren for mig. I det samme han tog i dørehåndtaget hørte jeg et skrig af smerte, jeg stansede midt i et skridt og så forskrækket op på Sebastian.

Han hævede et øjenbryn af mig “hvad havde du forvender? Manden bryd ind på slottet og forsøgte at dræbe dig, tro mig Lucifer lader ham ikke side her nede ustraffet og slet ikke nå han nægter at tale.” Jeg rynkede panden “hvad mener du, med at han ikke vil tale?” Spurgte jeg forvirrede.

“Han nægter at fortælle os hvem der sende ham og hans mænd og hvad de var ude efter” svarede han uden at se på mig. “Så de var ikke ude efter mig?” Jeg kunne godt selv høre at jeg lød bange. “Nej, det tror vi ikke” svarede han og kløede sig i nakken.

Så det var alså ikke mig de var ude efter, men hvem så. Så mode det også være et tilfælde at jeg skyde ind i dem, men viste de så hvem jeg var. Ja de hade genkendt mig under kampen, men de hade nævnt en pige.

Så hvem var denne ,hun, og hvad var hun ude efter. Jeg trådte et skridt tilbage og lage armene over kors, Sebastian så undrende på mig. “De sagde at hun hade sagt at de ikke mode dræbe mig, så det var ikke det de vilde?” mumlede jeg og kløede mig på hagen.

“Hvad er det du mumler om?” Spurgte Sebastian opgivende og sukkede. Det var tydeligt at han var utilfreds med et eller andet, men jeg magtede ikke lige at finde ud af hvad hans problem var. Noget sagde mig at det ikke bare var et mordforsøg men en del af en støre plan.

“Skulle du snakke med Lucifer eller ej” spurgte han og åbnede døren helt. Endnu et skrig af smerte flængede luften og en kuldegysning løb igennem mig “nej” viskede jeg og begynde at gå tilbage af den vej vi var kommet. Jeg ville gerne tale med Lucifer og få min halskæde tilbage, men efter som at det lød som om at han hade travlt så kunne det vende.

Jeg kunne høre at Sebastian talte med nogle bag mig og en stemme råbte mig an “Angelina kom her!” Det var Lucifer der råbte efter mig. Jeg stansede og vende mig om, hen gjorde tejn med hånden at jeg skulle komme tilbage. Jeg sank en klump og så ned på Tray, som sende mig et opmuntrende smil. Selvom at det var list svært at se på en kat.

Jeg gik tilbage til Sebastian og Lucifer og folede hænderne bag ryggen før jeg så op på Lucifer. Hvad var der men drengene her nede, jeg var ikke lille og slet ikke i høje hæle, men jeg skulle stadig se op på alle. Jeg sagde intet og Lucifer sende Sebastian et sigende blik, hvor efter sebastian bukkede og gik ind i fængselscelle. Han lukkede den tunge trætte bag sig og efter lod mig alene med Helvedes konge.

“Lad os ikke tale her” sagde Lucifer og begynde at gå, jeg hævede et øjenbryn. Hvorfor skulle jeg gået tilbage til ham, når han alligevel ville den vej som jeg var ved at gå. Det var typisk, jeg sukkede og fulde efter ham. Men Hey, han viste jo at jeg ville snakke med ham og hvis han ikke ville snakke her, hvorfor skulle jeg så ned af alle de trapper.

Endnu en gang fulde jeg efter en anden uden et ord, denne gang fordi jeg ikke hade luft til at snakke. Da vi endelig nåde den stue hvor vi hade snakket sidst, stansede han og åbnede døren for mig. Jeg prøvede ikke at linde en der var ved at dø at udmattelse, da jeg gik forbi ham og ind i pejsestuen.

Der var virkelig mange trapper i der her slot og det hade været lidt pinligt at gå forbi nogle af tjenestefolkene, imens jeg hev efter vejret. Men det var heler ikke specielt rat at være alene med Lucifer, så jeg satte mig bare ned uden et ord. Og ja, tavsheden imellem os var begyndt at blive pinlig.

Jeg foldede hænderne i mit skød og så ned, Lucifer der i mod gik frem og tilbage foran pejsen. Hans Mørke skikkelse stod i skarp silhuet mod de kraftigt lysende flammer og jeg kunne ikke lade være med at forestille mig hvordan jeg skulle tegne det, hvis jeg hade noget papier og en blyant.

Jeg fulgte ham diskret med øjnene, mens jeg betragtede de små detaljer som ville give liv til en tegning. Han så på endte tidspunkt på mig og jeg fik mere og mere på fornærmelsen at han var sure. Spørgsmål var bare om det var på mig eller...

Lucifer stansede og vende sig om mod mig, hans blik var koldt og fortalte intet om hvad han tænkte på. Jeg så hurtigt væk og ned på Tray så lå sammen rundet under det lille sofabord, han hade ikke sagt et ord og det bekymrede mig lidt.

“Angelina” sagde Lucifer omsider “jeg indrømmer at en af de vigtigste grunden til at jeg fik bragt dig her ned, var for at jeg kunne beskytte dig. Men nu kan jeg så se at ikke engang her på slottet er du helt sikker. Jeg ved ikke hvordan de mænd slap forbi alle vagterne, men du har mit ord på at det vil jeg finde ud af så det aldrig sker igen.”

Hans stemme var dødsens alvorlig, men jeg kunne fornærme en undertone af noget andet. Men hvad kunne jeg ikke lige sætte fingeren på. Han kom hen og satte sig i sofaen ved siden af mig og tog mine hænder i sinde.

Jeg så ind i hans sorte øjne og så en bekymring som jeg kun før hade set i mine forælders øjne. “Angelina jeg er så ked af at jeg ikke kunne beskytte dig” sagde han og så ned på vores hænder. Jeg var forvirret “men ville du ikke have at jeg skulle kæmpe i krigen?” Spurgte jeg og forsøgte at fange hans blik.

“Jo, men først efter grundig træning og med livvagter ved dig side til at beskytte dig” svarede han, men så stadig ikke på mig. “Jeg vil ikke miste dig igen” viskede han og det fik mig til at tænke.

Jeg bliv født her og min mor tog mig med til jorden, det vil sige at hun hade efterladt Lucifer alene tilbage. Han mode have været helt knust, da hans kone og datter forsvandt. Jeg hade slet ikke tænkt på det før nu, men han var jo min far og han hade vel savnet mig.

Jeg hade ikke kendt noget til ham i alle de år, men hvis jeg hade det ville jeg så hade ønsket at møde ham, lære ham at kende. Både ja og nej, ja fordi han var min far og nej fordi at han er Helvedes konge. Men han var jo faktisk min far, alså min biologiske far. En del af mig var ham, så skylde jeg ham så ikke at prøve at lære ham at kende.

Og hvis jeg alligevel skulle bo her, så kunne jeg jo lige så godt få det beste ud af det. Jeg hade siddet og stirret ned på vores hænder imens at jeg tænkte, men nu så jeg på. Lucifer så ind i flammerne og var tydeligvis helt væk i sinde egne tanker.

En enkle tårer trillede ned af hans ende kend og det var nok det sidste jeg hade forvender af Helvedes konge. Gad vide hvad det var han t tænkte på, måske den dag hvor mor stak af med mig. Jeg rynkede panden og tog en beslutning.

“Lucifer” sagde jeg for at få hans opmærksomhed og tog en dyb indånding. “Far jeg forsvinder ikke igen, det lover jeg og jeg vil trænede hårdt og gøre dig stolt og jeg skal nok prøve at forstå hvorfor du gør som du gør.” Jeg kunne mærke at jeg begynde at grade og Lucifer så ufravendt på mig, med store øjne.

“Jeg forstå ikke alt det her og jeg ved ikke hvorfor at mor tog afsted og jeg forstå godt hvis du ikke vi snakke om det, men jeg har alså så mange spørsmål” jeg hulkede nu og forsøgte at falde til ro, men forgæves. “Jeg kender ingen her og jeg ved ikke hvem du er, men jeg tror gerne at jeg vil vide det. Jeg vil gerne tilbage til jorden, men jeg forstå også at jeg kan gøre støre gavn her. Jeg ved ikke hvilke kræfter jeg har, eller hvordan jeg skal bruge dem.”

Jeg hev efter vejret og så igen ned på vores hænder, Lucifer strammede sit grab som en opmuntring. Jeg sank en klump “jeg er så forvirret hele tiden og alt det her er så overvældende. Og det eneste jeg vilde da jeg vågnede her til morgen, eller aften eller hvad pokker det nu hedder, var at få min halskæde tilbage” snøftede jeg og tørnede mine øjne, med min ende hånd.

Jeg var overrasket over hvor far agtig han virkede lige nu, det hade jeg slet ikke forvender at ham kunne være. Han lage den ende arm om mig og holde mig forsigtigt ind til sig, som om at han var bange for at gøre noget forkert. “Jeg forstår godt vis det hele virker overvældende lige nu, men du skal vide at jeg er så glad for at du er hjemme igen hos mig” sagde min far og strøg mig over håret.

Han rakte den ende hånd ned i sin bukselomme og fiske min hals kæde op. Jeg blinkede overrasket og rakte ud efter den i ren refleks “min hals kæde!” Lucifer holde det hurtigt ud af min rækkevidde “ved du overhovedet hvad det er for en halskæde?” Spurgte han og så på kæden.

Jeg rystede på hovedet. “Det er en ærkeengel hals kæde og den tilhørte din mor da hun var diplomat fra himlen” sagde Lucifer med et underligt blik i øjne. “Hun blev sendt fra himlen som diplomat i krigen, for at forsøge at få os her nede til at samarbejde med himlen” forklarede han.

“Virkede det så?” Spurgte jeg og smilede skævt, for noget sagde mig at der mere end bare virkede. “Ikke i starten, jeg kunne ikke holde hende ud. Hun kom gåen ind på slotte som om at hun ejede det hele” Lucifer log og så på mig “du mindede mig så maget om hende da du selvsikkert kom gående ind i min tronsalen.”

Jeg rødmede vist lidt, for jeg var ikke vant til at blive sammenlignet med min mor. “Hvad skete der så” spurgte jeg og lage hovedet på skrå. “De første måneder hun var her virkede hun så kold og hår som sten, men en aften overhørte jeg hende tale med Katharina” fortalte min far, men jeg afbryd ham. “Vent, hvad! Sagde du ikke at Katharina døde for 100 år siden?” spurgte jeg helt forvirret.

“Jo det gjorde hun også, det her er for virkelig mange år siden” forklare ham og forsatte så sin historie. “Lisa fortalte at hun aldrig hade kæmpet i krigen og det gjorde mig vred. For hvordan kunne man sende en ud for at forhandle i en Krig nå hun slet ikke viste hvordan det var at stå på slavmarken” hans ansigts ænderne sig markant og blev mere alvorligt.

“Kæmper alle da i krigen?” jeg hævede skeptisk et øjenbryn. “Nej, men alle er på en eller anden måde involveret i den. Men at sende en diplomat til at forhandle om samarbejde og så ovenikøbet en ærkeengel, som ikke hade oplevet krigen på egen krop. Det var ikke i orden” hen sad og ledede med kæden uden at se på mig.

“Havd gjorde du så ved det?” Jeg lænede mig tilbage i sofaen og nød følelsen af endelig at få nogle svar og at høre historien om hvordan mine forælder mødes. Lucifer smilede skævt “jeg forlangte at vis Himlen og Helvede nogensinde skulle kunne samarbejde, så skulle hun kæmpe i krigen.”

“Så du sende mor i krig?” jeg var ærligtalt lidt forfærdet over at han kunne finde på det. “Hun var jo ikke på det tidspunkt din mor, men der imod en udsending fra Himlen” påpeget han. Jeg rullede med øjne “nej men du kan da ikke bare sende nogle i kamp på den måde!”

“Du glemmer vist hvem det er at du taler med. Jeg er konge her” han slog ud med armene “og mit ord er lov, så hun hade ikke andet valg end at adlyde mig.”

Jeg skulede af ham “fair nok, hvad skete der så.” Han sukkede “Angelina jeg nyder virkelig at tale med dig og jeg vil gerne fortælle dig rasten af historien om hvordan jeg og din mor mødes. Men der er noget er der vigtigere lige nu.”

Jeg sank en klump og så væk, jeg viste godt hvad han ville spørge om. “Hvad skete der, da de mænd angreb dig?” Hans ansigts udtryk hade ændret sig helt, istedet for at line en far, så lindede han nu en streng konge.

Jeg rystede på hovedet “jeg kan ikke huske det” det var ikke helt en løgn, for jeg kunne faktisk kun huske mit ejet spejlbillede. Alt andet var mere eller minder forsvundet i en rød tåge og det var jeg glad for, for jeg ville ikke huske det.

Lucifer hævede et øjenbryn “du lyver, det kan jeg se i dine øjne. Du husker noget, hvad er det” spurgte han nu mere strengt. Jeg rystede igen på hovedet “jeg kan virkelig ikke huske noget, det er som et sort hul i min hukommelse” forklarede jeg, stadig uden at se på ham.

“Angelina 4 mænd angreb dig mit inde i slottet, 3 af dem lindede at de var blivet flået op af et dyr og den 4 nætter at fortælle noget og siger bare at han så et uhyre. Du er den eneste anden der kan forklare hvad der skete med dem og ikke mindst hvordan at du kunne være uskadt” han lød næste lidt desparat og det slog mig at han sikret ikke bryd sig om når han ikke kunne forklare tingene.

Gad vide om han var lidt perfektionist, om alt i hans verden skulle kunne forklares. Så måde det være svært at leve her nede med magi og monster, på den anden side så kunne jeg også best lig hvis jeg kunne forklar alting.

“Og vis der virkelig er et uhyre på slottet så må vi finde det” forsatte Lucifer og sukkede. Det lød næsten som om at tanken om et uhyre på slottet virkede mere irriterende på ham end som et problem. “Der var ikke noget uhyre, jeg så intet” det var også en løgn, for jeg var uhyret som manden tade om.

“Hør jeg kan huske at jeg blev angrebet og at de skadede Tray, jeg forsvarede os, men jeg kan ikke huske hvad der ellers skete eller hvad jeg gjorde” jeg var usikre på om hvor maget jeg burde fortælle ham. På en gang så var det sikret vigtigt at han kende til det, men så igen. Jeg ville ikke have at nogen viste hvilket monster jeg var.

“Så det var alså dig der drabte dem, det hade jeg ikke troet at du var i stan til. Men Sebastian har jo fortalt mig om din kamp træning oppe på jorden, så det burde ikke overraske mig at du kunne forsvare dig selv” han så tankefuldt ned på min hals kæde.

Men så så han pludselig stift ud i luften, ligesom Sebastian nå han talte telepatisk men Emil. Gad vide om jeg også så sådan ud når Tray talte til mig, det håbede jeg ikke. ‘Bare rolig det gør du ikke’ beroligede Tray mig og sprang op i mit skød.

“Drengene er er færdige i fangekælderen og jeg vil have dig til at aflægge fuld rapport til os alle” sagde han og så alvorligt på mig. “Rapport?” Spurgte jeg og hævede et øjenbryn. “Du skal forklare os alle hvad der skete, så vi alle ved der og så vi beder kan forhøre fangen” forklarede Lucifer og rejste sig op.

Jeg løftede Tray op i mine arme og kom selv på bene “er den virkelig nødvendigt, jeg mener jeg har jo fortalt den til dig så...” jeg bed mig i underlæbe og ville ikke se ham i øjnene. “Ja for det kan jo være at du kommer i tanke om noget mere og så skal Sebastian også have sin straf” sagde min far med is kolde øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...