Ond kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2017
  • Opdateret: 2 sep. 2018
  • Status: Igang
Jeg vil gerne starte med at sige at jeg er ordblind, så det er på eget ansvar.

Angelina er 18 år og lever et helt almindeligt liv, som en helt almindelig pige. Men alt ændre sig, da den mystiske og tiltrækkende dreng Sebastian begynder på hendes skole.
Hvor kommer han fra?
Hvorfor er han besat af Angelina og hvad vil han med hende?
Og er Angelina virkelig en helt almindelig pige som hun troede?

13Likes
9Kommentarer
5599Visninger
AA

20. Kapitel 20

Kapitel 20

Sebastian

Jeg så efter Angelina da hun gik, hun var tydeligvis ked af det, men hvorfor viste jeg ikke. Var det fordi vi hade talt om hendes veninder, eller var det en pige ting.

Jeg tog mig til hovedet, hun hade levet alt for længe blandt menneskene. Hendes følelser styrede hendes handlinger alt for maget og det ville blive et problem i kamp.

Jeg hørte en stol skrabe hen over gulvet og så op fra bordet. Emil hade rest sig og ville tydeligvis gå efter Angelina, jeg stansede ham. “Du går ingen steder” sagde jeg strengt og sende ham et dræber blik.

“Men” prudostedede han og så hen imod døren “hun virkede trist.” “Ja, men jeg tror det er bast vis vi lader hende være i fred lige nu” svarede jeg træt og kløede mig i nakken.

“Nå, har du studerede kvindelig adfær imens du var oppe på overfladen, var Seb” spurgte Liam spydigt og lænede sig tilbage på stolen “så var det derfor at det tog dig så lang tid at hente prisessen hjem.”

“Luk røven Liam” snerrede jeg “det er almen viden at nå en kvinde grader så kan der ske tog ting. Enden har hun brug for trøst og at tale om det, eller også bliver hun gal og rasende vis man prøver og vil bare gerne være i fred.” Forklarede jeg og så rundt på de forsamlet drenge.

De fleste af dem var næsten lige så gamle som mig, men de hade aldrig værende oppe på overfladen. Og menneskelige kvinder og dæmoniske kvinder var to vidt forskældelige typer kvinder.

Dæmoner var som oftes barske og rå og det galt både mænd og kvinder. Det kunne godt være at visse dæmoner var ganske tiltalende at se på, man lang de fleste var hærdede krigere.

Men der var undtagelser, som for eksempel de tjenere der var her på slottet.

Nogle af dem var menneske sjæle der var blivet dømt til at tjene Lucifer og ander var under dæmoner som var for svage til at kæmpe.

Under dæmoner var næsten lige så svage som et mennesker og kunne der for ikke bruges i kamp, elle jo som levende skjold. Jeg smilede skævt, jeg hade før brugt en dæmon som skjold mod en sky af pile.

“Men skal vi så bare lade hende være helt alene?” spurgte David og gav os alle et sjok. Jeg tog mig til hovede igen og sukkede. “Han har en pointe” indskyde Will og Jakob nikkede og Ben og Lian udvekslede blikke. Det ende med at alle så afventende på mig.

Jeg så op på loftet højt over mig og tog en dåb indoning “Liam hvad var det Angelina følte før hun gik?” Liam kløede sig i panden og så tænksom ud “det er jeg ikke helt sikker på, hun følte mange ting på en gang. Men mest af alt, sov. Mit beste bud er, at hun følger at hun har mistet noget for altid.”

“Det er vel forståeligt, ikk” sagde Emil og så rundt på so ander “jeg mener, hun har jo livet i menneskenes verden hele sit liv og nu skal hun til at vende sig til at være prinsesse og den eneste kvindelige Malichi. Så hun er vel bange og forvirret og savner sit gamle liv og sine gamle venner.”

Jeg så overrasket på Emil, jeg hade ikke forventet at han hade trængt så maget på Angelinas situation. Han hade muligvis rat, men så igen. Hvordan skulle en flok drenge kunne forstille sig, hvad der forgik inde i en piges hoved.

“Jeg tror” begynde jeg men mærkede så noget brande på min under arm. Jeg trak læder jakkens arme op og så ned på det lille brande mærke af et A. Det var begyndt at gøre ondt og ikke bare lidt, men maget ondt .

Da jeg hade kyset Angelina på halsen med mine blodige læbe, hade jeg skabt et bånd imellem os. Sådan at jeg kunne være sikker på at hun var okay. Hendes mærke af et S var falmet og næsten forsvundet, fordi at jeg ikke var i fare eller kommet til skade.

Men nu brande mit mærke hvilket ville sige at... jeg rejste mig lyn hurtigt op “Prinsessen er i fare.” Mit ord valg og tonede i min stemme, fik alle som en på benene og sammen løb vi mod døren.

Jeg rev døren op og så mig om. “Hvor er prinsessen, Sebastian?” spurgte Liam grav alvorligt. “Jeg er ikke sikre men vi må skynde so” svarede jeg frustrerende. I det samme hørte vi ekkoet af et skrig, alle stivnede og anstrenge sig for at høre hvor det kom fra.

Det blev Simon der afbryd stilheden “vi har ikke maget tid.” Jeg nikkede og tog en hurtig beslutning om at løbe til venstre, det ville vise sig om det var det rigtige beslutning eller ej.

Normalt gjorde vi Malichier en dy du af at være lydløse, men nu løb vi alle alt hvad vi kunne på den halv brede gang. Skrigene syndes ikke at blive højer og jeg var lige ved at beordre alle til at sprede sig, da en skikkelse kom løbene ud af mørket foran os.

“Hjælp!” råbte hun da hun så os, for det var afgjort en af slottet tjenestepiger der kom løbene. Jeg grab fat i hendes ende arm, da vi nåede hende. “HVOR ER PRINSESSE, HVOR ER ANGELINA!” råbte jeg og ruskede i hende.

Hun hev efter været og pegede ned af gangen “ 4 mænd... prinsessen... er alene... så dem angribe... ville hente hjælp... red Prisessen” fik hun fremstammet og faldt så om på gulvet.

Jeg gav mig ikke tid til at bekymre mig om pigen, vis 4 mænd var ude efter min engel så ville de ikke slippe levede fra det. Vi satte i løb igen, men nu var der helt stile. Ingen skrig til at fortælle mig om Angelina var i live eller ej.

Jeg satte farten op og pressede mig selv til at løbe hurtigere ind de ander. For vis Angelina døde fra mig nu, så viste jeg ikke hvad jeg ville gøre. Hun var den eneste jeg nogen sinde hade elsket og indtil at jeg møde hende, hade jeg ikke troet at man kunne føle sådan.

Endelig fik jeg øje på nogen skikkelser, ligene på gulvet længer nede af gangen. Jeg kunne ikke se hvem det var, men en af skikkelserne bevægede sig lidt. Jeg satte kursen mod ved kommende, men stansede bredt da jeg kom tæt nok på til at se massakren tydeligt.

Det var ikke Angelina der hade bevæget sig, men en fremmede mand i læder rustning. Han var ved bevidsthed, men tydelig vis ude af stand til at bevæge sig ret maget. Han var hårdt såret og ved at bløde ihjel, men han livede.

Liam satte sig på hug og grab hårdt fat i manden hår og tvang ham der med til at fokusere på ham. “Hvor er Prinsessen” spurgte han manden og vred hans hovede om. Jeg himlede med øjnene, manden var tydeligvis ikke i stan til at svare på nogen spørgsmål i sin nuværende tilstand.

Jeg så mig om og tog en status over skaderne, det var tydeligt at der var blivet kæmpet her. Men pigen hade sagt at 4 mænd hade angrebet Angelina og de var alle her, så hvor var hun.

Jeg lod de ander tage sig af at tilse mændene og gik lidt længer ned af gangen. Og fik så endelig øje på en lys håret skikkelse, som lå i halvmørket ude ved vægen.

Jeg tøvede ikke, men skynde mig bare hen til hendes side og satte mig ned “Angelina!” råbte jeg og lod mit blik glide ned over hendes krop. Hun var dækket af blod og hendes kjole var ødelagt og hendes sko var væk. Hvad fanden var der sket.

Emil og Will kom hurtigt hen til mig “fuck, er hun okay” spurgte Will bekymret. Jeg ignorerede ham og løftede Angelina op i mine arme, hun var helt kold og liv løs. Men jeg kunne se at hun trak været og det var det eneste jeg koncentrere mig om lige nu, at hun stadig var i live.

Jeg pressede hende ind til mig og gemte mit ansigt i hendes hår, hun livede men hvor længe endnu. “Simon kom, skynd dig” råbte jeg til den høje mørk håret fyr. Han så op fra en af ligende og skynde sig hen til mig.

Uden et ord satte han sig på knæ på Angelinas anden side og tog hendes hånd, han lukkede øjne og koncentrere sig. Men åbnede dem så igen lige bag efter “hun er ikke alvorligt såret, kun hudafskrabninger og blå mærker” sagde han undren.

Jeg så bekymret ned på Angelina sovende ansigt. “Vent vis det er angriberne det er døde og skadet” sagde Emil og så hen på den stadig levende mand “så må det være Prinsessen der har dræbt dem?”

Rasten af Malichierne var færdige med at tilse de døde og kom hen til os “så hun er okay?” spurgte David, som åbenbart stod lige bag mig. “Ja, så vidt jeg kan fornærme så er hun okay, men totalt udmattet” svare Simon.

Jeg åndede lettet ud og reste mig op med Angelina i mine armene “jeg skal nok tage mig af prinsessen, i rødder op her og for kontaktet kongen. Han skal have at vide hvad der er sket og hurtigst muligt” kommanderet jeg og begynde at gå mod Angelinas værelse.

“Typisk at du selv tager den beste opdage og lede os om alt det hårde” sagde Ben og lage armene over kors. Jeg sukkede og vende mig om mod flokken af drenge “jeg er blivet ud vandt til at være Prinsessens vogter og det indbære at jeg skal søer for at hun har det godt og er i sikkerhed og lige nu har hun brug for mig, så i må tage jeg af det her selv.”

Jeg vende mig igen og satte atter kursen mod Angelinas værelser, hun lå helt stille uden at bevæge sig og det bekymrede mig. Hun hade altid ligge uroligt når hun sov, så det her var ikke godt.

Jeg skynde mig og gik næsten ind i den tjenestepiger som var løbet efter hjælp “dig igen, skal du ikke passe dit arbejde tøs?” spurgte jeg uden at vende på et svar og gik forbi hende.

“Harre, jeg ønsker at hjælpe med prinsessen” stammede hun og fulde efter mig, som en lille hundehvalp. “Jeg har ikke brug for hjælp” brummede jeg og satte farten op. “Men” begynde hun igen, men jeg stansede hende før hun kunne nå at snage vider.

Jeg vende mig rasende om imod hende og opdagede til min overraskelse, at det var den pige som Angelina hade redet tidligere. “Hør her jeg har ikke brug for nogens hjælp til at passe på min engel. Og du kan lige våge på at tale til mig igen, er du overhovedet klar over hvem jeg er?” næsten råbte jeg af hende.

Jeg nægtede at stå her og diskutere med en tjenestepiger, om hvorvidt jeg hade brug for hjælp eller ej. Hun krøb sammen ved mine ord og så væk, hun var så vidt jeg kunne vurderer en dæmon.

Jeg fnøs af hende og gik vide, denne gang fulde hun ikke efter og jeg nåde hurtigt Angelinas værelser. Alt min tidligere vrede over at hun var stukket af var væk, nu var jeg kun bekymret. På tros af at Simon hade sagte at hun var okay, så brød jeg mig virkelig ikke om at hun lå så stille.

Jeg fik med lidt besvær åbnet døren ind til opholdsrummene og smækket den bag mig igen. Angelina mumlede i søvne og rynkede panden, jeg stansede og ventede på at hun ville vågne.

Hun åbnede øjne op klem og så tomt ud i luften “Angel er du vågen?” spurgte jeg og forsatte i mod hendes værelse. “Se...se...bas...” mumlede hun og forsøgte at løfte den ende hånden.

Jeg sparkede næsten døren ind til hendes soveværelse og lage hende på sengen. Blodet på hende var størknet nu og sad i tyge flager på mine arme, efter at jeg hade bordet hende.

Hun forsøgte igen at sige noget “Tray” mumlede hun og rakte sin hånd frem imod mig. Jeg lage mig på knæ ved siden af sengen og tog hendes hånd “han har det fint” sagde jeg. Jeg viste faktisk ikke hvor katten var, men jeg viste at Angelina ville blive bekymret hvis jeg sagde det.

Hun lukkede øjne igen og jeg troede at hun var faldet i søvn, men da jeg ville rejse mig op strammede hun sit grab en lille smule. “Du må ikke gå” viskede hun “jeg vil ikke være alene.”

Jeg smilede skævt og tog min jakke af og lage den over hende, hun grab omgående fat i læder med den frie hånd og lage sig om på siden. Jeg bøjer mig frem og kysede hende på panden, hun var faldet i søvn.

Jeg tog en dyb indånding og slap hendes hånd, hun begynde næsten omgående til min overraskelse at grade i søvne. Tårne trillede ned af hendes kender og dryppede ned på sengen. Hendes krop begynde også at ryste og vis jeg ikke viste beder så ville jeg tror at hun fik et angstanfald.

Hun lå oven på dynen, men heldigvis så var sengen så stor at jeg sagtens kunne lægge en del af dunene over hende. Det hjælp ikke, snare tvært imod. Hendes rystelser bliv være og hun begynde at jamre i søvne “Nej... Nej...Hjælp!!”

Mumlede hun og greb så hårdt fat i min jakke at hendes knurrer bliv hvide. Jeg smed skoene og sprang op i sengen til hende. Hun slog ud efter mig, men jeg lage bare armene om hende og presset hende ind til mit bryst.

Hun slap min jakke med den ende hånd og grab istedet fat i min t-shirt. Hun holde op med at kæmpe imod og lod mig hole om hende. Hun grad stadig, men hun lå stilede.

Jeg så over hendes hoved at en lille sort skikelse strenge op i senge til os. Det var Angelinas kat, hvor fanden var den kommet fra “Tray” viskede jeg og fik et væs som svar. Hem hade det åbenbart også godt.

Han sprang op på Angelina og pressede sig ned imellem os, sådan at vi ikke lå helt tæt. Jeg bandede og forsøgte med mit højer ben at fløde katten, men den værste bare og kryb tætter ind til Angelina.

Jeg sukkede opgivende, det var kun morgen eller som vi sagde her nede tidligt på natten. Men der var alderrede sket så maget og noget tyede på at Angelina ikke ville få nogen let start, på sit nye liv som Helvedes prinsesse.

Hun strammede igen sit grab i min t-shirt og på tros af katte, så puttede hun sig ind til mig. Og vis det ikke var fordi at hun var så godt som bevidstløs, så ville jeg helt klart have udnyttet situationen. Men nu måtte jeg nøjes med at stramme grebet om hende og gemme mit ansigt i hendes hår.

Det var ikke min hensigt at falde i søvn, men ved lyden at Angelinas rolige vejrtrækning og følelsen af hendes varme krop imod mig så kunne jeg ikke gøre for det. Det sidste jeg registreret før jeg faldt i søvn var fornemmelsen af Angelinas bløde hår og hendes søde duft af roser.

For på tros af alt blodet og sveden, så duftede hun stadig af roser som hun altid hade gjort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...