Ond kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2017
  • Opdateret: 2 sep. 2018
  • Status: Igang
Jeg vil gerne starte med at sige at jeg er ordblind, så det er på eget ansvar.

Angelina er 18 år og lever et helt almindeligt liv, som en helt almindelig pige. Men alt ændre sig, da den mystiske og tiltrækkende dreng Sebastian begynder på hendes skole.
Hvor kommer han fra?
Hvorfor er han besat af Angelina og hvad vil han med hende?
Og er Angelina virkelig en helt almindelig pige som hun troede?

13Likes
9Kommentarer
5565Visninger
AA

18. Kapitel 18

Kapitel 18

Jeg stansede ude på gangen og så mig over skulderen, Lucifer var standse midt i en bevægelsen og stirrede tomt ud i luften. “Havd?” jeg vende mig om og så fra ham til Tray og tilbage på Lucifer. Tray gjorde en bevægelse, som vist skulle forstille et trak på skulrene.

Jeg hade endelig ikke lagt mærke til det før nu, men Tray var faktisk ikke rat stor. Vis jeg skulle skyde på hvor gammel han var, så ville jeg sige at han måtte være omkring et halvt år. Man måde ikke tage killingerne fra deres mødre før de var 12 uger, så han var ihvertfald gammel nok til at klare sig selv.

Lucifer kom til sig selv igen og så på mig “din lille flugt har fået samplinger af mine folk til at gennemsøg slottet fra kæler til loft og alle Malichierne styrter rund” sagde han og sende mig et smil. Et kort øjeblik blev jeg helt stum, det smil han smilte var så bekendt at jeg ikke kunne sige noget.

Jeg rystede på hovedet og skyd den tanke til side “hvordan ved du det?” spurgte jeg og hævede et øjenbryn. “En af Malichierne har evnen til at kommunikere med andre på lang afstand og han kontaktede mig og fortalte at de ikke kunne finde dig” forklarede han og begynde at gå ned af gangen.

“Fedt, så alle Malichierne styrter rundt som forvirrede høns og leder efter mig?” spurgte jeg og kunne ikke lade vær med at smile. “Du skal ikke være alt for glad, du får en straf sender for at prøve på at stikke af” sagde han strengt i et far aktit tonefald.

Jeg glippede med øjne, siden hvornår var der kommet sådan en normal stemning imellem os. Jeg folede hænderne på ryggen “vis du kan kommunikere med drengene her fra, har du så fortalt dem at jeg er sammen med dig?” Lucifers ansigts udtryk ændrede sig og blev mere ondskabsfuld “nej, de for lov til at svide lidt mere i ilden, for at have mistet dig af syne.”

Jeg små log, det hade de godt af. “Er det endelig meningen at jeg skal være under konstant overvågning” spurgte jeg og blev straks alvorlig igen. “Nej, til ballet om to nætter skal du svæve mig troskab, som din konge og nå du har gjort det vil jeg stole på at du ikke vil prøve at stikke af igen” svarede han og foldede selv hænderne på ryggen.

Jeg bed mig i underlæben, det lød ikke godt “jeg vil ikke prøve at stikke af igen, jeg må rede mine venner.” “Det er godt at høre min pige, men jeg få stadig Malichierne til at hole øje med dig” svarede han og stansede foran et par dobbeltdøre.

“Jeg går ud fra at du er sulten” sagde han og åbnede dørene. Jeg tråde ind i rummet og så mig om “wow” det var nok den største spisestuen jeg nogen siden hade set. “Kom” Lucifer førte mig hen til det store lange bord, som stod midt i rummet.

I det vi nærmede os bord, kom der en fyr gående ud fra en side døre. Han var iført det jeg gættede på var en tjener uniform bestående af, en hvid skjorte, Sort jakke og bukser og blankpolerede sko. Og for det ikke skulle være løgn, så hade han også et broderet L over hjertet. “L for Lucifer” mumlede jeg for mig selv.

Fyren trak stolen til højer for bord enden ud og bukkede få mig, jeg så op på Lucifer som nikkede bekræftdine. Jeg sukkede og satte mig på stolen, fyren bukkede også for Lucifer før han forlod spisestuen. “Nå er det så nat mad eller hvad?” spurgte jeg og lage mine hænder på bordet.

“Vi måler tid på næsten samme måde som på Jorden og for den sags skyld også Himlen. Der er 24 timer på et døgn, men vi siger bare om en nat istedet for, i morgen. Men ellers vil både dæmonerne og Malichierne godt vide hvad du taler om. Det kan godt være lidt forvirrende i starten, men giv det tid så lære du det” svarede han og klappede i hænderne.

Der kom omgående to tjenestepiger ind af den samme døre som fyren, med to servering fade. De var klædt ligesom fyren, den eneste forskel var at pigerne hade sort/hvide kjoler på som gik ned til knæene. Den ene piges fad var dækket af et sølv lov, så jeg gættede på at det var maden. På den anden piges fad stod der to glas og en kane med en gylden væske, som lignede æblejuice?

Den første pige satte sit fadet på bordet og løftede lovet og afslørede to tallerkener, med æg, bacon og to stykke ristet brød. Mine tænder løber straks i vand, nu kunne jeg for alvor mærke at jeg ikke hade spist i lang tid. Den anden pige satte også sit fad fra sig og de begynde begge at servere for os.

Jeg sad helt stille og lod tjeneste pigerne gøre deres arbejde, de sagde ikke et ord og da de var færdige tog de fadene igen og bukkede for Lucifer og gik igen. Han så ikke engang på dem, men begynde bare at spise.

Jeg så ned på maden og endnu et spørsmål mælde sig “holder i dyr her nede?” Lucifer så op fra sin mad og tyggede af munden “nogle få, men de fleste af vores råvarer kommer fra overfladen eller Himlen” forklarede han og begynde at spise igen.

Himlen? Jeg spidsede tankefult munden, men besluttede at lade det ligge for nu, da jeg var ved at dø af sult. Jeg begynde at spise og så mig om, der var også malerriger her inde. Jeg nærstudere isœr et af dem der forestillede en ung kvinde, som var iført en rustning og holde et svær.

Hun hade hjelm på, så det meste at hendes ansigt var skjult. Men jeg kunne dog se at hun var smuk, med lange kastanje brune krøller. Hun lignede en kriger, men jeg kunne se på hendes smil at hun kende til kærlighed.

“Hvem er det” Jeg pegede på malerriet, med min gaffel. Lucifer så op igen “det er lady Katharina, den sidste kvindelige Malichi der livede før dig. Hun døde for næsten 50 år siden i krigen” fortalte han med et fjernt blik i øjne, det var tydeligt at han hade kendt hende godt.

Jeg fik en klump i halsen, Lucifers ansigts udtryk sagde mere end tydeligt at han ikke ville tale om det. Måske var det best at spørge Sebastian om det sender, besluttede jeg.

Lucifer blev færdig med at spise og reste sig op “jeg har lige noget jeg skal ordne, få Sebastian til at samle Malichierne om en time og så får i alle yderligere instrukser.” Jeg hævede et øjenbryn “jeg går ud fra at jeg går ind under alle.” “Ja, du og drengene møder mig inden i mødelokalet om en time” sagde Lucifer på vej ud af døren.

Døren nåde ikke at lukke helt før jeg hørt nogen råbe ude på gangen, jeg fnøs så kom drengene endelig. Der gik ca. et minutter før døren igen gik op og Sebastian kom ind, med en flok drenge i hælene.

Jeg så ikke op fra min morgen/nat mad, men spiste bare vider indtil de alle var kommet helt hen til borde. Jeg smilede skævt, min selvtillid var tilbage og kørte på fuld drøn. Sebastian stilede sig rasende over for mig på den anden side af bordet, men før at han kunne nå at sige et ord talte jeg.

“Jeg bryder mig ikke om at være låst inde” jeg tog en tår af min æblejuice og så endelig op på ham. Han lignede en der lige hade spist noget surt, gad vide om han endelig hade fået noget at spinde endnu. Selv om at jeg da kunne være lige glad.

“Er du klar over hvor mange problemer vi har fået, på grund af dig!” Spruttede han og slog ud med armene. “Jeg har også fået problemer fister, så vi er i samme båd” svarede jeg igen og lage armene over kors.

“Det er sku da klart at du får problemer når du stikker af på den måde!” nu råbte han og slog i bordet. Jeg rejste mig op og sende Sebastian mit beste dræber blik “hør her dit røv hul, vis du bare hade fortalt mig om krigen og hvad der ville ske med jorden vis vi taber, så ville jeg aldrig være stukket af!” Jeg råbte også.

Sebastian blinkede overrasket og rettede sig på “har Lucifer fortalt dig det hele?” spurgte han og så hen på de andre. “Nej, men han har fortalte mig nok til at jeg forstår at jorden er i fare” jeg satte mig ned igen og tog endnu en tår af min juice.

Sebastian sukkede og satte sig også “så er der da kommet noget godt ud af alt det her.” De resterende drenge satte sig også, men en af dem ville sette sig ved siden af mig, men der lå Tray.

Tray hade ligget og sovet på stolen, men nu vågnede han med et væs og pustede sig op. Fyren skreg op og tråde et skridt tilbage, Tray sprang op på bordet og satte sig ud for stolen. Han skulede til fyren ‘gider du ikke godt at fortælle ham fjolset at jeg er den eneste der setter på din højer side.’

Jeg smilede og stryg ham ned over ryggen “Tray bryder sig ikke om at blive vækket” sagde jeg og så op på fyren, som forsøgte at smile tilbage. Det så rat sjovt ud, efter som at han lignede en der hade været ved at få et hjerteanfald. Og hans ansigt var næsten lige så rødt som hans hår, jeg var rimelig sikker på at jeg hade set ham før.

“Du hedder Emil ik” spurgte jeg og løftede Tray ned fra bordet og satte ham på mit skød. Fyren så overrasket ud, men nikkede så “jo det er mig prensesse Angelina” svarede han lidt genert og bukkede for mig. Jeg sende ham et blænden smil “hyggelig at møde dig igen” jeg trak stolen ud for ham “sæt dig bar.”

Emil skævede til Sebastian og satte sig så lidt forsigtigt på stolen, jeg skævede også til Sebastian og til min tilfredshed så var han ikke glad. En anden høje fyre med mørke brunt hår, satte sig der hvor Lucifer hade sette og folede hænderne på bordet.

“Det er en fornøjelse at møde dem igen prensesse Angelina, vores sidste møde var så kort” sagde han og sende mig et blændende tan smil. “I lige måde...” jeg viste at vi var blevet introdoseret før, men jeg kunne ved min død ikke huske hvad han hed.

“Liam, min prinsesse” sagde han, tydeligt lidt fornærmet over at jeg ikke kunne huske hans navn. Jeg hævede et øjenbryn, den var rigtigt. Det var den fyr som Sebastian ikke kunne lig, han var nu heller ikke på min top 10. Der var noget forkert ved han.

Uden at nogen hade givet et tydeligt tejn, så kom en flok tjeneste pige gåen ud af køkken og begynde at savede for drengen. En ung pige kom hen og tog min og Lucifers tallerkner og den nu tomme kane æblejuice.

“Ønsker de mere juice, min prinsesse?” Spurgte hun forsigtigt med ned slået øjne. “Øøøøømmm ja tak maget gerne” svarede jeg og sende pigen et smil. Hun så hurtigt og overrasket op på mig, som om at hun ikke hade vendte at jeg ville svare som jeg gjorde.

Hun bukkede usikkert, med armene fule af service og forsøgte samtidig at bage væk. Jeg kunne se at det ville gå galt. Pigen spænde ben for sig selv og faldt bagover.

Hurtigere ind lynet kom jeg på benene og var hende ved hende, lige i tide til at forhindre en af smøre knivene i at ramte hende i øjet. Hun var landet på ryggen og i faldet hade hun svinget armene på, i bare overraskelse.

Så tallerkner og bestik nu regnede ned omkring os og en af knivene ville have ramt hende i det højer øjet. Ville have, men nu sad jeg istedet på knæ ved hendes side med kniven i hånde.

Jeg hade grebet den få cm fra hendes ansigt og på en sådan måde at den skabe side var blevet presset ind i min håndflade. Jeg var selv blevet så overrasket over min handling, at jeg ikke kunne røre mig og det var pigen også.

Hun lå helt stille på gulvet og stirrede op på kniven i min hånd. Blodet begynde at pible frem og dryppede ned på hendes ansigt. Alt det var sket så hurtigt at kun nogle få at drengene hade nået at regere. Sebastian var alderrede halvvejs hene ved os, med Liam, Emil og nogen af de ander i hælene.

Jeg rystede på hovedet og smed kniven fra mig “er du okay” spurgte jeg hende bekymret. Jeg hade ødelagt min kjole, da jeg smed mig ned på knæene. Så jeg rav uden besvær en flig af den nederste kant og tørrede hendes ansigt fri fra mit blod.

Sebastian nåde hen til os og satte sig på hug, ved min side “Angelina er du okay?” Næsten råbte han. Jeg nikkede og så over på ham, rasten af Malichierne var nu også kommet hen til os.

“Du bløder” sagde en af dem og så ned på min hånd. Sebastian så hurtig hen på fyren og så på mig igen “hvad!” Udbrød han. Jeg ignorerede ham og spurgte pigen igen “er du okay?”

Sebastian grab fat i min skadet hånd og vente den om, så håndfladen var synlig. Jeg så på min hånd, det gjorde næsten ikke undt, men det bløde maget. Mit bold dryppede ned på det hvide stengulv og farvede det rødt.

Synet af mit det så ud til at påvirke drengene maget, for de mumlede ophidset i kor. “Det gør ikke ondt” forsøgte jeg at forklare Sebastian, men han lyttede ikke. Han trak mig på bene og væk fra pigen, som stadig lå ubevægelig på gulvet.

Han tak mig hen til bordet, men jeg strittede i mod “Sebastian slip mig.” Drengene stimlede sammen om mig og over den ende skuler kunne jeg se, at der var kommet nogen tjeneste piger ud for at hjælpe pigen.

Hun kom på benene, ved hjælp af en anden lidt ælder pige. Hun holde om sin arm og så efter mig, imens hun blev ført ud i køkkenet igen. De ander pige begynde at gøre randt, hvor hun var faldet og sende mig underlige blikke.

‘Er du okay’ spurgte Tray bekymret da jeg satte mig på min stol igen. Jeg svarede ikke, for Sebastian lage sig ned på det ende knæ og tog blidt min såret hånd. Han vente dem med håndfladen opad og til min overraskelse så var såret næsten væk.

Malichierne stod stadig omkring mig og afventede Sebastian afgørelse “det er okay, såret heler fint.” Drengene åbnede lettet ud og begynde at finde deres plaser igen. Sebastian tog en stof serviet fra bordet og tørnede forsigtig blodet væk fra min hånd.

Jeg flyttede mig lidt utilpas på stolen, hans hånd holde så uendeligt bildt men stædig fast om min. Han så ikke en eneste gang op på mit ansigt, men koncentrerer sig bare fuldt og helt om sit arbejde. I alt min forvirring hade jeg slet ikke tænkt på, at der faktisk var maget skade en lille smøre kniv hade gjordet.

‘Angelina!’ Jeg blinkede overrasket og så ned til højer, Tray sad på gulvet med halen piskene fra side til side. “Ohhh undskyld Tray, jeg har det fint” jeg sende ham et smil og så tilbage på Sebastian.

Hans sorte hår hang ned og bænkede hans ansigt, så jeg ikke kunne se hans mørke øjne. Men jeg hade alligevel en rimelig god ide om hvad han tænkte på. “Sebastian jeg er okay nu, tak” næsten viskede jeg og endelig så han op på mig. Han nikkede som svar, men jeg kunne ikke tyde hans ansigts udtryk.

Jeg troede aldrig at jeg hade set det udtryk før, alvorligt, bekymret og beslutsomt på samme tid. En kulegysning løb igennem mig og jeg så væk, for at være sikker på at jeg ikke kom til at se han ind i øjnene.

Til min lettelse så rejste han sig op og gik rundt om bordet og satte sig igen på sin plads. Men han spiste ikke vider som de ander gjorde, han sad der i mod og betragtede mig nøde.

Tray sprang op i mit skød igen og slikkede min hånd ‘såret er næsten væk’ konstaterede han glad og lage sig ned. “Jaaaa” mumlede jeg og kløede ham bag det ende øre.

Jeg var aldrig kommet alvorligt til skade i mit liv, men vis jeg altid hade helet så hurtigt, så var jeg måske bare uden at vide det. Jeg kom i tanke om engang da jeg var lille, hvor jeg faldt ned af en trappe i skolen.

Jeg var snuppet på første trin på vejen ned, fordi at Maja hade skubbe til mig og var faldet hele vejen. Jeg kunne huske at det hade gjordt maget undt og skolen hade både ringet til en ambulances og mine forælder. Men da jeg kom ind på hospitalet så var der intet at se, udover nogle blå mærker. Viklet hade forbløffet lærerne en hel del og mine klase kammerater, da jeg kom i skole næste dag.

“Er der noget galt prisesse, de ser tankefuld ud” sagde Liam og fik min opmærksomhed. “Nej, jeg tænde bare på om Malichier altid heler så hurtigt?” Spurgte jeg og så over på ham. “Det gøre vi min prinsesse” svarede han og så stolt ud.

Jeg nikkede tankefuldt “også som børn?” “Nej, som børn er vil lige så skrøbelige som mennesker” svare Sebastian og bryd ind i samtalen “det er først ved 18 års alder at vores kræfter dukker op.”

Jeg rynkede panden “hvorfor spøger du Angel?” Spurgte han og hævede et øjenbryn. “Ikke få noget, jeg kom bare i tanke om en gang hvor min veninde skubbede mig ned at en trappe og jeg kom på hospitalet” fortalte jeg og ignoreret de chokeret udbrud fra noge af drengene.

“Lægerne sagde at det var et mirakel at jeg ikke hade brækket noget, men jeg kunne svæve på at jeg hørte et knæk på vejen ned” forsatte jeg og kløede Tray på maven.

“Vent har du en veninde som skubbede dig ned af en trappe” spurgte Emil uforstående og så helt forkert ud i ansigtet. “Ja” jeg smilede og så tomt ud i luften “Maja er min beste ven, vi plejede at lave alt sammen.”

Jeg kunne mærke en enkelt tår, trille ned af min ende kind. Tanken om Maja gjorde mig trist. Vi hade bogstavelig talt gjordt alt sammen, da vi var små. Og vi hade været beste venner lige siden at vi gik i børnehave, hvor hun var den første jeg hade talt med.

Flere tår kom trillede nu. Hun hade været den første jeg hade talt med, efter at jeg var startet. Alle ander hade ignorere mig de første dage, af en eller anden grund. Men Maja, jeg snøftede og rejste mig op. Maja hade altid været der får mig, uanset hvad der var sket og uanset hvad jeg hade gjordt.

Tray hade slet ikke beklagede sig, da jeg skubbede ham på gulvet. Han fulde bare trofast efter mig, da jeg små løb ud af den store spise stue.

🖤Hey folkens i må virkelig undskylde at det har taget mig så lang tid at skrive dette kapitel, men jeg har haft virkelig travlt med skolen og så gik mig Movellas ned og alt muligt. Men jeg skal nok søer for at få smit et kapitel ud i ny og næ🖤

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...