Ond kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2017
  • Opdateret: 2 sep. 2018
  • Status: Igang
Jeg vil gerne starte med at sige at jeg er ordblind, så det er på eget ansvar.

Angelina er 18 år og lever et helt almindeligt liv, som en helt almindelig pige. Men alt ændre sig, da den mystiske og tiltrækkende dreng Sebastian begynder på hendes skole.
Hvor kommer han fra?
Hvorfor er han besat af Angelina og hvad vil han med hende?
Og er Angelina virkelig en helt almindelig pige som hun troede?

13Likes
9Kommentarer
5598Visninger
AA

17. Kapitel 17

Jeg vågnede med et sæt og troede først at det hele bare hade var en drøm, men synet af rummet og følelsen af den bløde seng fik mig hurtigt ud af den vildfarelse.

Jeg satte mig op og kunne mærke en enkel tåre trille ned af min ende kind, jeg hade grad i søvne. Jeg lod den dryppe ned på dynen og sad og betragter den plet, som den hade efterladt, da jeg kom i tanke om Tray.

“Tray!” jeg skreg næsten af bare panik, hvor var han “Tray.” ‘Rolig jeg er lige her, som jeg lovet’ sagde han og sprang op i sengen til mig. Jeg åndede lettet op “jeg troede lige at du hade forladt mig.” ‘Det ville jeg aldrig gøre, jeg skulle bare lige hent noget’ han begynde at spinde og jeg opdagede at han hade noget i munden.

“Hvad er det” jeg rakte hånden frem og Tray lage en lidt våd nøgle i min håndflade. “En nøgle?” spurgte jeg og så undrende på den “til hvad?” ‘Til døren ud til gangen’ svarede han stolt. Jeg så hurtigt op på Tray og ind i hans himmel blå øjne.

“Minder du at jeg kan komme ud! Vent hvordan kom du ud?” Tray så op på mig med nåde der lignede morskab i blikket ‘det er ikke godt at vide og ja, du kan komme ud nu.’

“Hvad” jeg sprang ud af sengen og fik i al min iver skubbet Tray ned på gulvet. ‘Hey, pas dog på’ væsede han surt “undskyld Tray, men jeg må skynde mig før Sebastian eller en anden komme.”

Jeg skynde mig hen til skabet og fandt en lang sort kjole uden ærmer og v udskæring. Tray var fuldt efter mig og sad i døråbningen ‘jeg er enig, vi må skynde os’ “ja men jeg kan ikke finde, der!” jeg fandt endelig et par knap så højhælede sko, som jeg ville kunne løbe i.

Jeg fik skoene på og løb ud af soveværelse og ind i stuen, kun for at blive stoppet af Tray som sad foran hoved døren “hvad laver du, skulle vi ikke afsted?” ‘Jo, men der er en Malichi ude på gangen, som holder vakt’ “hvad, hvordan ved du det?”

‘Jeg så ham da jeg gik ud efter nøglen’ “men han så ikke dig” nu var jeg virkelig forvirret. ‘Nej, men jeg er ikke sikker på om du vil kunne se ham’ jeg rynkede panden “hvorfor skulle jeg ikke kunne se ham?”

‘Jeg fornemmede ham før jeg kunne se ham, jeg tror at han har en form for slørings evne’ “okay, men hvad gøre vi så” sukkede jeg opgivne og så ned på nøglen i min ende hånd.

‘Vi går ud af døren og lade som ingen ting’ jeg glippede med øjnene “er det dit alvor!” spurgte jeg og så vantro på katten for mine føder. ‘Har du da en beder ide’ jeg sukkede igen “nej” ‘godt så kom’ Tray stalde sig igen hene foran døren.

Jeg tøvede men stak så nøglen i låsen og drejede den forsigtigt rund, indtil jeg hørte et lille klik. Jeg tog en dyb indånding, før jeg åbnede døren på klem og stak hovedet ud. Tray hade rat jeg kunne ikke se nogen, men jeg hade en underlig følelse af at det var noget nede af gangen til venstre.

Jeg trak hovedet ind igen og så ned på Tray “er det ham nede til venstre?” ‘Ja, kan du se ham?’ “Nej, jeg kan nærmer fornemme ham, det er svært at forklare” ‘jeg forstår’ “går vi til højer?” ‘Ja, kan du huske vejen ned til tronsalen?’ Jeg sukkede “nej, desværre” ‘det går nok, vi må bare prøve so frem.’ Jeg var ikke helt sikker, men det lignede at Tray forsøgte ar sende mig et opmuntrende smil.

Jeg besvarede smilet og åbnede døren helt ‘jeg går først og husk nu Angelina vær stærk, jeg tror på dig’ “tak Tray.” Han smuttede ud på gangen på lydløse poter og jeg fulde efter, så stille som jeg kunne.

Hvilket til min overraskelse var rat så lydløst, jeg følte mig næsten som en ninja. ‘Du skal ikke se dig tilbage, han ved vist ikke at vi ved at han er der’ jeg svarede ikke, for i modsætning til Tray så ville jeg bliver nød til at tale højt og så ville fyren vide at han var opdaget.

Vi gik længe og jeg lod Tray føre an, da det lod til at han kende slottet lidt beder end mig. Men han spurte tit om jeg ville til højer eller venstre, hvor til jeg bare trak på skulrene. Jeg ande ikke hvor vi var, jeg viste bar at vi skulle ned ad.

Men lige da jeg var begyndt at være sikker på, at jeg viste hvor vi var lød der stemmer forude. “Find hende! David har mistet hende af syne, så led over alt!” det var Sebastian stemme.

“Tray” viskede jeg ophidset ‘stille, følge efter mig!’ råbte han i mine tanker og satte i løb ned af en side gang. Jeg fulde hurtigt efter, men stansede foran en dør. ‘Angelina hvad laver du, kom nu!’ jeg rynkede panden “vent Tray, der er noget, jeg...” jeg grab ud efter dørehåndtaget, men døren åbnede af sig selv før jeg nåde at få fat i det.

Der var mørkt inden i rummet og det sparsomme lys der var, stammede fra en kamin med bluserne flammer. Jeg så mig om og trådte så et forsigtigt skridt frem. Der var varmt der inde, men jeg kunne fornemme en kold tilstedeværelse.

“Hey, er her nogen?” viskede jeg og trådte endnu et skridt frem, med et hårdt smæk lukkede døren bag mig. Jeg vende mig hurtigt om og forsøgte at åbne den igen “Hey, Tray!” råbte jeg og hev og flået i døren.

“Din kat er uden på gangen og holder forhåbentlig drengene beskæftiget imens vi taler sammen” jeg stivnede, den stemme kende jeg. Jeg kunne mærke hvordan jeg begynde at ryste over hele kroppen, da jeg langsomt uendeligt langsomt vende mig om.

Der stod han i silhuet mod flammerne, Lucifer “jeg hade forventet at du ville forsøge at stikke af og jeg er imponeret over at du er kommet så langt, men din tros stopper her.”

Han gik et par meter til højer og jeg opdagede at der stod en sofa og et par lænestole, ved siden af kaminen. “Kom, sæt dig” sagde han og satte sig selv i en af stolene. Jeg tøvede og bed mig i under læben, jeg hade virkelig ikke løst til at sætte mig og have en hygge snak med Lucifer.

Men på den anden side så var det sikkert ikke nogen god ide, at være alt for stædig lige nu. Jeg kom i tanke om Trays ord ,vær stærk, jeg bed tænderne sammen og gik hen og satte mig i sofaen ved siden af Lucifers stol.

Jeg ville helst så langt væk fra ham som muligt, men jeg måtte være stærk og ikke vise frygt. Jeg folede mine hænder i skødet før jeg så op, lige ind i Lucifers mørke øjne. “Du ville tale, fint så tal, du har min fulde opmærksomhed” sagde jeg koldt og var helt stolt over at min stemme ikke rystede.

Lucifer smilede skævt “jeg kan se at du har avet din mors beslutsomhed.” Jeg bed et skarpt svar i mig og holde mit ansigt udtryksløst. “Jeg går ud fra at du er ved at være træt af at der ikke et nogen der vil fortælle dig noget” sagde han og lænede sig tilbage i stole.

“Ja, maget” svarede jeg surt “det kan jeg godt forstå” forsøgte Lucifer at sige, men jeg afbryd ham. “Det kan du godt forstå, det kan du godt forstå!” råbte jeg og rejste mig rasende op. “Jeg tror overhovedet ikke at du forstår, hvordan ville du måske have det vis nogen bortførte dig fra dit hjem og ikke ville fortælle dig noget!” Jeg var så vred at jeg ikke kunne holde det inde mere.

Jeg knyttede næverne og hev efter vejret og skulle til at forsætte min svada, men Lucifer stansede mig ved også at rejste sig op. “Hør her unge dame, du høre ikke til på overfladen. Dit hjem er her i helvede ved min side, som prinsesse. Din mor bortførte dig, for længe siden og forhindrede dig der med i at udføre et maget vigtigt job” sagde han med en rolig men indtrængende stemme.

Jeg rynkede panden, hvad snakkede han om, et job? “Hv... hvilket job?” nu rystede min stemme. Jeg hade på fornemmelsen at jeg burde vide, hvad han snakkede om. Det var en underlig fornemelse, som sad helt inden i mit indre. Som om at jeg hade noget inden i mig, som hade forsøgt at komme ud hele mit liv.

En indre kraft, som jeg snart ikke kunne hole på mere. “Helvede er midt i en krig og det er kun Malichierne der i fællesskab med min dæmoner der kan vinde den” sagde Lucifer koldt og lage armene over kors. Jeg blev kold over hele kroppen “en krig?” min stemme var næppe hørlig og jeg rystede på hovedet.

“Og hvad er det helt præcist at det har med mig at gøre?” jeg hade på fornemmelsen at jeg godt kende svaret. “Som du nok ved er du den eneste kvindelige Malichi vi kender til og netop fordi at du er en kvinde som skulle dine kræfter både være stærkere og mere unikke end drengenes. Det betyder at du når du lære at kæmpe og bruge dine kræfter vil være et værdifuldt kort at have på hånden” forklarede Lucifer uden at blinke.

Jeg kunne ikke lade vær med, i al min frygt og forvirring, at tænke på at det sikker ikke var nogen god ide at indlede en stiger konkurrence med ham. “Så du vil have mig til at kæmpe i en krig, som jeg ikke ønsker ar være en del af?” som så oftes før bliv min angst til varede, jeg lage selv armene over kors og ned stirrede Helvedes konge.

“Og hvad er det helt præcist, der får dig til at tro at jeg gider det. Jeg kan da være ligeglad med om Helvede falder eller ej, jeg ønsker ikke at være her alligevel” min stemme rystede ikke længer og jeg kunne se at mine ord hade en vis effekt på Lucifer. Hans mund blev stram og hans sorte øjne blev hård, men så ændrede hans holdning lige pludselig fuldstændig.

“Fint” sagde han og slog ud med armene “vis du vil dømme Helvede, Himlen og i sidste ende Jorden til undergang så...” Jeg stivnede igen “hvad mener du med det?” “Alting er ikke kun sort og hvidt som du måske tror, der er en hår fin balance i universet” han vende sig om og så ind i ilden.

“Himlen kan ikke insisterer uden Helvede, ligesom at Helvede ikke kan insistere uden Himlen. Og vis bare en af dem falder, så er det slut med menneskets verden som du kender den. Oversvømmelser, jordskælv, vulkanudbrud, skovbrande og sygdom, alt vil være kaos og menneskene vil dø i tusindvis vært minut. Og hverken englene eller dæmonerne vil kunne stille noget op, for de har travlt med krigen i deres egne verdner.”

Lucifer sagde det koldt og tonedeløst, som om at han var fuldstændig ligeglad. Men vært eneste ord ramte mig som et piske slag og jeg satte mig tungt i sofaen igen og gemte mit hovede i hænderne. Det scenariet som Lucifer lige hade beskrevet var frygteligt og ikke til at holde ud “men” var det eneste jeg kunne tvinge frem.

Lucifer vende sig om igen og jeg kunne mærke at hans blik hvilede på mig “et enkelt ris korn kan tippe balancen i vægt skålene, både til vores og vores fjenders fordel” sagde han da han igen satte sig i lænestolen. “Siger du at vis jeg kæmper, så kan jeg rede mine venner” spurgte jeg og så op.

“Måske, det kommer an på så maget” han folede hænderne foran sig og lage det ene ben over det andet. “Hvad kommer det an på?” jeg var ved at gå i panik, jeg kunne ikke bare sidde på sidelinjen vis mine venner og familie var i fare.

“Vis du er samarbejdsvillig og vil tage imod mine instrukser uden at tøve og gå op i dig træningen med alt hvad du har, så kan du hjælpe med at beskyde Jorden og vores rige” svarede han og nærstudere mig.

Jeg knude mine hænder hård sammen og så væk, selve tanken om at skulle adlyde Lucifer og går i krig fylde mig med rædsel. Men tanken om Jordens mulige skæbne var endnu værre, jeg kunne ikke bare gøre ingenting. Og hvis jeg virkelig havde en indre kræft som Malichi, så kunne jeg da lige så godt bruge den til noget som ville hjælpe menneskerne.

Jeg skulle til at svare ham, da en blød krop lige pludselig pressede sig op af mit ene ben. “Tray!” udbryd jeg og rakte ned efter katten på gulvet ‘Hey, er du okay?” spurgte han bekymret da jeg satte han på mit skyd. “Hvor har du været?” spurgte jeg i stedet for og studerede ham, for at være sikker på at han ikke var kommet til skade.

‘Jeg slap fra Sebastian og hans folk og fandt så tilbage til dig’ forklarede han og begynde at spinde. “Jeg er glad for at du er okay” sagde jeg og strøg ham ned over ryggen “hvor maget har du hørt?”

‘Det meste og jeg bryder mig ikke om det. Men jeg tror godt at du ved hvad du må gøre’ han så op på mig og jeg kunne se i hans øjne at han var lige så bange som mig, men at det ikke ville stoppe han.

“Er vi sammen om det her?” ‘Ja, altid’ jeg tog en dyb indånding og så hen på min far “godt, hvad vil du have mig til at gøre.” Et smil brød frem på Lucifers læber “selvom at jeg kun fik halvdelen af den samtale, så går jeg ud fra at din kat hade et stor indflydelse på din beslutning. Og vis den kan hjælpe dig på nogen måde, så tillader jeg at den er på mit slot.”

“Han hedder Tray” sagde jeg lidt fornærmet på Trays vegne. Lucifer log “så siger vi det. Det er godt at hilse på dig Tray.” Tray Knurrede lavmælt og jeg kunne mærke at han skød klørene frem “av” mumlede jeg ‘undskyld’ sagde han beklagende og trak dem til sig igen “det er okay.”

“Hvad angående hvad jeg vil have dig til at gøre, så forventer jeg at du sætter dig ind i krigens situation. Sebastian kan fortælle dig alle detaljerne senere, men du skal have et over ordnet indblik i hvor der bliver kæmpet og hvordan vi kæmper. Der ud over så skal du igang med din træning, vi må finde ud af hvilke evner du har og du skal lære at kæmpe med et våben” sagde Lucifer og så tænksom ud “og nok det vigtigste lige nu, så må vi gøre det klart over for både dæmonerne og de faldne engle at du er her og vil kæmpe ved deres side.”

Jeg hævede et øjenbryn “to ting, et våben? Og de falden engle?” Min far lignede en der havde forventet de spørgsmål “det er vigtigt at du lære at bruge et våben, det kan være et svær, bue og pil eller et spyd det finder du ud af med Malichierne. Og ja der er også faldne engle her i Helvede, de er mine brødre og søstre, hvor af langt de fleste af dem fandt sammen med mig, da jeg gjorde oprør mod Himlen” forklarede han, stadig med et smil på læberne.

“Okay, men hvordan hade du tænkt dig at VI skulle fortælle dem at jeg er her og vil kæmpe?” spurgte jeg og så for mig indre blik, mig selv rande rundt i en

t-shirt med påskriften, jeg kæmper for jer.

“Et bal” sagde Lucifer og rejste sig op “om to nætter vil vi afholde et bal for at fejrer at du er kommet hjem.” Jeg fik en sur smag i munden, jeg hade været til en del fester, men et bal, jeg skar ansigt. “Er der noget galt?” spurgte min far og hævede et øjenbryn.

“Nej” jeg sank en klump “det lyder hyggeligt.” Lucifer brød ud i latter “du er virkelig en dårlig løgner, du er nok for maget engel. Det er dog ligemeget, du er stadig min datter” han bøjede sig ned og tog min ende hånd og trak mig op og stå.

Jeg så overrasket op på ham og så så ned på vores hænder, hans hånd var varm og hår og jeg var ikke i tvivl om at han ihvertfald kunne bruge et våben. Tray var sprunget ned fra mit skød og sad nu på gulvet og betragtede os.

“Det føles som en evighed siden, at jeg holdte dig for første gang i mine arme” jeg rynkede panden, men før jeg kunne nå at regere hade Lucifer sluppet min hånd og lagt sine arme om mig og knude mig ind til sig “jeg har savnet dig, min prinsesse.”

Jeg gengæld ikke omfavnelse, men stod bare stiv som et bræt i hans arme. Han slap mig igen og jeg tråde et skridt tilbage. “Vi må heller få noget nat mad” sagde Lucifer omsider og gik hen imod døren. Jeg så ned på Tray, han nikkede.

“Hurtigt spørgsmål, er det altid nat her?” spurgte jeg henvendt til min far. “Ja vi har ingen sol her nede og der med ingen morgen, så det er altid nat” svarede han og åbnede døren.

“Det bliver da slet ikke forvirrende“ mumlede jeg til Tray, han fnøs ‘mon ikke du vender dig til det’ “forhåbenligt.” Vi gik sammen hen til døren, som Lucifer holde åben for mig.

🖤Hey alle sammen, så blev jeg færdig med kapitel 17 og jeg håber at i hade en god jul og så må i have et rigtig godt nyt år. Og i kan godt glæd jer til næste år, for Angelinas eventyr er først lige begyndt og vil fortsætter langt ind i år 2018🎉

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...