Ond kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2017
  • Opdateret: 2 sep. 2018
  • Status: Igang
Jeg vil gerne starte med at sige at jeg er ordblind, så det er på eget ansvar.

Angelina er 18 år og lever et helt almindeligt liv, som en helt almindelig pige. Men alt ændre sig, da den mystiske og tiltrækkende dreng Sebastian begynder på hendes skole.
Hvor kommer han fra?
Hvorfor er han besat af Angelina og hvad vil han med hende?
Og er Angelina virkelig en helt almindelig pige som hun troede?

13Likes
9Kommentarer
5618Visninger
AA

14. Kapitel 14

Vi gik vider i hvad der følges som en evighed og jeg fik mere og mere undt i fødderne. Sebastian sagde ikke et ord, men jeg bemærkede til min tilfredshed at han gik lidt forsigtigt. Som om at han forsøgte at skåne sin mand dom, så diskret som han kunne.

"Er du okay" spurgte jeg uskyldigt og sende ham et sødt smil. "Ja, hvorfor skulle jeg ikke være det?" svarede han tonløst uden at se på mig, men jeg kunne se at han ikke var tilfreds men at jeg hade luret ham.

Jeg trak på skulrene "det ved jeg ikke, du går bare lidt sjovt" sagde jeg og smilede indvendigt ved syndet af hans ansigts udtryk. Men mit indre smil forsvandt dog hurtigt, da Sebastian stansede foran en kæmpe stor double dør.

Vi hade passeret mange døre, men ingen som den her. Der var udskæringen af figurer, som vist skulle forstille engel som fandt ned fra nogle skyer. Midt på den ende dør stod der en mand og så op i skyerne, hans ansigts udtryk indikeret at han var vred.

Jeg sank en klump, for jeg viste godt hvad der var bag den døre. Jeg så hen på Sebastian, som nikkede bekræftende. Jeg tog en dyb indånding og skulle til at tage fat i døre håndtaget, men Sebastian holde en hånd på for at standse mig.

"Hvad?" Spurgte jeg uforstående. "Kan du huske hvad jeg fortalte dig om kvindelige Malichier?" "Ja, at de var meget sjældne, men hvorfor?" "Fordi de ikke bare er sjældne, du er den eneste vi kender til. Sandsynligvis den eneste der findes."

Jeg bliv helt stiv i kroppen "mener du at der er et hav af mandelige Malichier og jeg er den eneste pige!" Til min lettelse rystede Sebastian på hovedet, men jeg blev straks anspændt igen. "Der er ikke et hav af Malichier, kun omkring 50 her i helvede og kun 20 af dem er her på slottet lige nu. Malichier generelt er sjældne, i forhold til hvor mange dæmoner der er her i helvede."

"Supper" jeg himlede med øjne "så hvad er det helt præcis der venter mig bag den dør?" spurgte jeg. Sebastian smilede skævt "omkring 20 spænde drenge som alle sammen gerne vil have dig og så en konge og far som gerne vil se sin datter igen" svarede han og lage en arm om mig.

"Så der er alt i alt 21 'drenge' som venter på mig" spurgte jeg bare for at være helt sikker. "Ja, stort set" svarede Sebastian og rynkede panden lidt. "Godt!" jeg rev mig fir af Sebastian og grab fat i begge dør håndtage. Med et hurtigt og hårdt skub, svang døren op og afsløret en enorm troen sal.

Nede i den anden ende af salen nåde jeg lige, at se alle drengene vende sig om og næsten tabe kæben. Jeg viste godt hvilken effekt jeg kunne have på især drenge, så jeg sørgede for at udnytte situationen til fule.

Jeg skred hen over gulvet, med selvsikre skridt og rank ryg. Mit blik ve ikke fra manden, som sad på en smukt dekoreret troen på en forhøjning. Vi stirrede hinanden direkte i øjne, hans kold mørke blik mod mit himmel blå blik.

Jeg ignoreret demonstrativt alle ander ende min såkalde far og stansede lige foran forhøjningen. Jeg lage armene over kors og lod som om at jeg ikke kunne høre drengenes viskene kommentarer.

"To ting. Et, hvor er min halskæde og to, vis du alligevel hade tænkt dig at bortføre mig, hvorfor i al verden skulle jeg så trækkes med ham i næsten 3 uger" jeg pegede hen over den ende skulderen på Sebastian, som stod lige bag mig.

Sebastian fnøs og flere af drengene log lavmælt, men der var ingen rektion fra Lucifer. Han sad bare helt kold og hår som sten på sin trone og betragtede mig. Jeg hade den største løst til at række tunge af ham, men jeg tvivlede på at det ville hjælpe rat maget.

"Du burde udvise støre respekt over for din far og ikke mindst over for dig konge når du tiltaler ham" sagde Lucifer med en tonløs stemme og hævede et øjenbryn. Så det var der jeg hade det fra, det gjorde mig utilpas at vide at jeg hade noget tilfælles med helvedes hersker.

Jeg holde mit ansigt udtryksløst og mine følelser under kontrol. Det sidste jeg ønskede lige nu var at udvise svaghed overfor denne flok drenge, hvis jeg virkelig var den eneste kvindelige Malichi så mode jeg være stærk.

"Skulle jeg udvise respekt overfor en det hen fået mig kidnappet?" jeg satte hænderne i siderne. "Fået dig kidnappet, må jeg være fri" sagde Lucifer og rejste sig fra sin trone og gik ned af forhøjningen. "Du høre hjemme her, hvor du blev født og som min datter" han stansede lige foran mig.

Jeg var ikke lille omkring 1,83 , men jeg skulle alligevel ligge mit hovedet tilbage for at kunne se min far i øjnene. Jeg kæmpede en inder kamp, for ikke at vise hvor bange jeg endelig var for ham. Han var enormt intimiderende at være i nærheden af og jeg kunne nærmest mærke hans kræfter.

"Jeg er måske født her, men jeg høre til på jorden sammen med MIN familie og venner!" der lød en ophidset visken og jeg skævede til siden, men Lucifer fanget hurtigt min opmærksomhed igen. "Du skal ikke tale om det sted, det var din mor der bortførte dig. Jeg fik bare hentet dig hjem igen, hvor du høre til!"

Hans stemme tordnede ud i rummet, så jeg blev nød til at træde et skridt tilbage. Jeg kunne mærke hvordan vreden brusede igennem mig, jeg var stadig bange men jeg hade virkelig at blive råbt af.

"Lisa bortførte mig ikke" jeg stampede i gulvet af bare vrede "jeg elsker mit liv på jorden og jeg vil ikke være her sammen med dig eller nogle ander. Jeg vil hjem til min mor og min far!" min stemme gav genlyd i det højloftede rum da jeg tav.

Jeg kunne omgående fornærme at det skulle jeg ikke have sagt, for Lucifer bliv høj rød i hele hovedet. "Du skal ikke nævne de to forræder her i mit slot, er det forstået!" råbte han og grab fat i min højer underarm.

Jeg rev mig fri og tog et skridt tilbage " høre her jeg ander ikke hvad der forgår, jeg ander ikke en skid om alt det her. Jeg ved bare at jeg hade et godt liv og så kom han!" jeg pegede på Sebastian igen "og så gik hele mit liv amok og nu er jeg her!" jeg slog ud med armene.

"På under, hvad der følges som 24 timer er hele mit liv blivet vendt på hoveder. Min far er lige pludselig ikke min far, min mor har løjet for mig om hvem jer er i 18 år og så finder jeg Gud hjælpe mig også ud af at jeg er en Malichi og højest sandsynligvis den eneste kvindelige Malichi der findes. Og jeg er ikke engang helt sikker på hvad en Malichi endelig er, så beklager at jeg ikke er så imødekommende som du åbenbart mener at jeg brugte vær. Men det her er altså rat maget at skulle kapere på en gang!"

Råbte jeg og hev efter været, der var blivet helt stile og alle så ufravendt på mig. Lucifers ansigt var blivet udtryksløst igen og han hade folet hænderne på ryggen "jeg forstår" var hans eneste kommentar.

"Du er uden tvivl maget forvirret, så jeg lader dit lille udbrud passere for nu. Ikke desto mindre så vil jeg ikke tillade den opførelse eller den tone i mit nærvær, forstået?" jeg svarede ikke men nede stirrede ham bare. Lucifer nikkede tilfreds, da han tilsyneladende gik ud fra at jeg angrede mit udbrud.

"Alting skal nok blive forklaret for dig når den tid kommer, men lige nu forventer jeg at du finder dig til rate her på slottet og lære rasten af disse unge harre at kende" han lavede en fejende håndbevægelse ud mod de forsamlet drenge "Sebastian du for ansvaret for min datter, pas godt på hende det geler dit liv. Vis hun kommer til stade eller forsvinder, så kommer du til at stå til ansvar for det."

Med de ord vende min far sig om og gik op til sin trone igen og satte sig ned "i kan alle gå." Han viftede os alle af og drengene begynde alle som en at gå hen imod de store dobbelt døre, jeg bliv ståen og stirrede på Lucifer.

"Kom Angel" sagde Sebastian bag mig og tog min ende hånd. Jeg lod mig modvilligt føre ud af troen salen og ud i den brede gang igen. Jeg holde mit blik ratet mod gulvet, da jeg var næsten sikker på at mit blik kunne dræbe lige nu.

"Angel" begynde Sebastian, men jeg afbryd han koldt "Sebastian jeg er virkelig ikke i humør til det det lige nu." Jeg så op og møde 20 par mere eller mindre spænde øjne. Jeg fore sammen. jeg hade helt glemt at de også var der.

Sebastian lage en besidderisk arm om livet på mig "okay Angel der fik du vist den mørke konge op i det røde fælt" han log lige som de fleste ander. Jeg fik på fornærmelsen at de kun udviste respekt over Lucifer når han var tilstede, eller også spilede de bare hårde.

"Men Prissese må jeg præsentere dig for Simon, David, Emil, Christian, Søren, Jakob" Sebastian forsatte, men jeg var holde op med at høre efter og studerede dem istedet for. De fleste af dem lignede hinanden maget, med mørkt hår og lys hud og øjne i klare farver. Men nogle få stak ud, der var en med kul sort hud og næsten hvide øjne og en anden, hvis nok Emil. Han var ligblege med ild rødt hår og grønne katte øjne.

Da Sebastian var færdig med at remse navne op bukkede de alle som en og talte i kor "velkommen Prenssese Angelina." Der gik et par sekunder før jeg genvandt talens bro "ømm hey, hvad så" sagde jeg spat.

Drengene rattede sig op og så lidt forvirret på hinanden, før en af dem tråde frem og tog min ende hånd. "Det er en fornøjelse at møde dem prinsesse Angelina, jeg står til deres rådighed når som helst de ønsker det" sagde han og kysede min håndryg.

Jeg trak hurtigt min hånd til mig, samtidig med at Sebastian trak mig et skridt tilbage og væk fra fyren "ømmm godt at vide..." Jeg kunne ikke huske hvad han hed, heldigvis så rede Sebastian mig "det kan du godt glemme alt om Liam, kongen bad mig om at beskyde Angelina."

Drengen som åbenbart hed Liam log "rolig Seb, husk nu på at konge også gav os ordre til at lære hinanden at kende. Og desuden kan du ikke holde dig engel for dig selv mere."

Jeg himlede med øjne og gav Sebastian en albue i siden, så han slap mig med et støn. "Gide i to ikke godt at lade være med at tale om mig, som om at jeg ikke er her" jeg lage mine arme over kors "og så er jeg ikke hans engel, men jeg er til gengæld maget træt."

Jeg så op på Sebastian "Sebastian gider du ikke godt vise mig tilbage til det jeg gætter på er mine værelser, jeg er næsten 100% sikker på at jeg ville fare vild vis jeg selv prøvede at finde tilbage og det er sådan set også det eneste det forhindre mig i at skride for ca 2 minutter siden. Ikke at det ikke var hyggelig at møde jer, men jeg magter ikke mere lige nu."

Det var Liam der bryd stilheden efter min lille tale "jeg vil med glæde vise dem vej Prinsesse" han bukkede igen og smilede indlandene. "Nej" sagde jeg hurtigt "jeg kender dig ikke og stoler slet ikke på dig, men jeg kender Sebastian og han ved at jeg ikke finder mig i noget pis så..."

Sebastian log "du hørte prinsessen Liam, hun fortrækker mig, så skrid." Liam trak på skuldrene "hvis det er det frøkenen ønsker så..."han tråde et skridt væk og bukkede igen igen. Jeg var ærligtalt ved at få spat af alt det bukker rig, det var måske sjovt i stalden men nu var det lidt anstrengende.

Jeg så hen på de ander "ses sendere" de bukkede selvfølgelig også. "Kom Angel, nu skal jeg nok vise dig vej og drenge vi mådes sender i mødelokalet, for at diskuterer... det der" han skævede til mig og jeg fik på fornemmelsen at jeg ikke mode vide hvad 'det der' var.

Jeg trak mentalt på skuldrene, fint flere hemmeligheder. Sebastian begynde at gå og jeg fulde hurtigt efter, det kunne godt være at jeg ikke kunne lig han, men tanken om at blive efterladt alene her var ikke tiltalende.

🖤Hey folkens i må undskyld at det har taget mig så lang tid at skrive det her kapitel, men jeg har være helt opslugt af en Anime serie ved navn Code Geass, men nu bliv jeg endelig færdig og jeg håber at i kunne lig det og at det var ventetiden værd😁

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...