Ond kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2017
  • Opdateret: 2 sep. 2018
  • Status: Igang
Jeg vil gerne starte med at sige at jeg er ordblind, så det er på eget ansvar.

Angelina er 18 år og lever et helt almindeligt liv, som en helt almindelig pige. Men alt ændre sig, da den mystiske og tiltrækkende dreng Sebastian begynder på hendes skole.
Hvor kommer han fra?
Hvorfor er han besat af Angelina og hvad vil han med hende?
Og er Angelina virkelig en helt almindelig pige som hun troede?

13Likes
9Kommentarer
5599Visninger
AA

13. Kapitel 13

Jeg begynde at hyperventilere, det kunne ikke passe. Jeg så ind i Sebastian sorte øjne, men det eneste jeg så var ærlighed. Hvilket var lidt af en overraskelse, hvis vi virkelig var i helvede. Men hvorfor skulle har dog lyve, hvad ville han få ud at det.

Jeg tog en dyb indånding og forsøgte at slappe af, det ville ikke hjælpe at flippe ud igen. Hvis jeg nu bare tog det hele i strakt arm og spilede med på vanviddet, så ville jeg nok få mere ud af situation.

Sebastian så på mig med et hævet øjenbryn og forventede tydeligvis en form for rektion fra mig. Jeg sank en klump og besluttede på stedet at hvad end der skete fra nu af, så ville jeg ikke flippe ud eller gå i panik.

Jeg ville bevare overblikket og finde på en måde at komme hjem på, hjem til min mor og til min egen verden. "Du tro på mig" sagde Sebastian og lage hovedet på skrå. "Ja, hvad skulle du få ud af at lyve for mig. Altså ud over at jeg vil slår dig til plukfisk" sagde jeg og lage armene over kors.

Sebastian brød ud i latter og tog sig til hovedet "oh Angel du er fantastisk." Jeg trak overlegent på skulderne og sende ham et køligt smil "fortæl mig noget jeg ikke ved."

Han log igen "oh Angel, hvor jeg glæder mig til at få dig for mig selv" han åbnet døren og tråde til side for mig.

Jeg himlede med øjnene af hans kommentar og gik ud af døren. Bag den var en maget lang gang, jeg så til højre og venstre uden at kunne så en ende på gangen i nogen retning.

"Okay du sagde at vi var på et slot, men hvor stort er det lige" spurgte jeg og vende mig om mod Sebastian. "Støre end mand skulle tro" var hans eneste kommentar før han begyndte at gå til højre. Jeg tøvede ikke før jeg fulde efter ham.

Vi gik i noget der følges som en venlighed, før jeg brød tavsheden "sååååå hvor langt er der." De høje stiletter var ikke så gode at gå i og den eneste lyd omkring os, var lyden af mine skridt. Sebastian var fuldstændig lydløs, hvilket var snyd.

Vi gik ned af nogle trapper og ned af flere gang og jeg fik tanke at det lige så godt kunne være en labyrint, for jeg kunne ikke længer fine ud af hvor mange gang vi var drejet.

Der løb et rødt tæppe ned i miden af gangen og væggene var af en sort sten art, sikkert marmor eller sådan noget. Der hang malerier på væggene, hovedsageligt af en høj, slank voksen mand. Med kul sort hår og mørke øjne, ligesom Sebastian, men ham her var ælder og han lignede en der ikke fandt sig i noget pis.

Og ud over håret og øjnene så lignede de slet ikke hinanden, faktisk så mindede han mig om en eller anden. "Sebastian hvem er ham der?" spurgte jeg og stansede foran et af malerierne, hvor manden poserede med en kæmpe hund I baggrunden.

Sebastian stansede også og så sig over skulderen "prøv at gætte Angel , vi er i helvede, i et slot, med en mase malerier af den samme mand" sagde han med et afventende udtryk, som om at han ventede på at en klokken skulle ringede for mig.

Set i bakspejlet, så burde jeg nok have regnet det ud for længe siden. Med det hade vært en hård tid, så der gik i hvertfald yderligere 10 sekunder før det slog mig. "Lucifer" viskede jeg og så i Sebastians øjne at jeg hade rat.

"Og" tilføje han med et selv tilfreds smil. "Og... min far" viskede jeg endnu lavere og håbet at Sebastian vil sige at jeg tog fejl, med det gjorde han ikke. I stedet for nikkede han og lagde en arm om livet på mig "omsider kender du lidt af sandheden Angel, var det så det være?"

Jeg hade det pludselig virkelig dårligt og det var maget godt at Sebastian hade en arm om livet på mig. Jeg vakledede og ville være faldet, med hovedet først. Sebastian hjælp mig ned og side på gulvet "er du okay" spurgte han bekymret.

Jeg regeret ikke på hans spørsmål, men så bare ud i luften uden at vise nogen tegn på følelser. Mit indre var i oprør, jeg viste ikke hvad jeg skulle gøre eller sige. Var Lucifer virkelig min far, var helvedeshersker, djævelen, himlens største forræder min far? Jeg hade ikke skænket det en tanke, men det mode jo så betyde at min mor var en engel.

Sebastian hade jo sagt at jeg var en Malichi lige som ham, men jeg hade da ikke vinger. Det var jeg rimelig sikker på at jeg ville vide, hvis det var tilfældet. Men så igen, jeg hade læst nok bøger til at vide, at engle og dæmoners børn ikke altid slægtede deres forældre på.

Jeg førte ubevidst min højre hånd op til min hals og vågnede omgående fra min trancelignende tilstand. "Hvor er min hals kæde!" spurgte jeg panisk og væltede næsten Sebastian om kul.

Han hade siddet lige foran mig med sine hænde på mine skuldre og forsøgt at fange min opmærksomhed, ved at ruske bildt i mig. Men da jeg pludselig rettede mig op, blev han så forskrækket at han næsten væltet bagover.

"Var? Nåårrr din hals kæde, den har kongen altså din far. Han" forsøgte Sebastian at forklare, men jeg afbryd ham rasende "jeg er lige glad med han laver med den, jeg vil bare have den tilbage!" Jeg kom på benene og Sebastian fulde mit eksempel "skal jeg forstå det sådan at du er klar til at gå videre nu?" spurgte ham og sende mig et bekymret blik.

"Hvis det betyder at jeg får min hals kæde tilbage, så ja" sagde jeg beslutsomt og gjorde tegn til Sebastian om at vise vej. Hans gamle skæve smil var tilbage og han bukkede dybt for mig, hvilket virket rat provokerende i min nuværende sindstilstand. "Som du ønsker min prissese" jeg himlede med øjnene af ham.

"Drop det der Sebastian, jeg er virkelig ikke i humør til det" snerrede jeg og lage armene over kors. Sebastian log og begyndte at gå "som du ønsker Angel." "Sebastian jeg mener det virkelig, stop så" jeg kunne mærke at jeg snart ikke kunne mere i dag, der var allerede sket så meget og jeg var ikke sikker på om jeg kunne holde til mere.

Jeg skulede af samtlige malerrier af min far, da vi gik videre. Gad vide hvilken slags person han mon var, jeg vente mentalt øjne af mig selv. Selvfølgelig var han en grusom person, han var jo for fanden, fanden selv.

Men selvom at jeg var vred, så blev de samme spørsmål ved med at køre rundt i hovedet på mig. "Sebastian du kalder mig for prinsesse, men..." jeg tøvede og lod mine arme falde ned langs siderne.

Vi gik side om side nu og Sebastian så over på mig "din far er min konge, så du er naturligvis min prinsesse" sagde han og blinkede til mig. Jeg rynkede panden "så hvor højt rangeret er jeg så, her i helvede" spurgte jeg nysgerrigt og foldede hænderne på ryggen.

Måske var der et hierarki, ligesom i skolen. Det var altid godt at vide hvor man stod, når mand var et fremmed sted. "Du Angel er som Lucifers datter og kvindelig Malichi, allerhøjst placeret i systemet" svarede han med et lille smil.

"Hmm, så har jeg to yderligere spørgsmål" sagde jeg og så grav alvorligt på Sebastian "du sagde som kvindelig Malichi, hvad mener du med det og jeg har da ikke nogle vinger, lige som dig." Sebastian så vurderende på mig, som om at han overvejet hvor meget han skulle fortælle mig.

Han trak på skuldrene og havde tilsyneladende besluttet at det ikke kunne skade, at fortælle mig lidt mere. "Kvindelige Malichier er meget sjældne og derfor højt agtet. De skulle efter sigende være dobbelt så stærke, som mandlig Malicher. Og dine vinger kommer når du begynder at bruge dine kræfter" forklarede han.

Det gav mig lidt at tinge over. Skulle jeg være stærkere end Sebastian, det var svært at tro på. Han havde jo gjort det klart mere end en gang, at han kunne gøre med mig hvad han ville. Jeg gøs ved tanken, minderne om hans krop mod min var stadig alt for tydelig i mine erindringer.

"Hvad mener du med kræfter?" spurgte jeg og hævede et øjenbryn, så vidt jeg vidste så havde jeg ingen kræfter af nogen art. "Du er 18 ikke, så burde du kunne påkalde dine Malichi kræfter nu" svarede han og strakte sig, så læder jakken gav sig.

"Men" forsøgte jeg at protestere, men Sebastian afbrød mig "hør her Angel din far har bet mig om ikke at forklare for meget for dig, han ville gerne selv have æren, så ikke flere spørsmål nu, okay."

Nu var det min tur til at smile skævt "jeg troede ikke at du tog imod ordrer for nogen, var du ikke din egen herre eller sådan noget." Sebastian sendte mig et hårdt blik "pas på prinsesse, du er ikke stærkere end mig endnu. Jeg kan stadig ligge dig ned, hvis jeg vil."

Jeg sendte ham et lige så hårdt blik "kom bare and" det skulle jeg muligvis ikke have sagt. Sebastian standsede på stedet og grab fat i mine skuldre og pressede mig op mod væggen. Før jeg kunne nå at regere var hans læber mod mine og jeg kunne mærke hans tunge presser sig ind i min mund.

En varm følelse bredte sig inde i mig og jeg tillod mig selv at besvare kysset et kort øjeblik. Men da Sebastians ene hånd vandrede ned på mit bryst, greb jeg hurtigt fat i hans håndled og vred det rundt, før jeg jokket mit ene knæ i skridtet på ham.

Sebastian sange på knæ med et støn og banede på er fremmedsprog. Jeg børstede arrogant lidt støv af min kjole, imens jeg så ned på ham "hvem er så stærkest nu?"

Han kom møjsommeligt på benene igen og skulede til mig "du ved godt at det her betyder krig, ikke?"

"Som sagt, bare kom and" jeg lage armene over kors og ned stirret ham. Sådan stod vi lidt, imen Sebastian beskytter sine ædlere dele. Men så bryd han ud i latter "oh Angel du skal nok bliver mig."

Jeg fnøs "tror på det, dit røv hul." Jeg kunne efterhånden kende mig selv igen, min selvtillid var tilbage og sammen med min vrede føler jeg mig næsten udstoppelige. Sebastian log igen og begyndte at gå videre "kom så prinsesse, kongen venter."

Lad ham vente, tænkte jeg. Jeg hade ikke så travlt længere og så alligevel, jeg hade den største løst til at slå nogen. Nogen andre end Sebastian, selvom at det også føles godt at få han ned med nakken igen.

Uanset hvad så ville jeg have min hals kæde tilbage, den var min og det var første gang at jeg ikke hade den på. Jeg havde båret den lige siden jeg bliv født, eller det var i hvert fald det min mor hade sagt.

Men måske passede det ikke, hvis jeg var født her så... Jeg rystede på hovedet, alle de her spørsmål gav mig undt i hovedet. Men jeg ville ikke give op nu, nu ville jeg møde min far og om nødvendigt så ville jeg tvinge svarene ud af ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...