Ond kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2017
  • Opdateret: 2 sep. 2018
  • Status: Igang
Jeg vil gerne starte med at sige at jeg er ordblind, så det er på eget ansvar.

Angelina er 18 år og lever et helt almindeligt liv, som en helt almindelig pige. Men alt ændre sig, da den mystiske og tiltrækkende dreng Sebastian begynder på hendes skole.
Hvor kommer han fra?
Hvorfor er han besat af Angelina og hvad vil han med hende?
Og er Angelina virkelig en helt almindelig pige som hun troede?

13Likes
9Kommentarer
5757Visninger
AA

12. Kapitel 12

Det første jeg lage mærke til da jeg vågnede var lugten, den virkede bekendt og så alligevel ikke. Jeg slog øjnene på og satte mig op i sengen, det var ikke min seng, så maget hade jeg konstateret. Jeg så mig forvirret om, hvor pokker var jeg.

Jeg hade sovet i en kæmpe himmel seng, med dyne og hovedpudebetrækket af rødt silke som følges køligt mod huden. Selve sengen var vist af egetræ og der hang tyndt gardiner ned fra loftet af senge, så jeg ikke kunne se ret meget af resten af rummet jeg var i.

En tanke slog ned i mig og jeg fattede ikke at jeg ikke hade tænkt på det først. Jeg så ned af mig selv, jeg var iført en tynd sort natkjole. Hvor fanden var mit tøj og hvem hade klædt mig af?

Panikken brede sig inden i mig og jeg fattede heller ikke at den ikke var kommet noget før, hvor var jeg og hvad var der sket. Det sidste jeg kunne huske var Sebastian da han, jeg stansede mig selv.

Sebastian han var... og han sagde at jeg var... og han hade... jeg slog gardinet til side og sprang ud af sengen. Jeg var i et forholdsvist stort soveværelse, hvor sengen fylde det meste af pladsen. Der var tog døre i rummet og den ende væk var dækket af et stort forhæng af et sort stof materiale.

Jeg gik der hen og trak forhænget til side, hele væggen var et stort vindue med udsigt ud over en enorm byen. Det var vist nat for alting var sort og... rødt? Hvor pokker var jeg, tilsyneladende højt oppe i hvert fald, da jeg så ned på bygen, men hvor ellers.

Jeg gik hen til en af dørene og åbnede den, det var et kæmpe stort tøj skab. Jeg måbede og tråde forsigtigt ind, jeg hade altid ønsket mig et walk in closet. Det skulle måske bare ikke lige være det her.

Jeg tog noget af tøjet frem og holdte det der lignede et læder korset op foran mig. Jeg skar ansigt og læge den tilbage på plads, det så ud til at det meste af tøjet var af læder og maget moderne kjoler. Rasten lignede noget der var taget ud af en film om fortidens dronninger, jeg gøs og besluttede at indtil videre var natkjolen fint nok.

Jeg gik ud af skabet igen uden at se rasten af tøjet og hen til den anden dør. Den førte ud til et stort opholdsrum, med en kamin og en sofagruppe. Den ene væg var dækket af fylde bogreoler, med undtagelse af en dør. Men også her var den ende væg dækket af et forhæng.

Der stod også et skrivebord med front mod forhænget, og en store lænestol med et lille bord og en lampe ved siden af. Den var sikkert til at sidde og læse i. I væggen overfor den med forhænget var der også en dør.

Gad vide, jeg gik hen til den kun for at opdage at den var låst. Så jeg var altså fanget, det undrede mig ikke engang. Jeg prøvede den anden dør, imellem bogreolerne. Den førte ud til et moderne badeværelse, med både brusekabine og et badekar. Badekarret var stort nok til 4 personer.

Alt i alt var det ikke det værste sted at være fanget, men stadigvæk. Jeg måtte finde en vej ud herfra, hvor end herfra så var. I det samme hørte jeg noget, det lød som en nøgle i en lås.

Jeg gik ind i opholdsrummene igen, lige i tide til at se Sebastian træde ind af døren og låse den bag sig igen. Han var iført sit sædvanlig tøj bestående af, motorcykelstøvler Jeans, mørk t-shirt og læder jakke.

Han så på mig med et frækt smil "god nat Angel, så vågnede du omsider. Jeg var begyndt at blive bekymret." Jeg blev igen gjort opmærksom på min påklædning og lave beskyttende armene over brystet.

"Sebastian hvor er jeg og hvor er mit tøj, hvad skete der?" Spurte jeg vredt. Sebastian trådte længer ind i rummet "hvor du er, jamen du er da hjemme og dit tøj var vådt efter rejsen, så jeg smed det væk. Du har jo også så maget andet nu så..." han trak på skuldrene.

"Hvad minder du med hjemme og var det dig der klædte mig af?" Spurte jeg og ned stirrede ham, Han lo "det var her du blev født Angel, her i paladset." "Paladset, jeg forstår ikke" jeg rystede frustreret på hovedet. "Bare rolig Angel jeg lovede dig jo at alle dine spørgsmål ville blive besvaret. Men for at svare på dit anden spørgsmål, så ja jeg klæde dig af og på igen. Men jeg rørte ikke dit under tøj, selv om at jeg virkelig gerne ville."

Hans smil bliv endnu bredere og jeg kunne mærke at jeg rødmede. "Dit klamme svin!" jeg gik rasende han foran ham og gav ham en syngende lussing. "Hvor vover du at røre ved mig!" snerre jeg, men til min overraskelse så lo Sebastian bare igen. "Det er godt Angel, du lyder allerede som en prinsesse" han stak hænderne i lommerne på sin læder jakke og så sig rundt.

"Hvad minder du med det?" nu var jeg virkelig forvirret. "Få noget tøj på, så få du sandheden på et sølvfad, fortalt af ham der har alle svarene" sagde Sebastian og satte sig i en af sofaerne.

Jeg blev stående i min tynde natkjole og stirrede på ham, indtil han sukkede og rejste sig op igen "okay hvad er problemet, ville du ikke have svar?" Jeg fnøs "jo selvfølgelig jeg ville have svar, men du kan ikke bare kidnappet mig og så være så kation omkring det!" jeg begynde at vander frem og tilbage gennem stuen.

"Jeg mener, hvad i al helvede skete der" jeg stansede og så på ham "du hade vinger for pokker" jeg slog ud med armene i frustration "har du ikke ting dig at forklare det." Sebastian stod bare og så på mig "jeg er faktisk overrasket over at du ikke er gået i spåner endnu" sagde han og slentrede hen til mig.

"Jeg er gået i spåner!" Skreg jeg og stampede i gulvet "jeg er ved at flippe helt ud, hvor er jeg, hvad er det her for et sted og hvad laver jeg her!" Jeg var så vred og bange at jeg begynde at grade, hvilket bare gjorde mig mere vred. Men mest på mig selv.

Uden et ord grab Sebastian fat i mig og trak mig ind i sin favn. Jeg var for forvirret over situationen til at stritte imod og i en kort stund lod jeg mig bare omfavne. Til sidst slap han mig og trak et lommetørklæde op af sin ende bukselomme og rakte mig det. "Her"

Jeg sendte ham et taknemmeligt smil og tørrede mine øjne. "Hør jeg ved at du må være maget forvirret og sikret bange, men jeg lover dig at alt vil blive forklaret" sagde Sebastian og tog min frie hånd.

Jeg trak den lidt akavet til mig og Sebastian trak på skulderne og sukkede "som du vil Angel." Hen gik hen imod soveværelse og ind i det er tilsyneladende var mit walk in closet. Jeg fulde efter han og lænede mig op af dørkarmen ind til soveværelse og hævede et øjenbryn.

Jeg var faldet så maget til ro i Sebastians arme, hvilket undrer mig, at jeg var begyndt at under mig over hvorfor det var så vigtig for Sebastian at jeg fik svar på mine spørgsmål. Kunne han ikke være ligeglad og det lod jo til at han hade svarene, så hvorfor gav han mig dem ikke bare.

Sebastian kom endelig ud af skabet, med en lang blod rød kjole over den ende arm og et par lige så røde stiletter i den ande hånd. Jeg sparede øjne op ved synet af kjolen og skoene "okay det der tager jeg ikke på!" sagde jeg bestemt.

"Jo du gør og enden tager du det selv på, ellers også skal jeg nok hjælpe dig igen" sagde han og smed tøjet på sengen før han send mig et udfordrende smil. Han gik forbi mig ud af døren og tilføjede "du har 10 minutter før jeg kommer ind og hjælper dig."

Jeg rakte tunge af ham bag hans ryg, barnligt måske, men hvad skulle jeg ellers gøre. Jeg var ikke et sekundet i tvivl om at ham ville føre sin trussel ud i livet, hvis jeg ikke gjorde som han sagde.

Jeg sukkede og lukkede døren og gik hen til sengen, med en følelse af modløshed. Om jeg ville det eller ej, så var jeg i Sebastians vol og jeg kunne bare håbe på at han ikke ville udnyttede situation. Hvad tinget jeg dog på! selvfølgelig ville han udnytte situationen, hvis han fik chancen.

Jeg tog kjolen op og nærstudere den, den var af gammeldags snit men lange ærmer og et tungt skørt. Der var gul broderier på ærmerne og på over delen af kjolen. Jeg sukkede igen og tog natkjolen af og tog istedet kjolen på, det var svære end mand skulle tro.

Stoffet var stramt omkring livet og ville ikke gi sig, så jeg blev nød til at holde min ryg helt rank. Virket gjorde det svært at få sko på, men det lykkedes og enden for Sebastians tidsbegrænsning.

Der stod et mands højt spejl i det enden hjørne af soveværelset, som jeg stod og spejlede mig i da Sebastian åbnet døren. "Så er tiden gået Angel er du i tøjet eller skal du have hjæææææ..." han tav brat da han så mig og jeg vende mig væk fra spejlet.

Jeg kunne på en måde godt lig kjolen, den var flot og den fra hævede mit smalle liv og brede hofter. To ting jeg godt kunne lig ved mit tøj, men udskæringen i kjolen var lige lidt for åben til min smag.

Sebastian tog sig sammen og glippede med øjne "wow Angel du ser fantastisk ud!" Jeg rødmede og lage armene over kors "godt nu har jeg tøj på. hvad så nu?" spurte jeg og så til siden.

"Nu prinsesse, skal du møde din far" sagde Sebastian neutralt som om han lige hade sagt at himlen var blå eller at jeg var blondt. "Min...min far, med han er da" stammede jeg, men bliv afbrudt. "Nej jeg minder ikke Edwill og du må da efterhånden have regnet ud at han ikke er din far. Nej jeg taler om din biologiske far" sagde han og smilede skævt, men der var noget forkert ved det smil.

"Je...jeg" jeg kunne ikke få ordene frem, var min fare her. Jeg hade så mange spørsmål, men hvorfor tøvede jeg så. Jeg blev ståen på stedet uden at se på Sebastian og uden at sige mere.

Sebastian sukkede og gik gennem rummet og hen til mig "jeg har personligt vender længe på denne dag og jeg har ikke tinget mig at lade dig give op nu!" Hen grab fat i mig og løftede mig op i sine arme og begynde at gå ud af soveværelse.

Med et fik jeg talens bro tilbage "Sebastian!" skreg jeg og sparkede med benene "sæt mig ned!" Han stansede foran den låste dør og så vurderende på mig "følger du så med?" "Ja vis du sætter mig ned lige nu!" han må have kunne høre på mig stemme at jeg mente det, for han satte mig ned.

"Dygtig pige Angel" hans skæve smil var tilbage "et godt rod, lad vær med at vise nogle at du er bange, så heller nedstirre dem. "Hvad minder du med det?" Spurgte jeg og hævede et øjenbryn, lidt af min gamle selvtillid var tilbage.

Jeg hade på fornærmelsen at Sebastian bevist hade gjort mig sur, for at få mig til at vågne op igen. Hans smil antydede det i hvertfald, men hvorfor var han personligt interesseret i at jeg skulle møde min far.

Sebastian skulle til at åbne døren efter at have låst den op, men jeg stansede ham. "Sebastian hvor er vi?" han så sig over skulderen "vi er da i helvede Angel, dit hjem."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...