Ond kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2017
  • Opdateret: 2 sep. 2018
  • Status: Igang
Jeg vil gerne starte med at sige at jeg er ordblind, så det er på eget ansvar.

Angelina er 18 år og lever et helt almindeligt liv, som en helt almindelig pige. Men alt ændre sig, da den mystiske og tiltrækkende dreng Sebastian begynder på hendes skole.
Hvor kommer han fra?
Hvorfor er han besat af Angelina og hvad vil han med hende?
Og er Angelina virkelig en helt almindelig pige som hun troede?

13Likes
9Kommentarer
5576Visninger
AA

10. Kapitel 10

Jeg holde rasten af dagen ud i skolen, uden at snakke med ander end Maja om det der var sket på taget. Hun hade selvfølgelig løst til at drabe Sebastian, men jeg nåde at tale hende fra det i tide.

Og nu sad jeg i køkkenet klokken halv 11 om aften, med min femte kop varme kakao og ventede på at mine forælder skulle komme hjem. Jeg hade ikke fortalt Maja det Sebastian hade sagt om min far, det ville jeg først spørge min mor om.

Jeg sad med min iPad og lavede lektier da døren endelig gik op, jeg hade ikke hørt bilen da jeg sad med høre bøffer på og lyttede til gamle MGP sange. Lige da døren gik op hørte jeg (tro på dig selv af Chestnut Avenue) og blev afbrudt lige mit i (du skal tro på dig selv, du skal gøre hvad du vil.) dellen

Jeg slukkede musikken og tog mine høre bøffer af og lage dem på køkkenbordet. "Hejjjj" råbte jeg, så de kunne høre mig uden i gangen, hvor jeg kunne høre dem tage deres overtøj af.

"Hej skat, hvorfor er du stadig oppe?" Spurgte min mor, da hun kom ud i køkkenet. "Jeg ventede på jer, vi skal tale sammen" jeg kom på bene i det min far også kom ud til os. "Kan det ikke vende til imorgen skat, vi er tratte" sagde min mor og gik forbi mig hen mod badeværelset.

"Nej, det kan ikke vendte, det skal være nu!" de så bække på mig med et underlig blik. "Okay smugling vis det ikke kan vente, så lad so sætte os ned og tale sammen" sagde min far og trak en stol ud ved køkkenbordet.

Jeg satte mig også ned og lukkede skærmen på min iPad "okay øm... je..." jeg kunne pludselig ikke finde nogle ord. "Bare sig det, musling" Edwill lag sin hånd over min på bordet.

"Okay så, en af drengene i skolen hentyde at du ikke er min far" der blev helt stile i rummet og min mor og far vekslede et underligt hurtigt blik. Før min far log lidt anstrengt "det er da tåbeligt, hvem siger dog den slags ting."

Jeg hævede et øjenbryn. "Du skal ikke tror på den slags, min skat" sagde min mor og tog min anden hånd, jeg kunne mærke at hendes rystede. "Han hedder Sebastian og kender i forresten en Daniel Dark?"

Begge mine forælder bliv blege som li og min mor rejste sig så hurtigt op at hendes stol væltede. "Rolig Lisa!" sagde min far og rejste sig også "der måske ikke forsendt."

"Hvad er ikke forsendt?" spurgte jeg og lage armene over kors.

"Angelina hør nu godt efter, det er maget vigtigt. Sebastian, hvor længe har du kendt ham og Daniel" spurgte min mor indtrængende i stedet for at svare på mit spørgsmål. Jeg rynkede panden og tænkte mig om "Sebastian startede på skolen for et par uger siden og Daniel startede i dag, men hvorfor?"

De udvekslet igen blikke "og hvordan møde du dem?" Spurgte min far denne gang "hade i kropskontakt?" Jeg blinkede overrasket, hvorfor stilede de så mange spørsmål. Var det virkelig relevant for mit spørgsmål, om at Edwill var min far.

"Ømmm Sebastian hade stjålet fra min veninde hans første dag, så jeg konfronterede ham og det ende med at jeg slog ham til jorden. Og Jeg støde ind i Daniel og han reddede mig fra at falde på hovedet."

Min mor bliv endnu blegere og sank tungt ned på den stole som min far havde rejst op igen "det er forsendt" viskede hun. Jeg lignede angiveligt et stort spørgsmålstegn, men mine forældre læge tilsyneladende ikke mærke til det.

"Rolig Lisa, rolig" forsøgte at min far at berolige min mor, men til ingen verdens nytte.

"Nej Edwill det er forsendt, alt forsendt de vil..." hun gemte hovedet i hænderne og hulkede.

Jeg spærret øjnene op, jeg havde aldrig set min mor brøde sådan sammen før. Hun havde altid virket så stærk og at se hende sådan her virkede forkert. "Mor hvad er der galt?" spurgte jeg forsigtigt og rejste mig op.

Det skulle jeg ikke have gjort, min mor så omgående racerne og beslutsomt op på mig. "Angelina du har hus af rast, du forlader ikke det her hus under nogle omstændigheder er det forstået!"

Jeg blev mundlam i ca. 3 sekunder før jeg gik af mok "af hvad har jeg, det kan du ikke gøre, hvad med skolen. Jeg er med på at jeg ikke må tage til Majas fest, men du kan ikke forhindre mig i at se mine venner!"

"Du har bare at gøre som jeg siger unge dame, jeg er dig mor" sagde hun strengt og satte hænderne i siderne. "Fint! Men er Edwill så min far!" råbte jeg så højde at jeg selv blev overrasket.

"Nu er det nok! Gå op på dit værelse og bliv det" råbte Lisa tilbage og stampede i gulvet. Jeg så bederne på min far, vis han da var min far "heltærligt far, hvorfor flipper I ud på den måde?"

Edwill lage armene om Lisa "Angelina gør som din mor siger" han så ned i gulvet og undgik mit blik. Jeg så fra den ende til den anden, de var ikke til at rokke med. "Fint!" skred jeg og strambede hele vejen gennem huset, op til mit værelse og smækkede døren hårdt i.

Jeg var så vrede og forvirret, hvad fanden var der lige sket og hade jeg ikke alderrede hus af rast. Hvordan kunne de bare smide om sig med den slags rod, hus af rast min bare røv.

Jeg satte mig på sengen og tog mig til hovedet, ved alle guder noget lort. Og det værste var næsten at jeg, faktisk ikke fik svar på mit spørsmål. Jeg sukkede frustreret, det har kan bare ikke passe, tænkte jeg og kom på benene igen. Lige nu kunne jeg bare ikke sette stille.

For hade jeg endelig ikke fået et svar alligevel, ville de flippe sådan ud hvis Edwill virkelig var min far. Der måde være noget om det Sebastian hade sagt, men hvorfor var det så vigtigt om Sebastian og Daniel hade rørt ved mig?

Jeg satte mig igen, denne gang ved mit skrivebord og blev straks distraheret. Der lå blyanter og papir over alt, men det var der ikke noget undeligt i. Det der hade distraheret mig var at jeg næsten var 100% sikker på at jeg hade lavet en tegning igår, men min papirs blok var tom.

Jeg kikkede unde bordet, men jeg kunne kun finde mine gamle tegninger. "Mystisk" mumlede jeg og lænede mig tilbage på stolen. Jeg rystede på hovedet, fokus, tænkte jeg vredt til mig selv.

Jeg kunne høre Edwill og Lisa råbe af hinanden neden under, jeg mines ikke at kunne huske at de hade råbt sådan før, det var åbenbart være end jeg troede. Jeg bed mig i under læben, jeg kunne ikke høre hvad de råbt bare at de råbte.

Min nysgerrighed blev for maget for mig, så jeg rejste mig op og listede hen til døren, som jeg åbnet på klem. Deres stemmer blev tydeligere, så jeg lænede mig op af dørkarmen og spidsede øre.

"Lisa for pokker, det nytter ikke noget at stå og råbe af hinanden. Skaden er sket, du hade rat det er forsendt. Vi bliver nød til at få Angelina i sikkerhed!" råbte min far indtrængende.

"Jeg ved det Edwill, jeg ved det. Men nu hvor at Han har fundet hende, så vil Han aldrig give op. Hun vil ikke være i sikkerhed noget sted!" jeg kunne høre at min mor grad.

"Hun vil kunne være sikre et sted Lisa og det ved du godt!" Svarede Edwill lidt blider, tydeligvis ved at falde lidt ned.

"Nej det er lige så slemt. Angelina skal holds helt ude af den krig, hun skal vokse på i sikkerhed langt væk fra den verden!," jeg kunne høre at min mor var på hysteriets ran. Men hvad var det for en krig hun talte om og hvem var den 'Han' hun mente.

Spørgsmålene kørte rund i mit hoved, men det var tydeligt at mine forælder ikke ville give mig nogle svar. Jeg lukkede min dør igen og så mig om i mit værelse. På sengen lå min mobil og jeg kom i tanke om det Sebastian hade sagt, oppe på taget.

Jeg ville have nogle svar, jeg hade bro for nogle svar. Jeg tog min mobil og låste den op, der var en besked. Den var selvfølgelig fra Sebastian og jeg kunne se at han også hade skrevet til mig tidligere. Jeg kun godt huske at jeg have ignoreret den.

(Hey engel, vil du høre en hemmelighed)

(Hey engel, hvis du stadig savner svar, så ved du hvor du kan find mig)

Jeg bed mig i under læben igen, det jeg skulle til at gøre nu var sikret min værste beslutning nogensinde. Jeg gik beslutsomt hen til mit vindue og åbnede det. Der stod et træ ude foran det, med en bred gren som jeg nemt kunne nå.

Det var ikke svært, hverken at kravle op eller ned af træet. Jeg kom hurtigt og lydløst ned på jorden og lyttede 1 sekund før jeg småløb hen til garagen. Der kørte ingen busser om natten, så jeg blev nødt til at cykle hen til skolen.

Jeg var ikke meget for at gå ind i garagen om natten, men jeg skulle jo bruge min cykel så jeg bed tænderne sammen. Jeg åbnede forsigtigt døren og stivnede på stedet, da den gav et vin fra sig. Ingen af mine forældre havde tilsyneladende hørt det, så jeg sneg mig ind og fandt hurtigt min cykel.

Før der var gået 10 minutter var jeg allerede noget et godt stykke væk, fra mit hus og der med min mor og far. Hvad jeg bare ikke viste var at jeg aldrig ville se dem igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...