The Ocean Of One Shots | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 29 mar. 2018
  • Status: Igang
Et ocean fyldt med bitte små historier, der har hver sin betydning. De små historier kan bringe folk et smil på læben og få tankerne sat i gang.

Denne movella er fyldt med one shots, som aldrig bliver til lange historier.

7Likes
14Kommentarer
1312Visninger
AA

4. Three | Mr. Troublemaker

Det handlede om at leve fyldt ud, fik jeg ofte af vide af min familie. Om jeg så tog ordene til mig, var en anden side af sagen.

Mit liv havde været havde været ret kaotisk, fyldt med drama og ingen pauser. Man kunne godt sige, at jeg havde et liv fyldt med flammer, så meget gang i, der var. Men om jeg kunne lide min nuværende livsstil, var altid som et kæmpe stort mysterium for mig. Fordi sandheden var, at jeg havde ingen idé. Jeg rakte bare efter noget, og siden det, havde jeg ikke stoppet min livsstil.

Ofte kunne jeg tigge, bede og endda håbe på det bedste, at jeg ville komme fri fra dette helvede. Det kørte mig psykisk ned, og jeg kunne græde i dagevis over, hvor ynkelig jeg var. Hvis jeg kendte mine forældre ret, så ville de være skuffede over mig – og de ville endda også skælde mig ud og bruge disse ord: ”Vi er skuffet over dig, Harry. Vi troede ærlig talt, at vi havde opdraget dig bedre.”

Sådan var mine forældre. De havde store og høje forventninger til mig. Jeg var deres eneste søn, som de pakkede ind i bobleplast, i håb om at jeg ikke ville gå i stykker som min søster Gemma gjorde for et par år siden.

Hvem kunne jeg narre? Mine forældre ville aldrig se mig igen efter den store misforståelse og fejltagelse, der opstod den aften, som gav mig kuldegysninger.

Mine venner kiggede på mig, og nikkede kort over deres kørende samtale. ”Harry, du må nødt til at passe på vores genstande,” fortalte Dwan mig. Jeg sukkede over hans kommentar. Endnu en gang skulle jeg passe på vores værdifulde skrammel, som politiet aldrig ville finde, eftersom de aldrig var så begavede nok til at vide, at de værdifulde genstande lå gemt et hemmeligt sted.

”Nu igen? Hvornår bliver det jeres tur?” beklagede jeg mig. Jeg havde altid taget imod de genstande med åbne arme, men nu var det ved at blive lovlig risikabelt, og jeg kunne ende i fængsel på grund af det.

”Øh, vi gider sgu da ikke i brummen,” lo Zack. Jeg kunne fyre en næve lige i hovedet på ham. Ofte tænkte jeg, hvorfor jeg var venner med Zack, da jeg fandt ham skide provokerende til tider. ”Jeg gider altså ikke mere,” sagde jeg. Sandheden kom ud på bordet. De måtte vide det nu, da jeg ikke kunne holde det inde mere.

”Hvad mener du?” Dwan kiggede undrende på mig, og løftede svagt brynet op i vejret. Hans dumme kommentar fik mig til at knibe mine øjne lidt mere sammen og kigge lidt indlysende på ham. ”Som jeg siger, jeg gider ikke det her pjat mere. I sidste ende udnytter I mig kun, og så skrider I alligevel til politiet, så jeg står med røv til laser,” forklarede jeg ham.

Hverken Dwan eller Zack så ud til at være tilfredse med min beslutning, men jeg kunne ikke gå med frygten mere. Godt nok, havde jeg været kriminel i flere måneder, men jeg måtte bakke tilbage og tænke på min fremtid – men der var mine såkaldte ’venner’ meget uenige med mig og mine valg.

”Du kommer til at fortryde dit valg, Styles,” var det sidste, som forlod Dwans mund inden de var smuttet og jeg nu stod alene henne ved min lejlighed med alle værdierne.

Og det værste var, at jeg fortrød straks min handling, fordi kort tid efter strømmede der politibiler, som omringede min lejlighed. Jeg stod fuldkommen forstenet og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.

”Er du Harry Styles?” spurgte betjenten mig om. Jeg nikkede. ”Du er hermed anholdt for at stjæle de værdifulde sager, som er gemt i din baghave,” mens betjenten forsatte sin prædiken omkring min anholdelse slog det mig.

”Dwan Robbins og Zack Trey er med i dette,” forsvarede jeg mig hurtigt. Ærligheden skinnede i mit blik. ”Javel, dem snakker vi med bagefter.”

Betjenten virkede ærlig talt ligeglad, fordi det var alligevel mig som havde alle værdierne. Hvorfor havde jeg overhovedet sagt ja til at være med?

Og nu var jeg endt her, i en eller anden kikset orange dragt, og sad i min egen celle. Jeg følte mig indelukket, og havde tit overvejet at begå selvmord, fordi i mine øjne var mit liv ikke en skid værd mere.

Endda i mine forældres øjne ville jeg sikkert være en eller anden taber, som bare skulle opdrages ordentligt – men den del smuttede, da jeg nu blev til en ballademager og var endt her i det forfærdelige fængsel, HM Prison Wandsworth i London – stedet var ikke noget at råbe hurra for, men hvad kunne man bede om? En bedre celle? Noget bedre mad? Hvad end man sagde til dem, så lo de bare og kom med en eller anden flabet kommentar.

Hvis jeg huskede korrekt, så havde jeg været indespærret i snart 4 år, og jeg kunne knap nok huske, hvad min daglige rutine var inden mit liv blev til en stor fiasko.

En betjent dukkede op, da han låste døren op. Han så yderst seriøs ud, men havde en pose med mit tøj i. Det bragte et smil på mine læber, da det kun betød én ting: frihed. Jeg var snart en fri fugl igen, og det gav mig sommerfugle i maven. I 4 år havde jeg ikke set solen, eller bevæget mig udenfor. Jeg havde været herinde på den lukkede afdeling.

Hurtigt havde jeg fået skiftet tøj, og var blevet guidet hen mod udgangen. Jeg kunne næsten skrige som et lille barn, der havde fået sit ønske opfyldt. Bagved den dør var min frihed, som jeg havde sukket efter i flere år.

”Du er en fri fugl nu, Harry. Lad nu ikke mere ballade.”

Jeg takkede af, og skyndte mig bare udenfor. Jeg åndede den friske luft, og nød bare vinden tage fat i mine levende lokker. Jeg følte mig levende.

Min krop frøs til is, da jeg fik øje på nogle personer, jeg ikke havde set i flere år. Her stod jeg og troede, at jeg ikke var elskværdig mere – så dette bragte et smil på mine læber. ”Harry.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...