The Ocean Of One Shots | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 29 mar. 2018
  • Status: Igang
Et ocean fyldt med bitte små historier, der har hver sin betydning. De små historier kan bringe folk et smil på læben og få tankerne sat i gang.

Denne movella er fyldt med one shots, som aldrig bliver til lange historier.

7Likes
14Kommentarer
1273Visninger
AA

2. One | Losing you


Han er borte, Harry.”

En tåre gled ned af min kind, da jeg modtog den chokerende nyhed. Min mave krummede sig sammen, og jeg kunne hverken finde hoved eller hale i det. Min hjerne ville ikke samarbejde med min håbløse krop – og jeg havde allermest lyst til at skrige, råbe og bare græde mine følelser ud.

I flere år havde han været i mit liv, og at han nu slet ikke fandtes på denne jord gjorde ondt indeni. Jeg kunne ikke se et liv uden ham. Jeg havde forudset, at døden ville komme snart, efter alle de behandlinger, og utallige mange gange han havde været i koma, så troede jeg ærlig talt ikke, at jeg skulle miste ham i sådan en ung alder.

Jeg var kun 19 år, da det skete. Ulykkelig var ikke engang ordet, såret var heller ikke ordet. Ordet fandtes ikke.

Hele min barndom havde ikke været en dans på røde roser, men med ham ved min side, havde han formået at gøre mit liv så meget lettere, at det altid bragte et smil på mine læber. Og jeg elskede at være hjemme hos dem. Jeg følte mig hjemme – I begge var mit andet hjem, som jeg altid kunne komme om, når der var problemer med mit liv, som alligevel var så kaotisk, at jeg fik hovedpine over det.

Den 3. september 2016 valgte han at vinke farvel til mig, og derved også tage afsked til mig, men problemet var bare, at jeg aldrig nåede at sige farvel til ham. Jeg nåede ikke at sige et ord til ham. Alting var holdt hemmeligt, for at jeg ikke skulle bekymre mig.

Men dagen efter fik jeg det af vide, og den dag brød jeg sammen. Jeg var næppe klar på at give slip på ham – men hvem var overhovedet klar på det? Jeg havde mistet så mange mennesker omkring mig, at mit hjerte stak ufatteligt i et hastigt tempo. Mine tårer fra mine øjne forsvandt aldrig, men mine øjne blev tørre som ørken Sahara.

I flere år havde jeg haft disse drømme om, at ham og hans kone skulle have et langt og lykkeligt liv, det havde de skam også fået. Det som gjorde mig mest ked af det, var at han aldrig nåede at sætte huen på mig, da jeg blev student efter flere kampe med livet. Han havde nogle store kampe, mens han lå i koma og de forskellige læger var ligeglade med ham – af hvad jeg havde fået af vide af min familie.

De nyheder skar mit i hjertet over, at de behandlede ham som en sæk kartofler. De burde behandle ham med respekt. Var det overhovedet så svært, at behandle folk med respekt?

Den 10. september 2016 var jeg i en kirke sammen med min familie, samt hans venner og mange fremmede mennesker som skulle til Gudstjeneste. Jeg følte, at jeg ikke kunne få vejret, da jeg fik øje på den sorte kiste. Mine hænder var svedige, og min vejrtrækning var ukontrollerende. Jeg kiggede trist på kisten, som var dækket af de mange blomster og banners.

Han fik aldrig sit sidste ønske opfyldt, og på en måde var jeg meget taknemmelig for det, da jeg gerne ville bibeholde et minde fra ham. Han måtte ikke forsvinde fra mit liv, det kunne jeg ikke tillade.

Hans første ønske var, at han ville brændes og være i en potte – det ønske blev opfyldt.

Hans andet ønske var, at han ville begraves i det ukendelige – ingen af os ønskede det, og slet ikke hans kone. Hun virkede meget afvisende, og derfor resulterede det i, at han skulle begraves i vores bys kirkegård, hvor vi alle sammen kunne besøge ham, når vi havde lyst.

Min far lagde hånden på mit knæ og sendte mig et opmuntrende smil, selvom hans blik var sørgmohamt. Vi var alle sammen triste over dette store tab. Ikke engang de forskellige besøg hos ham, inden han blev kørt væk kunne bringe et smil på mine læber.

Jeg havde mistet en person, som jeg elskede af hele mit hjerte. En person, som jeg kun havde kendt i 19 år, men havde håbet på at kende ham i flere år.

Efter dette var jeg hundred procent sikker på, at mit liv ville være en stor fiasko fyldt med flere udfordringer på min vej.

Jeg elskede ham – han forlod mig.

x x x

Dette kapitel er meget personligt, fordi i dag er det præcis 1 år siden, at min bedstefar valgte at gå bort. Det var ikke let, at skrive dette kapitel, da minderne bare poppede frem helt tilbage fra min barndom til den forfærdelige slutning. 

Alt det som jeg har skrevet er virkelige hændelser, intet er opdigtet.

Kys og kram,

Louise B

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...