flugt fra døden

*deltager: drømme på flugt. valgmulighed 1* 13-årige Maleika og hendes lillesøster Duna er på flugt fra deres hjemby i Rwanda, men rundt om hvert hjørne gemmer sig en ny mand der bare venter på at hugge den næste ihjel.

4Likes
4Kommentarer
255Visninger
AA

1. pas på de ikke finder dig...


Vi gemte os bag hegnet ved vores hus. Gennem havelågen kan jeg se ud på gaden foran os. Det er mørkt. Der er ikke noget lys til at lyse gaden op. Ikke andet månens lys gør at man kan se noget. 

Jeg har min lillesøster foran mig. Jeg holder hende tæt ind til mig mens jeg holder for hendes mund. Hun må ikke skrige. Ikke nu. For ellers vil mændene ude på gaden finde os. Jeg holder vejret. Tør knap nok trække vejret. Jeg er bange for at lave den mindste lyd.

Et sted ude på gaden. Ikke langt fra hvor vi var, kan jeg se to mænd komme gående med manchetter der glinsede mørkerød I måneskinet. Den tykke væske løb ned langs manchettens klinge og efterlod dråber hvor de gik. 
Lad dem ikke få øje på os. Lad dem ikke høre os. Bad jeg for mig selv. Jeg var sikker på at de ville dræbe os hvis de fandt os. Ligesom de lige havde dræbt den gamle mand der stod udenfor sit hus. Ligesom de havde dræbt vores forældre. 

Vi var alene nu. Kun mig og min søster. Vi måtte væk fra byen, så meget vidste jeg, men jeg vidste ikke hvordan. Lige nu vidste jeg at vi måtte overleve det næste minut. Det virkede som en evighed men langsomt gik mændene længere og længere væk. Selv da de var ude af syne, ventede jeg et øjeblik før jeg pustede ud og gav slip på Duna’s mund. Jeg var bange for at hun ville skrige men det gjorde hun ikke. I stedet for sad hun og rystede mens tårene trillede ned af hendes kinder. Jeg tog hende I mine arme, prøvede på at trøste hende, men vi var nødt til at komme væk inden der kom endnu flere mænd med manchetter. 

Jeg kiggede ud gennem sprækerne I lågen og så at der var fri bane. Jeg tog Duna’s hånd og trak hende efter mig med ud på gaden. Vi holdt os til husene rundt om os og prøvede på at gå rundt om ligene der lå spredt ude på gaden. Jeg var ved at skrige da jeg kom til at sparke til et afhugget hoved. Jeg tog hånden for munden for at holde skriget inde og lod tårene trille ned af mine kinder mens jeg slæbte Duna efter mig. 

Da jeg hørte stemmer et sted tæt længere fremme lagde jeg mig hurtigt ned blandt den bunke lig der lå foran os. Jeg sagde til Duna at hun skulle spille død. Der lå vi så blandt flere lig. De stank af død. Varmen havde allerede fået dem til at gå I forrådnelse. Stemmerne kom nærmere og jeg kunne høre dem gå forbi os. Da de kom tæt på prøvede jeg på at holde vejret så de ikke kunne se jeg var I live. Da de gik forbi var der en af dem der prikkede til mig med spidsen af en manchette. Jeg gjorde ikke noget. Jeg lod ham gøre det. Jeg ville ikke afsløre mig selv og håbede at Duna gjorde det samme. 

Da de var væk rejste vi os op og fortsatte gennem de mørke gader. Vi fortsatte frem. Jeg ville ikke lade nogen stoppe os. Selv ikke mændene med manchetter. Vi skulle nok komme væk. Det ville jeg sørge for. Så med min lille søster I hånden flygtede vi fra det frygtindgydende sted vi engang havde kaldt hjem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...