det usagte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 sep. 2017
  • Opdateret: 12 sep. 2017
  • Status: Igang
det usagte til de mennesker, jeg holder af

0Likes
0Kommentarer
173Visninger

2. Kære mor

Kære mor

Jeg er ked af, at jeg ikke fortalte, hvor dårligt jeg havde det, før det var for sent. At du selv skulle fortælle mig, at tingene i mit liv kørte skævt. At jeg var på vej ud på et sidespor. At stressen havde overtaget mig, og jeg ikke længere var den gamle og glade mig. 

Jeg gjorde intet, fordi jeg ikke ville være til besvær. Hvilket jeg alligevel endte med at blive. Jeg vil bare ikke have, at du skal bekymre dig om mig, når jeg selv vil klare tingene. Når jeg selv mener, at jeg har styr på det hele.
Jeg er ked af, at du ikke ved, hvad der foregår i mit hoved. Jeg kan ikke sige det til dig, fordi du ikke skal bekymre dig. Jeg er ked af, at jeg ikke fortæller dig, hvad psykologen siger, så du forstår min situation, mine off-days og mig. 
Så nu kommer det hele. For du fortjener at vide det. Ikke fordi du skal bekymre dig, men fordi det vil hjælpe dig med at forstå mig.

Jeg vidste, at det kørte skævt. Jeg vidste, at livet kørte for hurtigt. Jeg vidste, at jeg ikke kunne følge med. Jeg vidste, at det ville gå galt. Men jeg vidste ikke, at det var så slemt.
Psykologen er mærkelig. Jeg er begyndt at tvivle på, at hendes metoder virker. Hun bliver ved med at sige: "Det er et valg." Selvom jeg på intet tidspunkt har tænkt, at jeg vælger at være stresset. Jeg har aldrig valgt at tænke, at livet kører for hurtigt. Jeg har aldrig valgt, at jeg føler mig som et dårligt menneske, når jeg træder på stregerne og at jeg bliver fysisk utilpas, når det sker. Samtidig har jeg heller ikke valgt, at tilfældigheder skræmmer mig og jeg derfor skal finde system i alt. Men det er jo åbenbart et valg. 
Samtidig mener hun, at årsagerne til mine psykiske lidelser er dig og fars skilsmisse og at farfar døde. Hun forstår ikke, at det startede længe før det. At jeg har hørt stemmer i lang tid, som fortæller mig, at jeg ikke er god nok. Hun tror, at det hele stammer fra de to begivenheder, selvom det ikke har noget med det at gøre. Men når hun spørger ind til det, bliver jeg ked af det. Og jeg vil altid være bange for at miste flere familiemedlemmer, men det er ikke derfor, at jeg har det dårligt. For jeg tænker, at alle da er bange for at miste nogen, de holder af. Er de ikke, mor? Er det bare mig, der er skør, fordi jeg reelt set går hver dag og frygter, at jeg får et opkald om, at et nært familiemedlem er død? At jeg tænker på farmor, når jeg hører en ambulance, når jeg sidder i skolen?

Men mor, du ved ikke, hvor slem min OCD er blevet. Selv når jeg prøver at forklare stregerne ud fra genstandene i stuen, så er det som at beskrive verdensbefolkningen ved at beskrive lokalbefolkningen heromkring. For jeg har ikke fortalt, at grunden, til at jeg ikke vil have kørekort, er, at jeg skal blinke mellem hver vejpæl. Og på dårlige dage skal min fod følge en bestemt rytme. Og samtidig må jeg ikke blinke, når der er en modkørende bil ud for en vejpæl, når jeg kører på motorvejen.
Men mor, jeg forstår godt, hvis du er stået af nu. For det eneste sted, hvor det giver mening, er i mit hoved. Og i et liv, hvor der intet system eller mening er, så er det rart med noget, der faktisk giver mening. Ting i system. Og selvom det hæmmer mig i mit liv og dræber min lyst til så mange ting, så elsker jeg også, at der er lidt system i mit ellers kaotiske liv.

Noget andet, jeg ikke har fortalt dig, er, hvor tæt jeg har været på at droppe skolen. Med ét år igen overvejede jeg, om jeg overhovedet ville komme ud med noget godt resultat. Og selvom jeg på de gode dage drømmer om forsikringsmatematik på Københavns Universitet og et snit på over 11, så bliver disse dage overskygget af de mørke og triste, hvor ikke engang dagen i morgen kan overleves. 
Da jeg fortalte det til psykologen, forstod hun, hvor langt ude jeg var. Hun sagde, at jeg var i en reel risiko for at gå ned med stress. Og hun var oprigtig bekymret for mig. Hun foreslog, at jeg tog det første halve år af 3.g og så droppede ud. Lavede noget andet i et år. Oplevede verden. Så kunne jeg vende tilbage til skolen og tage det sidste halve år af 3.g. 
På de dårlige dage er det dét, jeg har allermest lyst til. Men jeg frygter, at jeg aldrig kommer tilbage til skolen. At jeg vil være fanget i en situation, som en ung stressramt teenager der ikke engang kan klare gymnasiet. Og hvorfor skal jeg overhovedet klare gymnasiet, når der efter det venter noget, der er mere krævende og endnu hårdere. Hvis gymnasiet kan knække mig, hvad gør jeg så, når jeg kommer ud i den virkelige verden. Men jeg kæmper, mor, det skal du vide. Selvom hver dag bliver mørkere, så kæmper jeg. Jeg vil færdiggøre gymnasiet, have min hue og så må vi tage den derfra. 

Selvom du prøver at forklare mig, at alt ikke handler om at klare sig godt, så forstår jeg det ikke. Jeg vil jo bare gøre dig stolt. Jeg har ikke altid været det bedste barn, så jeg vil have, at du er stolt af mig. At jeg har gjort noget godt, som du kan fortælle videre til folk. Derfor kæmper jeg så hårdt. Og det er på ingen måder din skyld, for jeg ved godt, at du også synes, at det er flot, hvis jeg kommer hjem med et 10-tal eller sågar et 7-tal. Men et 7-tal snakker man ikke om, på samme måde som at du kun giver en is, hvis jeg får 12. På den måde er det kun 12, der viser, at du er stolt af mig. Jeg ville ønske, at der slet ikke var den dumme aftale, for den overbeviser mig om, at det kun er 12, der er godt nok. Det handler jo bare om min kærlighed til dig og at du skal føle stolthed over at have mig som datter.

Og mor, jeg ved, at du undrer dig over, hvem drengen bag de hvide adidas-sko er. Jeg ville selv ønske, at han havde modet til at hilse på. Du ved også godt, at vi ikke kun er venner. Men jeg kan også fortælle dig, at det heller ikke er sådan, at vi bliver kærester i næste uge. Jeg prøver at bilde mig selv ind, at jeg har det fint med det. At det passer mig, at det aldrig bliver til mere end det er nu. Afhængighed er et svaghedstegn. Og i min hidtil sværeste periode vil jeg ikke vise flere svaghedstegn end højest nødvendigt. Så jeg forsøger at bilde mig selv ind, at det bare er for sjov. At der intet er i det. Samtidig vil jeg ikke give ham muligheden for at knuse endnu en del af mit hjerte ved at være sammen med en anden. For noget andet, du ikke ved, er, at han er den samme ukendte dreng som sidste sommer. Og det er den samme historie. 
Jeg prøver at bilde mig selv ind, at jeg ikke afhængighed af hans nærvær, at han ikke betyder noget særligt for mig og at jeg ikke er synderligt glad for ham. Men mine tanker florerer om ham, mine skriftlige udfoldelser i min sorte bog kredser om ham og mine nætter bliver brugt på at forestille mig hans arm omkring mig. For selvom jeg bilder mig selv ind, at det bare er for sjov, så faldt jeg for ham en tilfældig sommernat. Jeg faldt pladask og med hele mit hjerte. Selvom jeg hader mig selv for at give ham muligheden for at ødelægge endnu en del af mit hjerte, så er det sket. Og intet kan jeg gøre. Jeg kan blot håbe, at han passer på det med større omhu denne gang.

Og nu vi er ved drenge, så har jeg noget andet, som du også skal vide. Jeg sov hjemme ved en dreng efter en fest, selvom jeg lige havde mødt ham. Jeg skrev en sms til dig og fortalte, at jeg sov ved en veninde. Men jeg sov ved ham. Og han var en skidt fyr, mor. Han blev ved med at sige, at han nok skulle acceptere et nej. Men det gjorde han ikke. Jeg blev ved med at fjerne hans hånd, det gjorde jeg altså. Og da jeg faldt i søvn, var jeg lettet. Indtil jeg vågnede, hvor han havde sin hånd i mine bukser. Aldrig har jeg været så ked af det uden at græde. Aldrig har jeg følt så meget psykisk smerte.
Jeg ville ønske, at jeg havde delt det med nogen. Men i mit forsøg på at fortrænge bildte jeg mig selv ind, at det var et mareridt. At det ikke var sket. For han havde jo sagt, at han accepterede et nej. Derfor fortalte jeg det ikke til nogen. 

Du tænker sikkert, at jeg skulle have fortalt dig alt det her for længe siden. Men dette må vise min kærlighed til dig. Som den reneste form fra datter til mor. Jeg vil ikke, at du skal bære mine problemer som en byrde, når jeg ved, hvor meget du selv kæmper med. Jeg vil ikke, at du skal have det at bekymre dig om oveni alt det andet. For selvom hverken du eller jeg er typerne, der snakker om følelser, så elsker jeg dig. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle dig det hver aften, inden vi gik i seng. 

♡♡♡

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...