Between Brothers (Justin Bieber + Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2017
  • Opdateret: 26 maj 2018
  • Status: Færdig
Er det et problem at være sammen med en fyr i byen og så nogen måneder senere dukke op til en fest, som fyrens brors kæreste?.. Hmm, det kan vi jo spørge Molly på 22 om. Hun har nemlig prøvet det. At finde sammen med den 28 årige Jamie, er noget af det bedste der er sket for hende, mener hun selv. Han er sød og dejlig ved hende, passer godt på hende og behandler hende hver eneste dag som en ægte prinsesse, trods det, at han er lidt en badboy.. Tingene bliver dog bare lidt mere komplicerede, når hun finder ud af, at Jamie faktisk er storebror til 23 årige Justin, som hun for måneder tilbage var sammen med i byen, og som faktisk både bor hos og arbejder for Jamie.. Og endnu mere besværligt bliver det, når Justin er der hele tiden og konstant viser, at han faktisk er rigtig utilfreds med, at hun er blevet kærester med hans bror og begynder at fortælle sandheder om Jamie til Molly. Hvorfor?.. Det må vi jo finde ud af, når vi går igang med at læse ‘’Between Brothers’’

162Likes
1049Kommentarer
584179Visninger
AA

15. Stædighed Fra Begge Sider..

 

Location: I elevatoren op til Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Tirsdag d. 25. Juli, 2017. Kl. 23.52.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

Jeg rystede lidt indvendigt.. Ikke fordi jeg var særligt bange for hvad jeg ville ske nu – for det havde jeg allerede forudset.. Nej, det var mere pga den adrenalin der kørte rundt i min krop, som gjorde sig klar til denne her fight som jeg var så godt som tvunget til at tage med ham, så snart jeg så ham i øjnene.

I bilen på vej hertil havde Jamies ’’venner’’ siddet og snakket indbyrdes om, at Jamie lød virkelig vred, da de talte med ham og fortalte, at de havde fundet mig. Han var nok ikke sur over, at de havde fundet mig. Nok nærmere det, at han åbenbart havde været nødt til at sende nogen ud at lede efter mig.. Ikke engang ham personligt gik ud og ledte. Nej, det havde Jamie Bieber sku da folk til.. Folk som han nærmest havde tvunget til at arbejde for sig fordi de skyldte ham boksen, som de sikkert også skyldte ham pga de ’’varer’’ Jamie havde at sælge til dem.. Tss!.

Det var gået op for mig, at Jamie faktisk havde sendt flere hold ud for at lede efter mig. Efter hvad jeg havde overhørt drengenes telefonsamtaler, så var de vidst 3 biler ude at køre, for at finde mig. Det var sku overdrevet, hvis man spurgte mig. Og komplet langt ude!. Jeg måtte sku da gøre hvad jeg havde lyst til uden at skulle tænke på om nogen var sendt ud for at lede efter mig!. Ja, sur var jeg sku også, og derfor vidste jeg, at så snart jeg så Jamie i øjnene, så var krigen allerede begyndt..

Elevatoren stoppede og dørene gik fra, så Jamies lejlighed kom til syne. Det første mine øjne landede på var Justin, der sad på ryglænet af en af Jamies sofaer, med krydsede arme og benene lettere spredte. Han kiggede til at starte med imod Jamie, som stod og talte i telefon ved de få trappetrin der var ned til stuen, men vendte dog blikket imod mig, da han hørte, eller måske så ud af øjenkrogen, at elevatoren gik op.

’’Kom herop imorgen og så har jeg de oplysninger du skal bruge!.. I næste uge er ikke godt nok. Jeg skal bruge den hurtigst muligt!..’’ Vrissede Jamie vredt i telefonen, men stoppede dog, da han vendte sig om og fik øje på mig, som roligt trådte alene ud af elevatoren imens Jamies gutter blev stående i den.

’’Jeg ringer tilbage til dig imorgen.. Men du begynder bare allerede nu, okay?.. Godt..’’ Sagde Jamie og lagde røret på. Han lagde telefonen i lommen med et tungt suk imens hans iskolde blik i et kort øjeblik ramte mig. Dog vendte han kort efter blikket imod Justin.

’’Smut med dig.. De penge laver ikke sig selv, vel?’’ Sagde han tørt til Justin og hintede imod elevatoren med hånden.

’’Jamie, come on. Jeg er pisse træt man..’’

’’Smut, sagde jeg!’’ Brummede Jamie af ham og afbrød ham næsten. Justin sukkede irriteret og rejste sig fra sofaens ryglæn og gik op af de 2 trappetrin som adskilte stuen og ’’entréen’’.

Jeg mærkede et underligt sug i maven, da Justin og jeg kort fik øjenkontakt da han gik forbi mig og ønskede i det øjeblik bare, at han ville blive. Måske det kunne hjælpe på at Jamie ville være lidt mindre... Ej, hvad snakkede jeg om?. Intet i verden kunne lige nu få Jamie til at være mindre sur. Det var jeg ret overbevist om i hvert fald..

Jeg kiggede mig over skulderen efter Justin, som forsvandt ind i elevatoren med alle andre. Selv Jamies bodyguards som plejede at stå heroppe gik med ind i den. Dørene lukkede sig i og kort efter var der kun mig og Jamie tilbage i lejligheden.. Nu kom nervøsiteten kunne jeg godt mærke.. Shit..

Jeg kiggede roligt frem og mærkede mit hjerte slå et ekstra slag, da jeg så, at Jamie havde stillet sig op godt og vel en halv meter foran mig, med hænderne i lommen og et iskoldt blik ned på mig. Han havde ikke engang bøjet nakken. Helt ret var han og kun med øjnene rettet direkte imod mig.

’’Hvor har du været?’’ Spurgte han mig iskoldt og helt roligt, så det nærmest løb koldt ned af ryggen på mig, for var der noget jeg var sikker på lige nu, så var det, at den rolighed slet ikke var noget godt tegn. Tværtimod.. Man kunne vel kalde det ’’stilhed før stormen’’..

Jeg sukkede bare og besluttede mig for at vise min styrke og ikke vise nogen tegn på nervøsitet overfor ham, så istedet for at svare, valgte jeg at gå udenom ham og ned imod stuen.

’’Sagde jeg ikke, at du ikke skulle gå nogen steder, hva?!’’ Lød det bag mig fra Jamie som markant hævede sin vrede stemme og fulgte efter mig ned i stuen, hvor jeg hurtigt vendte mig om imod ham imens jeg satte mig ned på det ryglæn, hvor Justin lige havde siddet, og smed min taske på gulvet lige ved siden af mine fødder.

’’Jeg er ked af, at jeg ikke har gjort som du bad mig om, men her er en nyhed til dig..’’ Startede jeg stille og roligt, men ændrede hurtigt tone i mine stemme, da jeg fortsatte uden at fjerne mit blik fra hans øjne.

’’.. Jeg er voksen og bestemmer over mig selv og ingen skal nogensinde tro, at de kan styre mit liv og bestemme hvad jeg laver og hvornår jeg gør det!’’

Jeg kunne se, at det jeg sagde pissede Jamie voldsomt af eftersom, at han straks spændte i  kæben og tog en dyb indånding igennem næsen uden at puste ud igen, før han meget hurtigt langede endnu flere ord ud.

’’Jeg har haft folk ude og lede efter dig i 2 fucking timer!. Du..’’

’’Nå, var det først der du opdagede at jeg var væk, huh?’’ Afbrød jeg ham flabet og krydsede mine arme og kiggede køligt på ham.

Jamie rynkede panden lidt og gloede undrende på mig, som om, at han ikke helt var med i det jeg sagde, og det fik mig straks til at fortsætte..

’’Jeg gik lige efter du efterlod mig på værelset.. Det er over 7 timer siden!. Skulle jeg bare sidde og glo alene så længe, bare fordi du vil have det eller hvad?!. Forget it, du!’’ Udbrød jeg vredt og kunne godt mærke, at min vrede så småt begyndte at overtage.

Jamie svarede overhovedet ikke, men så bare på mig med et køligt blik, og det tog jeg straks som et tegn på, at jeg havde sagt nogen ting som han ikke lige havde regnet med eller var forberedt på.

Jeg tog en dyb indånding og rejste mig op fra ryglænet uden at tage blikket fra Jamie, som jeg straks kunne se, blev en smule forvirret. Men det var jeg til gengæld ikke. Jeg vidste godt hvad jeg ville..

Jeg bøjede mig ned og tog min taske op fra gulvet. Jeg sendte Jamie et sidste køligt blik imens jeg fik min taske helt op på skulderen og gik så udenom ham. Dog nåede jeg ikke så langt, da det nok hurtigt gik op for ham hvad jeg ville og derfor stoppede mig ved at rive fat i min overarm.. Rimelig hårdt, hvis jeg skulle være helt ærlig..

Jeg vendte hurtigt blikket ned på Jamies hånd, som var spændt omkring min overarm, og vendte så derefter mit kølige blik op på ham, så vi hurtigt fik en meget kølig og vred øjenkontakt.

’’Slip mig!..’’ Vrissede jeg lavt og prøvede ikke at virke bange.. Men sandheden var, at jeg var lidt skræmt og derfor meget gerne ville ud herfra..

’’Tester du mig?.. Er det det?’’ Vrissede han vredt og så mig direkte i øjnene imens hans greb om min overarm blev strammere, så det tog min opmærksomhed og fik mig til at udbryde et lille støn af smerte.. Og det fik åbenbart Jamie til at reagere..

’’GØR DU!!’’ Råbte han arrigt, så jeg gispede og så op på ham, hvor jeg hurtigt gispede igen og dækkede mit ansigt med hvad jeg kunne, da han hævede sin anden hånd, som om... Som om, at han ville slå mig?..

Mente han virkelig det der?. Truede han mig virkelig med at slå?.. Jeg havde virkelig svært ved at fatte det, men hurtigt blev jeg igen og igen overbevist om, at det rent faktisk var det der skete eftersom, at jeg mærkede frygten stige i min krop og blev ved med at stå og gemme mig lidt bag min ene arm imens jeg bare ventede på et slag.. Som dog ikke kom?..

Jeg kiggede forsigtigt op imod ham imens jeg langsomt sank min arm, da jeg så, at han selv sank sin hånd. Han slap med et lille ryk min overarm, dog uden at tage sit vrede blik fra mig, og der tog jeg hurtigt mig selv i faktisk at være så bange, at jeg tog et par skridt tilbage imens jeg så mundlamt på ham.

Jeg greb hurtigt mig selv i at lade min frygt komme ud på ydersiden, og valgte derfor at hanke op i mig selv og ændre mit udtryk fra mundlamt til køligt og vredt imens jeg rystede på hovedet af ham og vendte mig om for at gå imod elevatoren.

’’Molly, kom her!’’ Brummede han bag mig og lød ikke som en der fulgte efter mig, da mine skridt fremad fik hans stemme længere bagud.

’’Glem det man!’’ Vrissede jeg tilbage uden at tøve med at fortsætte med at gå imod elevatoren.

’’Prøv og hør, hvis du går nu, så skal du kræftedeme ikke komme tilbage, du skal ikke!!’’ Råbte han vrissende efter mig imens jeg kunne høre, at han nærmede sig mig, hvilket hurtigt fik mig til at vende mig om.

’’Giv mig en fucking god grund til at blive her!. Du har lige truet med at stikke mig en flad!’’ Råbte jeg ophidset og skjulte godt min frygt bagved mine vrede ord.

’’Jeg gjorde det jo forhelved ikke, vel!’’ Råbte Jamie tilbage imens han farede imod mig med hurtige skridt.

’’Men du kunne fandme godt finde på det, du kunne!’’ Råbte jeg hurtigt tilbage og vendte mig om og fortsatte de få skridt der var hen til elevatoren, som jeg hurtigt trykkede på, så den kunne komme herop og køre mig ned.

’’Du går fandme ikke nu, du gør ikke!’’ Vrissede Jamie og greb i det næste fat i min arm og vendte mig om imod ham, så vi stod ansigt til ansigt.

’’Giv slip på mig!’’ Vrissede jeg og forsøgte at rive mig fri fra hans greb omkring begge mine arme. Dog hjalp det ikke, da han spændte i begge hænder og derved bare holdte mere fast omkring mig.

’’Du sagde, at hvis jeg gik nu, så skulle jeg ikke komme tilbage. Jeg går nu og jeg skal nok lade vær med at komme tilbage, så slip mig, forhelved!’’ Vrissede jeg og nægtede at give op på mit forsøg med at komme fri af hans greb.

’’Nå, nu lytter du, hva?!’’ Brummede han vredt.

’’Er det ikke sådan du vil have det, eller hvad?!. At jeg gør som du siger?’’ Spurgte jeg vredt uden at tage blikket fra hans øjne.

’’Hold nu din kæft man!. Hvis du gjorde hvad jeg bad dig om, så stod vi kræftedeme ikke her nu!’’ Svarede Jamie arrigt.

’’Nej!. Så havde jeg siddet og rådnet op oppe på dit latterlige værelse!’’ Svarede jeg hurtigt igen og mærkede at både min og Jamies vrede steg mere og mere for hvert et ord der kom ud af munden på en af os.

’’Sagde jeg, at du skulle blive deroppe?!. Gjorde jeg!?. Nej!. Jeg sagde, at du ikke skulle gå ud!’’

’’Og hvad forskel gør det, at jeg rådner op i din lejlighed, huh?!. Hvis jeg har lyst til at gå nogen steder, så gør jeg det kræftedeme, og der er ikke nogen der skal sige, at jeg ikke må eller true mig med at slå fordi jeg ikke adlød en ordre!’’ Svarede jeg hurtigt vredt og lavede et hårdt ryk med armene, så jeg endelig kom fri af hans greb om mine arme idet elevatorens døre gik fra, da elevatoren endelig var nået herop.

’’Hvis det er sådan du vil have et forhold, så er jeg ikke den du skal være sammen med..’’ Sagde jeg køligt og trådte ind i elevatoren.

’’Hvad sagde du?!’’ Brummede Jamie og stillede en fod i klemme ved den ene elevatordør idet jeg trykkede på knappen der kunne få elevatoren til at køre mig ned i stuen.

’’Du hørte godt hvad jeg sagde’’ Svarede jeg ham køligt idet jeg vendte mig om og kiggede seriøst på ham imens min krop rystede og mit hjerte bankede tusind slag i sekundet.

’’Okay!. Fint!.. Hvis du ikke vil være sammen med mig, så skrid man!’’ Vrissede Jamie vredt og lignede en der var lige ved at springe helt i luften.

’’Det er også det jeg gør’’ Svarede jeg med en rolig og beslutsom stemme og en kæmpe knude i maven.

’’Fint, Molly!. Så rend mig i røven man!’’ Vrissede han arrigt og fjernede sin fod fra døren.

’’Men jeg sværger!. Du kommer fandme til at savne mig, du gør!. Husk på, at det er dig der har valgt det her, og du skal ikke tro ét eneste sekund, at jeg tager dig tilbage, når du kommer kravlende imorgen og fortryder dit valg!. Forstår du hvad jeg siger?..’’

Jeg hørte hvert eneste af hans meget vrede ord, som nærmest kom ud med en tung pusten. Jeg nikkede bare iskoldt og trykkede på knappen igen, der kunne tage mig til stueetagen, så dørene lukkede sig i.

’’FUCK DIG, MOLLY!. DIN FORPULEDE BITCH MAN!!’’ Hørte jeg ham råbe, hvorefter elevatoren begyndte at køre nedad.

Jeg gispede højt og spjættede i min krop, da jeg hørte flere gentagende knytnæveslag på elevatordørene oppe ved Jamie, som jeg udover slagene kunne høre, råbte og skreg ned til mig. Hvad han skreg om hørte jeg dog ikke pga larmen fra metaldørene, men jeg var 100% på, at det ikke var særlig pænt.

Jeg lænede mig op af elevatorvæggen og lukkede øjnene imens jeg tog en dyb indånding og gned mig i hovedet med begge mine hænder. Alting var sket rimelig hurtigt, synes jeg.. Nu stod jeg her. På vej hjem til mig selv fordi min kæreste og jeg havde slået op.. Men hvad skulle jeg have gjort?. Hvis jeg var blevet havde jeg vist ham, at jeg fandt mig i den behandling, og det gjorde jeg sku ikke.. Det var ikke sådan et forhold jeg ville være i.. Jeg så ikke længere som den søde og beskyttende gadedreng.. Tværtimod så var han hård, dominerende og helt sikkert voldelig, og det havde jeg det rimelig svært ved at deale med, for det skræmte mig virkelig.. Men samtidig.. Elskede jeg ham stadig!..

__________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :)  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...