Between Brothers (Justin Bieber + Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2017
  • Opdateret: 26 maj 2018
  • Status: Færdig
Er det et problem at være sammen med en fyr i byen og så nogen måneder senere dukke op til en fest, som fyrens brors kæreste?.. Hmm, det kan vi jo spørge Molly på 22 om. Hun har nemlig prøvet det. At finde sammen med den 28 årige Jamie, er noget af det bedste der er sket for hende, mener hun selv. Han er sød og dejlig ved hende, passer godt på hende og behandler hende hver eneste dag som en ægte prinsesse, trods det, at han er lidt en badboy.. Tingene bliver dog bare lidt mere komplicerede, når hun finder ud af, at Jamie faktisk er storebror til 23 årige Justin, som hun for måneder tilbage var sammen med i byen, og som faktisk både bor hos og arbejder for Jamie.. Og endnu mere besværligt bliver det, når Justin er der hele tiden og konstant viser, at han faktisk er rigtig utilfreds med, at hun er blevet kærester med hans bror og begynder at fortælle sandheder om Jamie til Molly. Hvorfor?.. Det må vi jo finde ud af, når vi går igang med at læse ‘’Between Brothers’’

162Likes
1049Kommentarer
584376Visninger
AA

59. Red Den Ud..

 

Location: Fængslet, Seattle. Dato: Søndag d. 17. September, 2017 Kl. 10.10.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

Jeg gik med krydsede arme og med rolige skridt frem og tilbage på det kolde betongulv. Den eneste støj der var her i forhallen var mine stilethæle, som klikkede imod gulvet og gav et forsigtigt ekko i rummet. Her var småkoldt og en lettere trygget stemning, som fik hårene til at rejse sig.. Ikke lige det bedste, når man i forvejen var lettere nervøs for at være her.

Efter at være skredet fra lejligheden, havde jeg gået lidt forvildet rundt i Seattles gader. Jeg havde tænkt så det bragede og grædt som pisket, når jeg sad eller stod et sted helt alene.. Og så havde jeg konstant følt mig overvåget – Og det var nok det der gjorde, at jeg valgte at tage herhen i håb om at kunne få lov til at snakke med Jamie i 5 minutter, hvilket jeg nærmest havde pleaset vagten i forhallen om, med kæmpestore hundeøjne, imens jeg stadig havde spor af gråd på kinderne, der nok kun kom til min fordel, da vagten valgte at gå fra sin post et øjeblik for at forhøre sig om muligheden for et hurtigt besøg..

At gå i gaderne og føle at nogen fulgte efter en var noget af det mest ubehagelige jeg kunne forestille mig, og jeg havde virkelig brug for, at det skulle stoppe.

Efter mit uvenskab med Jamie igår, havde jeg følt mig ekstremt overvåget. Ja, det var sku lige før, at jeg begyndte at tro, at nogen overvågede mig med et skjult kamera, når jeg sad på toilettet!. Men værst var det, når jeg gik på gaden, og automatisk og næsten konstant, kiggede mig over skulderen fordi jeg troede, at nogen fulgte efter mig. For hvad nu hvis Jamie havde nogen af sine drenge til at holde øje med mig fra det øjeblik jeg gik ud af lejligheden?.

Det der for alvor fik mig til at tage herhen var det, at jeg på et tidspunkt så 2 unge drenge gå et par meter bag mig. Jeg havde forsøgt at dreje diskret om hjørner for at ryste dem af mig, men de gik hele tiden samme vej som jeg. Det fik virkelig alt min ubehag til at stige og tanken om, at det var nogen Jamie havde ’’ansat’’ til at overvåge mig, gjorde det nærmest helt ulideligt for mig. Til sidst besluttede jeg mig for bare at stoppe op og glo på et butiksvindue, hvor drengene så endte med at fortsætte videre forbi mig uden overhovedet at skænke mig et blik eller stoppe deres samtale som de tydeligvis var langt inde i.

Lettelsen over, at min frygt for, at de netop havde et formål om at følge efter mig, var selvfølgelig rar, men jeg glemte slet ikke ubehaget. Derfor valgte jeg at tage herhen i håb om, at kunne få sat en stopper for det, så jeg kunne få lov til at slappe mere af.. For den eneste måde jeg følte, at jeg kunne få ro på var, hvis jeg talte med Jamie.. Men bare tanken om, hvordan vores samtale ville blive, skræmte mig. Den endte jo ikke ligefrem afslappet og fyldt med kærlighed sidst, vel?..

Egentlig var det jo latterligt.. Her stod jeg og var pisse nervøs for at snakke med Jamie -  Hvis jeg altså fik lov?.. Det var jo min kæreste for pokker, og jeg var bange for at snakke med ham?..

I virkeligheden havde det nok noget med min dårlige samvittighed at gøre?. Tanken om at Jamie stadig havde mulighed for at vide hvad jeg lavede, skræmte mig, og når jeg så tænkte på Justin samtidig, så frygtede jeg virkelig, at Jamie sad herinde og vidste ALT hvad der foregik omkring mig derhjemme..

Det var også noget jeg havde tænkt på, på vej herhen.. Skulle jeg bare ligge kortene på bordet for Jamie og fortælle absolut ALT?. Bare tanken gav mig et koldt gys igennem hele kroppen og et voldsomt og ubehageligt sug i maven. Hvis jeg fortalte Jamie alt, så spolerede jeg ikke kun noget for mig selv.. Jeg ødelagde også en masse for Justin..

’’Du skylder ham ikke en skid!’’

Min vrede underbevidsthed havde jo egentlig ret, og til at starte med var den tanke også så stærk, at jeg faktisk gik og var parat til at fortælle Jamie, at.. At jeg slet ikke var en god kæreste for ham?.. Men noget i mig fik virkelig dårlig samvittighed over for Justin, når jeg tænkte på at sige sandheden til Jamie. Hvorfor forstod jeg fandme ikke efter hvad der skete derhjemme. Min indre vrede stemme havde jo ret!. Jeg skyldte ham ikke en skid, så hvorfor sagde jeg det ikke bare?. Hvorfor gjorde jeg ikke bare rent bord?.

’’Måske fordi, at du ikke føler den vrede så meget alligevel?..’’

Og der kom englen i mig så igen.. Og som alle jo vidste, så var engle jo ærligheden selv.. Jeg var slet ikke vred nok på Justin til at kunne gøre noget så ondt imod ham, som at ødelægge hans liv!. Ikke engang selvom han havde fået mig til at føle mig så brugt og ligegyldig som han gjorde derhjemme!.

Det fattede jeg faktisk heller ikke?. Hvordan kunne han få mig til at føle sådan, og så alligevel var jeg slet ikke så sur, som jeg burde være?. Jo, jeg var pisse rasende på ham, og jeg mente da også, at han kunne rende mig i røven, men.. Alligevel.. Det var som om at min vrede havde aftaget lidt efter at have været ude i luften, og ikke mindst turen hertil.. Det føltes bare så forkert at skulle sige det.. Arg man!. Hvorfor var jeg lige typen der havde svært ved at være sur for længe af gangen?!.

’’Miss?..’’

Jeg gispede straks og blev revet ud af mine forvirrede og frustrerende tanker - hvilket nok var meget godt - og vendte mig straks om og så på den lettere robuste vagt, der stod få meter bag mig.

’’Du har 5 minutter.. Følg med mig..’’ Kommenterede han kort og vendte sig dernæst om og gik over imod en dør, hvor jeg straks fulgte med imens mit hjerte begyndte at banke voldsomt, da det gik op for mig, at jeg faktisk skulle ind og tale med Jamie nu, og så slet ikke havde fået tænkt igennem hvad jeg egentlig ville sige sådan helt konkret, da mine tanker var endt ud i noget helt andet end det jeg havde planlagt efter vagten var gået. Selvfølgelig vidste jeg godt, hvad denne her samtale skulle handle om, men hvordan jeg startede den, hvordan jeg skulle formulere mig, og hvordan jeg skulle forklare mig – det havde jeg slet ikke nået at tænke igennem.. Overhovedet!.

Jeg blev fulgt ned af den ene gang efter den anden og igennem forskellige låste døre og gitre, indtil jeg stoppede op, da vagten stoppede op foran døren ind til det lokale, som jeg kun havde været i én enkelt gang.. Det lokale som jeg var i første gang jeg besøgte Jamie.

Vagten låste døren op og gik ind. Jeg tog kort en dyb indånding og fulgte efter ind i det store fælles mødelokale med de mange båse der stod på række. Ud af øjenkrogen så jeg, at der sad 3-4 andre fanger og talte med deres besøgende i telefonen imens de så hinanden igennem plexiglasruden, men mit blik fangede hurtigt Jamie, der sad iskold og kiggede hen på mig helt tilbagelænet i stolen på hans side af ruden.

Det løb mig koldt ned af ryggen at se ham så kold, men okay, jeg havde ikke rigtig forventet andet, så overrasket kunne jeg ikke rigtig være. Måske havde jeg nok bare håbet på, at han havde et strejf af lettelse over, at jeg kom tilbage idag for at tale med ham?..

’’5 minutter, Miss’’ Lød det fra vagten ved siden af mig og fik mig til at nikke kort og derefter gå hen imod båsen, hvor Jamie sad og ventede.

Jeg satte mig ned på stolen og kiggede først lidt ned imod bordet, men valgte så at kigge op på ham og se ham lige i øjnene. Dog med langt mere usikkerhed end jeg faktisk brød mig om.

Jeg greb roligt telefonrøret og satte det op på øret og kiggede både afventende og bedene på Jamie, som ikke rørte sig ud af flækken. Han sad bare der, iskold og tilbagelænet med hænderne i lommen og så koldt på mig.

’’Please’’ Mimede jeg stille til ham og vidste, at han forstod mig, da han tog en dyb indånding og kort kiggede væk fra mig, før han lænede sig lidt frem og greb telefonrøret, som han satte op til øret idet han igen lænede sig afslappet tilbage.

’’Hey..’’ Sagde jeg stille efter en lang stilhed imellem os og med et ræsende hjerte, som fik mig til at ryste svagt i kroppen.

’’Hva så?..’’ Svarede Jamie iskoldt og lød faktisk helt ligeglad med overhovedet at tale med mig.

’’Hvorf.. Hvorfor sidder vi her og ikke i et privat lokale?’’ Spurgte jeg lettere usikkert og tøvende.

’’Vagterne mener ikke, at de skal lade mine besøg være private endnu..’’ Svarede han iskoldt og fik mig til at rynke panden lidt.

’’Hvorfor ikke?. Var det ikke lige blevet bestemt, at du..’’

’’Tjo, men sidst du var her, gik det jo ikke ligefrem perfekt, vel?.. De frygter for din sikkerhed, så derfor har de bestemt at lade mine besøg være her istedet for i et privat lokale..’’

Jamies afbrydelse virkede ret tydelig. Han var langt fra tilfreds, og nok blamede han også mig for at have en del skyld i, at hans besøg nu skulle foregå her og ikke i et privat lokale med mulighed for at være helt privat uden overvågning.

Min dårlige samvittighed blussede hurtigt op, men samtidig fik jeg også lidt mere ro i maven. Hvis hans besøg skulle foregå sådan her fremover, så var der jo ikke rigtig chance for, at en af hans drenge kunne smugle en mobil ind til ham, hvor han havde mulighed for at overvåge mig?.. Det gav lidt ro i mig.. Ja altså, lige indtil tanken om, at Jamie så godt som altid kunne få alt til at ske, hvis han virkelig ville, kom ind i mit hoved!.

’’Hvad var det du ville?’’ Spurgte Jamie køligt og fik mig tilbage til her og nu, istedet for at drive med mine tanker ud på alle de sidespor, som jeg var så god til at komme ud på indimellem..

Jeg tog en dyb indånding for at få lidt ro i kroppen. Det virkede bare ikke, desværre..

’’Undskyld..’’ Sagde jeg stille og så ham direkte i øjnene med et sørgmodigt blik.

’’Tss..’’ Fnøs Jamie idet han vendte blikket lidt væk fra mig og rystede lettere ligeglad på hovedet.

’’Jamie, forfanden, jeg er ked af det, okay?.. Jeg skulle ikke være kommet herind og ødelægge besøget, men det ramte mig virkelig at føle, at du ikke stoler på mig, så..’’

’’Og du tænkte slet ikke på, at det måske var for at passe på dig, at jeg gjorde det, vel?’’ Afbrød Jamie og så skarpt på mig, men talte lavt, men dog stadig lidt bestemt til mig.

’’Ville du tænke, at jeg bare ville passe på dig, hvis du fandt ud af, at jeg overvågede dig?’’ Spurgte jeg forsigtigt, men ærligt og så afventende på ham imens han rystede latterligt på hovedet af mig og lænede sig frem til bordet med blikket direkte imod mine øjne.

’’Du kan slet ikke sammenligne os to, Molly.. Du har ikke en forretning kørende, som muligvis kan gå udover dem du elsker.. Det har jeg!’’

Jamies ord gav mig et sug i hjertet, og straks mærkede jeg følelsen af at blive ret skræmt. Ikke fordi han sagde det bestemt eller hårdt.. Bare det han sagde, skræmte mig og gjorde mig mundlam.

’’Hvorfor tror du, at jeg ikke ville fortælle dig alt ned i mindste detalje, huh?.. Du har ikke engang set det hele, og jeg føler mig allerede nødsaget til at mandsopdække dig, når du forlader lejligheden.. Og ja!. Jeg har sporet dig, og ja, det har jeg fordi, at du opføre dig så latterligt barnligt når vi skændtes og du bare skrider steder hen, hvor jeg ikke kan finde dig, så jeg frygter, at der er sket dig alverdens ting!.. Men det er fandme ikke den eneste grund.. Det er fandme også for at sikre mig, at jeg kan finde dig, hvis noget skulle gå helt galt i mine forretninger, så det endte med at ramme dig!.. Fordi du vil vide alt, så jeg er nødt til at lade dig sidde med til mine møder, så alle kan se hvem du er, og hvordan du ser ud..’’

Hans forklaring gav mig tårer i øjnene og ikke engang halvvejs inde i hans forklaring var de første par tårer allerede trillet forsigtigt ned af kinderne på mig imens jeg lyttede intenst til det han sagde og dårligt nok blinkede i vores øjenkontakt.

’’.. Hvor nemt tror du ikke, at det er for dem at finde dig, når de ved hvordan du ser ud?. Tror du ikke, at de kan regne ud, at de kan ramme mig hårdere end nogensinde ved at tage dig fra mig, hva?!..’’ Brummede Jamie og bed tænderne sammen, og lød til at blive mere og mere ophidset, hvilket han dog skjulte godt ved at holde stemmen nede, så det stadig kun var mig der kunne høre ham.

’’Hold op, Jamie..’’ Sagde jeg stille og smågrædende og så ned i bordet imens mit hjerte var ved at springe ud af brystet på mig.

’’.. Jeg vil ikke høre mere nu..’’ Småhviskede jeg skræmt og fortrød virkelig at have både ødelagt min mobil og forhindret Jamie i at kunne spore mig idet han ikke havde mulighed for at få en af drengene ind med hans mobil, nu da hans besøg skulle foregå i det her lokale..

’’Du ville vide alt, ville du ikke?’’ Spurgte Jamie mig måske en anelse spydigt, men det lod jeg mig slet ikke mærke af. Jeg lod ham bare svare præcis som han ville uden indvendinger.

’’Kunne du ikke bare have fortalt mig det istedet for alt muligt andet?. Så havde jeg måske forstået dig bedre?’’ Spurgte jeg småhulkende og så sørgende på ham imens han sukkede.

’’Du skulle slet ikke have vidst det her, for hvad tror du, at der sker nu?.. Når du går herfra vil du være bange for at gå nogen steder, og det var præcis det jeg ikke ønskede, at du skulle være..’’ Forklarede han lettere opgivende og virkede en anelse mere rolig nu.

’’Forhelved’’ Sukkede jeg tungt og gned mig lidt i panden og tørrede derefter mine kinder og prøvede at tage mig lidt sammen istedet for at sidde og bryde helt sammen.

’’Babe..’’

Bare det at høre ham kalde mig det, spredte den vildeste varme om hjertet på mig og straks så jeg ham direkte i øjnene imens endnu en tåre løb ned af kinden på mig.

’’Forstår du nu, at jeg kun prøver at passe på dig?’’ Spurgte han mig og jeg nikkede straks og lænede mig helt frem til bordet og ærgrede mig sådan over, at der var en rude imellem os.

’’Mm..’’ Mumlede jeg stille og kunne slet ikke holde ud, at jeg ikke kunne knuge mig dybt ind i brystet på ham og bare mærke hans stærke arme om mig.

’’Du skal ikke gå og være bange nu, okay?. Så længe jeg sidder her, har du ikke noget at være bekymret for. Jeg har sat drengene på sagen og de holder øje med dem jeg skal have fat i og dem som kan give problemer..’’

’’Hvad så når du kommer ud?’’ Spurgte jeg trist og snøftede svagt og så sørgmodigt og lettere opgivende på ham.

’’Så passer jeg på dig..’’ Svarede han stille og med et svagt strejf af kærlighed, så jeg blev helt varm om hjertet.

’’Jeg elsker dig..’’ Hviskede jeg stille i røret imens jeg så ham i øjnene og svagt kunne ane et længe savnet, men meget svagt smil på hans læber.

’’Jeg elsker også dig, baby’’ Svarede han stille tilbage imens jeg mærkede knuden i min mave løsne sig. Ja, den knude havde siddet der lige siden jeg skred herfra igår, men endelig løste den sig!. Kæft, det var befriende!.

’’Men.. Jeg har nok gjort noget dumt..’’ Sagde jeg stille og sank en klump i halsen.

’’Hvorfor kommer det ikke bag på mig?’’ Spurgte Jamie med et opgivende suk, men dog alligevel med et strejf af sarkasme bagved. Jeg smilede lidt til ham imens jeg vendte blikket lidt ned i bordet og tog en svag indånding.

’’Der igår, da jeg gik herfra.. Der..’’ Startede jeg, men tøvede lidt, da jeg frygtede hans vrede.. Nu var vi lige blevet gode igen, og nu ville det nok blive ødelagt..

’’Hvad så?’’ Spurgte han mig roligt men spændt afventende i røret.

’’Jeg var så gal fordi du sporede mig, så da jeg kom ud fra fængslet, der smadrede jeg min mobil og mit simkort og smed det hele ud..’’ Sagde jeg ærligt og så op på ham, for at få hans reaktion.. Dog skete der ikke så meget i hans ansigt, hvilket overraskede mig lidt. Jeg havde nok regnet med et lettere irriteret eller vredt blik, men det fik jeg ikke..

’’Så det er derfor man ikke kan ringe til dig?’’ Spurgte Jamie, så jeg nikkede svagt og bed mig lidt i underlæben.

’’Jeg skal nok give fængslet mit nye nummer inden jeg går’’ Sagde jeg roligt, men hurtigt og uden at tøve, og så Jamie nikke svagt.

’’Det er fint nok..’’ Svarede Jamie bare, så jeg rynkede panden lidt indeni, men forholdte mig rolig og en anelse uforstående udenpå.

’’Er du ikke sur?’’ Spurgte jeg og så uforstående på ham. Han trak lidt på skuldrene og rystede svagt på hovedet imens han kort vendte mundvigene nedad.

’’Der er ikke så meget at gøre ved det nu.. Det gør også det besøg jeg havde planlagt med drengene, når mine besøg blev private, lidt mere ligegyldigt..’’ Svarede han bare og virkede slet ikke sur.. Dog heller ikke særlig tilfreds?..

Trods det ulæselige ansigtsudtryk, så kunne jeg alligevel godt fornemme på ham, at han mente, at jeg havde gjort det hele lidt sværere for ham. Det var jo på sin vis min skyld, at hans besøg ikke ville blive gjort private og overvågnings-frit lige foreløbigt, så han kunne få sin mobil herind af en af drengene, men nu hvor jeg havde smadret min mobil, så – ja, som han selv sagde – så blev det besøg nu også lidt mindre vigtigt i og med, at han ikke rigtig kunne spore mig, da min mobil var ødelagt og nok for længst var blevet brændt op på forbrændingen..

Men faktisk havde jeg det alligevel godt med det.. Også selvom Jamie lige havde gjort mig virkelig bange og havde skræmt mig ved at sige de ting han gjorde. Men som han også sagde, så havde jeg intet at frygte så længe han sad her, så der var vel også grænser for hvor vigtigt det kunne være at spore mig?.. Måske var det mest bare for hans egen skyld, at han ville spore mig, så længe han sad herinde?.. Nå, fuck det..

’’Så hvad så nu?’’ Spurgte jeg ham og tog lidt is i maven ved at tage en dyb indånding.

’’Tja?.. Jeg kan ikke rigtig foretage mig noget før jeg kommer ud engang, og drengene har tjek på mine ’’forretninger’’.. Men det vigtigste er, at jeg ved, at du trods alt er og bliver i sikkerhed, og at jeg nok skal finde ud af, hvis du ikke er..’’ Svarede Jamie og fik mig til at rynke panden lidt og se undrende på ham.

’’Hvis drengene holder øje med andre end mig og du ikke kan spore mig, hvordan kan du så..?’’ Spurgte jeg og stoppede mig selv, da jeg ikke følte, at jeg behøvede at forklare yderligere, da Jamie jo var helt med i hvad jeg mente.

’’Selvfølgelig ville det være rart at kunne holde øje med dig selv, men når jeg nu ikke kan det, så er jeg glad for, at jeg har sat min mest betroede medarbejder på opgaven om at passe på dig’’

Jeg blev helt forvirret og rynkede panden endnu mere. Godt nok havde jeg haft følelsen af at blive overvåget efter at have set Jamies drenge i byen den aften, og det var kun blevet værre efter igår, hvor jeg opdagede, at han sporrede mig, men altså. At han ligefrem havde en af hans drenge så tæt på mig, det gav ingen mening for mig?.. Så tæt havde jeg sku alligevel ikke mærket nogen af hans ’’medarbejdere’’, så jeg følte mig ’’passet på’’?..

’’Mener du drengene der holdte øje med mig i byen?’’ Spurgte jeg undrende og så et lille smil med lyd på brede sig på Jamies læber.

’’Jeg mener Justin.. Han er da den nærmeste til at kunne passe på dig, ikke?’’

Jamie virkede helt afslappet og tilfreds med sit svar, men jeg havde det helt anderledes. Faktisk så blev jeg helt paf, da han nævnte Justin og meget kort efter, føltes det som om at noget i mig splintrede sig i tusinde dele..

’’Så Jamie har bedt Justin om at passe på mig?’’

Tanken gav mig et ubehageligt sug i kroppen og straks mærkede jeg, hvordan alle mine følelser slog knuder og tristheden overmandede mig.. Dog sammen med vreden!.

Så det var en opgave han havde fået, huh?!. Alle de gange jeg troede, at han var så sød ved mig?.. Det var bare fordi han var blevet bedt om det?!.

Hold kæft, hvor følte jeg mig dum lige nu.. Her gik jeg og troede, at Justin og jeg var blevet venner, og så var det bare fordi, at han havde fået opgaven om at passe på mig!. Ja, klart!. Den nemmeste måde at passe på mig, så tit som muligt, var da klart ved at blive venner med mig!. På den måde kunne han hænge ud med mig uden, at jeg ville bemærke, at han var der hele tiden til at ’’passe på mig’’.. Eller som jeg hellere foretrak at kalde det.. ’’Holde øje med mig’’!.

Det skar i hjertet på mig ved tanken om, at Justins og mit ’’forhold’’ var endt længere ud end kun venner.. Så fik jeg jo ret?.. For ham betød det ikke en skid!. For ham var det bare sex, og en måde at få min tillid på!.

’’Intet af det i har sammen, betyder en skid!.. Du er kun et stykke legetøj for ham.. Og en skide opgave!!’’ 

_____________________________________________

Så kom der langt om længe endnu et kapitel fra mig - Jeg beklager virkelig, at det er begyndt at være sådan, at der kommer et kapitel ud så sjældent, men det er virkelig en presset tid jeg har for tiden :/

Er begyndt i skole, jeg træner hver dag og så kommer alt det private ved siden af, men endnu engang vil jeg påpege overfor jer, at jeg lover, at historien ikke bare slutter uden at blive færdiggjort!.

At skrive historier og dele dem med jer er blevet en passion for mig og jeg nægter simpelthen at give slip på det sådan uden videre - Istedet må jeg prioritere og skærer lidt ned på skrivningen, hvilket selvfølgelig er ærgerligt, men der skal jo helst være tid til det hele, så det må være på denne her måde, hvis det skal være :) 

I aften vil jeg dog tage mig tiden til at skrive, da jeg endelig har noget tid tilovers, så derfor får i et kapitel nu :) Håber i kan lide det og at i stadig kan huske historien og følger med <3 :* 

 

Massere af krammere herfra :) 

Håber stadig i er med derude <3

#MuchLove <3

-NetteC :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...