Between Brothers (Justin Bieber + Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2017
  • Opdateret: 26 maj 2018
  • Status: Færdig
Er det et problem at være sammen med en fyr i byen og så nogen måneder senere dukke op til en fest, som fyrens brors kæreste?.. Hmm, det kan vi jo spørge Molly på 22 om. Hun har nemlig prøvet det. At finde sammen med den 28 årige Jamie, er noget af det bedste der er sket for hende, mener hun selv. Han er sød og dejlig ved hende, passer godt på hende og behandler hende hver eneste dag som en ægte prinsesse, trods det, at han er lidt en badboy.. Tingene bliver dog bare lidt mere komplicerede, når hun finder ud af, at Jamie faktisk er storebror til 23 årige Justin, som hun for måneder tilbage var sammen med i byen, og som faktisk både bor hos og arbejder for Jamie.. Og endnu mere besværligt bliver det, når Justin er der hele tiden og konstant viser, at han faktisk er rigtig utilfreds med, at hun er blevet kærester med hans bror og begynder at fortælle sandheder om Jamie til Molly. Hvorfor?.. Det må vi jo finde ud af, når vi går igang med at læse ‘’Between Brothers’’

162Likes
1049Kommentarer
585316Visninger
AA

37. Provokeret Til Fingerspidserne.

 

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Onsdag d. 30. August, 2017 Kl. 09.13.

 

*Justins Synsvinkel*

 

Jeg sad på min lille sofabænk for enden af min store kingsize seng, foroverbøjet og i fuld gang med at binde mine, efterhånden rimelig slidte, løbesko. Regnen siglede ned her til morgen udenfor, men løbe skulle jeg. Det var noget jeg tit gjorde og helst i alt slags vejr, for at holde mig igang og ikke ende med at miste den sixpack jeg havde knoklet så hårdt for at få.

Det var faktisk Jamie der i sin tid hjalp mig med at få lavet et træningsprogram, som jeg ville kunne overholde, for.. Ja, når det kom til stykket, så var jeg i virkeligheden pisse doven. Man kunne ikke være doven og få en sixpack kastet ned fra himlen. Det krævede hårdt arbejde og det los til at komme igang, gav Jamie mig.. Og siden var det efterhånden blevet en så fast del af min hverdag, at det føltes helt naturligt. Intet vejr og intet humør kunne holde mig tilbage, når det gjaldt min træning. I sidste ende endte jeg også med at få det meget bedre både fysisk og mentalt, når jeg havde knoklet i Jamies træningsrum eller ude på gaderne, hvor jeg løb igen og igen.

På mange måder tænkte jeg lidt mere klart, og hvis der var noget jeg havde brug for, for tiden, så var det sku at tænke klart.. Det her hus havde efterhånden forvandlet sig til den rene rodebutik, hvor.. Eller.. Nok ikke hele huset.. Nok mere bare mit hoved.. Pga. 1 enkel person..

Jeg tog en dyb indånding og rejste mig og stoppede derved også mine tanker meget hurtigt. Det som mine tanker ledte sig hen i, havde jeg slet ikke lyst til at tænke på nu. Det gjorde mig egentlig bare pisse frustreret, og det magtede jeg sku ikke nu.

Jeg tog min sorte hættetrøje fra sengen og gik hen til min værelsesdør, som jeg roligt åbnede og gik ud af og lukkede efter mig. Jeg svang hættetrøjen om på ryggen og trak mine arme igennem den imens jeg med målrettet skridt gik ned imod trapperne der førte nedenunder.

’’.. Vidste du, at han ville komme herhjem og spørge efter ham?’’

Jeg stoppede stille op, da jeg nåede trappen og hørte Mollys svage og rolige stemme.

’’Hvorfor ripper du op i det nu igen?. Det er så længe siden’’ Lød det fra Jamie, som lød undrende og virkelig træt.. Nok mest af emnet og ikke bare fordi det var morgen.. 

’’Jeg spørger jo bare, for..’’

’’Lad vær med det..’’ Afbrød Jamie hende skarpt imens det lød som om, at en af spisebordstolene ved spisebordet, skråt ned fra hvor jeg stod, blev revet lidt hen af gulvet.

’’Jamie..’’ Sukkede Molly stille.

’’Jeg har sagt, at du ikke skal blande dig’’

’’Ja, men..’’

’’Hvorfor fanden gør du det så?!’’ Fortsatte Jamie skarpt, hvorefter der blev stille et kort øjeblik. Selv jeg holdt vejret og lyttede intenst for at høre Mollys svar.

’’Fordi jeg synes det virker underligt, at du siger, at det var et uheld, men at hans lig aldrig er blevet fundet..’’

Der var stille i pænt lang tid og det gjorde mig nysgerrig. Derfor valgte jeg at gå længere hen imod trapperne, så jeg forsigtigt kunne stikke hovedet diskret ud og kigge ned imod spisestue-afdelingen, hvor jeg så Jamie med rolige skridt gå et par små skridt imod Molly, som sad ved spisebordet og var midt i sin morgenmad.

Jamie stoppede op ved hende uden at sige noget og jeg mærkede hvordan mit hjerte begyndte at banke, da Molly usikkert drejede blikket væk fra Jamie og kiggede ned på sin morgenmad, som hun slet ikke rørte yderligere ved.

’’Hvad er det du prøver at sige?’’ Spurgte Jamie køligt, så det nærmest løb koldt ned af ryggen på mig.

Her så jeg hurtigt drømmesenariet, hvor Molly ville rejse sig og komme med en spydig bemærkning omkring det hun lige præcis havde at sige, med så flabet en tone, at det kunne gøre selv jeg, som ikke havde en skid at gøre med det, helt arrig og få en kortslutning i hjernen..

Men det skete ikke.. I modsætning til det jeg havde håbet, sukkede Molly stille og svarede meget forsigtigt..

’’Det ved jeg ikke..’’

Bare dét at høre hendes tone og den usikre måde hun sagde det på, provokerede mig helt sygt!. Hvorfor fanden sagde hun det ikke bare?. Hvorfor sagde hun ikke bare, at hun var overbevist om, at Jamie havde skaffet sig af med Ryans lillebror!?. Det var jo det hun troede!. Det kunne jeg høre på hende, ligeså vel som jeg kunne høre, at inderst inde havde vores snak igår påvirket hende virkelig meget.. Så meget, at hun faktisk havde fundet sit mod frem og valgt at spørge ind til det direkte op i hovedet på Jamie.. Og det behagede mig fucking meget at høre!.

Det skuffede mig dog bare helt grænseløst, at hun ikke turde gennemføre det, men samtidig bekræftede det mig også bare i, at hun var skide bange for ham. Det lyste ud af hende idet Jamie stillede sig sådan op ved siden af hende. Hun tøvede og turde ikke fortsætte den kamp med ham, af bar frygt for at få endnu en på skrinet.

Okay, et eller andet sted, så forstod jeg hende godt. Jamie kunne finde på hvad som helst, og var ikke bange for en skid. På den anden side, så var jeg slet ikke i tvivl om, at Jamie mente det alvorligt med Molly. Han vidste, at hvis han slog hende igen, så blev hun måske ikke hos ham. Turde han tage den chance?.. Eller, måske havde han gjort hende så bange, at hun ikke engang ville turde gå, hvis så han gennembankede hende?..

Jeg stoppede brat mine tanker ved at trække mit hoved til mig og tage en dyb indånding imens jeg lænede mig op af væggen som skjulte, at jeg stod her. Jeg gned mig lidt i hovedet og pustede tungt ud for at køle mig selv og alle de indebrændte følelser i min krop, ned.

’’Du spørger ikke ind til det igen.. Forstår du det?’’

’’Jaer..’’ Svarede Molly stille og rimelig opgivende, så det skar mig helt ind i sjælen at høre. Den tone ud af hendes mund brød jeg mig fandme ikke om at høre!.

’’Godt!..’’ Brummede Jamie, hvorefter fodtrin lød på gulvet nedenunder. Okay, hvis Jamie havde tænkt sig at gå væk fra køkkenområdet, så var der chance for, at han ville opdage, at jeg stod her og tydeligvis havde hørt det hele..

Hurtigt gik jeg lidt tilbage ned af gangen og hen imod mit værelse. Jeg stod stille i få sekunder før jeg igen åbnede døren og smækkede den kort efter, så højt, at det sagtens kunne høres nedenunder.

Jeg gik med hurtige skridt imod trappen og denne gang stoppede jeg ikke op, men fortsatte bare småløbene ned af dem indtil jeg kom nedenunder, hvor jeg fandt Molly siddende på sin plads i spisestuen og Jamie ovre i køkkenet, hvor han stod for enden af kogeøen, tættest på spisestue-afdelingen, og tjekkede sin mobil.

Jeg lod fuldstændig som om, at jeg ikke havde hørt en skid imens jeg gik imod køkkenet for at hente den flaske med vand, som jeg skulle have med ud på min løbetur. Men fuck jeg var indebrændt. Molly skulle fandme ikke have givet sådan op. Det pissede mig sådan af, at hun gjorde det.. Men det fortalte bare hvor meget Jamie havde fået hende under tøflen, og det var nok dét der generede mig allermest. At han talte sådan til hende og behandlede hende sådan, så hun var endt helt dernede, hvor hun ingen magt havde over hverken sig selv eller hvad hun havde lyst til at sige!.

’’Jeg smutter lige en time..’’ Lød det køligt fra Jamie imod Molly, som bare nikkede kort og derefter kiggede tilbage på sin morgenmad, som hun kun stak lidt i med sin gaffel.

’’God løbetur, Justin..’’ Fortsatte han køligt til mig før han gik væk fra køkkenområdet og hen imod elevatoren.

’’Tak..’’ Svarede jeg kort og tog min vandflaske ud af køleskabet.

Det kom slet ikke bag på mig, at han ønskede mig god løbetur. Mit tøj sagde ligesom det meste og han vidste jo, at jeg brugte de fleste af mine morgener på at løbe. Om min morgen så først startede kl. halv 2 om eftermiddagen, fordi jeg havde været på klubben hele natten, så løb jeg stadig tit.

Det kom heller ikke bag på mig, at Jamie skulle gå. Om Molly vidste det, kunne jeg ikke rigtig bedømme, da hun bare så helt slukket ud, men jeg var i hvert fald ikke i tvivl.

Igår, da Jamie og jeg havde en snak inde på kontoret og han bad mig tage på klubben om aftenen, bemærkede jeg, at han ikke havde særlig meget coke tilbage i sit pengeskab. Ja, faktisk, så gav han mig det sidste med på klubben, hvilket var 6 poser med 1 gram i hver.

Jeg brokkede mig helt vildt, da 6 poser ikke gav en skid. I hvert fald ikke til mig, som virkelig stod og manglede pengene. Jamie gav jo en løn efter hvor meget vi hver især solgte og solgte man kun 6 gram, ja, så kunne man sku ligeså godt gøre det gratis..

Jamie fortalte, at han havde et møde med ham som han købte de store mængder af, her idag, og at drengene ville komme senere og hjælpe ham med at veje det op og lægge det i salgsposer, så det var klart til, at jeg og nogen af de andre, igen i aften kunne tage ud på klubberne og sælge videre..

Jeg drejede hovedet imod Molly, da jeg ud af øjenkrogen så hende komme imod mig. Min første tanke var, at hun ville snakke med mig, men så snart jeg så tallerknen i hendes hænder, gik det op for mig, at hun bare ville stille den fra sig.

Og ganske rigtigt gik hun bare imod håndvasken og åbnede skabet til skraldespanden nedenunder, uden at se på mig.

’’Skal du ikke have mere at spise?’’ Spurgte jeg hurtigt ind, da jeg så hende hælde en næsten fuld tallerken ud i skraldespanden og smide tallerknen ned i den dybe håndvask bagefter.

’’Nej tak..’’ Svarede hun meget stille og høfligt uden stadig at se på mig, og gik derefter rundt om kogeøen igen og satte kursen væk fra køkkenet.

Det var tydeligt, at hun var meget nedtrykt. Ja, det ville enhver sku kunne se på 100 kilometers afstand. Og ærligt, så stak det mig lidt i hjertet at se.. Ej, det var en løgn. Det flænsede min sjæl fuldstændig at se hende i det humør, og det gjorde mig faktisk virkelig gal!.

’’Molly..’’ Kaldte jeg efter hende og håbede at hun ville stoppe.

’’Ikke lige nu, Justin..’’ Var det eneste hun svarede med ryggen til mig og fortsatte med at gå væk fra køkkenet i en kurs der kunne ligne, at hun ville ind på Jamies værelse.

Jeg bed anspændt tænderne sammen og klemte lidt om min vandflaske med begge hænder imens jeg holdt vejret lidt.

Det var fandme vanvittigt det her!. Her stod jeg og vidste alt hvad der forgik i alle kroge, og når jeg så forsøgte at fortælle Molly bare lidt af det, så endte det alligevel med, at hun blev ked af det!.

Det generede mig, at jeg, selv når jeg forsøgte at hjælpe hende, ikke engang kunne hjælpe hende!. Men hvad nyttede min hjælp, når hun bare bøjede nakken alligevel og lod Jamie tale sådan til hende?. Så endte hun samme sted hvor hun startede. Og ikke mindst.. Hvis hun ikke snart brød ud og sagde fra, hvilket jeg vidste, at hun havde styrken til, så endte hun som alle de andre damer Jamie havde haft.. Som en skide nikkedukke der ikke havde stemmen til at kontrollere én eneste ting i hele hendes eget forbandede liv!.

Wow, jeg havde i den grad brug for en rigtig lang løbetur!.. Intet andet kunne rigtig køle mig ned lige nu.. 

______________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...