Between Brothers (Justin Bieber + Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2017
  • Opdateret: 26 maj 2018
  • Status: Færdig
Er det et problem at være sammen med en fyr i byen og så nogen måneder senere dukke op til en fest, som fyrens brors kæreste?.. Hmm, det kan vi jo spørge Molly på 22 om. Hun har nemlig prøvet det. At finde sammen med den 28 årige Jamie, er noget af det bedste der er sket for hende, mener hun selv. Han er sød og dejlig ved hende, passer godt på hende og behandler hende hver eneste dag som en ægte prinsesse, trods det, at han er lidt en badboy.. Tingene bliver dog bare lidt mere komplicerede, når hun finder ud af, at Jamie faktisk er storebror til 23 årige Justin, som hun for måneder tilbage var sammen med i byen, og som faktisk både bor hos og arbejder for Jamie.. Og endnu mere besværligt bliver det, når Justin er der hele tiden og konstant viser, at han faktisk er rigtig utilfreds med, at hun er blevet kærester med hans bror og begynder at fortælle sandheder om Jamie til Molly. Hvorfor?.. Det må vi jo finde ud af, når vi går igang med at læse ‘’Between Brothers’’

162Likes
1049Kommentarer
586290Visninger
AA

40. På Fri Fod Igen.

 

Location: Police Department Headquarters, Seattle. Dato: Torsdag d. 31. August, 2017 Kl. 13.33.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

Jeg snøftede kort og tørrede mig blidt under næsen og derefter under øjnene. Jeg var fuldstændig tom for både ord og følelser. Jeg var træt og udkørt efter alt for lidt søvn og alt for meget tid i afhøringslokalet med en panser, der stod og råbte og skreg mig ind i hovedet for at få mig til at snakke.

Bare tanken om det fik mig til at hulke og udstøde endnu flere tårer. De skide pansere havde holdt på mig til langt ud på natten i et håbløst forsøg på at knække mig, men da det ikke lykkedes gav de til sidst op og bad mig skride ned og sove.. Ja, right. Sove man!. På hvad?. En tynd og snavset madras, så det nærmest var bedre at ligge direkte på gulvet?.

Jeg brød fuldstændig sammen, da de endnu engang låste mig inde her og ikke lod mig vide, hvornår jeg kunne komme hjem. Jeg var fuldstændig magtesløs og havde ingen tidsfornemmelse overhovedet.. Og samtidig med alt det her, var det lykkedes mig at blive mega forkølet og få vildt ondt i halsen eftersom, at jeg var blevet lukket ind i så koldt et rum, med vådt tøj på pga regnen, som bare måtte tørre på mig sådan løbene..

Udover forkølelse og ondt i halsen - kun meget meget små øjeblikke hvor jeg kun lige fik hvilet mig - så gjorde min arm også virkelig ondt efter den idiot af en panser skulle vride den så meget rundt, at den knak lidt få gange og blev helt ubrugelig. Jeg kunne godt mærke, at den ikke var brækket, men godt vredet rundt var den.. Om det var en svag forstuvning var jeg ikke sikker på. Jeg hverken håbede eller troede det, men jeg kunne jo aldrig vide.. Jeg var ikke læge..

Lige så længe jeg havde været her, havde jeg kun tænkt på, hvor meget jeg ønskede at tale med Jamie. Udover at han blev vred, da politiet også valgte at tage mig med, så var han faktisk virkelig rolig og virkede slet ikke til at lade sig gå på af det her. Som om, at han bare holdte hovedet koldt, og det kunne jeg virkelig godt bruge. Jeg havde forsøgt at tænke på, at det nok var det han ville sige, at jeg skulle gøre, hvis vi var sammen, men til sidst mistede jeg totalt fornuften og brød bare sammen i ren hulk og tårer.

Og her sad jeg så nu.. Med knæene op til overkroppen og armene om knæene, og med bøjet nakke, så min pande hvilede på mine knæ og gemte mit forgrædte og trætte ansigt.

Hvor længe havde jeg været her nu?... Okay, det kunne jeg ikke engang gætte på, da jeg hverken havde ur eller et eneste vindue, så jeg kunne se om solen var gået ned eller stadig oppe. Ikke engang i afhøringslokalet var der et vindue som jeg kunne bruge til at tænke på hvad klokken var..

I hvert fald så havde jeg ikke engang været her halvt så længe som nogen der blev buret inde i flere år.. Jeg fattede virkelig ikke hvordan de kunne holde det ud. Det her var seriøst det værste jeg havde prøvet!. Så hellere sidde på Jamies kontor og føle sig lidt medskyldig i det pis han lavede..

Her var jo ingenting. Kun mig og mine tanker som gjorde mig mere og mere vanvittig og frustreret, og jeg ved snart ikke hvad..

Jeg spjættede lidt i kroppen og gispede svagt, da jeg pludselig hørte den store nøgle blive skruet i min celledør, hvorefter en hvinende lyd lød, da døren blev åbnet og en lysstråle ude fra gangen brød ind i cellen.

’’Molly..’’ Lød en brummende stemme, som jeg sagtens kunne genkende.. Det var den betjent som havde brugt flere timer på at presse nogen svar ud af mig.. Skulle jeg virkelig til det igen?.

Jeg tog en dyb indånding og kiggede op og kneb mine øjne lidt sammen, da lyset ude fra gangen var meget mere skarpt end det der var herinde.

’’Følg med..’’ Sagde han og virkede lettere mopset idet han forsvandt fra døråbningen, så kun en anden betjent stod tilbage.

Sukkende rejste jeg mig op på mine virkelig svage ben. Det føltes som om, at de kunne knække hvert øjeblik det skulle være efter at have siddet i den stilling som jeg gjorde, i virkelig lang tid.

Træt og opgivende gik jeg ud af cellen og stoppede op imens betjenten lukkede døren til min celle igen. Han vendte sig om og kiggede på mig og gjorde tegn til, at jeg skulle gå.

’’Skal jeg ikke have håndjern på?’’ Spurgte jeg med en helt knækket stemme og snøftede derefter.

’’Nej, du er fri til at gå..’’ Svarede betjenten og fik mig til at spile øjnene kort op og derefter rynke panden lidt.

’’Hvad?’’ Spurgte jeg og kiggede frem imod den betjent der havde afhørt mig i flere timer og så hans lettere utilfredse blik på mig.

’’Ja, du var jo på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, ikke?..’’ Sagde han lettere utilfredst og lød som en der ikke helt troede på det han selv sagde.. Men hvor havde han også det fra?. Jeg turde i hvert fald ikke spørge ind til noget. Jeg tog sku ingen chancer nu, hvor de ville lade mig gå!. Hvis jeg stillede spørgsmål nu kunne det lyde som om, at det ikke var sandheden og den chance tog jeg slet ikke!.

Jeg tog en dyb indånding og fulgte med betjentene, som selv begyndte at gå idet jeg gjorde det. Igen kom jeg ind i den store metalelevator, hvor de denne gang trykkede på knappen, hvor der stod ’’st.’’, hvilket jeg hurtigt regnede ud, var stueetagen.

Det tog ikke lang tid at komme derop og idet dørene til elevatoren gik fra blev jeg virkelig overrasket.. Det var dag?. Her var massere af betjente, der sad ved computerne, og betjente som gik frem og tilbage imellem hinanden med papirer, kaffekopper osv.

’’Du havde jo ikke nogen ejendele på dig end det du har nu, så du kan bare gå..’’ Sagde betjenten der afhørte mig idet vi nåede hen til skranken, hvor vi kom forbi da vi blev anholdt og skulle ned i cellerne.

Jeg nikkede bare og kiggede efter et ur og fandt hurtigt et der hang nede på bagvæggen. Kvart i 2?.. Wow!.

Det gik hurtigt op for mig, at jeg havde været her i mere end 24 timer. Det gav et klamt sug i maven at tænke på, men samtidig blev jeg også virkelig lettet over at vide, at det var overstået nu..

’’Hey?’’ Lød det bag mig, så jeg straks vendte mig om og så helt smadret på betjenten der havde spildt timer på at afhøre mig.

’’Du burde virkelig overveje, hvem du er kæreste med..’’ Sagde han helt køligt, hvorefter han vendte sig om og gik tilbage imod elevatoren imens jeg fik en ubehagelig følelse i kroppen over det han sagde.

Jeg tog en dyb indånding og vendte mig om og gik imod udgangen. Jeg skulle bare ud af det her sted, og det kunne kun gå for langsomt...

 

*Justins Synsvinkel*

 

Jeg kiggede på mit ur i bilen og blev efterhånden mere og mere utålmodig. Ikke nok med at jeg havde et hyr med at få dem til at løslade Molly, så tog det dem fandme også 10 år at hente hende!. Det var fandme irriterende, at de ikke kunne se, at hun var komplet uskyldig!.

Ja, som lovet var jeg mødt op her på politistationen kl. 13 for at hente Molly eftersom, at de kun kunne holde på hende i max 24 timer, hvis de ikke havde noget på hende. Jeg gik ind for at spørge efter hende og endte med at snakke med ham der havde sagen imod hende og Jamie. Han var virkelig ikke meget for at bøje sig, men da han kunne mærke, at jeg var rimelig meget på hjemmebane med de regler omkring, hvor længe de måtte holde på en der havde så mange vidner på, at hun intet havde med sagen at gøre, så endte han med at give sig.

Jeg var kun så sikker pga Jamies telefonopringning igår. Der havde han sagt at både ham og alle drengene der var blevet taget med havde nået at aftale hvad de skulle sige. Specielt hvad de skulle sige omkring Molly, hvilket jo ikke engang var en løgn. Hun havde intet med det her at gøre, så de kunne ikke beholde hende. De kunne prøve, men det ville ikke virke..

Desværre kunne Jamie ikke gå i detaljer for mig, men han nåede dog at sige, at han var 100% sikker på, at de ville beholde ham og overflytte ham til et rigtigt fængsel indenfor kort tid.. Om han allerede var blevet overflyttet anede jeg ikke, men som han sagde, så ville han sørger for at jeg kunne få en besøgstilladelse hurtigst muligt, så vi kunne få talt sammen.

Mine tanker blev straks revet væk, da jeg så døren ind til politistationen gå op og Molly komme ud. Jeg så hurtigt, at hun tog en dyb indånding og gned sig i hovedet.

Jeg åbnede hurtigt min bildør og trykkede på hornet i rettet, så hendes opmærksomhed vendte sig imod mig meget hurtigt. Jeg steg ud af bilen og idet hun så mig bevægede hun sig med rolige skridt hen imod mig langs fortovet imens jeg smækkede døren til bilen og gik rundt om den og ind på fortovet imens jeg så afventende på hende.

Kæft, hvor så hun smadret ud. Hendes øjne var helt røde, hendes hår lignede morgenhår som hang løst, hendes mascara var tværet ud i hovedet på hende og løb ned i svage streger på hendes kinder, så jeg slet ikke var i tvivl om, at hun havde grædt.

Bare det at se hende på den måde gav mig et stik i hjertet. Så ødelagt og smadret havde jeg aldrig set et menneske være før, og slet ikke Molly. Ikke engang når hun rendte rundt derhjemme og var ked af det, så hun så ødelagt ud som nu efter 24 timer i detentionen. God, det var stramt at se, og ærligt.. Så havde jeg bare lyst til at trække hende ind i et kæmpe kram og aldrig give slip igen!.

’’Hey’’ Sagde hun helt ødelagt i stemmen, da hun stoppede op foran mig.

’’Hey..’’ Svarede jeg roligt imens hun snøftede ind og ikke engang kunne se mig i øjnene.  

’’Hvordan har du det?’’ Spurgte jeg hende, men fortrød lidt, at jeg spurgte eftersom, at hun kort efter rystede lidt på hovedet imens et par tårer løb ned af begge hendes kinder, som om det var nogen hun havde holdt tilbage, men ikke kunne holde tilbage længere idet jeg spurgte.

For mig var det ikke underligt at se hende sådan. Hun havde aldrig været indblandet i sådan noget før, eller havde prøvet at være indespærret på den måde, så for en pige som hende kunne jeg sagtens se, at det at være i detentionen var en hård oplevelse. Ikke mindst fordi man blev behandlet som lort i politiets varetægt, og var der noget jeg var sikker på, så var det at Molly inderst inde var virkelig følsom.. Så jo, jeg forstod godt hvorfor hun så sådan ud som hun gjorde..

’’Forfærdeligt..’’ Hulkede Molly meget stille og kiggede igen ned i jorden imens jeg nikkede kort og forstående med en nagende følelse i kroppen. Det var sku ikke fedt at se hende sådan og vide hvad hun har været udsat for..

’’Hvad med Jamie?’’ Spurgte hun stille og snøftede og kiggede helt tomt og træt op på mig.

’’De beholder ham og overflytter ham nok til et fængsel hurtigst muligt..’’ Valgte jeg at være ærlig at sige. Måske ville nogen mene, at hun ikke havde brug for at høre på det nu, men hun spurgte jo selv, og jeg havde slet ikke lyst til at lyve overfor hende.

’’Shit..’’ Hviskede hun grådkvalt og lagde sin hånd over øjnene for at skjule hendes tårer.

’’That’s the name of the game, Molly..’’ Sukkede jeg stille og aede hende kort på armen, men havde stadig en voldsom trang til bare at trække hende ind til mig og holde om hende.

’’Kom.. Vi kører hjem’’ Sagde jeg roligt og åbnede bildøren ind til forsædet, hvor hun skulle sidde, og der gik heller ikke mange sekunder, før hun flyttede fødderne og satte sig ind i bilen.. 

________________________________________________

Fortsættelse Følger På Mandag :) - Forhåbentlig får jeg en chance for at skrive lidt mere forud i weekenden :)

Hav en super skøn weekend!. Håber historien stadig er værd at læse med på, selvom der engang imellem kommer de her dage, hvor der ikke kommer et kapitel :) 

#MuchLove 

-NetteC :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...