Between Brothers (Justin Bieber + Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2017
  • Opdateret: 26 maj 2018
  • Status: Færdig
Er det et problem at være sammen med en fyr i byen og så nogen måneder senere dukke op til en fest, som fyrens brors kæreste?.. Hmm, det kan vi jo spørge Molly på 22 om. Hun har nemlig prøvet det. At finde sammen med den 28 årige Jamie, er noget af det bedste der er sket for hende, mener hun selv. Han er sød og dejlig ved hende, passer godt på hende og behandler hende hver eneste dag som en ægte prinsesse, trods det, at han er lidt en badboy.. Tingene bliver dog bare lidt mere komplicerede, når hun finder ud af, at Jamie faktisk er storebror til 23 årige Justin, som hun for måneder tilbage var sammen med i byen, og som faktisk både bor hos og arbejder for Jamie.. Og endnu mere besværligt bliver det, når Justin er der hele tiden og konstant viser, at han faktisk er rigtig utilfreds med, at hun er blevet kærester med hans bror og begynder at fortælle sandheder om Jamie til Molly. Hvorfor?.. Det må vi jo finde ud af, når vi går igang med at læse ‘’Between Brothers’’

162Likes
1049Kommentarer
586323Visninger
AA

39. Kold Detention.

 

Location: Police Department Headquarters, Seattle. Dato: Onsdag d. 30. August, 2017 Kl. 14.28.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

Det føltes som en uhyggelig film det her. Efter vi havde forladt Jamies lejlighed blev jeg kun mere og mere utryg. Vi blev kørt ned i stueetagen og taget med ud på gaden, hvor regnen siglede ned. Jeg følte mig som en våd hund i en papkasse, da jeg stod kun iført en sort top, et par gamasjer og mine sko. Ikke engang en trøje havde jeg nået at få over mig inden jeg blev lagt i håndjern og taget med. Men ærligt, så var det næsten det, at jeg var til frit skue for alle forbigående mennesker. Det var på mange måder virkelig ydmygende!.

Efter at have stået i regnen i nogen minutter, blev jeg, sammen med alle de andre lukket ind i politibilerne. Ingen af os kom i en bil sammen, men hvad hjalp det også?. Ikke meget i hvert fald, for var vi endt i samme bil, så måtte vi sikkert ikke sige en lyd til hinanden.

Da vi nåede politistationen blev mit mareridt for alvor til virkelighed. Kropsvisitering!. Og det gjaldt ikke kun udenpå tøjet.. Det var ALT tøjet der skulle af!. Og selvom det var en kvinde der skulle visitere mig, så var det det værste jeg overhovedet kunne tænke mig til. Endnu mere ydmygende end at folk kunne glo på mig stå ved en politibil i regnvejr!.

Nå men, til ’’alles overraskelse’’ havde jeg ikke en skid på mig, men det fik mig ikke til at slippe overhovedet. Jeg fik mit våde tøj på igen og kom igen i håndjern. Jeg blev ført hen til en elevator af 2 mandelige betjente og kun i selskab med dem kørte vi ned i kælderen, hvor en lang hvid beton-gang, som virkelig lignede en kældergang, med en masse mørkegrå metaldøre, kom til syne for mig.

Betjentene skubbede lidt til mig og jeg begyndte at gå ned af den tomme gang. Vi gik forbi et par døre og stoppede så op, hvor den ene betjent låste døren op og den anden tog fat i mine hænder på ryggen og låste mine håndjern op.

Idet mine hænder kom fri mærkede jeg et stød op igennem hele min ene arm, hvilket fik mig til at skære en grimasse og tage mig til armen imens betjenten bag mig skubbede lidt til mig, så jeg gik ind i det kølige og indelukkede lokale.

’’Du har ret til at foretage et opkald.. Jeg kan anbefale, at det bliver til en advokat’’ Sagde den ene betjent spydigt og fik mig til at kigge på dem begge kort før de lukkede døren, så det bragede i hele det ret tomme lokale.

Jeg tog en dyb indånding og kiggede mig skræmt omkring. Et snavset toilet ovre i hjørnet, en ødelagt håndvask og en lille snavset madras på gulvet med et hullet tæppe henover sig. Great!.

Jeg fik det meget hurtigt rigtig skidt, da jeg kiggede mig omkring efter et vindue, som der slet ikke var til at finde. Jeg vidste godt, at vi var helt nede i kælderetagen, men man havde vel lov til at håbe, at der var et lille vindue oppe under loftet eller noget.. Men nej. Faktisk var her ikke engang en udluftningskanal. Hvordan fanden her så kunne blive så koldt var mig lidt en gåde lige nu.. Men det var måske bare sådan kældre, som der ikke kom luft ned i, var?..

Mine tanker kunne slet ikke finde ro. Hvorfor skulle jeg være her?. Hvad havde jeg gjort?. Hvor længe skulle jeg være her?. Hvad skulle der ske nu?. Skulle jeg bare sidde her og vente på.. Ja, hvad?..

Ingen af mine 1000 spørgsmål kunne jeg få svar på, for jeg var her helt alene og kunne ikke høre en eneste sjæl i miles omkreds. Det eneste jeg kunne give svar på, var det som politiet sagde inden de smækkede døren.. Ring til en advokat?.. Sådan en havde jeg sku ikke anskaffet mig, så det var lidt umuligt for mig.. Ellers jeg kunne da sikkert sagtens ringe til et eller andet kontor i byen og bede om en, men.. De penge havde jeg slet ikke, og det ville også være mærkeligt at ringe op og sige: Hej, jeg sidder i spjældet. Gider i lige komme og få mig fri?..

Jeg kunne ikke andet end at klare denne her selv.. Men hvordan?.. Og hvornår?..

 

~

Location: I Toby garage, Seattle. Dato: Onsdag d. 30. August, 2017 Kl. 15.03.

 

*Justins Synsvinkel*

 

Efter at have løbet omkring de 10 kilometer som jeg plejede at løbe, havde jeg valgt at løbe forbi Toby nede i hans garage. Mange af Tobys venner sad her også og drak en øl og røg en joint. Ja, det var sådan set rutinen hernede. Jeg selv havde også taget et par hvæs af en joint og et par tåre af min øl, men det var også det. Jeg havde ikke lige lyst til at fylde mig med at for meget, da jeg skulle være klar til at tage på job i aften.

Jeg var gået lidt væk fra de andre og havde fundet en hæk, da jeg virkelig skulle pisse. Og jeg nåede da også kun lige at blive færdig og lukke mine bukser, da min mobil begyndte at brumme i min lomme.

Jeg stak hånden i lommen og trak mobilen op og så, at det var et hemmeligt nummer. Jeg kørte fingeren over skærmen og satte røret til øret.

’’Hallo?’’ Sagde jeg kort.

’’Du har et ventende opkald fra ’Jamie Bieber’. Tryk 1 for at modtage opkaldet. Læg på for at afvise opkaldet..’’

Jeg valgte straks at trykke et, da jeg genkendte den båndoptager der snakkede i røret.

’’Justin?’’

’’Jamie?’’ Svarede jeg hurtigt, da hans rigtige stemme, udover den der nævnte hans navn, lød i røret.

’’Ja, du kan sikkert regne ud hvor jeg sidder, når den båndoptager kommer på, ikke?’’ Sagde Jamie og fik mig til at nikke kort.

’’Jo’’ Svarede jeg køligt.

’’Er du hjemme?’’  Spurgte han hurtigt.

’’Nej, jeg er nede ved Toby..’’ Svarede jeg ham ærligt og kiggede over imod de andre som slet ikke var i nærheden af mig.

’’Godt. Vent med at tage hjem og sørg for at alle panserbiler er væk nede fra gaden, inden du går op.. Panserne er igang med at endevende hele lortet.. De kom med en ransagning og har anholdt os allesammen... Også Molly..’’

WHAT!.

’’Molly?. Hvad fanden har hun gjort?’’ Spurgte jeg hurtigt og med en klump i halsen.

’’Ja, hun befandt sig i min lejlighed, da politiet kom brasende.. Jeg kan ikke forklare det nu, men i hvert fald, så siger vi jo allesammen, at hun intet har med alt det her at gøre. De vil beholde hende her i, i hvert fald 24 timer, som du jo ved, men når tiden er gået kan de ikke holde på hende mere og så er de nødt til at lade hende gå.. Jeg har brug for, at du står ude foran politistationen kl. 13 imorgen og henter Molly, når de lukker hende ud.. Gider du gøre det for mig?’’ Spurgte Jamie helt køligt og så afslappet, så man næsten ikke skulle tro, at han overhovedet sad i saksen.. Men det var jo sådan han var som person. Intet kunne skræmme ham, så han blev hylet helt ud af den.

’’Jaja, det skal jeg nok’’ Sukkede jeg og gned mig i hovedet ved tanken om, at Molly sad i en celle lige nu.. Allerede nu kunne jeg fornemme hvordan hun havde det. Hun havde aldrig prøvet det før, så hun var helt sikkert, helt ude af den.. Og så i 24 timer?. Det holdt hun sku ikke til!.. Pis man!. Fuck!.

 

~

Location: Police Department Headquarters, Seattle. Dato: Onsdag d. 30. August, 2017 Kl. 18.10.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

Fy for satan!. Var det en del af straffen af at være indespærret her eller hvad?!. Skulle man også have klamt mad der ikke smagte af en skid?.

Den mad de havde været nede og servere for mig for 10 minutter siden var så uspiselig, at jeg, selvom jeg var pisse sulten, hellere ville undvære. Hvem kunne helt ærligt også tænke på at spise, når man sad her og frøs?. Maden var jo ikke engang varm selvom den burde være det..

Idet jeg sad og dissede maden i mine tanker hørte jeg pludselig nogen fodtrin ude foran døren, som der kort efter raslede lidt, da døren blev låst op og åbnet og 2 betjente kom til syne.

’’Molly Parker. Du skal til afhøring. Følg med..’’ Sagde den ene betjent med en kølig og stram mine i ansigtet.

Jeg tog en dyb indånding og fjernede tæppet som jeg havde pakket om min kolde krop og rejste mig op fra gulvet, hvor jeg havde siddet op af væggen på den virkelig dårlige nedslidte madras.

Da jeg kom hen til betjentene fik jeg endnu engang håndjern på, hvilket jeg ømmede mig lidt over, da min arm stadig gjorde virkelig ondt, når der kom for meget bevægelse i den. Sammen med betjentene gik jeg ned af gangen, hvor der var dødstille udover den svage støj vi lavede med vores fodtrin.

Vi kom hen til metalelevatoren og gik ind og jeg bemærkede at den ene betjent trykkede på 2. sal, så elevatoren lukkede sig i og begyndte at køre.. Omg. Afhøring.. Hvad fanden skulle jeg sige?. Jeg vidste jo ikke noget?.. Men det var måske bare det jeg skulle sige?.

 

~

Location: Police Department Headquarters, Seattle. Dato: Onsdag d. 30. August, 2017 Kl. 21.32.

 

Jeg gned mig træt i ansigtet, så kæderne der sad fast i bordet og i mine håndjern, raslede imod metalbordpladen i afhøringslokalet, som gav genlyd, da det var så hult her. Jeg havde efterhånden siddet her i flere timer og jeg var virkelig ved at være træt af alle deres spørgsmål som de gentog igen og igen. Og så var det bare slet ikke sjovt at sidde og blive udspurgt om alt. Hvis bare man fik sagt en eneste ting anderledes end sidste gang man svarede på nøjagtig det samme, så brugte de det imod en og gjorde en totalt usikker på sit svar..

’’Hvordan kan det være, at du opholder dig i en lejlighed, hvor det flyder med stoffer uden at du opdager det?’’

Jeg sukkede træt og kiggede opgivende på betjenten, der sad foran mig og lignede en der kunne blive ved hele natten, hvis det skulle være.

’’Fordi min kæreste beder mig om at være ovenpå, når han har gæster’’ Svarede jeg træt, som jeg havde gjort de sidste 40 gange han havde spurgt.

’’Så du sidder bare deroppe og glor eller hvad?’’ Spurgte han spydigt og tænkte slet ikke på at tale ordentligt til mig.

På mange måder føltes det virkelig ydmygende for mig at skulle sige, at jeg gjorde som Jamie sagde og altid satte mig op og ventede på ham i mit walk in closet.. Det var jo slet ikke rigtigt, men det var jo det Jamie havde bedt mig om at sige.. Så jeg havde jo ikke noget rigtigt valg.. Og så ville jeg nok også få røven på komedie, hvis jeg pludselig indrømmede, at jeg var tilskuer til alt det Jamie rendte rundt og lavede..

’’Ja’’ Svarede jeg helt tørt imens jeg stirrede træt og opgivende henover bordet imens jeg sad tilbagelænet i stolen og med begge hænder på bordet.

’’Hvor længe sidder du deroppe, når han sender dig derop?’’ Spurgte han videre med sine krydsede arme hvilende på bordet.

’’Det er meget forskelligt’’ Svarede jeg kort.

’’Hvor tit?’’ Spurgte han meget hurtigt, så jeg knap nok nåede at gøre min sætning færdig.

’’Det er kun sket 2-3 gange, tror jeg.. Jeg er ikke så tit hos ham..’’ Svarede jeg opgivende.

’’Han er da din kæreste, ikke?’’ Spurgte betjenten og fik mig til at kigge op på ham og rynke panden lidt.

’’Jeg har også andre ting at lave end at sidde på skødet af min kæreste konstant’’ Svarede jeg lettere spydigt og kunne godt se, at det ramte betjenten lidt. Ikke sådan ’’av den var hård’’ men mere sådan ’’okay, er det den tone vi køre nu?. Så skruer vi bare op’’, og allerede dér begyndte jeg at fortryde at være så spydig som jeg lige var der.

’’Så, Molly?..’’ Sagde betjenten og tog en dyb indånding imens han rejste sig op.

’’.. Du fortæller mig altså, at du har været kærester med Jamie Bieber i næsten 5 måneder, at du kun har været hos ham 2-3 gange..’’

’’Nej, det var ikke det jeg sagde!. Jeg sagde, at det kun var sket 2-3 gange, at han havde bedt mig sidde ovenpå fordi han fik gæster på besøg!’’ Afbrød jeg hurtigt, da jeg nægtede at lade ham sætte mig i en fælde, hvor jeg til sidst tvivlede på alt hvad jeg selv havde sagt.

’’Så i 5 måneder har han kun set sine venner 2-3 gange?.. Hvad tror du, at hans venner tænker om det?.. Tror du ikke, at de bebrejder dig, at de aldrig ser deres gode ven mere?’’ Begyndte han spydigt og så ned på mig med et lurende blik imens jeg rystede opgivende på hovedet af ham og kiggede lidt væk fra ham.

’’Der findes jo som sagt mange dage, hvor jeg ikke har været hos Jamie. Der har han også set sine venner, ikke?’’ Svarede jeg spydigt, da jeg blev vildt provokeret og kiggede så tilbage på betjenten, som nikkede køligt og slet ikke så ud til at tro på mig.

’’Har du aldrig undret dig over, hvorfor du ikke måtte være til stede, når hans venner var der?’’ Spurgte betjenten. Jeg blev lidt stille og valgte bare at trække lidt på skuldrene og ryste på hovedet, da jeg ikke vidste hvad jeg lige skulle svare. Det havde jeg slet ikke tænkt over.

’’Nej?’’ Spurgte betjenten og rystede lidt på hovedet for at få bekræftet mit svar.

’’Han har jo tydeligvis haft sine grunde til, at jeg ikke måtte være der..’’ Røg det ud af mig med en opgivende tone.

’’Ja, men har det aldrig undret dig?’’ Spurgte han fortsat uden at tage blikket fra mig det mindste sekund.

’’Nææ.. Han har bedt mig gå derop fordi han lige ville tale med sine venner alene. Det er vel ikke underligt at man nogengange har private samtaler med sine venner?’’ Svarede jeg ham køligt og rigtig træt.

’’Amen, man har jo ikke nogen hemmeligheder for sin kæreste, vel?.. Eller har man?’’ Spurgte han spydigt.

’’Det har man så tydeligvis’’ Svarede jeg og prøvede at lyde som en der var virkelig skuffet over at finde ud af, at jeg havde en kæreste der var rodet ind i alt sådan noget her.. Måske det kunne hjælpe dem til at tro, at jeg ikke havde noget med alt det her at gøre, eller overhovedet vidste noget om det.. Men desværre var de nok ikke så nemme og de havde nok hørt alt det bræk jeg sagde, mindst 100 gange før.

’’Du må være rigtig gal på Jamie, siden han har fået rodet dig ind i alt det her, hva?’’ Spurgte betjenten og satte sig ned på sin stol igen med et lettere flabet smil. Jeg sukkede opgivende og nikkede svagt.

’’Er det så relevant at snakke om hvad jeg føler lige nu?’’ Spurgte jeg ham opgivende og så ham køligt i øjnene.

’’Arg, jeg ved nu ikke.. Når man har en kæreste med røven fuld af penge, så er man vel ligeglad hvor de kommer fra, hvis bare man kan få lov til at bruge af dem..’’

Hans spydige bemærkning gik rent ind og jeg mærkede straks hvordan mit hjerte begyndte at banke voldsomt, da jeg blev virkelig irriteret over det han sagde. Sad der og hentydede til, at jeg kun var sammen med Jamie pga hans penge!. Fucking nar man, hvad fanden vidste han?!.

’’Er det derfor du ikke har fundet et nyt job efter du blev fyret fra dit gamle?. Fordi du tænkte, at du ikke behøver at arbejde for noget som helst så længe du er sammen med en rig narkodealer?’’ Fortsatte han og fik kun min irritation til at stige voldsomt.

Det var tydeligt, at han kun prøvede at knække mig ved at ramme mig på min samvittighed. Selvfølgelig havde han støvet noget frem i mit personlige liv som han kunne bruge imod mig, og fuck hvor det pissede mig af!. Men jeg nægtede at lade mig hidse op, selvom jeg virkelig havde lyst til det!.

’’Er vi snart færdige her?’’ Spurgte jeg opgivende og kiggede koldt på ham. Han smilede bare til mig og løftede kort øjenbrynene imens han kiggede ned på sine notaer.

’’Vi er kun lige begyndt, lille frøken..’’ Svarede han mig flabet og fik mig til at mærke endnu en opgivende følelse i kroppen.. Jeg havde virkelig ikke lyst til det her mere. Hvor længe kunne det blive ved?.. 

_______________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...