Between Brothers (Justin Bieber + Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2017
  • Opdateret: 26 maj 2018
  • Status: Færdig
Er det et problem at være sammen med en fyr i byen og så nogen måneder senere dukke op til en fest, som fyrens brors kæreste?.. Hmm, det kan vi jo spørge Molly på 22 om. Hun har nemlig prøvet det. At finde sammen med den 28 årige Jamie, er noget af det bedste der er sket for hende, mener hun selv. Han er sød og dejlig ved hende, passer godt på hende og behandler hende hver eneste dag som en ægte prinsesse, trods det, at han er lidt en badboy.. Tingene bliver dog bare lidt mere komplicerede, når hun finder ud af, at Jamie faktisk er storebror til 23 årige Justin, som hun for måneder tilbage var sammen med i byen, og som faktisk både bor hos og arbejder for Jamie.. Og endnu mere besværligt bliver det, når Justin er der hele tiden og konstant viser, at han faktisk er rigtig utilfreds med, at hun er blevet kærester med hans bror og begynder at fortælle sandheder om Jamie til Molly. Hvorfor?.. Det må vi jo finde ud af, når vi går igang med at læse ‘’Between Brothers’’

162Likes
1049Kommentarer
583452Visninger
AA

67. Endnu Et Forsøg..

 

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Torsdag d. 21. September, 2017 Kl. 11.50.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

Ærligt, så var det her besøg hos Jamie idag, nok det længste af dem allesammen. Som altid var jeg fuld af dårlig samvittighed fra det øjeblik jeg trådte ind i fængslet, men idet jeg satte mig ned og greb telefonrøret for at snakke med Jamie igennem den berømte panserglasrude, var mit fokus på alt andet end hvad han havde at sige til mig.

Jeg så mig selv udefra. Sidde der, kigge på ham og tale med ham.. Men hvad jeg sagde?. Ja, det kunne jeg dårligt huske  fordi mit fokus var alle andre steder end på vores samtale.. Eller nej, det var løgn.. Mit fokus var kun på ét andet sted!.

Det var så mærkeligt det hele.. Jeg var Jamies kæreste?.. Hvorfor følte jeg så, at jeg forrådte Justin ved at besøge ham?. I virkeligheden var det jo Jamie jeg forrådte ved at være sammen med Justin?.. Og den dårlige samvittighed jeg havde hver gang jeg så Jamie?. Det var sku ikke længere kun når jeg så ham. Det var også når jeg så mig selv sidde overfor Jamie og vide, at Justin på ingen måder brød sig om det..

’’Han kunne have stoppet dig, hvis han havde så svært ved, at du skulle besøge Jamie så?!’’

Ja, min indre djævel, som havde en enestående evne til at retfærdiggøre næsten alt hvad jeg gjorde, havde jo sådan set ret, men selv hvis Justin havde sagt noget til det, så havde det nok ikke ændret noget. Jeg havde nok besøgt Jamie alligevel eftersom, at vi aftalte det igår aftes, da han ringede..

Jeg sukkede tungt og gned mig selv i ansigtet imens elevatoren blev ved med at stige op imod lejligheden. Ja, jeg var mildest talt så opgivende og så fandens træt lige nu, at det halve kunne være nok. Den måde min dag var begyndt på havde slået mig totalt ud, men alligevel havde jeg en følelse af, at det ikke var slut endnu.

Hele vejen hjem i toget havde jeg tænkt på Justin, og jeg var nået frem til, at jeg var nødt til at prøve igen. Det kunne ikke fortsætte sådan her. Jeg ville have det her løst med ham..

Elevatoren stoppede på øverste etage og dørene gik fra, så lejligheden kom til syne. Jeg steg roligt ud i entréen og fik med det samme øje på Justin som lå nede i en af sofaerne og gloede tv.

Uden at overveje at lave noget som helst andet, bevægede jeg mig med helt rolige og småtrætte skridt ned i stuen, hvor jeg satte med sukkende ned i sofaen overfor Justin, som ikke engang skænkede mig et eneste blik.

Det var virkelig frustrerende at mærke, at han stadig var i det samme humør - for det var virkelig tydeligt – men inden lige præcis de tanker fik ordentlig fat i mig, gippede det i mig, da jeg hørte Justins stemme..

’’Gik det godt?’’

Et ubehag bredte sig langsomt i mig. Den måde han stillede det spørgsmål var mildt sagt virkelig flabet, men selve tonen i hans stemme lød helt afbalanceret som om, at det ikke rørte ham en meter at høre om. Og det provokerede mig helt sygt!. Jeg orkede sku ikke engang at ’’lege med’’.. Fuck no, om jeg ville opføre mig så barnligt som manden selv!.

’’Drop det, Justin. Jeg orker ikke det der..’’ Pustede jeg tungt og fik ham til at dreje sit blik væk fra skærmen og over på mig, hvor han så lettere uforstående på mig.

’’Hvad?. Jeg spørger jo bare om..’’

’’Ja du gør, men du gør det kræftedeme for at være flabet!’’

Okaay?. Det tog sku ikke lang tid for min indre vrede og frustration at blusse op igen.. For satan da, det kom sku næsten helt bag på mig, for at være helt ærlig!.

Justin så bare på mig, helt upåvirket af min reaktion. Som om, at han havde set den komme?. Årh, fucking hell!. Hvorfor skulle han være sådan?. Det var kræftedeme frustrerende af helvedes til, hvilket alle nok kunne fornemme på 100 kilometers afstand lige nu!.

’’Hvad mener du?’’ Spurgte Justin roligt og rynkede uforstående panden en smule og tændte mig bare endnu mere af.

’’Gider du ikke godt stoppe det der nu, hva?!. Det er fucking irriterende!’’ Udbrød jeg og rejste mig fra sofaen af bar frustration.

’’Molly, come on.. Hvad er det jeg gør forkert?’’ Spurgte han og virkede oprigtig uforstående, men det vidste jeg, at han ikke var!. Jeg vidste præcis hvad han havde gang i!.

’’Du gør alt forkert, okay!..’’ Udbrød jeg med en hævet stemme og kiggede skarpt ned på ham. Ja, et forsøg på at holde mig i ro havde jeg sku opgivet. Det tog var kørt for længst, og ærligt, så var jeg seriøst bange for, at jeg fik en blodprop, hvis ikke jeg fik alt det jeg gik med indeni ud!.

’’Hvorfor kan du ikke bare råbe af mig ligesom du plejer?!. Sig noget til mig, forhelved!. Råb af mig!. Sæt mig på plads!. Bare lad vær med det der du har gang i!’’

Udefra set kunne jeg godt høre, hvor åndssvagt det jeg sagde lød. Jeg stod kræftedeme og bad ham om at råbe og skrige af mig?. Hvad fanden var der galt med mig?.. Men allerede inde ved Jamie gik det op for mig, at det var det jeg ville have.. Nej, faktisk allerede før jeg overhovedet kom derind. For mig var det så forkert at se Justin være sådan.. Det var slet ikke ham!. Jo, selvfølgelig kunne Justin være sød, men nu hvor vi havde skændtes så meget, så havde jeg vænnet mig til hvordan det fungerede imellem os. Vi skændtes!. Sådan var det bare, og nu hvor han ikke engang viste tegn på frustration eller vrede overfor hverken mig eller mine handlinger, så.. Ja, jeg ved sku snart ikke hvad.. Det føltes bare så.. Så forkert!.

Jeg kiggede væk fra Justin og tog mig til hovedet af bar frustration og mærkede hvordan den efterhånden påvirkede mine tårekanaler. Jeg havde virkelig lyst til bare at bryde helt sammen og lægge mig fladt ned, men alligevel var der også noget i mig der sagde, at jeg ikke kunne gøre det.

Jeg så ud af øjenkrogen, at Justin rejste sig fra sofaen og kom hen imod mig, og straks mærkede jeg at mit hjerte begyndte at banke imens håbet om, at alting ville løse sig nu, kom til mig. Jeg sukkede tungt og kiggede lidt ned i gulvet imens Justin kom helt hen til mig og stillede sig op foran mig, og meget hurtigt fornemmede jeg, at han ikke havde tænkt sig at sige noget før jeg kiggede på ham.. Så derfor tog jeg en svag men dyb indånding ind og holdte vejret imens jeg så op på ham med fugtige øjne.

’’Please, Justin..’’ Bad jeg opgivende og med bankende hjerte imens jeg tog mig sammen og mærkede at tårerne sneg sig lidt tilbage i kanalerne istedet for ud af mine øjne.

’’Som om det ville hjælpe noget’’ Svarede Justin helt roligt og virkede helt upåvirket af at se mig så meget ude af den, som jeg var lige nu.. Og det gjorde sku ondt.. Meget mere end jeg først havde regnet med.

’’Hvor længe har du tænkt dig at straffe mig på den her måde?!’’ Spurgte jeg stille, men virkelig frustreret og rynkede panden uden at tage blikket fra hans øjne.

’’Hvorfor tror du, at jeg straffer dig?’’ Spurgte han og ’’spillede’’ totalt uforstående.

’’Fordi det gør du jo!. Sådan der plejer du kræftedeme ikke at være, og det ved du fandme godt!’’ Udbrød jeg og lagde intet skjul på den frustration han gav mig.

Nu havde jeg faktisk regnet med, at han ville give sig, idet jeg gav udtryk for, at jeg havde luret hans skide spil, men istedet for at sige noget, sukkede han bare og rystede roligt og meget svagt på hovedet imens han vendte sig om.. Seriøst!. Vendte han ryggen til mig der?!.

’’Du skal fandme ikke vende ryggen til mig, du skal ikke!’’ Vrissede jeg ophidset og greb fat i hans arm, så han stoppede og så tilbage på mig uden at virke det mindste påvirket.

’’Er det virkelig sådan her du vil have det, for så skal du da bare blive ved!. Og så skal du kræftedeme ikke komme til mig imorgen og fortryde, at du reagerede sådan her overfor mig og skubbede mig væk fra dig!. For det er kræftedeme din egen skyld, det er!’’ Vrissede jeg ophidset og så ham direkte i øjnene.

’’Du er kræftedeme barnlig, du er!. Man skulle kræftedeme tro, at du var en tøs!. En mand ville fandme ikke reagere sådan der!..’’ Fortsatte jeg, da Justin slet ikke svarede, hvilket kun fik det hele til at eksplodere endnu mere indeni mig.

 ’’Men fint, Justin!. Hvis det er sådan du vil have det, så er det sådan du får det!. Vi lukker den her og nu, og så er det vi havde sammen helt slut!.. Got it?!’’

Jeg valgte at vende mig om og efterlade ham i stuen, da jeg kunne mærke, at tårerne pressede sig på i mine øjne og efter det jeg sagde, så var det sidste Justin skulle se, tårer på mine kinder!.

Med hurtige skridt gik jeg målrettet imod trapperne der førte ovenpå. Det eneste jeg tænkte på var at komme så langt væk fra Justin, så han hverken kunne høre eller se mig, og i det tilfælde var det første der slog mig, badeværelset..

Jeg stormede forbi trappen der førte ovenpå og fortsatte hen til vinreolen. Jeg gik hurtigt rundt om den for at komme ind til badeværelset, som var tildelt Jamie, og nu også mig, og skyndte mig derind og lukkede og låste døren.

Jeg nåede dårligt nok at få drejet låsen helt rundt før det første tårer meldte deres ankomst og væltede ned af mine kinder. Jeg skyndte mig hen til brusekabinen og tændte for vandet og skruede op, så det spulede hårdt ned imod flisegulvet. Jeg var sikker på at lyden af vandet ville tage en stor del af lyden fra mine hulk som kort efter røg ukontrolleret ud af min mund.

Jeg begyndte at hive tøjet af mig selv og smide det på gulvet. Ja, trods det, at jeg havde været i bad inden jeg tog ind til Jamie, så havde jeg virkelig brug for et nu.. Eller, det havde jeg slet ikke, men hvor mærkeligt ville det ikke være, at jeg forlod Justin for at gå ud på badeværelset og tænde for bruseren, og så komme ud med det samme tøj på og knastørt hår?. Fordi jeg havde søgt imod badeværelset som om, at jeg i forvejen havde besluttet mig for et bad, så var jeg lidt tvunget til at tage endnu et bad, for at det ikke skulle virke fjollet..

’’Hvad snakker du om?. Fjollet?.. Så du dig selv for 2 minutter siden?’’

Min djævels spydige bemærkning gnavede sig dybt ind i mig. Mest fordi, at den jo havde ret. Bortset fra at fjollet ikke engang var ordet.. Det var komplet latterligt, og den reaktion jeg kom med var udelukkende fordi Justin gjorde mig så pisse rasende og vred.. Hvilket også var virkelig latterligt!. Jeg blev vred fordi han ikke blev vred på mig?.. WHAT. THE. FUCK!.

Men nu var det for sent.. Det hele havde taget en alt for forkert drejning, det vidste jeg godt.. Og ja!. Allerede nu fortrød jeg hvad jeg havde sagt til Justin, men sådan som han behandlede mig, så kunne jeg fandme ikke få mig selv til at gå ud til ham og sige, at jeg var ked af det og at jeg ikke mente.. Næ, tværtimod, så følte jeg mig tvunget til at holde fast, for efter de her 2 gange, hvor jeg havde forsøgt at gøre det godt igen og han nærmest havde afvist mig.. På en måde?.. Nå, fuck det, men efter det her, så fortjente han i hvert fald ikke, at jeg kom kravlende igen!. Uanset hvor ondt det gjorde på mig, så måtte jeg ikke give mig!. Nu var det kræftedeme hans tur.. Men hvordan fik jeg ham til at give sig og droppe det shit han havde gang i?..

 

~

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Torsdag d. 21. September, 2017 Kl. 14.03.

 

*Justins Synsvinkel*

 

Jeg tog den sixpack, som jeg for godt og vel en time siden havde været nede og købe i kiosken, ud af køleskabet og smed den ned i den bærepose jeg havde fundet frem. Ja, hvis ikke, at jeg havde brug for at komme ud af huset nu, så vidste jeg kræftedeme ikke hvornår jeg så havde. 

Jeg havde godt luret, at Molly gik og gjorde sig klar eftersom, at hun havde rendt frem og tilbage imellem badeværelse, soveværelse og hendes walk in closet ovenpå.. Ha, som om jeg åd den man!. Jo, det påvirkede mig i den grad at have på fornemmelsen, at hun havde planer om et eller andet nyt move, men jeg nægtede at droppe det her nu!. Specielt ikke efter det hun sagde til mig!.

Det var tydeligt, at hun kun sagde, at det var slut imellem os for at straffe mig. Det brændte mig op indvendigt, for endnu engang brugte hun noget imod mig, som hun vidste, at jeg virkelig ikke kunne tage!. Hun vidste, at det fik det til at slå gnister i mig, når hun sagde at det var slut og gik fra mig, men som alle de andre gange idag, så måtte jeg bide den i mig og ikke svare hende igen!. Hun skulle kræftedeme have den lærestreg nu, og det skulle fandme ikke være mig der kom til hende!.

Egentlig var det ret mærkeligt, men.. Et eller andet sted i mig, der nød jeg faktisk at se hende freake sådan ud over, at hun ikke fik sin vilje i forhold til mig. Det bekræftede mig bare i, at hun følte en hel masse for mig og at det ikke kun var mig der var helt væk i hende og derfor gik totalt amok, hvis hun opførte sig latterligt!. Nu kunne hun fandme se hvordan jeg havde det med hende altid!.

Tænk engang, at det havde udviklet sig sådan her. Det startede med reel skuffelse og pludselig var det blevet til en latterlig ’’magtkamp’’.. En rigtig ’’hvem giver sig først’’-kamp!.

I bund og grund holdte jeg kun ved, så hun kunne se, at jeg sagtens kunne styre mig og at hun derfor ikke havde noget at frygte overfor mig. Okay, hun havde givet udtryk for, at hun reagerede sådan igår af ren refleks, men alligevel.. Jeg ville sku have, at den satte sig fast. Så meget, at hun aldrig nogensinde mere ville give tegn på frygt overfor mig.. For ærligt, så gjorde den tanke meget mere ondt, end alt det her vi havde gang i nu..

Men jo, det var kræftedeme hårdt at skulle holde igen overfor hende. Allermest havde jeg jo lyst til at svare igen og råbe og skrige, men selvom hun bad mig om det, så gjorde jeg det ikke.. Men det efterlod mig så med en masse indestængt vrede og frustration, og et eller andet sted skulle jeg jo af med det, og hvor var mere passende end ude i gaderne med Toby og de andre?. Det var dér jeg koblede fra og fik alt det der gnavede og generede ud, så jeg havde ringet til Toby og vi blev enige om at mødes nede i garagen her om lidt, så jeg kunne komme ud og få brændt noget af alt den vrede og frustration af..

’’Hallo?.. Hey søde, jeg vil bare sige, at jeg er klar nu..’’

Hendes stemme, der lød ovenover mig fik mig til at kigge opad og hen imod trapperne. Hvorfor jeg kiggede, anede jeg faktisk ikke eftersom, at man slet ikke kunne se hende før hun kom helt ned i entréen.. Det var sku nok bare en refleks at kigge efter en så pludselig stemme, som hurtigt blev meget tydelig i hele underetagen.. Ja, som om jeg var dum. Jeg kunne sku da sagtens høre, at hun talte lidt højere end hvad der var nødvendigt.. Kun for at jeg skulle kunne høre det, ikke?.. Jesus man!.

’’Amen, det er super. Så mødes vi bare på Hard Rock Café, right?.. Du kommer alene, ikke?. Nåe, hvor hyggeligt. Mig og jer to tosser sammen. Hvad andet kan en pige ønske sig?’’

Jeg rullede med øjnene af hende imens jeg lukkede køleskabet og vendte mig om og fik straks øje på Molly, som gik helt dressed-up og med helt rolige skridt ned imod stuen uden at skænke mig ét eneste blik.

Jeg kiggede væk fra hende og gik selv ned imod stuen, hvor min mobil lå. Ja, den kunne jeg sku ikke gå uden, trods det, at jeg faktisk overvejede det kraftigt, så Molly ikke engang ville kunne ringe til mig, hvis hun nu valgte det.

’’Men okay, skat. Vi ses om et kvarter, ikke?. Super, jeg glæder mig til at se jer. Det er også 100 år siden, at vi har været ude og få en ordentlig bytur.. Haha, ja, jeg skal være kæmpe-stiv.. Præcis.. Okay, hey..’’

Molly lagde på med et stort og flabet smil på læben imens jeg gik målrettet imod min telefon som jeg stak i lommen. Et eller andet sted havde jeg en kraftig mistanke om, at hun talte med en eller anden dude, men idet hun kaldte vedkommende ’’skat’’ fjernede det lidt min mistanke. De eneste hun kunne kalde det, udover Jamie og.. Nå ja, mig selv, det var Elliot og Mason, men det var mest når hun skulle være flabet overfor dem. Men hvem hun så snakkede med, det havde jeg faktisk ingen idé om.. Men fuck også det. Det vigtigste var, at jeg var fucking ligeglad!. Det var dog ret svært at være det lige nu!.

Igen brugte hun noget imod mig, som hun vidste, at jeg normalt ville reagere på. Det var blandt andet også derfor, at jeg vidste, at hun kun var ude på at gøre mig jaloux og få mig til at reagere.

’’Tss, fejl, Molly-baby!’’

Ja, min tanke sagde alt. Hvis hun virkelig ville gøre mig jaloux, så skulle hun fandme ikke være så tydelig med hendes tricks, for jeg lurede hvert eneste af dem og det splittede lidt det hele ad, ikke?.

Det var alt for tydeligt, at det hun prøvede at udstråle, langt fra var det hun følte. Hun prøvede kun at gøre mig ligeså vanvittig som hun selv blev over mig.. Problemet for hende var bare, at det her var mit game, og ikke hendes!. Imens hun med sikkerhed regnede med, at jeg ville give mig og spørge ind ligesom jeg gjorde helt bevidst, da hun kom hjem fra besøget hos Jamie, så havde jeg en helt anden taktik..

Jeg gik bare. Fuldstændig ligeglad med hvad hun skulle.. Og jeg vidste, at det frustrerede hende, da hendes kropsprog sagde alt idet jeg gik forbi hende og i et splitsekund ud af øjenkrogen kunne se, at hun kiggede efter mig..

Inderst inde var jeg langt fra ligeglad, hvilket jeg nok havde fået pointeret mange gange efterhånden. Men jeg nægtede at give mig.. Det var kræftedeme hendes tur, og hvis hun ville køre den her videre, så fint.. Jeg gav mig i hvert fald ikke!.. 

______________________________________________

Så kom de 150 likes, og som lovet, derfor også et nyt kapitel :D

Rigtig god læse-fornøjelse :D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...