Between Brothers (Justin Bieber + Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2017
  • Opdateret: 26 maj 2018
  • Status: Færdig
Er det et problem at være sammen med en fyr i byen og så nogen måneder senere dukke op til en fest, som fyrens brors kæreste?.. Hmm, det kan vi jo spørge Molly på 22 om. Hun har nemlig prøvet det. At finde sammen med den 28 årige Jamie, er noget af det bedste der er sket for hende, mener hun selv. Han er sød og dejlig ved hende, passer godt på hende og behandler hende hver eneste dag som en ægte prinsesse, trods det, at han er lidt en badboy.. Tingene bliver dog bare lidt mere komplicerede, når hun finder ud af, at Jamie faktisk er storebror til 23 årige Justin, som hun for måneder tilbage var sammen med i byen, og som faktisk både bor hos og arbejder for Jamie.. Og endnu mere besværligt bliver det, når Justin er der hele tiden og konstant viser, at han faktisk er rigtig utilfreds med, at hun er blevet kærester med hans bror og begynder at fortælle sandheder om Jamie til Molly. Hvorfor?.. Det må vi jo finde ud af, når vi går igang med at læse ‘’Between Brothers’’

162Likes
1049Kommentarer
584756Visninger
AA

65. En Refleks..

 

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Onsdag d. 20. September, 2017 Kl. 21.12.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

’’Det er Jamie..’’

Justins kommentar fik det til at gippe voldsomt i mig i et kort øjeblik. Jeg fjernede blikket fra ham og rettede det imod min mobil, som i det næste stoppede med at ringe og istedet bare lå og lyste med et ubesvaret opkald.

Jeg greb min telefon med det samme, da jeg nåede helt ned til sofabordet og kiggede kort på skærmen. Først nu så jeg også hvad klokken var, og ligesom de andre dage, ringede han lidt efter 21.00.. Lige efter han var blevet låst inde i sin celle..

’’Hvordan kan han ringe til dig?..’’ Lød det køligt fra Justin idet jeg slukkede min skærm. Jeg mærkede straks at mit hjerte begyndte at hamre imod mit bryst, da jeg tydeligt kunne høre, at det her ikke blev populært.

Jeg tog en dyb indånding og så roligt op på Justin, som så afventende og meget køligt på mig.

’’I mandags ringede han til mig.. Nogen af hans drenge har været inde med en telefon til ham, så..’’

’’Hvordan kan han ringe til dig!?’’ Afbrød Justin mig lettere skarpt og gjorde mig et kort øjeblik mundlam. Jeg sank en lille klump i halsen og tog derefter en dyb indånding for ikke at virke alt for usikker.

’’Fordi jeg gav ham mit nummer, da jeg besøgte ham i søndags efter det der skete den morgen..’’ Svarede jeg og kiggede ham i øjnene og så straks, at han rystede på hovedet og kiggede væk imens han fnøs spydigt af mig.

’’Og dig som stolede sådan på, at jeg ikke ville give Jamie dit nye nummer, så jeg sidder og må lyve ham lige op i hovedet, når han spørger mig om hvorfor fuck han ikke kan ringe til dig, og så går du kræftedeme selv ind og giver ham det!’’ Vrissede Justin og hævede tonen lidt, så jeg slet ikke var i tvivl om, at han blev mere sur end hvad jeg først lige havde forventet, at han ville.

’’Hvad ville du have, at jeg skulle gøre, hva?’’ Spurgte jeg ærligt og så opgivende på ham imens jeg gentagende gange fik stik i hjertet over at se ham sådan. Nu havde vi lige haft nogen dage, hvor vi havde det så godt, og så skulle det fuckes op nu.. Helt ærligt!.

’’Ja, du kunne forhelved have ladet vær med at besøge ham man!’’ Vrissede Justin skarpt og meget hurtigt tilbage.

Jeg sukkede opgivende og tog mig til hovedet. Hvordan skulle jeg lade vær med at besøge ham?. Uanset hvad, så var jeg officielt stadig sammen med Jamie. Hvis ikke jeg besøgte ham, hvad ville han så ikke tænke?.

’’Hvordan sku..’’

’’Hver fucking eneste gang du har besøgt eller bare snakket med Jamie, så tvivler du kræftedeme så fucking meget man!. Du falder for hans fucking manipulation hver eneste fucking gang og ved ikke hvad du vil, når det kommer til os to!. Kan du ikke se, at det bare ødelægger det hele, hva?!’’ Spurgte Justin vredt og virkede til, at have lidt svært ved at køle ned igen. Faktisk blev han bare mere og mere sur for hvert et ord han sagde.

’’Forfanden, Justin!. Hvad vil du have, at jeg skal gøre?’’ Spurgte jeg frustreret.

’’LAD VÆR MED AT BESØGE HAM MAN!’’ Råbte Justin, så jeg fik et lille chok, hvilket jeg dog valgte at holde for mig selv.

’’Det kan jeg ikke bare lade vær med!.. Uanset hvad der så end er sket med os to, så er jeg stadig sammen med Jamie, og..’’

’’Så skrid dog forhelved fra ham man!’’ Vrissede Justin arrigt og frustreret og gjorde mig endnu engang helt mundlam og chokeret. Sagde han lige det der?. Ja okay, at Justin havde den tanke kom slet ikke bag på mig, men at han virkelig sagde det højt med så stor mening uden nogen former for forståelse for, hvorfor lige præcis den del var et stort problem for mig.. Det forstod jeg simpelthen ikke. Var det ikke tydeligt?.

’’Jeg bad dig tænke dig rigtig godt om inden du svarede på om du ville mig.. Du svarede ja!.. Husker du det, Molly?!’’ Spurgte Justin mig vredt imens han gik hen imod mig med rolige skridt, så mit hjerte begyndte at banke hårdt imod mit bryst igen.

’’Ja, det gør jeg, Justin men..’’

’’Så giv mig én fucking grund til, at du ikke kan gøre det!’’ Vrissede han tæt ved mig, så jeg blev en smule nervøs.

’’Han sidder i fængsel, Justin.. Jeg kan ikke bare gå fra ham.. Ikke nu..’’ Sagde jeg ærligt og lettere trist imens Justin kiggede væk fra mig og rystede ligegyldigt på hovedet.

’’Alting drejer sig kræftedeme altid om ham man.. Jeg brækker mig kræftedeme!..’’ Fnøs Justin lavt, men stadig virkelig vredt.

’’Jeg gider ikke det shit her..’’ Sagde han vredt og ligegyldigt efter en kort stilhed og vendte sig om for at gå.

Jeg reagerede straks på, at han ville gå og efter, at han kun havde taget få skridt væk fra mig, valgte jeg at gå efter ham med hurtigere skridt, så jeg hurtigt kunne indhente ham.

’’Stop nu, Justin, det er jo ikke for..’’

’’GU ER DET...’’

Jeg gispede højt idet han startede sin råbende sætning ved at stoppe brat op og vende sig hurtigt imod mig, så jeg fik et kæmpe chok og straks trådte et skridt tilbage imens jeg drejede mit ansigt hurtigt væk og dækkede det med mine arme. Jeg kneb øjnene hårdt sammen og holdt vejret, men idet jeg hørte Justin stoppe sin råbende sætning meget hurtigt, åbnede jeg langsomt øjnene og kiggede op på ham og så hans småundrende blik, der var rettet direkte imod mig.

Jeg sank en klump i halsen og så trist på Justin. Det lyste ud af ham. Det var lige præcis min reaktion der fik ham til at stoppe fuldstændig op.. Bare det at se hans blik var pinefuldt, men mon ikke hans kommende ord ville være det endnu mere?..

’’Er.. Er du bange for mig?’’ Spurgte han næsten hviskende, men ærligt, så var den tone nærmest endnu værre end når han råbte. Det savede mig fuldstændig, at han blev så mundlam.

Jeg så ned imod gulvet og bed mig lidt i underlæben imens jeg kort kneb øjnene sammen og kløede mig lidt i panden. Jeg kunne slet ikke lide at se ham i øjnene, men samtidig virkede det også forkert at kigge andre steder hen, så det eneste sted jeg kunne komme i tanke om var at holde blikket nede i gulvet.

Jeg så Justins fødder stille sig foran mig, så vi stod under en meter fra hinanden. Han sagde ikke noget, men bare dét at jeg kunne fornemme hans blik på mig, tvang mig til at kigge op.. Jeg kunne mærke, at det var det han ventede på.. Den ulidelige øjenkontakt.

Jeg tog en dyb indånding og kiggede op på ham og straks mærkede jeg et jag i brystet, da jeg så hans sørgmodige, mundlamme og uforstående blik der stirrede tomt på mig.

’’Du tror jeg kunne finde på at slå dig igen?..’’ Spurgte han meget stille og plantede hans ord som var det knive i min sjæl!.

Uanset om jeg ville det eller ej, så kom jeg ikke udenom tanken.. Og frygten!.. Lige siden det skete, havde jeg konstant haft det i baghovedet. Jeg havde virkelig forsøgt at glemme det og overbevise mig selv om, at det Justin gjorde, kun ville ske den ene gang, men.. Det virkede ikke. Uanset hvor meget jeg gjorde, så kunne jeg ikke glemme det eller overbevise mig selv godt nok om, at det ikke ville kunne ske igen hvis han blev sur nok, og pga den tanke om, at det måske ville kunne ske igen, havde jeg fået det så tæt på, at det bare sad i kroppen på mig, så jeg af ren refleks reagerede på hans hurtige bevægelse som i et splitsekund virkede alt for truende for mig til at kunne lade vær med at reagere..

Men ved at se Justin blive så ked af min reaktion, så ønskede jeg faktisk, at jeg langt hellere havde undladt at reagere og istedet bare ville have taget imod det slag.. Som så ikke kom, men som jeg frygtede så meget ville komme..

’’Du tror jeg er ligesom Jamie.. Gør du ikke?’’ Spurgte Justin såret og opgivende og trådte et skridt tilbage, så det igen stak i hjertet på mig.

’’Nej, Justin!. Det gør jeg ikke’’ Forsøgte jeg desperat og tog et skridt imod mig, men stoppede, da han tog et roligt skridt tilbage og kiggede tomt på mig.. Som om, at han ikke gav sig før jeg havde sagt det.. 

’’Det er bare.. Du..’’ Startede jeg tøvende og sukkede tungt imens jeg tog mig til hovedet og kæmpede for ikke at begynde at græde.

’’Det er jo sket før..’’

’’Jeg lovede dig, at jeg ikke ville gøre det igen!’’ Sagde Justin hurtigt uforstående og rimelig såret, så jeg kneb øjnene sammen og mest af alt bare havde lyst til at forsvinde ud af det blå.

’’Jamie lovede også, at han ikke engang ville true mig, og så..’’

Jeg stoppede straks mit desperate svar, da det pludselig gik op for mig, at jeg lige nu faktisk stod og gav Justin ret.. Jeg stod lige nu og var i fuld gang med at sammenligne ham og Jamie og ud fra Justins ansigtsudtryk at dømme, så var det jeg sagde mere end nok..

’’Justin, hør lige..’’ Sagde jeg på randen til at bryde ud i totalt gråd over den her drejning, og fortrød sådan, at jeg sagde det på den måde som jeg gjorde.

’’Nej tak.. Jeg har hørt rigeligt.. Du vil aldrig nogensinde se mig som mig, men som en tro kopi af Jamie..’’ Svarede Justin og begyndte at vende sig om, hvilket endnu engang skar mig i hjertet.

Justin begyndte at gå og straks satte jeg efter ham igen. Han måtte ikke gå.. Ikke nu!.

’’Justin, lad nu vær, det er ikke det jeg tror!. Det..’’

’’Jo du gør!..’’ Startede Justin, da han få meter fra mig stoppede op og vendte sig imod mig igen imens jeg fortsatte hen til ham og håbede på, at det kunne give ham indtrykket af, at jeg ikke var bange for, at han skulle gøre mig noget trods hans frustreret og småhævede tone.. Men som om det virkede.. Fucking hell!.

’’..Og hvorfor skulle du ikke også det?. Jeg er hans bror. Jeg bor hos ham. Arbejder for ham.. Og jeg slår dig!.. Det er fandme ikke mærkeligt, at du ser mig sådan!’’ Fortsatte Justin frustreret og kom mere og mere op at køre.

’’Stop nu, Justin. Please.. Jeg har aldrig nogensinde set jer som ens.. Tværtimod, så synes jeg, at i er utrolig meget forskellige trods det, at i er brødre og har været så meget sammen’’ Svarede jeg og forsøgt at bløde ham op og få ham ned på jorden igen.. Og ikke mindst forsøgte jeg, at få ham til at tro på, at det jeg sagde faktisk var rigtigt!. For det var det!.. Desværre virkede det ikke til, at Justin lyttede særlig godt efter.. Han havde allerede besluttet sig for, hvad han mente var rigtigt og ikke rigtigt..

’’Det var en refleks, Justin.. Du ved godt, at jeg ikke tror, at du kunne finde på at gøre det igen.. Ikke?’’ Sagde jeg stille, da Justin ikke svarede mig, og gik med rolige skridt hen til ham, så vi stod mindre end en meter fra hinanden.

Justin så bare ned på mig uden at sige noget i lang tid. Hans blik var dræbende for mig og stilheden varede en evighed.. Indtil han valgte at åbne munden for at tage en dyb indånding og puste tungt ud.

’’Det ved jeg ikke om jeg ved..’’ Svarede han tomt og knuste mig totalt indvendig, så alt i mig slog knuder imens han tog et par rolige skridt tilbage før han vendte sig om og efterlod mig i stuen ved at gå op af trappetrinene og fortsætte hen til trapperne der førte ovenpå.

Jeg sukkede tungt og tog mig til hovedet med den ene hånd imens Justin forsvandt ovenpå. Mest af alt havde jeg lyst til at tudbrøle, men inden tårerne overhovedet nåede at reagere på mine følelser, mærkede og hørte jeg, at min mobil begyndte at ringe i min anden hånd.

Jeg kiggede ned på skærmen og så igen Jamies navn på min skærm. Et eller andet sted stod jeg lige nu og ønskede, at jeg ikke havde taget telefonen mandag aften, da et nummer jeg ikke kendte ringede til mig. Det var Jamies ’’midlertidige’’ nummer, som han havde fået med ind i fængslet med den telefon drengene var kommet med til ham.

Jeg huskede tydeligt, at jeg tøvede med at tage den, da jeg altid hadede at tage telefonen, når et nummer jeg ikke kendte ringede til mig. Men lige i mandags valgte jeg at gøre det og som Jamie havde lovet, havde han så ringet til mig hver aften efter 21, hvor fangerne blev låst inde i deres celler.

Jamie havde også ringet igår, men der sad jeg ude på altanen inde på værelset helt alene.. Hvorfor gjorde jeg ikke også det idag?. Så stod jeg ikke i denne her situation nu med Justin.. Hvorfor havde jeg slet ikke tænkt på det?..

Med et opgivende dyb indånding og et tungt suk som jeg samtidig lavede for at styrke mig selv til samtalen, gled jeg min finger over skærmen og satte røret til øret.

’’Hallo?’’

’’Hey, babe..’’

’’Hej..’’ 

___________________________________________

Stort tillykke til Freja Elefsen, som vandt min lille mad-quiz og derfor skaffede jer alle næste kapitel på historien :D Dette kapitel er dedikeret til dig - håber du kan lide det :D

Rigtig god læsning til jer allesammen :D 

Massere af krammere herfra :) 

#MuchLove <3

-NetteC :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...