Between Brothers (Justin Bieber + Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2017
  • Opdateret: 26 maj 2018
  • Status: Færdig
Er det et problem at være sammen med en fyr i byen og så nogen måneder senere dukke op til en fest, som fyrens brors kæreste?.. Hmm, det kan vi jo spørge Molly på 22 om. Hun har nemlig prøvet det. At finde sammen med den 28 årige Jamie, er noget af det bedste der er sket for hende, mener hun selv. Han er sød og dejlig ved hende, passer godt på hende og behandler hende hver eneste dag som en ægte prinsesse, trods det, at han er lidt en badboy.. Tingene bliver dog bare lidt mere komplicerede, når hun finder ud af, at Jamie faktisk er storebror til 23 årige Justin, som hun for måneder tilbage var sammen med i byen, og som faktisk både bor hos og arbejder for Jamie.. Og endnu mere besværligt bliver det, når Justin er der hele tiden og konstant viser, at han faktisk er rigtig utilfreds med, at hun er blevet kærester med hans bror og begynder at fortælle sandheder om Jamie til Molly. Hvorfor?.. Det må vi jo finde ud af, når vi går igang med at læse ‘’Between Brothers’’

162Likes
1049Kommentarer
585123Visninger
AA

68. Drunk.. In Love..

 

Location: Hard Rock Café, Seattle. Dato: Torsdag d. 21. September, 2017 Kl. 20.35.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

Jeg bundede mit martini-glas og satte det derefter fra mig på bordet foran mig. Jeg gad ikke engang bruge min tid på at tælle hvilken drink i rækken det var jeg lige havde tømt. I starten sad jeg faktisk og talte mine drinks, men jo mere klokken blev, og jo mere fuld jeg blev, jo mere stoppede jeg også med at tælle dem.. Ikke fordi jeg havde særlig meget andet at tage mig til lige nu. Nok mere fordi, at det efterhånden var så mange, så jeg opgav at holde styr på hvor mange det egentlig var.  

Jeg vendte blikket, som slørrede og snurrede helt vildt, ud af vinduet. Jeg sad oppe på første sal lige ved vinduet, hvor jeg havde frit udsyn til folk, der rendte frem og tilbage nede på gaden.. Og hvor folkene nede på gaden havde frit udsyn til mig, som sad her og var skide hamrende fuld, og følte mig så helvedes ynkelig!.

Alle omkring mig havde sikkert bemærket mig sidde her, men jeg var ligeglad. Fuldstændig iskold!.. Det hele var kræftedeme også bare ligemeget efterhånden.. Om så de allesammen hviskede om mig og undrede sig over, hvorfor jeg sad her alene en hel aften, så var jeg pisse ligeglad!. For mig var det ikke dem der betød noget.. Det var ham!. Ham som jeg havde håbet ville komme.. Men som aldrig dukkede op...

Jeg følte mig så knust og tom lige nu. Hvad fanden kunne jeg gøre efterhånden?. Jeg havde jo prøvet alt overfor Justin, men intet af det virkede. Det her var mit sidste kort på hånden, og det virkede heller ikke..

Efter Justin var skredet derhjemme fra og havde efterladt mig uden at sige ét eneste ord, havde jeg besluttet mig for at gennemføre det her i håb om, at han ville give op og komme herhen.. Men han kom ikke.. Og det fik mig til at se på mig selv udefra, hvor jeg ikke så andet end en fucking sørgelig person, der var så fandens patetisk, at det stod langt ud af halsen på mig.

Men jeg var så overbevist om, at det ville virke!. Jeg havde husket Justins ord fra sidst jeg var i byen, så jeg var overbevist om, at det ville få ham til at stoppe det her shit vi var igang med.

’’Hvis jeg nogensinde finder dig her igen, så slår jeg dig ihjel!’’

Min plan var egentlig at bryde isen hos ham og når han så dukkede op her, fuldstændig rasende over at skulle finde mig ude i byen endnu engang, men så fandt mig helt alene, så ville han indse, at alt der betød noget for mig.. Var ham!. Men han kom ikke.. Så meget for fucking nothing, du!.

Jeg havde tænkt over det i badet efter mit hysteriske anfald på Justin. Det var det sidste jeg vidste, at han ville kunne reagere på, så hvis han troede, at jeg var ude og hygge mig med nogen andre fyre, så måtte det vel få ham til at reagere?.. Men åbenbart ikke.

Den telefonsamtale jeg havde haft derhjemme var det rene skuespil overfor Justin!. I virkeligheden snakkede jeg ikke med nogen, men et eller andet skulle jeg jo gøre, så Justin fik af vide, at jeg havde tænkt mig at tage i byen og hygge mig selvom jeg for få dage siden fik et ret stort indtryk af, at det ikke var noget han brød sig om.

Det jeg havde håbet ville ske var, at Justin hørte min ’’samtale’’ og derefter ville reagere og forbyde mig at tage af sted, hvor jeg så ville give mig og gøre som han sagde, men da han ikke engang sagde noget til det derhjemme, men istedet bare gik.. Så valgte jeg også at gå. Ja, for hvis han nu kom hjem kort tid efter, så virkede det sku da mærkeligt at sidde der og glo, når jeg lige havde stået og givet udtryk for, at jeg skulle i byen..

Jeg havde hele aftenen haft et håb om, at lige om lidt, så ville han komme og finde mig her, hvor han jo havde hørt, at jeg i telefonen havde sagt, at jeg var i aften, og så tage mig med hjem, hvor vi ville glemme alt det her bullshit, men nu havde jeg efterhånden mistet håbet for alvor.. Nu sad jeg bare tilbage helt ødelagt og knust, og med en tom følelse af, at alt kunne være ligemeget.

Min brandert gjorde bare heller ikke noget godt for mig, vel?. Med den skruet op på sit højeste blev alle mine følelser bare forstærket og alle mine tanker fik frit spil til at køre i sløjfer og splitte mig endnu mere ad..

Jeg bed mig hårdt i læben, da jeg mærkede tårerne presse sig på igen i mine øjne. Jeg havde gjort alt for ikke at begynde at sidde og hyle, og det var da også lykkedes mig at holde det inde, så de andre gæster omkring mig ikke bemærkede mine følelser, men det var virkelig svært for mig.

’’Måske jeg bare skulle tage hjem?. Han kom jo alligevel ikke.. Hvorfor skulle jeg fortsætte med at sidde på pinebænken?’’

Mine tanker behøvede egentlig slet ikke at bruge kræfter på at overbevise mig. Så snart de var tænkt, tog jeg en dyb indånding og rejste mig fra min stol, hvor jeg kort støttede mig lidt til bordet, da det hele snurrede vildt for mig. Jeg gjorde mit bedste for at holde fokus, så jeg ikke pludselig væltede ind i alle mennesker og lignede en komplet idiot eller en eller anden sørgelig dranker.

Jeg tog min jakke om mig og greb min pung på bordet og begyndte at gå imod trapperne, så jeg kunne komme ned og ud af baren.. Eller, det var vel egentlig en Café, men fuck nu det..

Normalt havde jeg omkring 15 minutters gang herfra og hjem til lejligheden, men ærligt, så måtte jeg nok regne lidt ekstra minutter til eftersom, at jeg mildt sagt var pisse stiv og oveni det, så havde jeg også stiletter på. Ikke ligefrem de sko man gik hurtigst i, vel?.

Jeg gjorde alt for at holde fokus, især da jeg skulle ned af trapperne. Trods så fuld som jeg var, så kunne jeg dog godt se, at jeg slingrede en anelse og var ret sløv i kroppen. Men det måtte jeg sku bare ignorere.. Jeg ville bare hjem nu..

 

~

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Torsdag d. 21. September, 2017 Kl. 21.15.

 

*Justins Synsvinkel*

 

’’Yo, bro?. Bestil lige en øl til mig. Er på vej –J..’’

Jeg trykkede på send og rejste mig fra sofaen. Jeg lagde min mobil i lommen og sikrede mig, at mine kontanter stadig lå i min baglomme inden jeg skred. Ja, ærligt, så gad jeg kræftedeme ikke at sidde her mere.. Det var sku spild af tid!.

Jeg var jo taget ud med drengene tidligere for at komme lidt på afstand af alt det her shit med Molly, men efter at have fået luft og ikke mindst fået afreageret, så alt den indestængte vrede kom ud af kroppen, havde jeg besluttet mig for at tage hjem. Drengene pressede ellers på med at overtale mig til at tage med dem ned på baren her til aften og feste, men jeg afviste det. Min undskyldning overfor dem var, at jeg havde noget jeg skulle ordne for Jamie, men at jeg måske kiggede forbi senere, hvis jeg fik tid.. Og det havde jeg så valgt, at jeg skulle have nu.

Egentlig tog jeg hjem for at vente på Molly.. Eller, jeg tog hjem for at se om Molly var hjemme, men efter at have gennemsøgt hele lejligheden og derved være blevet gjort sikker på, at hun ikke var her, besluttede jeg mig for at vente på hende. Men alt den ventetid gjorde mig bare vanvittig og vred!.

Ventetiden gav mig så meget tid til bare at sidde og tænke. Tænke på alt det, som jeg netop ikke skulle, da det bare gjorde mig rasende igen.. Hvad lavede hun nu?. Hvor var hun nu?. Hvem var det hun var sammen med?..

Jeg havde jo sådan set svarene på alle mine spørgsmål. Dog ikke det sidste.. Mit første gæt var, at hun var sammen med de andre, men efter at have skrevet til Elliot helt chill og bare spurgt hvad han lavede her til aften, gik det op for mig, at det i hvert fald ikke var dem hun var sammen med eftersom, at Elliot svarede at både ham, Mason og Becca bare sad og chillede hjemme hos Becca..

Det gjorde mig virkelig utilpas, at min teori med, at hun bare var ude med dem, ikke holdte. Ja, faktisk så gjorde det mig rasende.. Hvem fuck var hun så sammen med!?. Tja, jeg kunne nemt have fundet ud af det, hvis bare jeg tog ned på Hard Rock, men det nægtede jeg.. For så ville jeg give hende præcis det hun ville have, hvilket jeg slet ikke var i tvivl om hvad var!. Hun ville have min reaktion. Hun ville have mig til at komme ned til hende fordi jeg sidst havde reageret som jeg gjorde og meget hidsigt havde forbudt hende at tage i byen..

Ja, jeg var sku ikke dum. Som jeg havde nævnt tidligere, så gjorde hun kun det her for en fucking reaktion fra mig.. Præcis ligesom jeg valgte ikke at reagere, fordi hun ikke skulle tro, at jeg ville gå amok på hende og derved frygte at det hele ville udvikle sig ligesom sidst, hvor det stak helt af..

Men igen.. Det her havde taget en drejning og havde istedet udviklet sig til en eller anden syg magtkamp.. Hvem var stædigst, hvem gav sig først?... Ja, hvis hun ikke snart gjorde, så gjorde jeg sku nok, for hvorfor fuck skulle jeg trække den så langt, når pigen fandme havde stået og indirekte råbt af mig, at jeg skulle reagere som jeg plejede?.

Det havde jeg virkelig også tænkt over idag. Jeg var stædig og nægtede at stoppe på halvvejen, men alligevel.. Hvad var grunden til at blive ved, når det egentlig var sådan hun gerne ville have det til at være?. Hvorfor så ikke bare vise hende, hvor fucking sindssyg hun gjorde mig?!.. Hvorfor ikke bare gå amok og råbe og skrige af hende, og sig..

’’Du kører i ring nu, Justin!. Stop dig selv!’’

Jeg tog en dyb indånding og kørte kort min hånd igennem mit hår, hvorefter jeg gik væk fra sofaområdet og op af trappetrinene, der førte op til entréen.

Det gippede lidt i mig, da jeg hørte det berømte ’’ding’’ fra elevatoren, hvorefter dørene begyndte at åbne sig. Jeg stoppede lidt op og gik istedet meget langsommere med blikket rettet direkte hen på elevatoren, hvor Molly kom til syne få sekunder efter.

Jeg fik øjenkontakt med hende og kunne hurtigt se på hende hvor stangstiv hun var, og blev kun ekstra bekræftet i det, da Molly forsøgte at læne sig op af den ene dør i elevatoren, som gled helt op, så hun fik overbalance og væltede ind i entréen, hvor hun ramte gulvet med et lille brag.

’’Arg..’’ Mumlede Molly stille og tog sig til armen hun var landet på.

Jeg tog en dyb indånding og gik over til hende. Ja, godt nok var jeg mildt sagt virkelig gal på hende lige nu, men jeg kunne sku ikke lade hende ligge der. Uden tvivl, så havde hun fået alt for meget at drikke, og hvis ikke jeg hjalp hende, så tvivlede jeg sku meget på, at hun kom sikkert i seng.. For det havde jeg allerede besluttet mig for, at hun skulle.. Men okay. Uanset hvor sur jeg så end var på hende, så.. Ja, så ville jeg sku nok altid hjælpe hende.. Jeg kunne ikke lade vær.. Og slet ikke, når hun var i den tilstand..

’’Hvad laver du man?’’ Spurgte jeg køligt idet jeg lænede mig ned til hende, tog fat i hende og trak hende op fra gulvet ved at holde fast i hendes overarme.

Molly stønnede lidt uden at svare mig og havde lidt svært ved at få røven med sig op, så hendes ben kunne bære hende.

’’Kom her..’’ Sagde jeg opgivende og trak lidt ekstra i hende og greb derefter fat rundt om livet på hende, så hun rettede sig op og lænede sig op af mig imens hendes fødder fik stabilt kontakt med gulvet..

Jeg skulle lige til at gå med hende i armene, men stoppede kort mig selv, da jeg hørte hende snøfte. Jeg så ned på hende og min mistanke var ret tydelig, da jeg så hendes ansigt med alt den udtværede makeup klistret tilfældigt i hele hendes ansigt.. Hun havde grædt, og efter hvad jeg kunne se i hendes øjne, så skulle der nok ikke meget til, at hun startede igen..

’’Kom’’ Sagde jeg kort og begyndte at tage de første skridt imod soveværelset hernede og fik få sekunder efter hende til at gå med mig med vaklende og tunge skridt.

’’Mmh.. Hvorfor har du jakke på?..’’ Spurgte hun mig imens vi gik imod soveværelset.

’’Fordi jeg er på vej ud’’ Svarede jeg iskoldt med et fast greb om livet på hende med den ene arm.

’’Hvor skal du hen?’’ Spurgte hun mig og stoppede lidt op og kiggede op på mig. Jeg så kort ned på hende og straks blev min mistanke fra før bekræftet. Hendes røde øjne var fulde af vand og ærligt, så var jeg overbevist om, at næste gang hun så meget som bare blinkede med øjnene, ville det vælte ud med vand.

’’Bare ud.. Kom’’ Svarede jeg køligt og kiggede igen væk fra hende og begyndte at gå videre med hende.

’’Justin..’’ Lød det pivende fra hende med en lys tone, hvorefter et snøft lød og derefter startede et par hulk.

’’Du må ikke være sur mere nu.. Please’’

Hendes grædende stemme gav mig et stik i hjertet, men samtidig kunne jeg ikke lade vær med at få lidt hjertebanken over det hun sagde.. Som om jeg nød det?.

’’Vil du ikke nok lade vær nu?’’ Græd hun stille uden at forhindre mig i at hjælpe hende ind igennem døren til soveværelset, hvor jeg slæbte hende over til sengen, satte hende ned og kort rettede mit fokus imod sengebordslampen, som jeg tændte, så et varmt lys, lyste rummet op.

’’Please..’’ Bad Molly idet jeg kiggede tilbage på hende med et køligt blik. Jeg sukkede kort og tog fat i hendes jakke, som jeg begyndte at hjælpe hende af med..

’’Det er svært ikke at være sur på dig lige nu..’’ Svarede jeg køligt og mente hvert et ord eftersom, at jeg ville vise hende, at jeg virkelig var sur over hendes måde at bruge alting imod mig.. Ja, jeg opgav lidt at reagere som jeg ellers havde gjort hele dagen. Det måtte have en ende det her, og når hun sad der og pleasede mig imens hun græd, så.. Ja, så var det vidst nok, var det ikke?. Dog ikke nok til at glemme det hele og ignorere alt det hun havde sagt til mig igennem det her..

Molly hulkede over mit svar og tog sin ene hånd op foran øjnene idet jeg fik armen fri af hendes ærme. Det var stramt for mig at se hende græde, men.. Hun havde jo fortjent det..

’’Jeg var slet ikke ude med nogen.. Jeg sad bare der helt alene.. Og du kom slet ikke..’’ Græd hun og så op på mig og forsøgte at få øjenkontakt med mig, som bare holdte fokus på at hjælpe hende jakken af.

Jeg fik hendes jakke helt af og smed den ned på gulvet, hvorefter jeg satte mig ned på hug og trak hendes stilletter af hendes fødder. Inderst inde blev jeg virkelig lettet over det hun sagde. Men ærligt, så kom det slet ikke bag på mig. Faktisk bekræftede det mig bare i, at jeg hele tiden havde haft ret. Hun gjorde det kun for at pine mig og få mig til at reagere ligesom sidste gang.

’’Hvorfor kom du ikke, Justin?’’ Spurgte hun mig grædende idet jeg rettede mig op og så ned på hende.

’’Vi snakker om det imorgen’’ Sagde jeg køligt, da jeg godt kunne fornemme, at jeg ikke fik særlig meget ud af at snakke med hende nu, hvor hun var så stiv. Jo, jeg kunne få en masse ud af hende, men om alt hvad jeg havde at sige fes ind på lystavlen hos hende nu, var jeg ret overbevist om ikke ville ske, så derfor tog jeg hurtigt den beslutning at lukke af for nu og så tage den med hende imorgen..

Måske havde det også noget at gøre med, at jeg havde brug for at køle lidt af inden jeg tog den her snak med hende. Det havde været en psykopat frustrerende dag, fyldt med vrede og irritation, og med alt det jeg havde gået og holdt inde, så havde jeg brug for luft. Især fordi hun nu gav udtryk for, at hun opgav kampen imod mig nu. Det bragte en masse følelser frem i mig igen, og dem skulle jeg lige have kontrol over, så vi ikke endte hvor vi startede. For det her skulle fandme ikke ske igen!. Så hellere tage lidt ud med de andre og få slappet lidt af, få styr på min vrede og få tingene til at falde til ro indeni mig, for det krævede det virkelig nu ovenpå alt det lort Molly havde gået og lukket ud, som jeg bevidst bare havde bidt i mig og ikke reageret på..

Men jo. Selvfølgelig hjalp det at se hende være så ked af det. Ja, det virkede sku underligt at sige, for jeg brød mig fandme ikke om at se hende så ked af det, men det bekræftede mig bare samtidig i, at hun virkelig var ked af det, og det hjalp mig at vide, at hun havde haft det mindst ligeså stramt som mig hele dagen.. Okay, det vidste jeg jo godt, men.. Bekræftelsen var bare prikken over i’et for mig.

’’Du må ikke gå, Justin’’ Hulkede hun og rejste sig fra sengen, så hun stod lige foran mig. Jeg kiggede hende ind i hendes grædende øjne imens jeg tog en dyb indånding og mærkede hendes hænder glide op af brystet på mig under min åbne læderjakke og uden på min hvide T-shirt.

’’Vil du ikke nok blive hos mig.. Please?’’ Græd og hulkede hun og stødte sin pande ind på mit kraveben imens hendes hænder gled om i nakken på mig.

’’Jeg gider ikke det her mere. Jeg kan ikke holde ud af være uvenner med dig.. Du må ikke gøre det her imod mig mere’’ Hulkede hun videre og brød helt sammen i mit bryst et kort øjeblik før hun snøftede og kiggede op på mig.

’’Det eneste jeg prøvede på var at få dig til at reagere idag. Jeg gjorde det ikke for at være ond.. Jeg ville aldrig gøre noget imod dig for at være ond.. Jeg er så forelsket i den du er, og det gør mig ked af det, at du pludselig ændrer på dig selv pga en dum refleks..’’

Hendes ord var tydelige trods det, at hendes stemme var snøvlende og helt grædefærdig.. Det påvirkede mig helt klart det hun sagde, men jeg skiftede ikke mening. Hvis vi skulle komme ordentligt igennem det her, så havde jeg brug for at få det lidt på afstand, så jeg kunne få ro på.. Og hun havde brug for at sove den kæmpe brandert ud, så hun kunne blive ædru og forhåbentlig stå ved hvad hun sagde nu.. Måske endda gentage det, når hun var sig selv og ikke påvirket af sprut..

’’Gå i seng, Molly.. Vi taler imorgen’’ Sagde jeg stille og tog blidt fat i hendes arme og trak den væk fra min hals, imens Molly kneb øjnene sammen og hulkede svagt.

’’Please.. Du må ikke gøre det her imod mig mere.. Bliv her nu’’ Hulkede hun og lod sig selv knække sammen, så hun fik sat sig ned på sengekanten, hvor hun tog sig til hovedet.

Jeg sukkede tungt og tog mig til hovedet og begyndte at tænke.. Hvis det her nogensinde skulle ende som jeg ville have det og uden problemer, så måtte jeg give mig.. Eller i hvert fald få hende til at tro, at jeg gav mig..

’’Okay..’’ Pustede jeg tungt og fik kort efter Mollys blik vendt op på mig.

’’Smid kjolen og læg dig ned. Jeg kommer lige om lidt’’ Sagde jeg roligt og vendte mig om for at gå ud af værelset.

’’Hvad skal du?’’ Spurgte hun mig, så jeg kiggede tilbage på hende.

’’Jeg skal lige pisse og af med jakken og sådan, du ved..’’ Svarede jeg bare og fik få sekunder efter et nik fra hende, hvorefter hun på usikre ben rejste sig fra sengen igen og begyndte at trække kjolen af sig.

Jeg forlod hende på værelset og gik imod badeværelset omme bag vinreolen. Ja, selvom det bare var en undskyldning, så skulle jeg faktisk pisse, men helt bevidst tog jeg mig god tid, så der var større chance for, at hun faldt i søvn inden jeg kom tilbage. Det var jo ligesom det der var planen.. Hun skulle falde i søvn, så jeg kunne smutte og få mit hoved clearet.. Så jeg kunne snakke med hende imorgen uden at være alt for vred på hende..

 

~

Location: Jamies lejlighed, Seattle. Dato: Torsdag d. 21. September, 2017 Kl. 23.04.

 

*Mollys Synsvinkel*

 

Jeg vågnede med et sæt og gispede svagt imens jeg tog mig til hovedet og lukkede øjnene igen. Jeg var ret sikker på, at jeg havde haft mareridt eftersom, at mit hjerte pumpede hårdt imod mit bryst og jeg havde en voldsom følelse af ubehag i kroppen, men jeg kunne overhovedet ikke huske hvad jeg havde drømt.

Jeg åbnede øjnene og fjernede hånden fra min pande, da jeg mærkede hvordan det hele snurrede for mig og så rundt i det mørke værelse. Det var tydeligt at mærke, at jeg stadig var virkelig fuld, men alligevel kunne jeg også mærke, at jeg havde fået sovet lidt af min brandert ud.

Jeg drejede mit blik imod sengebordet i min side af sengen og prøvede at finde min mobil, men den var slet ikke til at finde. Jeg drejede mig helt om at ligge på siden og tændte for natbordslampen, så det varme lys bredte sig i værelset.

Det første jeg fik øje på var mit tøj på gulvet. Både kjole, sko og jakke lå der, og hurtigt fik jeg billeder i mit hoved.. Jeg var hjemme.. På Jamies værelse?.. Justin!. Justin hjalp mig!..

Jeg huskede tydeligt hvad der var sket, og bare det at se de få flashback som var rigeligt til at få mig til at huske det hele, fik mig til at kigge mig over skulderen og hen på pladsen ved siden af min i sengen..

Jeg fik det lidt ubehageligt, da pladsen var tom og der ikke engang var spor af, at nogen havde ligget der.. Men Justin?. Han sagde han blev?.. Hvor var han?.

Jeg vendte hurtigt blikket tilbage og kiggede en ekstra gang efter min mobil, men da den ikke var til at finde nogen synlige steder, besluttede jeg mig for at stige ud af sengen på mine meget vaklende ben imens hele min verden snurrede kraftigt. Jeg tog min jakke, hvori min pung med min mobil lå, og som jeg havde set det komme, så lå den her. Den havde jeg åbenbart ikke fået ud af jakken før jeg fik den af?. Nå, fuck det.

Jeg satte mig ned på sengekanten og tændte for skærmen og så på klokken. Kun 23?. Okay, jeg huskede ikke lige præcist, hvornår jeg kom hjem, men jeg kunne helt klart mærke på mig selv, at jeg langt fra havde sovet længe.

Jeg slukkede skærmen på min mobil og lagde den fra mig og tog mig til hovedet. Ærligt, så havde jeg det ret stramt over, at Justin ikke var her. Det gjorde lidt ondt, at han ikke lå hos mig, som jeg troede han ville.. Var han virkelig så sur på mig?. Ja, nu fik jeg endelig en reaktion fra ham – faktisk den reaktion jeg havde skreget sådan efter – men det var alligevel ubehageligt.. Især fordi, at vi ikke havde talt sammen.. Men jeg forstod ham faktisk godt, trods det, at jeg var pisse stiv. Der kom sjældent fornuftige samtaler ud af at snakke med en påvirket person..

Jeg tog en dyb indånding og kiggede langsomt op fra mine hænder. Jeg rejst mig forsigtigt fra sengen for ikke at påvirke min snurrende verden endnu mere. Med vaklende skridt gik jeg hen til værelsesdøren og videre ud af den, så jeg kom ud i entréen og stuen, hvor alt lys var tændt, men hvor der var utrolig stille.

Jeg fortsatte hen til trapperne der førte ovenpå og forsøgte så vidt muligt at holde fokus på hvert et skridt jeg tog op af trappen, så jeg ikke pludselig tog styrtet og røg baglæns ned af trapperne lige pludselig.

Det tog mig lidt tid, men i det mindste kom jeg sikkert op af trapperne. Jeg fortsatte min gang imod Justins værelse og trods mine vaklende ben, den snurrende gang foran mig og det svage dobbeltsyn, så var jeg stadig i stand til at finde den rigtige dør.

Jeg stoppede op ved hans dør og tog forsigtigt ned i håndtaget og gik ind i det totalt mørke lokale. Jeg tøvede en smule, men valgte så at mærke mig frem til knappen på væggen ved siden af døren, som kunne give mig lidt lys, så jeg kunne se.

Jeg fandt efter lidt tids søgen knappen og trykkede meget forsigtigt på den, så lyset i værelset tændte sig.

Jeg rynkede panden en anelse, da jeg så den tomme seng. What the fuck?. Så var han her ikke engang?. Så var han gået!?.. Selvom han sagde han kom tilbage til mig?.. Hvorfor helvede faldt jeg også i søvn?!.

Det skar mig lidt i hjertet, men ærlig talt, så orkede jeg ikke engang at være ked af det mere. Det syntes jeg et eller andet sted, at jeg havde været nok nu.. Men hvordan kunne jeg lade vær?.

Jeg valgte at træde længere ind i værelset og lukke døren efter mig. Jeg slukkede lyset på væggen, så der igen blev helt mørkt og gik i få sekunders blinde, indtil mine øjne havde vænt sig til mørket og fik hjælp fra lyset ude fra nattehimlen der lyste igennem de store vinduer.

Jeg nåede over til sengen, som jeg bevægede mig rundt om eftersom, at Justin altid lå i den side der var tættest på døren.

Jeg fjernede dobbeltdynen med det sorte betræk og lagde mig ned i sengen og trak dynen over mig.

Jeg tog en dyb indånding, men idet jeg gjorde det, ramte duften af Justin for alvor mig og det fik mig til at rynke panden godt imens jeg mærkede et stik i hjertet, som blev startskuddet for mine tårer.

Det gjorde sku ondt at vide, at han havde efterladt mig her alene. I forvejen var jeg ikke særlig begejstret for at være i denne her store lejlighed alene om natten, hvilket Justin godt vidste, men helt ærligt, så var det slet ikke mit problem lige nu. Det eneste der betød noget for mig var at være sammen med ham.. Men han var her ikke.. Jeg vidste ikke engang hvor han var.. Det eneste jeg vidste var, at jeg havde brug for ham.. Jeg havde brug for, at han lagde sig ned ved mig. At han holdte om mig og sagde, at alting var okay..

Men et eller andet sted, så forstod jeg ham godt. Selvom han var så rolig, da jeg kom hjem, så kunne jeg sagtens se hans blik for mig nu.. Og ja!. Der var ingen tvivl om, at han stadig var sur på mig, og det gjorde mig virkelig ked af det. Selv når jeg lagde mig fladt ned, så gav han sig ikke.. Hvordan skulle vi nogensinde kunne løse det her?. Hvad hvis hans grænse for mig var nået og han slet ikke havde lyst til at fortsætte noget med mig?.

Den tanke skulle jeg aldrig have tænkt!. Idet ordene ramte mit hoved føltes det som om at alt i mig krampede sig sammen, og tårerne og alle hulkende blev totalt ukontrollerede..

-Hvis det var det han tænkte på, så.. Så vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre!. 

____________________________________________

Et lille hygge-kapitel til jer skønne læsere på sådan en dejlig tirsdag aften :D Håber i kan bruge det til noget :D 

Jeg er snart ude med næste kapitel, så bliv hængende :) :D

Skøn aften til alle jer skønne mennesker der gider følge med på min historie!. Jeg værdsætter virkelig meget, at i gider læse det jeg skriver, og jeg kommer aldrig til at stoppe med at værdsætte jer!. :) Tak for jer :D 

#MuchLove 

-NetteC  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...