Between Brothers (Justin Bieber + Jamie Dornan) +15

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2017
  • Opdateret: 26 maj 2018
  • Status: Færdig
Er det et problem at være sammen med en fyr i byen og så nogen måneder senere dukke op til en fest, som fyrens brors kæreste?.. Hmm, det kan vi jo spørge Molly på 22 om. Hun har nemlig prøvet det. At finde sammen med den 28 årige Jamie, er noget af det bedste der er sket for hende, mener hun selv. Han er sød og dejlig ved hende, passer godt på hende og behandler hende hver eneste dag som en ægte prinsesse, trods det, at han er lidt en badboy.. Tingene bliver dog bare lidt mere komplicerede, når hun finder ud af, at Jamie faktisk er storebror til 23 årige Justin, som hun for måneder tilbage var sammen med i byen, og som faktisk både bor hos og arbejder for Jamie.. Og endnu mere besværligt bliver det, når Justin er der hele tiden og konstant viser, at han faktisk er rigtig utilfreds med, at hun er blevet kærester med hans bror og begynder at fortælle sandheder om Jamie til Molly. Hvorfor?.. Det må vi jo finde ud af, når vi går igang med at læse ‘’Between Brothers’’

162Likes
1049Kommentarer
583452Visninger
AA

43. Besøget I Fængslet.

 

Location: Fængslet, Seattle. Dato: Fredag d. 1. September, 2017 Kl. 10.22.

 

*Justins Synsvinkel*

 

’’Hvis du tager plads her og venter, så kommer Jamie lige om lidt..’’

Jeg satte mig ned på stolen efter den rimelig sure fængselsbetjents ordre og bemærkede ud af øjenkrogen, at han forsvandt væk fra mig kort efter.

Jeg krydsede mine arme og spredte mine ben en smule imens jeg lænede mig tilbage i stolen og begyndte at trippe lidt med foden imens jeg så mig omkring.

Jeg kunne sagtens genkende lokalet efter alle de gange jeg førhen havde været inde og besøge Jamie, når han havde været i fængsel. Et langt lokale med ’’båse’’ hele vejen ned, hvor besøgende sad på den ene side af en plexiglasrude, og fangerne på den anden, og kun med to telefoner der var koblet til hinanden, så man kunne føre en samtale igennem ruden.

Jeg kiggede mig selv over skulderen og så flere betjente stå henne ved bagvæggen på de besøgenes side. Ja, der var ikke sparet på opsyn her. Hvor mange besøgende var der her lige nu?.. 6-7 stykker?.. Krævede det virkelig 4 betjente at holde øje med dem?. Jeg kunne forstå, at der stod flere betjente på fangernes side, men på de besøgenes?.. Arg, come on..

Jeg tog en dyb indånding og kiggede igen frem for mig igennem plexiglasruden, hvor Jamie ville komme ind og sidde foran lige om lidt. Det var ikke fordi jeg var utålmodig, men jeg blev meget hurtigt træt af at vente. I forvejen var de længe om at hente mig i fængslets lobby og vise mig vej til besøgslokalet. Jeg havde fået besked på at være her kl. 10.00 og da jeg for en gangs skyld kom til tiden, måtte jeg lige vente et kvarter før der kom en betjent og hentede mig..

I alt den tid jeg sad og ventede, blev jeg langsomt afledt fra at tælle sekunder, da tankerne om i nat kom ind i mit hoved.. Og tankerne om Molly ikke mindst..

Hun var jo stået op fordi hun ikke kunne sove og jeg havde forslået hende at vi så en film.. Den så vi dog ikke særlig meget af. Faktisk nok kun omkring 10 minutter, da vores fokus blev vendt om på en masse snak istedet.

Vi endte med at sidde og snakke til kl. halv 5 i morges, hvor Molly lå på sofaen og endte med at falde i søvn, trods det, at hun havde brokket sig over, at den var virkelig hård og ikke særlig behagelig at ligge på.

Hun havde blandt andet sagt i vores lange samtale i nat, at hun hadede at sove alene. Hun sagde det helt naturligt fordi vi snakkede om.. Ja, hvad var det egentlig vi snakkede om der fik vendt samtalen derover?. Vi havde snakket om ingenting og alting og det var faktisk endt med, at jeg havde fået Molly til at grine flere gange, hvilket var virkelig godt at se. Jeg havde ikke set hende grine, eller bare smile, i meget lang tid, også før alt det her med fængsel, anholdelse og alt det skete, så at se det igen var rigtig behageligt. Den ægte glæde der lyste ud af hende var virkelig.. Ej, det var jo slet ikke det jeg skulle sige..

I hvert fald. Vi var endt med at snakke om, at Molly hadede at sove alene, og ærligt. Lige dér, var jeg fandme tæt på at foreslå hende, at hun bare kunne sove oppe ved mig.. Men selvfølgelig gjorde jeg det ikke. Det ville være mærkeligt, ville det ikke?. På den anden side, så havde Molly nok efterhånden godt fornemmet, at.. At grunden til min opførsel overfor hende, mere var fordi, at.. Det var svært for mig at se hende med Jamie?.. Jeg syntes i hvert fald, at jeg havde givet massere af udtryk for det.. Måske endda lidt for meget.. Især med det kys der dengang..

Det kys havde jeg tænkt virkelig meget over. Jeg gik i starten var havde lidt en frygt for at Molly ville sige noget til Jamie om, at jeg var ’’kommet til’’ at kysse hende. Det var også derfor, at jeg blev væk fra lejligheden så meget jeg nu kunne. Men da jeg så endelig talte med Molly, viste det sig, at hun slet ikke havde sagt noget?. Hvorfor?.. Det var det andet jeg havde tænkt meget over..

’’Hvorfor havde hun ikke fortalt ham noget?. Det kunne..’’

Mine tanker blev straks afbrudt, da en brummende klokke lød og en metaldør på fangernes side af de her båse jeg sad og ventede i, blev åbnet. Han var meget nem at genkende trods det, at han kom der i en orange dragt med sorte tal og skrift på.

Helt iskold i fjæset gik han frem og hen imod mig og satte sig ned på stolen foran mig og plexiglasruden. Han sendte mig et kort nik som en hilsen, hvilket jeg gengældte, hvorefter jeg rettede mig op og tog røret af den oldgamle telefon der var tilkoblet til Jamies inde på den anden side af ruden. Jamie tog også røret af sin telefon og satte det op til øret.

’’Hva så, bro?’’ Spurgte han mig helt afslappet, men dog uden nogen former for glæde i stemmen overhovedet. Det var ikke fordi, at Jamie blev påvirket af at være herinde.. Men uanset hvor lidt man så blev påvirket af det her sted, så var alle vidst enige om, at der ikke var meget at smile af.. Eller overhovedet være i godt humør over..

’’Hva så?’’ Spurgte jeg afslappet og kiggede på ham igennem glasset. Ja, det føltes sku altid underligt at tale med en i en telefon, når vedkommende sad lige overfor en. Men hvad skulle man ellers gøre?. Man kunne jo ikke høre hinanden igennem ruden, og hvis de lavede huller i glasset, så risikerede det at fanger og besøgende kunne udveksle ting og sager igennem hullerne. Det kunne f.eks. være stoffer eller andet der ikke var tilladt i et fængsel.. Så af sikkerhedsmæssige årsager, var det med telefonen nok det sikreste.

’’Hvordan går det?’’ Spurgte Jamie mig afslappet.

’’Helt fint.. Hvad med dig?’’ Spurgte jeg og kunne godt mærke, at det her kun var for at starte samtalen op, og slet ikke det som Jamie egentlig havde sørget for, at jeg kunne komme ind og tale med ham om.

’’Tjo.. Det er som det plejer’’ Svarede han helt køligt og fik mig til at nikke kort.

’’Hvad med Molly?. Hvordan har hun det?. De har sluppet hende igen, ikke?’’ Spurgte Jamie.

’’Jojo, jeg hentede hende som du bad mig om.. Men lige nu ligger hun hjemme på din sofa med spjældsyge og en dårlig arm’’ Svarede jeg og bemærkede Jamies intense blik, hvilket jeg vidste var sat op fordi han virkelig lyttede.

’’Hvad er der med hendes arm?’’ Spurgte Jamie undrende og rynkede panden lidt.

’’Det var da i blev anholdt. En af de der pansere vred armen lidt for hårdt rundt på hende, så hun har ondt i den nu. Jeg har sagt, at det går over i løbet af nogen dage, hvis bare hun holder den i ro’’ Forklarede jeg helt stille og kort og fik Jamie til at nikke hurtigt, hvorefter han gned sig lidt i hovedet med den frie hånd og samtidig tog en dyb indånding.

’’De har frosset alle mine penge på alle mine kontoer.. Og de kommer også til at tage dine.. Også selvom du ikke har så mange’’ Sagde Jamie, så det gippede i mig og jeg straks rynkede panden.

’’Hvorfor tager de mine penge?’’ Spurgte jeg køligt og virkelig undrende.

’’Fordi du bor hos mig og ikke har noget reelt job. Hvor får du dine penge fra som ryger ind og ud af din konto?’’ Spurgte han mig.

Allerede nu kunne jeg godt se det. Det kunne jo ikke bortforklares, at jeg fik penge af Jamie. De ville så nemt som ingenting kunne gå ind og tjekke hvor pengene der røg ind på min konto, kom fra.. Jamies konto..

’’Hvis du ikke siger, at du bare har fået dem af mig, så kommer vi til at dele værelse det næste lange stykke tid.. Og det tvivler jeg på, at du vil’’ Fortsatte Jamie og kiggede helt afslappet og køligt på mig.

Selvfølgelig var det ikke fedt at skulle sige, at jeg bare var skide forkælet og bare fik penge af min bror, når jeg i virkeligheden knoklede røven ud af bukserne for at tjene bare 100 kr. Men hellere det, end at ryge ind og sidde. Det var jo logik. Selvfølgelig sagde jeg ikke, at jeg arbejdede for Jamie, selvom hvis panserne kiggede i både min og Jamies journaler, så ville de nok godt kunne ligge to og to sammen. De havde bare ikke nogen beviser, så jeg var sådan set helt safe, hvis jeg bare sagde, at jeg fik dem og ikke arbejdede for ham. Og hvis jeg så også sagde, at jeg ikke blandede mig i hvad Jamie lavede, så havde de heller ingen beviser for, at jeg havde noget som helst kendskab til hans ’’arbejde’’..

Jeg tog en dyb indånding og nikkede så til Jamie, som gengældte mit nik og selv tog en lille indånding ind igennem næsen.

’’Der er noget jeg vil have, at du skal gøre.. Jeg stoler kun på dig i det her’’ Sagde Jamie roligt og meget lavt, så samtalen fortsat kun blev imellem os. Okay, de betjente der stod både på hans og min side, stod i hvert fald 5 meter væk, men alligevel. Lokalet var temmelig hult, så snakkede man lidt for højt, kunne andre sagtens høre hvad man sagde.

’’Hvad?’’ Spurgte jeg Jamie og så afventende på ham.

’’Pas på Molly imens jeg sidder her’’ Sagde han meget kort.

Okay, for at være helt ærlig, så var det noget jeg havde tænkt mig uanset om han så bad mig om det eller ej.. Men det behøvede Jamie jo ikke at vide, så.. Jeg rynkede panden og kiggede lidt smådumt på ham.

’’Du mener, at jeg skal holde øje med hende, eller hvad?’’ Spurgte jeg ham køligt og lød ikke helt tilfreds med situationen, selvom.. Ja, det var faktisk helt okay med mig..

’’Bare sørg for at hun får det som hun vil have det.. Giv hende det hun har brug for.. Du ved.. Pas på hende for mig’’ Sagde Jamie og kiggede på mig med et bestemt blik, som var alt for tydeligt for mig at gennemskue..

Med ’’pas på hende’’ mente han ’’sørg for at hun ikke pludselig skrider’’.. Det var 100%!. Jamie var indbegrebet af en kontrolfreak og jeg kunne se på lang afstand, at når det kom til Molly, så pinte det ham at sidde herinde.. Hvis han ikke havde haft Molly, så var han iskold omkring hvor længe han skulle være her, men pga hende, så vidste jeg, at han havde et issue med det. Især fordi han ikke havde kontrol over hvad hun rendte rundt og lavede derude, når han sad buret inde her.. Derfor plantede han mig som en vagthund..

’’Gider du gøre det for mig?’’ Spurgte han mig lettere alvorligt og så seriøst på mig. Jeg tog en dyb indånding og sendte ham et ligegyldigt blik imens jeg trak på skuldrene og rystede lidt på hovedet.

’’Tja, hvis du virkelig føler, at hun har brug for en babysitter, så fint nok’’ Svarede jeg og underspillede totalt mine følelser omkring at skulle bruge tid med Molly.

’’Godt.. Jeg ved ikke hvor lang tid de beholder mig, men indtil den dag jeg kommer ud, må du sørger for at holde tingene på sporet derhjemme.. Du må betale regningerne og alt det lort der’’ Sagde Jamie og fik mig igen hurtigt til at rynke panden.

’’Hvordan fanden skal jeg kunne det, når de ripper mine sidste penge?’’ Spurgte jeg ham totalt uforstående.

’’Oppe i mit walk in closet, allerbagerst.. Hvis du går hen til venstre side ved de små åbne skabe.. Nederst inde på hylden op af væggen, har jeg fået sat en plade op. Jeg er ret sikker på, at de ikke har spottet den, da panserne gennemrodede lejligheden..’’ Startede Jamie og fik mig til at nikke undrende, da det gik op for mig, at det her var noget jeg aldrig havde hørt om før..

’’.. Inde bag pladen står et pengeskab. Koden er Mollys fødselsdag. 2101.. Brug det derinde indtil der kommer styr på tingene igen..’’ Forklarede han roligt og meget diskret og lavt.

’’Okay..’’ Svarede jeg helt kort og nikkede helt afslappet, hvilket Jamie gengældte.

’’Der står nok nogen pansere der vil have dig til afhøring når du går herfra..’’ Sagde Jamie og rettede sig lidt op.

’’Hvor ved du det fra?’’ Spurgte jeg undrende og rynkede panden.

’’Fordi det var den pris jeg skulle betale for at få dig herind og snakke med mig.. De vil bare høre hvad du ved.. Og det er jo ikke meget, vel?’’

Et eller andet sted kunne jeg godt tillade mig at blive virkelig pist på Jamie, som faktisk havde solgt mig til panserne.. Men på den anden side.. De ville nok få fat i mig alligevel og få snakket med mig, så faktisk var det meget godt, at det var endt med at han havde brugt det for at få mig herind, så vi lige kunne snakke inden. Det var fandme dumt af panserne, men hvad fanden?. Havde de nogensinde vist sig særlig kloge?. Ikke overfor mig i hvert fald.

’’Men husk hvad jeg har sagt.. Og sørg for at Molly har det godt indtil jeg kommer ud igen.. Okay?’’ Sagde Jamie og gjorde sig klar til at lægge på idet en betjent kom over imod ham.

’’Jaja’’ Svarede jeg bare og nikkede, hvilket fik Jamie til at nikke og derefter ligge røret på og sendte mig et kort farvel ved at løfte hånden.

Jeg gengældte hans farvelhilsen og lagde røret på og rejste mig op fra stolen. Jeg vendte mig om og straks fik en af betjentene øje på mig og sendte mig et kort nik som tegn på, at han nok skulle følge mig ud.

Betjenten låste døren op og jeg fulgte roligt med ham igennem gangene og alle de låste døre som han skulle låse op en efter en.

Og hvad skete der så?. Som Jamie nok havde sagt, så ganske rigtigt.. Så stod der to betjente med blikket vendt direkte imod mig, idet jeg kom ind i forhallen i fængslet.

’’Justin Bieber?.. Vil du være venlig at følge med på stationen?. Vi skal lige have en lille snak?’’

Jeg nikkede bare af den ene betjents snak til mig og fulgte roligt med uden at sige så meget. Det var for mig helt okay at jeg skulle ned på stationen til en snak. Jeg vidste, at de ikke havde en skid på mig og uanset hvor meget de prøvede, så fandt det heller intet på mig.

Det eneste jeg tænkte på, var det ’’ansvar’’ Jamie gav mig omkring Molly. Og med de ord han sagde omkring, at jeg skulle give hende, hvad hun havde brug for, kunne jeg kun komme i tanke om 1 ting som jeg vidste ville være helt perfekt for hende lige nu.. Noget hun havde fortalt mig om i nat, da vi sad og snakkede.. 

______________________________________________

Fortsættelse Følger På Mandag :) 

Hav en vidunderlig weekend allesammen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...