Heartache ❄ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
December er den mest stressende måned på året, og det er noget, Noah McKenzie kan skrive under på. Ikke nok med at det er stressende at arbejde på intensiv, så kommer hun også ud for følelsesmæssig stress, da hendes ex-forlovede, Harry Styles, havner på afdelingen. Da Noah ser Harry ligge bevidstløs i hospitalssengen, vækkes gamle følelser, og der går ikke længe, før hun fortryder de valg, hun foretog få måneder forinden.

14Likes
26Kommentarer
3750Visninger
AA

16. ❄ Epilog | 1. februar, 2002


1. februar, 2002

Som taget ud af en sørgelig film, hvor kvinden mistede manden, hun elskede, stod det ned i stænger, da jeg med vemodige skridt bevægede mig gennem kirkegårdens mudderet græs. Mine sorte hæle var dækket af mudderklatter, der ligeledes havde fundet deres vej op ad mine bukseben.

Afsides fra de andre gravsten stod Harry rødbrune marmorsten, der skilte sig ud i mængden. Hans navn, fødsels- og dødsdato var indgraveret med tynde bogstaver i guld. Mine øjne læste for hundrede syttende gang den tekst, hans forældre havde fået indgraveret i samme guld farve som hans navn; Elskede søn, vi ses.

Jeg rystede svagt på hovedet, så de falske prinsessekrøller dansede, og tog en dyb indånding. Der var ingen tårer at spore ned ad mine kinder, for jeg følte mig tom inden i. Jeg havde grædt uafbrudt de sidste par uger, og nu var tårerne opbrugt.

”Tillykke med fødselsdagen, Harry.” Min spinkle og usikre stemme brød kirkegårdens stilhed, hvis man så bort fra regnens dryp. Den hvide rose i min hånd blev lagt ovenpå gravstenen, og farven afveg fra kransene med de matte røde, gule og brunlige blomster på jorden.

Dette var første gang i løbet af de sidste fem år, hvor jeg ikke havde fejret Harrys fødselsdag med manér. Han havde altid glædet sig til det store morgenbord, jeg hvert år havde sørget for, hvor der var mere kage end egentlig mad. Bare tanken fik mig til at smile i disse triste omgivelser.

Mit smil falmede dog hurtigt, da erindringen og mindet om vores hæslige brud dukkede frem fra min underbevidsthed. Jeg havde prøvet at fortrænge mindet de sidste par uger for at spare mig selv for selvbebrejdelsen, men jeg kunne ikke lade være. Og Harrys brev havde ikke gjort det lettere for mig.

Døren smækkede hårdt i, og jeg så op fra den bog, jeg havde været i færd med at læse i hele eftermiddagen. Harry slæbte sig selv gennem stuen og ud i køkkenet, uden så meget som at sige et ord. Jeg bemærkede de trætte, blå poser under øjnene og de stressede rynker i panden.

”Hvordan var din dag?” spurgte jeg stille og lagde armene rundt om Harrys liv, da jeg listede mig ind på ham. Det gibbede svagt i ham, så han var med at tabe mælken i hans hånd.

Et suk forlod hans læber, og han satte mælken ind i køleskabet igen. Han løsrev sig fra mit greb og vendte sig om.

”Den var ganske udmærket.”

Jeg stillede mig en smule på tæer og placerede mine læber mod Harrys, men inden jeg kunne nå at lægge mine arme bag om hans nakke, havde han trukket sig væk fra mig.

”Er der noget galt?” spurgte jeg forsigtigt og trådte et skridt bag ud. De sidste par uger havde forløbet ens; Harry var kommet træt og irritabel hjem fra arbejde uden at sige et ord til mig. Han var gået direkte i seng, og så så jeg ham ikke igen før næste morgen.

”Behøver du at stille det samme spørgsmål hver dag?” Harry rullede med øjnene og traskede ind i stuen, hvor han dumpede ned i sofaen.

”Seriøst, Harry, hvad er dit problem? Du har virkelig ændret dig på det seneste,” kommenterede jeg og lagde armene over kors. Han tændte for fjernsynet og skiftede over på sportskanalen. ”Hører du overhovedet, hvad jeg siger?”

”Mh, ja, det er fint,” svarede Harry som en maskine og var pludselig mere optaget af basket kampen end vores samtale. Vreden begyndte at boble inden i mig.

”Du prioriterer mig ikke længere,” sagde jeg og lagde armene over kors, da jeg stillede mig ind foran fjernsynet. ”Du laver ikke andet end at arbejde og sidde og være gnaven.”

”Vi er nogen, som er nødt til at arbejde for føden,” svarede Harry koldt og så op på mig.

”Det er vi så to i denne lejlighed, der gør – og det giver dig ikke retten til at være så skide sur,” sagde jeg fornærmet. Harry rullede med øjnene.

”Ja, klart. Du ser på dine forældre med store, bedende øjne og tigger om penge. Sikke et arbejde.” Harry så på mig med et køligt blik og afventede mit svar. Jeg knyttede mine næver så hårdt, at mine negle borede sig ind i mine håndflader.

”Hold nu kæft, hvor du dog opfører dig som en idiot!” vrængede jeg af ham. ”Og du ved også godt, at det overhovedet ikke passer.”

”Vær venlig at forklare mig, hvordan du så kan have tid til alverdens andre ting,” sagde Harry. ”Du laver ikke andet end at læse i din dumme bog og trisse rundt nede i byen.”

”Jeg vælger at give mig selv den plads og luft, jeg har brug for, så jeg ikke ender som dig,” svarede jeg og sank en klump. Vreden inden i mig fik mine kinder til at brænde.

”Vorherre bevares.” Harry slukkede for fjernsynet, rejste sig og satte kursen mod soveværelset.

”Det var dråben,” sagde jeg stille for mig selv. Jeg gik hen til Harry og svang min hånd, og en syngende lussing ramte Harry midt på kinden.

”Hvad fanden har du gang i?” Harry havde hævet sin stemme til en råben, og for første gang siden han trådte ind ad døren, så jeg følelser i hans øjne.

”Ja, hvad tror du?” råbte jeg tilbage. Vores ansigter var få centimeter fra hinanden, og jeg kunne mærke Harrys varme ånde mod mit ansigt. Hans øjne borede sig ind i mine.

”Sikke en uforskammet opførsel. Hvad bilder du dig ind?” Harrys stemme var truende, og jeg frygtede, at han ville slå mig hvert sekund, det skulle være.

”Og jeg kunne ikke være mere ligeglad, for jeg er den, der er smuttet,” sagde jeg og gik hen mod døren. En akavet stilhed lagde sig mellem os, og vi stod blot og så på hinanden.

”Hvad sagde du?” hviskede Harry, og pludselig var vreden forsvundet og erstattet med sårbarhed.

”At jeg kunne have gjort det meget bedre end det,” svarede jeg og gav Harry elevatorblikket. Han forstod min hentydning og skrumpede pludselig adskillelige centimeter. Jeg greb min lyseblå regnfrakke og forlod lejligheden, hvor døren blev smækket i med et brag.

”Harry, jeg er virkelig ked af det,” hviskede jeg og satte mig på hug. Mine fingre gled hen over de indgraverede bogstaver. ”Åh, hvis jeg bare kunne gøre det hele om.”

Jeg snøftede. Mine kinder, fingre og tæer var blevet kolde og våde af regnen, og jeg kunne allerede nu mærke, hvordan sygdommens arme omfavnede mig, men jeg ignorerede det.

”Du havde hele livet foran dig.” Jeg sukkede og lukkede øjnene for et øjeblik. ” Vi havde hele livet foran os.”

Jeg rejste mig op igen og kunne mærke en pludselig kvalme stige op i mig. Hovedpinen var heller ikke længe om at følge trop. Jeg tog mig til maven, som jeg med blide bevægelser kærtegnede.

”Harry, der er noget, jeg er nødt til at fortælle dig. Vi skal være forældre.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...