Heartache ❄ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
December er den mest stressende måned på året, og det er noget, Noah McKenzie kan skrive under på. Ikke nok med at det er stressende at arbejde på intensiv, så kommer hun også ud for følelsesmæssig stress, da hendes ex-forlovede, Harry Styles, havner på afdelingen. Da Noah ser Harry ligge bevidstløs i hospitalssengen, vækkes gamle følelser, og der går ikke længe, før hun fortryder de valg, hun foretog få måneder forinden.

14Likes
26Kommentarer
3752Visninger
AA

6. ❄ 6. december, 2001


6. december, 2001

Hospitalsgangene havde aldrig før føltes så smalle og indelukkede, som de gjorde i dag. Kvalmen rørte på sig, og jeg kunne kaste op hvert sekund, det skulle være.

Mørket havde sænket sig udenfor, og blæsten havde taget til. Træernes grene klirrede mod flere af vinduerne rundt omkring, og det fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen.

Mit hjerte bankede hårdt mod min brystkasse, da nervøsiteten steg i takt med, at jeg nærmede mig stuen, hvor Harry lå. Til trods for min trang til at se ham de sidste par dage, var jeg blevet nægtet adgang, da jeg var blevet vurderet som værende lettere ustabil.

Alligevel var det lykkedes mig at overtale dem i dag, og jeg havde på fornemmelsen, at det hang sammen med, at Brianna ikke havde været på arbejde i dag. Jeg havde en mistanke om, at hun havde talt om mig bag min ryg, og at hun var årsagen til, at lægerne ikke havde ladet mig besøge Harry.

Jeg stod foran døren ind til Harrys stue, og jeg tog en dyb indånding. Han lå inde bag denne dør, ude af stand til at se eller høre mig, fanget bag komaens tremmer.

De sidste mange nætter havde jeg ikke kunnet sove, for mine dystre tanker havde holdt mig vågen. Jeg kunne stadig ikke forstå, hvorfor det var sket, og hvorfor det skulle ske for Harry. Han havde aldrig gjort så meget som en flue fortræd, og nu lå han her i en gråzone mellem liv og død. Verden var et uretfærdigt sted.

Jeg trykkede håndtaget ned og åbnede døren. Lugten af klinisk renhed ramte mine næsebor, og jeg skar en grimasse.

Med forsigtige skridt trådte jeg ind på stuen og lukkede stille døren i, som om jeg ikke ville vække Harry. Jeg rystede kort på hovedet af mig selv. Det eneste jeg ønskede i dette øjeblik var, at han ville vågne op.

Jeg vendte mig om og så på Harry. Hans ansigt var stadig forslået; hans ene øje var nærmest sort og fuldstændig hævet, og derudover havde han stadig mange skrammer i ansigtet. Flængen på hans højre kind var blevet syet sammen med nogle sting, men ud fra hvad jeg kunne se fra denne afstand, var det ikke syet ordentligt sammen. Rundt om hovedet havde han fået en bandage, og han lignede en forslået soldat i krig.

Selvom jeg havde forberedt mig på dette hæslige syn, blev jeg stadig overvældet. Jeg faldt sammen på gulvet med tårerne strømmende ned ad kinderne. Mine høje hulk fyldte rummet, og jeg hev febrilsk efter vejret. Ligegyldigt hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke holde hulkene inde og tårerne tilbage.

Jeg sad for mig selv med ryggen mod døren og knæene trukket op under mig. Når jeg lukkede øjnene, kunne jeg stadig se Harry ansigt for mig, og jeg måtte bide mig hårdt i læben for ikke at bryde ud i gråd endnu engang. Tårerne strømmede fortsat ned ad mine kinder, og jeg tørrede dem ihærdigt væk med begge mine hænder.

Jeg tvang mig selv til at tage tre dybe vejrtrækninger, inden jeg rejste mig og gik hen til Harrys seng, hvor jeg forsigtigt satte mig. Min hånd fandt hans, og jeg gav den et blidt klem, ligesom han havde plejet at gøre. Tårerne pressede stadig på, men jeg kæmpede bravt for at holde dem tilbage. Det var uudholdeligt at se Harry sådan her, velvidende at jeg ikke kunne gøre noget.

”Harry,” hviskede jeg efterfulgt af et kort hulk. Jeg tørrede mine øjne med bagsiden af hånden og snøftede. ”Åh, min kære Harry.”

Med blide bevægelser strøg jeg hans hånd. Mine underlæbe bævrede, og jeg var på nippet til at lade tårerne få frit løb igen.

”Undskyld.” Ordet hang i luften i nogle sekunder efter, som om jeg ventede på, at Harry ville svare. ”Det hele er min skyld.”

Mine kinder blev våde igen, og jeg snøftede højt. Det skar i hjertet at se Harry sådan her, og jeg følte, at det hele var min skyld. Jeg vidste ikke, hvad der var sket, ud over at han var kørt galt på motorvejen. Alligevel sad jeg med følelsen af, at jeg var medvirken til ulykken på den ene eller anden måde.

”Vil du ikke være sød at åbne dine øjne?” Jeg strøg stadig hans hånd med blide bevægelser. ”For min skyld.”

Intet svar.

En klump sad i halsen på mig, og med besvær sank jeg den. Det var ubærligt at tænke på, hvordan det var sket, men alligevel kunne jeg ikke lade være.

”Jeg kan ikke lade være med at tænke på dig,” begyndte jeg og strøg en af hårlok væk fra hans pande. ”Hver gang jeg lukker øjnene, ser jeg ulykken for mig, også selvom jeg ikke var der. Jeg kan ikke sove om natten.”

Mine ord var sande. Jeg havde ligget vågen i de sene nattetimer og lyttet til bilernes larm. Tænkt på, at Harry havde siddet ligedan få dage forinden, uvidende om det følgende, der ville ske. Forestillet mig, hvordan han havde nynnet med på sange, ingen andre kendte og bare nydt det at være i live. Og her lå han så. Svævende i en gråzone mellem liv og død, og jeg kunne intet stille op.

”Åh, hvis bare der var noget, jeg kunne gøre,” sukkede jeg og så op, nærmest bønfaldende. ”Jeg beder dig, hjælp mig. Hjælp Harry.”

Det sidste hviskede jeg som en lille bøn efterfulgt af korset for mit bryst. Jeg lukkede øjnene i nogle sekunder, inden jeg igen så på Harry. Det værste af det hele var, at han så fredfyldt ud, som om han allerede havde affundet sig med sin skæbne.

”Min kære, Harry,” sagde jeg og aede blidt hans kind. Den var varm til trods for at temperaturen i lokalet var kølig. En gnist af spinkelt håb sprang rundt indeni mig. ”Jeg skulle aldrig have forladt dig, det er den største fejl, jeg nogensinde har begået.”

Tårerne banede sin vej ned ad mine kinder, og jeg kunne intet gøre for at stoppe dem.

”Jeg skulle have lyttet til de andre. Jeg skulle aldrig have ladet dig gå. Åh, hvor var jeg dum!” hulkede jeg højt og tørrede arrigt nogle tårer væk med bagsiden af hånden. ”Du var… er så perfekt, og jeg skulle aldrig have ladet dig gå.”

Jeg dækkede mit ansigt med begge mine hænder for at mindske lyden af mine ustyrlige hulk. Hele følelsesregisteret meldte sin ankomst, og jeg følte mig magtesløs.

”Harry, vær sød at vågne,” brød jeg ud i højlydt gråd. ”Vær sød at vågne, jeg kan ikke leve uden dig. Du må ikke forlade mig. Åh, Harry.”

Jeg snappede efter vejret mellem alle mine hulk, og svimmelheden ramte mig. Ligegyldigt hvor ihærdigt jeg prøvede på at falde til ro, kom hulkene og tårerne mig i forkøbet. Luften i mine lunger var ved at være opbrugt, men jeg kunne ikke stoppe.

Jeg tvang mig selv til at tage en dyb indånding og tænke på noget andet. Et billede af en smilende Harry dukkede op for mit indre, og til min store overraskelse, beroligede det mig. Du må ikke tage sorgerne på forskud, havde min mor altid sagt, og hun havde ret. Harry var her jo stadig, han sov bare.

Et svagt smil tittede frem på mine læber. Han sov bare, og han skulle nok vågne. Dette var bare en prøvelse på vores vej, og vi skulle nok klare den. Det gjorde vi altid.

Jeg lænede mig forsigtigt frem, lukkede øjnene og kyssede Harry blidt på panden, ligesom han så mange gange havde gjort på mig.

”Du skal nok klare det. Jeg elsker dig, Harry.”


Det ser ikke for godt ud med Harry, hvilket er sygt trist. Jeg er virkelig tung om hjertet,

og det bliver svære og svære at skrive disse scener.

Et spørgsmål til jer læsere: hvad tror I er grunden til, at Noah har forladt Harry?

Er vildt spændt på jeres gæt, og det kunne være sjovt, hvis nogle af jer gætter rigtigt.

Men det vil jeg selvfølgelig ikke fortælle jer, hvis I gjorde, haha.

Næste kapitel kommer torsdag d. 7 december.

Amalie V. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...