Heartache ❄ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
December er den mest stressende måned på året, og det er noget, Noah McKenzie kan skrive under på. Ikke nok med at det er stressende at arbejde på intensiv, så kommer hun også ud for følelsesmæssig stress, da hendes ex-forlovede, Harry Styles, havner på afdelingen. Da Noah ser Harry ligge bevidstløs i hospitalssengen, vækkes gamle følelser, og der går ikke længe, før hun fortryder de valg, hun foretog få måneder forinden.

14Likes
26Kommentarer
3752Visninger
AA

15. ❄ 24. december, 2001


24. december, 2001

Til trods for december måneds hidtil mørke og blæsende vejr, skinnede klare solstråler ind gennem stuens eneste vindue. Solen hang en del lavere end normalt, og den blændede alle på sin vej.

Solens pludselige fremmøde havde ligeledes tvunget mig til at trække stolen om på den anden side af Harrys seng, og dens stråler varmede behageligt min ryg. Det var længe siden, at jeg havde følt sådan en ro i min krop, og jeg var ikke sikker på, hvorfor denne følelse havde meldt sin ankomst.

Julen er hjerternes fest, havde nogle vise folk engang sagt til et ukendt folk. Om dette var sandhed eller ej, skulle jeg ikke kunne udtale mig om, men én ting var sikker; mit hjerte deltog ikke i det festlige i år.

Mine forældre havde kigget overrasket og forbavset på mig, da jeg meddelte dem, at jeg ikke kom hjem for at fejre højtiden sammen med dem. Selvom deres blikke talte sit tydelige sprog, respekterede de min beslutning. De kendte udmærket godt Harrys betydning for mig. Jeg var nødt til at blive hos ham, for jeg ville ikke gå glip af øjeblikket, hvor han ville vågne.

Det var i hvert fald det, jeg havde sagt til mig selv hele måneden, men efter i går følte jeg mig mere udmattet og opbrugt end nogensinde før. For første gang i en hel måned havde jeg fået en tilstrækkelig søvn uden afbrydelser, og mit hoved føltes klarere denne morgen.

Jeg vidste godt, at det var et dårligt tegn, det med en reel nattesøvn. Men på den anden side, så var det også det, jeg havde brug for – et wake up call.

Det var som om, der havde været nogen, som havde banket noget fornuft ind i mit hoved i løbet i natten. For da jeg vågnede her til morgen, var jeg ikke et sekund i tvivl om, hvad jeg skulle gøre – ligegyldigt hvor meget jeg ikke ville.

Det var også grunden til, at mit blik flakkede mellem uret på væggen og respiratoren, der holdt Harry i live. Efterhånden var det kun et spørgsmål om tid, inden det ville være for sent. Specielt siden Harrys vejrtrækning var blevet forværret i løbet af natten.

Jeg mærkede på hans pande, der brændte. Små svedperler glitrede som små krystaller i solens eftermiddagsstråler. Egentlig burde jeg tilkalde en læge, men det ville alligevel ikke nytte noget.

Selvom svedperlerne badede i solstrålerne og Harrys vejrtrækning pibbede, så han stadig fredfyldt ud, som han lå der og sov. Det var mig stadig et under, at han virkede så afklaret med situationen. Han havde tydeligt accepteret sin skæbne, hvilket jeg ikke forstod.

”Hvorfor ser du så fredfyldt ud?” spurgte jeg og strøg nogle hårlokker væk, der havde klistret sig fast til hans pande. ”Ser du engle bag øjenlågene?”

Jeg betragtede ham, og ud af øjenkrogen kunne jeg se, hvordan hans brystkasse hævede og sænkede sig i hårde stød. Det var ikke til at bære, at han var i sådan en tilstand og smerte, men det beroligede mig, at han ikke kunne mærke det.

”Du er min engel,” hviskede jeg og smilede lidt. Jeg aede hans kind, der for første gang, siden han blev indlagt, havde fået kulør. ”Og jeg ved, at du altid vil våge over mig. Ligegyldigt hvad.”

Jeg så op på uret, der lige akkurat havde passeret to, og i næste nu kunne jeg mærke tårerne presse sig på. De slørede hurtigt mit blik, så jeg blinkede et par gange. Den varme væske trillede ned ad mine kinder, men denne gang lod jeg den blive. Det nyttede ikke noget at tørre følelserne væk længere.

”Vi ved godt begge to, at det ikke nytter noget længere,” sagde jeg med grødet stemme og så på Harry. Jeg rejste mig fra stolen og gik hen til respiratoren med vaklende ben, overbevist om, at de ville knække sammen under mig hvert sekund, det skulle være.

Tårerne tog til, og før jeg vidste af det, brød de høje hulk den stilhed, der havde lagt sig i rummet. Jeg kunne mere eller mindre ingenting se gennem det tykke slør af tårer, der havde dækket mine øjne. Alligevel kunne jeg dog ane omridset af Harry i sengen.

”Jeg elsk…” prøvede jeg, men min stemme knækkede over og blev erstattet af hulken. Med besvær fik jeg min vejrtrækning under kontrol, og da jeg åbnede munden for at tale, kom ordene ud med klarhed. ”Jeg elsker dig, Harry.”

Min hånd rystede ustyrligt, da jeg rakte den frem mod respiratoren. Den kolde metal knap mødte min pegefinger, da jeg trykkede knappen ind. Maskinens brummen ebbede langsomt ud, og få sekunder senere hørtes en skinger, monoton lyd fra hjerteskærmen.

Mine hulk overdøvede den skingre lyd, inden jeg slukkede for hjerteskærmen. Den grønne, vandrette steg og tallet nul blændede mig, og sekundet efter gik skærmen ud.

Med vaklende skridt gik jeg hen til stolen, hvor jeg faldt sammen. Tårerne havde gennemblødt mine kinder på ingen tid.

Jeg lænede mig ind over Harrys krop og lod mit hoved hvile mod hans mave. Hans besværlige vejrtrækning kunne ikke længere føles gennem den tynde silkedyne. Mit blik landede på hans fredfyldte ansigt, og et ufrivilligt hulk undslap mine læber.

”Undskyld,” hviskede jeg og rettede mig op. Jeg aede hans stadig brandvarme kind, inden jeg lænede mig forover og lod mine læber møde hans. Kysset blev afbrudt af et hulk, og jeg tog mig for munden for at dæmpe lyden.

Min hånd fandt Harrys, hvor jeg kunne mærke noget ru, som et stykke papir. Jeg hævede mit ene bryn, inden jeg fik fumlet et stykke papir ud af Harrys hånd. Forsigtigt og med rystende hænder fik jeg krøllet papiret ud. Et brev. Jeg kunne genkende Harrys elegante skrift. Oppe i højre hjørne var datoen 30. november dateret, og brevet var tilskrevet mig.

Det var som om en kniv borede sig dybt ind i mit hjerte, hvor den blev vristet og vredet på alle tænkelige måder. En stor smerte og tomhed ramte mig, da det gik op for mig, at dette brev var det sidste, Harry havde foretaget sig inden ulykken.

Kære Noah,

   Hvis du læser dette brev, er det fordi, du ikke vil have noget med mig at gøre, men det vidste du sikkert godt.

   Som du allerede ved, har jeg opsøgt dig derhjemme i vores fælles – eller, i din lejlighed. Tanken om at skulle tilbage til det, jeg engang kaldte for hjem, skræmmer mig. Men når det kommer til dig, er jeg villig til at gøre alt.

   Noah, du er en ener, og jeg ville for alt i verden være sammen med dig. Åh, der går ikke én dag, hvor du ikke strejfer mine tanker. Og det ærgrer mig inderligt, at det hele endte, som det gjorde. Nogle gange vokser man simpelthen fra hinanden. Ærligt, så troede jeg aldrig, at det kunne ske for os. Men virkeligheden bankede på din dør, og du opdagede en ny og spændende verden.

   Den ægte sande kærlighed går op og ned, men den varer ved, og det var derfor, jeg var sikker på, at vi aldrig ville skilles. Du tog min verden med storm, og vores år sammen har været de bedste i mit liv. Det ved du allerede.

   Jeg ved, du er skabt for mig, og jeg for dig. Det er også derfor, at jeg altid vil kæmpe for dig, ligegyldigt hvad. For pokker, Noah, hvor jeg dog elsker dig. Til månen og tilbage.

Harry.

Ligesom jeg troede, at der ikke var flere tårer tilbage, dalede en tåre ned ad min kind og ned på papiret. Tåren blev efterfulgt af en hær, der ikke var til at styre. Jeg knugede papiret tæt ind til mig og så ned på Harry.

”Jeg elsker også dig, Harry.” Mine læber mødte Harrys for sidste gang, inden jeg stille rejste mig og forsvandt ud af stuen med brevet hårdt knugende i min hånd.


Okay, er jeg den eneste, der har lyst til at græde?

Dette kapitel har været så svær at skrive, men det er præcis,

som jeg gerne vil have det. Følelsesladet og smertefuldt.

Og det værste er næsten, at jeg kendte historiens slutning,

før jeg overhovedet begyndte at skrive prologen.

Denne slutning har været planlagt fra starten af, men alligevel gør det ondt.

Av mit hjerte, andet har jeg ikke at sige.

Epilogen kommer onsdag 27. december.

Amalie V. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...