Heartache ❄ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Færdig
December er den mest stressende måned på året, og det er noget, Noah McKenzie kan skrive under på. Ikke nok med at det er stressende at arbejde på intensiv, så kommer hun også ud for følelsesmæssig stress, da hendes ex-forlovede, Harry Styles, havner på afdelingen. Da Noah ser Harry ligge bevidstløs i hospitalssengen, vækkes gamle følelser, og der går ikke længe, før hun fortryder de valg, hun foretog få måneder forinden.

14Likes
26Kommentarer
3746Visninger
AA

14. ❄ 23. december, 2001


23. december, 2001

Stilheden havde for længst sænket sig på de lange, hvide gange. Alt lå øde og stille hen, og ikke en sjæl kunne findes. De sidste mange dage have der været ufattelig stille på afdelingen, selvom alt føltes som kaos i mit eget hoved.

Det havde altid givet mig en hvis ro, når der ikke opholdt sig særlig mange patienter på afdelingen, for det kunne kun betyde, at alle havde det godt. Jeg ville dog have ønsket, at det samme gjaldt for Harry, men han trak stadig vejret i hårde stød. Det var som om lungebetændelsen stadig lå og lurede i et hjørne, parat til at angribe igen.

Jeg havde prøvet at overtale diverse læger og sygeplejersker til at give ham en ekstra, men mild omgang antibiotika, men de havde alle rystet opgivende på hovedet. Faktisk var det som om, de alle havde opgivet Harry. Der var ingen, som troede på, at han nok skulle klare det. De burde skamme sig.

Jeg havde stadig ikke opgivet håbet, for jeg troede på Harry. Han kunne klare alt, det havde han altid gjort. Hvorfor skulle dette så være anderledes? Han var en overlever, og endda den bedste af slagsen.

”Harry…” hviskede jeg og begyndte stille at ae hans hånd. Ordene lå på min tunge, klar til at springe ud i det fri, men der var et eller andet, som holdt dem tilbage. ”Jeg…”

Tavshed.

Jeg kunne mærke, hvordan ordene kildede på tungen, ivrige efter blive hørt, men der var ingen af dem, der turde at tage det første spring. De var bange for at komme ud forkert, og det bebrejdede jeg dem ikke for. Alt, hvad jeg sagde til Harry, skulle formuleres på den rigtige måde, så han var sikker på, at jeg mente det oprigtigt.

”Du skal vide, at lige meget hvad, så vil jeg altid være her for dig,” hviskede jeg og fremtvang et svagt smil. Jeg fortsatte med at ae hans håndryg med blide strøg. Hans hånd var ru, mere ru end normalt. Jeg smilede oprigtigt. Harry havde altid været flittig til at bruge håndcreme, men eftersom han lå her, havde han ikke haft muligheden for at bruge det.

En svag banken lød, og det gibbede i mig. Det overraskede mig, at der stadig var nogle på denne tid af døgnet, eftersom de fleste var taget hjem for at holde ferie. Undtagen mig, selvfølgelig. Jeg kunne jo ikke forlade Harry.

”Kom ind,” sagde jeg med en træt stemme, og et gab undslap mine læber.

Døren blev forsigtigt skubbet op, og et hoved med mørkebrune krøller stak indenfor. Jeg sukkede svagt, men alligevel sendte Brianna mig et forsigtigt smil.

”Må jeg komme ind?” spurgte hun forsigtigt, og jeg nikkede. Hun listede ind på stuen og skubbede stille døren i, som om hun ikke ville vække Harry.

”Hvad laver du egentlig her?” spurgte jeg uforstående, eftersom jeg havde hørt, at hun skulle hjem henover julen. ”Hvorfor er du ikke taget hjem endnu?”

”Jeg er også på vej mod lufthavnen, men jeg kom bare for at ønske god jul,” sagde Brianna med en tydelig usikkerhed i stemmen.

”Nå,” sagde jeg med overraskelse i stemmen. Den havde jeg ikke set komme, og slet ikke fra Brianna, eftersom jeg ikke havde været den flinkeste overfor hende.

Vores øjne mødtes, og der blev ikke udvekslet et ord for adskillige sekunder. Urets tikken fyldte det ellers dødstille rum, indtil Brianna tog mod til sig.

”Så,” begyndte hun og rømmede sig. ”Hvordan har han det?”

”Ja, det ved du nok bedre end mig,” fnøs jeg og rystede kort på hovedet. ”Det er trodsalt dig, der har adgang til hans journal.”

”Mh, det ved jeg godt, men…” fortsatte Brianna med en let dirrende stemme. ”Du kender ham jo så godt. Kan du mærke, om han har fået det bedre?”

”Altså, hans hænder har ikke,” hviskede jeg, nok mest til mig selv, og et svagt smil bredte sig på mine læber. Jeg rømmede mig. ”Han virker til at have det fint, selvom hans vejrtrækning stadig foregår i hårde stød. Jeg har en ide om, at lungebetændelsen stadig ligger på lur.”

”Skal han så ikke have lidt mere antibiotika?” spurgte Brianna og tog sin professionelle hat på.

”Jo, det synes jeg også, men der er ingen, som har givet mig deres tilladelse,” sukkede jeg dybt og så på Harry. Jeg lagde min hånd mod hans kind og aede den kort.

”Skal jeg ikke lægge en seddel til Mr. Reynolds?” spurgte Brianna og åbnede sin håndtaske. ”Så har han en note, når han kommer tilbage på onsdag?”

Jeg nikkede og smilede som tak. Brianna tog en lille notesblok og en kuglepen op ad tasken og begyndte hurtigt at skrible en besked ned.

”Så er det ordnet. Jeg lægger sedlen ind på hans kontor, når jeg går,” sagde Brianna og sendte mig et forsigtigt smil, som jeg straks gengældte. Det skyldte jeg hende. ”Nå, jeg må nok se at komme videre, så jeg ikke misser mit fly. God jul, Noah.”

”Øh, jo tak… i lige måde,” svarede jeg og smilede høfligt. Brianna nikkede som hilsen og vendte om på hælene. Hendes hæle klikkede mod gulvet, da hun gik hen mod døren.

”Og jeg er virkelig ked af… du ved,” sagde Brianna og vendte sig om og så på mig. Hendes blik landede dernæst på Harry og mødte til sidst mit blik igen.

”Sådan er det jo,” sagde jeg og trak på skulderne. ”Der er ikke så meget andet at gøre end at vente.”

”Han skal nok vågne,” sagde hun fortrøstningsfuld, og det medlidenhedsfyldte blik, som jeg efterhånden havde set så mange gange hos hende, dukkede endnu engang op.

”Det ved jeg,” svarede jeg og smilede som tak for hendes omsorg. Hun gengældte mit smil og forsvandt ud af døren, som hun stille lukkede efter sig.

Jeg vendte mig om mod Harry, der stadig lå med lukkede øjne. Det var som om, at for hver dag der gik, så hans ansigt mere og mere fredfyldt ud, og den tanke skræmte mig.

”Dine forældre er ufattelig kede af det, Harry,” begyndte jeg og gav hans hånd et blidt klem. ”Der er stadig voldsomt snevejr, så alle flyafgangene er aflyst. Men jeg skulle hilse fra dem og sige, at de elsker dig meget højt.”

Jeg smilede svagt og fældede en enkelt tåre.

”Og det gør jeg også,” hviskede jeg og tørrede tåren væk. ”Jeg elsker dig også virkelig højt, og det håber jeg, at du ved.”

Mine ord hang i luften i nogle sekunder, så Harry havde en mulighed for at svare, hvilket han selvfølgelig ikke gjorde. Han forblev i den position, som han havde ligget i de sidste treogtyve dage. Som en sten, fuldstændig urokkelig

”Harry, vågn nu op. Det er ikke sjovt længere,” hviskede jeg, og jeg kunne mærke, hvordan min hals langsomt snørede sig sammen. ”Harry, jeg er bange. Virkelig bange. Du skræmmer mig, ved du godt det? Jeg forstår ikke, hvorfor du ikke bare vågner. Du ved jo, at jeg er hos dig, og at jeg aldrig vil forlade dig igen.”

Enkelte tårer trillede hidsigt ned ad mine kinder, og med mindst lige så hidsige bevægelser tørrede jeg dem væk.

”Det er ikke et spil, og det ved du også godt, Harry,” skældte jeg nærmest ud. Det skyldtes garanteret frustrationerne og mine humørsvingninger, dette forløb havde givet mig. ”Jeg har virkelig brug for dig, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal leve mit liv, hvis du ikke er en del af det. Harry, jeg har brug for dig, og jeg elsker dig.”

Harry svarede mig stadig ikke, og det frustrerede mig endnu mere, eftersom jeg følte, at nu havde jeg ventet nok. Min tålmodighed var ved at være opbrugt. Jeg kunne snart ikke klare dette følelsesmæssige stress længere, og jeg kunne mærke, hvordan dæmonerne langsomt åd mig indefra.

”Måske er der en grund til, at du ikke åbner dine kønne øjne?” sagde jeg og knyttede mine næver. ”Måske vil du slet ikke være en del af mit eller andres liv længere. Kunne du i det mindste så ikke have været død på stedet i stedet for det her? Eller er det bevidst, at du trækker mig gennem det her helvede?”

”Harry, nej. Det må du undskylde,” hviskede jeg, og tårerne slørrede øjeblikligt mit syn. ”Jeg… jeg mente det ikke på den måde. Undskyld. Jeg mente det ikke, jeg elsker dig. Harry, jeg elsker dig til månen og tilbage igen, vær nu sød at vågne. Jeg beder dig. For min skyld.”

Nå, for pokker. Man kan godt mærke, at Noah er ved at være opbrugt.

Jeg forstår hende også godt. Sådan noget må være ufattelig hårdt at opleve.

Men, men, men, nu er der jo kun ét enkelt kapitel tilbage, så det er ved at være sidste chance for Harry.

Allerede nu kan jeg dog afsløre, at der kommer en epilog enten d. 26 eller 27. december.

Hvad tror I, at epilogen handler om? Kom med en masser gæt og tanker, hihi.

Næste kapitel kommer søndag 24. december.

Amalie V. x

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...