Luna Vallis

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 aug. 2017
  • Opdateret: 18 sep. 2017
  • Status: Igang
Hej, dette er en historie jeg kommer til at bruge tid på, og jeg vil prøve og lægge nye afsnit ud så hurtigt jeg kan. Det er omkring en pige ved navn Cassandra Morgan som i 1800 tallet flytter ud på landet helt ud hvor der næsten ingen er. Cassandra tror slet ikke dette vil blive godt, indtil hun møder Ethan. Vi følger da Cassandra og Ethan kærlighedshistorie, en historie der medfølger modstand men også medvind.

Jeg håber i vil følge med (:
Det bliver 100% en lang Historie.

1Likes
5Kommentarer
348Visninger
AA

1. Flytningen

Vi kørte i vognen mod vores nye hus, jeg sad bare og så lidt fornærmet ud og kiggede ud af vinduet på det sted, som blev mit nye hjem. Det var stille, der var intet andet en marker, enge og nogle få træer. Det føltes underligt når vi plejede at bo i larmende Paris. 

Vi skulle flytte, vi skulle bo på en stor herregård ude i ingenting. Nok ikke helt i ingenting, men det eneste min mor havde fortalt mig var, at der var et par herregårde, Luna Vallis, som var min onkel, og så nogle få andre. Så havde hun fortalt at det var et smukt naturområde med en masse enge og marker.

Den eneste lille by i nærheden var en meget lille landsby der lå 6 timer væk hvis man kørte i hestevogn.

Efter min mening var det at bo ude i ingenting, men jeg havde ikke så meget at skulle have sagt selv i denne sag om hvor vi skal bo.

Vi havde fået et telegram fra min onkel hvor der var skrevet at han ikke havde så meget tid tilbage. Min mor ville absolut have at vi begge skulle flytte ud til ham og passe på ham.  

Jeg var ikke specielt glad for at flytte, for jeg syntes vi havde det godt inde i byen, hvor vi boede før. Min mor har sagt en million gange til mig at det her nok skal blive godt, og at jeg kommer til at elske stilheden.

Vi ankom til vores nye hjem, det var stort, smukt og havde en stor og blomstrende have, selvom jeg ikke brød mig om det havde jeg sat mig for at være positiv.

På turen herhen havde jeg set nogle af de herregårde min mor havde fortalt mig om. Nogle var meget store og smukke og med store haver der blomstrede smukt. Andre gårde var små med familier der levede af det de selv dyrkede. 

De små gårde var nogle jeg havde set for lang tid siden de lå højst 3 timers kørsel fra byen, men herregårdene begyndte først at komme da vi var 5 timer fra byen.Jeg havde dog kun set 4 gårde cirka, de to af den for noget tid siden og den sidste jeg så, så jeg for cirka 15 minutter siden.

Den gård var stor, smuk og havde en meget stor have, i haven var der blandt andet søer, blomster og en masse træer og græs plads.

Et kvarter efter kom vi til Luna Vallis, som også er stort, meget lidt mindre en den anden gård, der var smukt og jeg kunne se min onkel.

Da jeg trådte ud af vognen var alle tjenestefolkene det først jeg så, de tog alle vores ting og bar det indenfor. Jeg var vant til tjenestefolk, men jeg var også vant til at tage mine ting selv.

”Så kommer de fine folk” hørte jeg en hæs og mørk stemme sige og min onkel kom med åbne arme mod os. Han havde en meget slidt skjorte på og nogle hullede og beskidte bukser på, hans hår var gråt, men dog var det redt og han havde et rynket ansigt.

Han var ikke som jeg huskede ham, når han var på besøg hos os i Paris.

Jeg huskede ham som en fin mand med altid nystrøget skjorte og rene bukser, jeg husker ham med mørkebrunt hår der altid var redt tilbage.

Sådan så han dog ikke ud mere. Min mor løb mod ham, hun løftede op i sin kjole for ikke og snuble og man kunne høre hendes hæle skramme med gruset.

Jeg gik bare stillere og roligt uden om og søgte fred inde i huset. 

Huset var lyst og der var blomster sat i vase i vær vindueskam, alle møblerne var gjort rene og væggene nymalet.

Da jeg trådte længere ind, så jeg en halv kraftig ældre dame komme mod mig, hun småløb. 

Damen havde et stort smil, hun kom mod mig og krammede mig.

” Ihh hvor har jeg glædet mig til De kom, herren har fortalt så meget om jer”

Hun gik tilbage og jeg trak mig ud af krammet.

 ” Mit navn er Helen” sagde hun med et åbent ansigtsudtryk.

 Jeg trådte et skridt tilbage og rakte hånden stille frem.

”Cassandra Morgan”

Hun tog min hånd stille, og små-lo 

”Deres værelse er oppe af trappen og til højre, Frøken,”

Jeg smilede til hende, vendte mig om og gik op af trappen, jeg ledte efter rummet hvor mine ting var sat.

Mine tanker fløj rundt, det hele var så stort og der var så mange mennesker men alligevel ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...