Luna Vallis

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 aug. 2017
  • Opdateret: 18 sep. 2017
  • Status: Igang
Hej, dette er en historie jeg kommer til at bruge tid på, og jeg vil prøve og lægge nye afsnit ud så hurtigt jeg kan. Det er omkring en pige ved navn Cassandra Morgan som i 1800 tallet flytter ud på landet helt ud hvor der næsten ingen er. Cassandra tror slet ikke dette vil blive godt, indtil hun møder Ethan. Vi følger da Cassandra og Ethan kærlighedshistorie, en historie der medfølger modstand men også medvind.

Jeg håber i vil følge med (:
Det bliver 100% en lang Historie.

1Likes
5Kommentarer
347Visninger
AA

6. En morder??

Jeg hørte et klik og døren gik op, ind af døren trådte min mor, hun havde grædt jeg kunne se det på hendes øjne. Jeg kunne også se det på grund af hun havde et tørklæde i hånden.

Jeg havde en skidt følelse indeni, jeg havde aldrig fået min mor til at græde før. Jeg havde dårlig samvittighed, jeg kunne mærke samvittigheden helt inde i hjertet.

Min mor kiggede på mig, hun så meget skuffet ud, så satte hun sig stille på sengen.

Hun pinte mig ved ikke at sige noget, hun sad bare der og kiggede ud af mit vindue der pegede over mod herregården.

Hendes blik var tomt og mørkt og ned af kinderne trillede et par tårer.

Jeg kunne godt forstå hende, jeg kunne sætte mig i hendes sted.

Hvis nu det var min datter der havde forladt familien og havde været i et stort hus med en fremmed mand i over 24 timer.

Jeg er ret sikker på jeg også ville føle mig forrådt eller i hvert fald skidt tilpas.

“Mor?”

Min stemme knækkede ved det enkle ord jeg sagde, men jeg fik det dog fremstammet.

Hun kiggede blindt på mig, som om jeg var djævlen selv, hvorfor fik jeg det så dårligt, hun kendte ikke engang til det værste endnu.

“Hvordan kunne du Cassandra, hvordan kunne du lade som om du var væk i over et døgn. Og så finder vi dig i en stor herregård med Ethan Feliz?”

Hvad? Kendte hun Ethan, hvordan? Men ingen kendte Ethan han var jo den mystiske mand der ikke havde forladt grunden siden forældrenes død.

Jeg kiggede forvirret på min mor og jeg kunne se hun så hvor forvirret jeg var.

“Ethan Feliz er kendt for at invitere kvinder indenfor og 2 dage efter finder man dem aldrig igen.Ethan Feliz er i den nærmeste landsby kendt for at være en morder der dræber skønne jomfruer, og ikke hjælpe dem. Ja, jeg har hørt du har fablet hele vejen hjem og at han bare hjalp dig.”

Jeg var ikke chok, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Ethan var da overhovedet ikke en morder eller en der inviterede nogen inden for overhovedet.

“Mor, har du nogensinde mødt Ethan?”

“Nej det er ved gud jeg ikke har”

“Jamen hvad får dig så til at tro at du kan beskylde ham for at være en morder!? Ethan er ingen morder! han er ikke en person der normalt vil invitere folk ind!, og ja det ved jeg og jeg stoler 100% på dette. Jeg er 100% sikker på dette, fordi jeg er den første pige der har været på grunden efter forældrenes død.”

Jeg rejste mig, jeg var rasende, hvordan kunne hun beskylde ham for sådan noget? En morder?

“Og mor, jeg har kysset med Ethan Feliz!”

Jeg vendte mig brat og gik ud af døren, jeg var stadig rasende, nej vent jeg gik ikke, jeg småløb faktisk, jeg ville bare væk.

Det sidste jeg husker fra min mors ansigt var chokket, jeg husker jeg så det største chok i hendes øjne. Det var ikke kun chok, nej jeg tror, det var en blandelse af chok og skuffelse, hun er skuffet igen.

Jeg løftede op i kjolen så jeg kunne løbe hurtigere jeg ville væk.



 

               

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...