Se ikke væk.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 aug. 2017
  • Opdateret: 25 aug. 2017
  • Status: Færdig
Se ikke væk er en novelle om frygt, fare og forbrydelser. Den handler om en uskyldig pige, som pludselig befinder sig i en voldsomt mareridt hun ikke kan slippe ud af. Den bliver fortalt af to karakterer; henholdsvis ''Hende'' og ''Ham'' - som fortællingen skifter i mellem.

0Likes
0Kommentarer
326Visninger
AA

1. Skygger og skæbner.

Hende.

Han kigger på mig. Betragter og studerer mig. Låser billedet af mit ansigt fast, for evigt, i hans hukommelse. Det løber mig koldt ned af ryggen, mens kuldegysninger sender et virvar af ryk igennem min krop. Jeg vil væk. Mine hjerne skriger til mine muskler, at de skal reagere, sætte i gang og rejse sig. Men jeg er låst fast – for jeg ved at der er noget helt galt. For hvert slag mit hjerte slår, pulserer varmen igennem min krop og prøver at komme ud. Den første sveddråbe trænger frem på min pande. Stille falder den fra panden og løber nedover venstre side af mit ansigt. Den når min hage. Først da den næste sveddråbe indhenter den, falder den og rammer bordet jeg sidder ved. Højtaleren lyder og giver besked om, at Nørreport er næste stoppested. Min hjerne slår igennem, og jeg får rejst mig op. Jeg tager min tasker og skynder mig hen til døren, som inden længe vil lukke mig ud. Jeg mærker hans blik på mig. Det følger mig. Toget stopper med et ryk, og dørene går op. Jeg forlader det og sætter straks i løb over perronen. Mit hoved drejer sig bagud og forsøger at holde øje med menneskerne bag mig. Søger i mængden. En skulder rammer mig, og jeg taber mine ting. Hjertet sætter i galop. Jeg samler hurtigt mine ting op og fortsætter mod friheden væk fra hans blik. Med lange, faste skridt nærmer jeg mig trapperne mod udgangen. Vender atter mit søgende blik bagud for en sikkerheds skyld. Stationen vrimler med mennesker, og mængden overvælder mig. Pludselig ser jeg dét. Blikket. Hans blik. Det stirrer mig ned og kigger sultent på mig. Han følger efter mig, som en løve der jager en dyreunge. Et forsvarsløs, nemt bytte. Målrettet efter at nå sit mål. Han er ikke langt fra at indhente mig.

 

Ham.

Toget trækker sig afsted og nærmer sig Nørreport. Der er proppet med mennesker i dag. Folk står som sild i en tønde – jeg har sikret mig en behagelig siddeplads. Vejret er dejligt, og jeg glæder mig til at betræde indre bys stemningsfyldte gader. Glade stemmer fylder toget, og jeg betragter de muntre folk, som alle er på hver deres rejse i dag. Så ser jeg hende. Hendes smukke, blonde hår krøller ned ad hendes skuldre - lyser op som en engels. Hun er fordybet i hendes telefon. Hendes ben er korslagte, og hun vipper let med den ene fod. Hendes bryst løfter og sænker sig fredfyldt, som hun trækker vejret ind og ud. Hun har ikke bemærket mig - endnu. Jeg stirrer; Kan ikke lade. Hun kigger op fra telefonen og bemærker mit blik. Hendes øjne er nøddebrune og fylder mig med tilfredsstillelse. Hun kigger akavet væk. Irritationen optager mig. Højtaleren lyder og giver besked om at Nørreport er næste stoppested. Hun samler sine ting og rejser sig op. Hun skal også af her. Stationen er proppet med mennesker, og jeg mister næsten færten af hende. Jeg kan ikke give op endnu- jeg må snakke med hende - høre hendes stemme.

Hende.

Jeg når enden af trapperne og solen byder mig velkommen udenfor. Hurtigt fortsætter jeg ned ad Fiolstræde - jeg er sent på den. Klokken siger 18:27 og min vagt begynder om 3 minutter. Jeg ved, at han er et sted bagved mig. Følger mig. Mine instinkter siger løb - men hvor skal jeg løbe hen? Jeg risikerer, at komme meget for sent på arbejde. At miste mit job er ikke noget, jeg kan tage chancer med. Caféen nærmer sig, og jeg skynder mig ind. Min medarbejder giver mig et vink, jeg forsøger at give et smil igen. I baglokalet er jeg i sikkerhed. Her kan han ikke nærme sig, uden at det får konsekvenser. Jeg skifter hurtigt fra nederdel og top, til bukser og skjorte. Jeg får mit forklæde på, og sætter mit hår i hestehale, hvorefter jeg dupper mit ansigt med en klud – gør det fri fra sveddråber. Tager tre dybe indåndinger og går realiteten i møde.

 

Ham.

Hun flyver nærmest afsted. Så elegant og smuk på en helt unik måde. Jeg tager risikoen og fortsætter efter hende. Hun zigzagger igennem menneskemængden, men undslipper ikke mit blik et eneste øjeblik. Hun drejer skarpt til venstre og smutter ind på en café. Jeg nærmer mig stedet, men stopper et øjeblik før jeg går ind-  skal jeg tage den hele vejen? Gå til point of no return uden at kunne vende tilbage. Mit begær trækker mig mod døren. Jeg kan ikke modstå. Fristelsen er for stor med hende. Hun er ikke ligesom alle andre. Jeg tager i dørhåndtaget, og fortsætter ud mod point of no return.

 

Hende.

Jeg søger caféen efter ham. Han er ingen steder at se. Jeg ånder lettet ud. Min medarbejder giver mig et klap på skulderen, da jeg stiller mig klar bag disken. Jeg smiler, og trykket løfter sig fra mit bryst. Chokket ryster jeg af mig, og snart er jeg klar til at koncentrere mig om arbejdet. Jeg skal til at fortælle min kollega om den skræmmende mand, da døren til kundernes toilet pludselig går op. Dér er han. Chokket slår til igen, og rammer mig som et slag i maven. Han stirrer intenst på mig, slikker sig om læberne – jeg er åndeløs. Det sortner for mine øjne og jeg kan ikke stå på mine ben. Jeg er et bytte trængt op i en krog. Jeg løber ud på toilettet, og kaster op.

 

Ham.

Jeg bestiller en øl, og låner en avis af manden ved nabobordet. Forsiden er prydet med en historie om en voldtægtsmand. Jeg forsøger at ryste nervøsiteten af mig. Jeg skæver af og til imod hende – jeg bliver nødt til snart at introducere mig selv. Min engel. Hun kan blive min engel. Koste hvad det vil.

 

Hende.

Jeg kæmper mig selv ud fra baglokalet igen, mens skammen fylder mig op indefra, kravler smagløst rundt i min krop, trænger ud i mine årer og løber i mit blod. Min kollega opfanger min mærkelige opførsel. Han spørger mig hvad der er galt, men jeg kan ikke få ordne over mine læber. I stedet siger jeg: ’’Bare lidt kvalme’’. Han klemmer min skulder omsorgsfuldt og siger, at jeg endelig skal tage en længere pause i dag. Mine tanker kæmper en indre kamp om, hvad jeg dog skal stille op.

 

Ham.

Tiden er ved at løbe fra mig, nu skal jeg snart tage mod til mig. Uret tikker afsted, og jeg skal færdiggøre hvad jeg startede.

 

Hende.

Tiden snegler sig afsted, og hvert minut føles som en evighed. Min plan er sat. Min mor henter mig, når jeg har fri. Jeg venter på hende ved Nørre Voldgade. Så skal jeg kun gå i to minutter, før jeg når min sikkerhed. Jeg har ikke fortalt hende om ham. Jeg vil ikke bekymre hende.

 

Ham.

Det skal være nu. Lige nu.

 

Hende.

Min mor er ikke kommet til den aftalte tid. Klokken viser 23:07. To minutter forsinket.

 

Ham.

Der står hun, så smuk og nydelig. Min engel. Jeg nærmer mig hende bagfra. Hun har ikke set mig. Ikke hørt mig. Jeg prikker hende på skulderen, og hun vender sig forskrækket om. "Hej" starter jeg. Så begynder vores historie.

 

Hende.

Smerten skyder igennem mig, da min arm bliver vredet strammere om på ryggen. Mit hoved er begravet i græsset, og jeg kan ikke få vejret. Hvert et instinkt i min krop siger, at jeg skal gøre modstand. Men jeg tør ikke. Kan ikke. Han er stærkere og hurtigere end mig. Chancerne for at slippe fri er minimale. På trods af det stramme greb, får jeg vendt hoved til den ene side, så jeg kan trække den luft ind min krop så desperat har brug for. Han griber fat i min buksekant og river til. En tåre løber ad min kind. Kolonihaverne vi befinder os i er forladte. Jeg ved, at mine sidste minutter er talte. Jeg kigger op mod stjernerne og beder om en smertefri død. Mine stakkels forældre. Jeg sender dem en sidste tanke. De vil lede og lide - men jeg er over alle bjerge nu. Hans svedige hænder tager fat i mine trusser, og trækker dem af mig. Jeg mærker hvordan han gør sig klar, og lukker mine øjne og forbereder mig på hans næste træk. Smerten er ubeskrivelig. Han stønner, og banker sig ophidset imod mig. Igen og igen. Jeg lukker øjnene og siger mit sidste farvel.

 

Ham.

Jeg vågner ved lyden af fuglenes sang. Aften i går fortsatte til sent ud på natten, og jeg fik det lige som jeg ønskede mig. Vi kom hurtigt i snak, og hun var lige hvad jeg forestillede mig. Timerne fløj afsted, og før jeg vidste af det, foreslog hun en taxa hjem til mig. Idét øjeblik vidste jeg, at vores fremtiden lå for fødderne af os. En kvinde så smuk - indeni som udenpå. Jeg vender mig om og lægger armen om hende. Hun ligger dér. Så fin og yndefuld ved min side. Jeg ved, at det her kan nå langt. Jeg ved, at vi hører sammen. Os to. Nanna og jeg. Hun bevæger sig. Åbner øjnene og kigger op på mig. Hun sender mig sit smukke smil, og trækker mig ned mod sig. Jeg kører fingrene igennem hendes smukke blonde krøller, og hun kysser mig. Jeg tænder tv’et, og hun putter sig ind til mig. TV2 fylder skærmen, og nyhederne går i gang. Lydstyrken er overvældende, og jeg får hurtigt skruet en tand ned. De viser billeder fra et kolonihaveområde. Nederst på skærmen bliver det gjort til kende, at der er blevet begået en brutal forbrydelse. Journalisten fortæller, at én 18-årig pige er blevet voldtaget og myrdet i nat. Han beskriver, hvordan hun er forsvundet sporløst fra afstanden i mellem sit arbejde på Nørreport, og til det sted hendes mor skulle have samlet hende op. Gerningsmanden har umiddelbart ikke efterlad sig nogle spor. Journalisten beder om, at alle der skulle have set noget, henvender sig til politiet straks. Jeg gennemgår aftenens timer, og prøver at komme i tanke om noget mistænkeligt, fra da vi forlod Nørreport. Det samme gør Nanna. Vi er begge blanke, men aftaler alligevel at kontakte politiet. Trods alt forlod vi Nørreport omtrent samme tidspunkt som den stakkels pige. Jeg væmmes ved tanken om den barske forbrydelse, og håber at gerningsmanden bliver fanget og spærret inde for evigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...