Purpose - (I Slept With Justin Bieber del 2.)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 aug. 2017
  • Opdateret: 5 jun. 2018
  • Status: Igang
Arabella er blevet stor. Så stor, at hun nærmer sig de 2 år. Isabell får gode nyheder fra USA, da det viser sig, at det er lykkedes ministeriet at finde frem til Isabells argentinske rødder, og der er både gode og dårlige nyheder i vente. Justin har temmelig travlt for tiden med en Purpose tour, der snart skal skydes i gang. Han har endnu ikke set sin datter i al den tid, siden Isabell og han skiltes i Rockefeller Center, eftersom hun allerede havde tjekket ud af lejligheden på hotellet, da han med et knust hjerte vendte tilbage til hotellet. Justin har haft travlt med en masse arbejde, men mest af alt har han haft travlt med ikke at kunne finde hoved og hale i sit liv og med kærligheden, der ustandseligt har skudt ham i foden. Ja, man skulle ellers tro, at han havde lært af lektien ved at miste Isabell og ikke mindst hans datter, men det er desværre ikke tilfældet. Dog er det en ringe trøst, at Justin stadig har kontakt med Isabell over mails, men er det nu også nok i sidste ende?

73Likes
65Kommentarer
28635Visninger
AA

6. Tung i betrækket...


Isabells synsvinkel:

Isabells hus, Præstefælledvej 27, 2770 Kastrup, Danmark, lørdag d. 6 februar, 2016, kl. 07:13

Hvorfor havde han sådan en irriterende effekt på mig? Det var nærmest lige meget hvor meget jeg prøvede på at abstrahere mine tanker fra ham og hans tilstedeværelse, så gjorde han mig vanvittig!

Jeg sukkede opgivende og vendte omkring på hælen, og begav mig samme vej som Justin mod køkkenet, og da jeg kom derud, så fandt jeg ham også siddende på den ene hvide køkkenstol med hans venstre ben afslappet over knæet på det andet, mens han sad og drak roligt af sit kaffekrus. Ja, han havde helt selv fundet krus frem og hældt kaffe op til sig selv, og nu sad han bare der og fulgte mig med blikket i hans vanvittige lækre mundering.

Morgenhår, der sad pjusket og sexet ned i øjnene på ham, sorte stramme boksershorts, smørret skævt smil og intet andet!

Hans overkrop skreg nærmest på mit navn. Altså, hvad fanden var han ude på?

Der var ingen tvivl om, at Justin brugte tarvelige kneb over for mig, og han vidste det med garanti!

Jeg stod og så lettere forlegent hen på ham, mens han nippede af hans kaffe, "D.. du kunne da godt have hældt op til mig også..", brød jeg stilheden mellem os, så Justin løftede svagt det ene øjenbryn og havde sit smørrede smil i mundvigen, mens han ufortrødent nippede videre af sin kaffe.

"Nå! Du skulle måske også have?", svarede han nærmest i en overrasket tone og rejste sig med sit krus i hånden og smilede drilsk med et frækt blink med øjet og gik forbi mig og videre ind i stuen, så han efterlod mig med hans flabede og irriterende attitude, at det drev mig til vanvid.

Jeg brummede irriteret for mig selv. Var han debil eller hvad? Han kunne vel tænke sig til, at jeg netop havde brygget kaffe for min egen skyld og for hans og Mikey hvis de var interesserede og han vidste vel, at jeg selv skulle ud i køkkenet og have kaffe, efter jeg havde været i mit soveværelse for at få morgenkåben på.

Irriterende dreng..

Jeg sukkede og greb ud efter et nyt krus fra min åbne krushylde, og jeg greb ud efter kaffekanden og hældte kaffe op til mig selv, hvor efter jeg satte kanden på plads igen, og gik hen til køleskabet og åbnede det og rakte ud efter mælkekartonen.

"Arabella?!", kaldte jeg højt og hørte kort efter løbende små fødder komme inde fra stuen af og ud i køkkenet, så jeg så ned på hende med et kærligt smil, da hun stod i dørkarmen til stuen, "Vil du have morgenmad?", spurgte jeg roligt, hvortil hun rystede kraftigt på hovedet og løb atter ind i stuen.

Jeg sukkede og gik hen til mit kaffekrus og hældte lidt mælk op i kaffen hvorefter jeg satte mælken på plads i køleskabet, og  lukkede køleskabet igen, hvorefter jeg tog min kaffe og gik ind i min store magelige og meget lyse stue, og stoppede halvvejs op midt i stuen, da jeg så synet af ham.

Så havde han fandeme lagt sig på langs i den lange sofaende og lå og sendte mig hans irriterende smørrede smil.

Jeg himlede med øjnene og gik hen til ham ved fodenden og greb fat i mit limegrønne fleecetæppe fra armlænet af og kastede det i hovedet på ham, "Du kan tage tæppet her.", slog jeg fast, og havde ment det som et hint for, at han godt måtte dække sig til i mit påhør, for hans sygt lækre krop distraherede mig enormt meget, og jeg satte mig ned i sofaen lige op ad hans fødder og satte mig for at nippe lidt af min kaffe, mens jeg lod mit blik falde på fladskærms-tv'et, hvor der kørte Thomas og Tim - altså en tegnefilm, hvor Arabella stod en halvanden meter fra på gulvet og gloede lige på tv'et, og jeg mærkede pludseligt noget lande bag mig i sofaen, så jeg så mig over skulderen og opdagede det limegrønne tæppe, der slet ikke var foldet ud og jeg så svagt irriteret over på Justin, der lå og sendte mig hans drillende smørret smil.

"Det var så du kunne putte det om dig?", spurgte jeg roligt, så Justin smilede flabet.

"Jeg fryser ikke...", svarede han med et drillende smil og rakte ud efter hans kaffe på sofabordet, så jeg så svagt målløs på ham.

"Men..." "Generer det dig da så meget, at jeg render rundt i boksershorts?", afbrød han mig med et smørret smil.

Jeg følte igen varmen blusse i mine kinder og valgte at se væk fra ham igen og i stedet koncentrere mig om min egen kaffe og Arabella, der nu stod endnu tættere på tv'et.

"Arabella! Du får altså firkantede øjne af det der!", udbrød jeg bestemt, men hun reagerede ikke og stillede sig bare tættere på tv'et, så jeg tvivlede stærkt på, at hun overhovedet kunne se ordenligt hvad der foregik inde i tv'et.

"Arabella!", udbrød jeg bestemt.

"Nej!", udbrød hun  bestemt med ryggen til.

Trodsig..

"Lille skat, du skal altså ikke stå så tæt på det tv, ellers slukker jeg for det.", sagde jeg bestemt, og hun vendte sig omkring og sendte mig et surt blik, "Nej!", udbrød hun igen, så jeg sukkede tungt og stillede min kaffe på bordet og rejste mig fra sofaen og gik hen og greb fat under hendes arme bagfra, "Du skal altså ikke stå så tæt på det fjernsyn..", sagde jeg roligt til hende og jeg fik bare et olmt og trodsigt blik.

Jeg hjalp hende hen til hendes lille sækkestol helt henne foran sofabordet, men hun rejste sig hurtigt igen og stillede sig igen hen foran tv'et.

Jeg sukkede opgivende af det, "Arabella? Du skal ikke stå så tæt på tv'et, det er altså ikke godt for dine øjne.", bad jeg roligt.

Jeg gik hen til hende igen og bukkede mig over hende og så ned på hende fra siden, hvor hun stirrede ind i tv'et, "Søde skat... Du ska..." "Nej!", afbrød hun mig hvinende og løb væk fra mig, så jeg rettede mig op og fulgte hende med øjnene og det kom meget bag på mig, at hun løb direkte hen til Justin og kravlede op på hans mave i sofaen.

Justin smilede svagt og nussede Arabella på ryggen, "Hvad er det der sker mellem jer?", spurgte han roligt og var tydeligvis uforstående over hvad vores konflikt gik ud på, men fair nok.. Han forstod jo ikke dansk..

Jeg sukkede og rystede opgivende på hovedet og gik igen hen og satte mig ned i sofaen, hvor Justin havde trukket sine ben op til sig, mens Arabella lænede sig fnisende op ad hans nøgne lår. Noget tydede i alt fald på, at Arabella godt turde at være tættere på Justin nu, men det kunne jeg jo heller ikke bestemme. For så længe Arabella kom frivilligt til mennesker, som hun nærmest ikke kendte, så bestemte hun jo selv - så længe jeg selv sagde god for det.

Jeg så lettere træt hen på Justin, der lod sit blik fange mit et øjeblik til trods for han havde Arabellas opmærksomhed i øjeblikket, "Det er bare fordi hun har en tendens til at stille sig for tæt på tv'et. Men det skal hun ikke, for det er ikke godt for hendes øjne. Det siger hendes sundhedsplejerske også...", forklarede jeg roligt med et opgivende suk og nippede igen til min kaffe, mens jeg flyttede blikket hen på tv'et hvor Thomas og Tim afsluttede og gik på børnereklamer. Ja, den kørte i øjeblikket på Ramasjang, så Justin fattede helt sikkert intet af det danske tv-program, men det var nu også mere for Arabellas skyld, at det kørte.

"Værre er det vel heller ikke?", blev jeg afledt tv'et fra hans spørgsmål og så igen hen på ham med et løftet øjenbryn, "Nej Justin, men det kan skade hendes syn på længere sigt og udviklingen i hjernen..", slog jeg roligt fast.

Justin grinede et kort tørt grin, mens jeg lod mærke til, at Arabella frivilligt rejste sig hurtigt i sofaen ved siden af Justins hofte, hvorefter hun lagde sig ned på hans arm inderst i sofaen og puttede sig der på hans arm med hendes arm liggende over hans brystkasse, mens hun nu lå og så tv.

Ubegribeligt..

Hun følte sig åbenbart godt tilpas hos Justin. Kunne hun mon fornemme at "denne mand" faktisk var hendes far?

"Det er måske bevist, at det er skadeligt på længere sigt?", grinede Justin smørret, mens jeg bemærkede at han flygtigt så ned på Arabellas ansigt, hvor hun bare lå roligt og stirrede på tv'et.

Synet af dem, kunne nu ikke ignoreres, for uanset hvor irriterende jeg syntes Justin kunne være, så klædte de virkelig hinanden, og jeg fik også bare stoltheden at se i Justins øjne, da han bare uden videre kunne give hende et kys på panden uden Arabella protesterede og han så atter hen på mig med et tilfreds og stolt blik på mig, som jeg ikke kunne lade være med at gengælde med et lille smil.

"Det skal jeg ikke kunne sige Justin.. Jeg ved bare at det kan skade hendes udvikling..", slog jeg roligt fast, så Justin grinede svagt og rystede en smule på hovedet.

"Jeg tror ikke du skal gruble så meget over det Bells.. Der er så pokkers mange ting der er skadelige, og mange ting eksperter mener er skadelige, selvom det størstedelen af gangene kun er det rene humbug..", svarede Justin roligt med et smørret smil, og han rakte ud efter sin kaffe på bordet og drak endnu en tår af den.

Jeg sukkede opgivende, mens jeg betragtede ham et kort øjeblik, og alt han gjorde var at smile hans pokkers irriterende og flirtende smil.

Uh ja.. Jeg vidste fandeme godt, hvad han sad og tænkte lige nu, men han kunne godt spare sig.. Så nem var jeg altså ikke!

Jeg flyttede blikket tilbage på tv'et, der nu var begyndt at vise et afsnit af Isa Steps. Endelig noget, som jeg sagtens kunne finde på at følge med i af børneprogrammer.

Jeg lænede mig yderligere tilbage i sofaen og lagde mine ben op i havfruestilling og valgte bare at nyde stilheden med min kaffe og velvidende, at Arabella nu lå ovre hos Justin og slappede af.

Tænk, det var faktisk en rar følelse, at jeg kunne være lidt aflastet fra forældrerollen i øjeblikket. Og selvom jeg faktisk kunne sidde her og høre, at Justin og Arabella lå og "snakkede sammen", så rørte det mig da. Og nej, selvom de snakkede sammen, så kunne jeg godt høre, at Justin sagde noget i øst, mens Arabella sagde noget i vest, for deres samtale havde ingen sammenhæng fordi de begge to ikke anede hvad den anden snakkede om.

Justin snakkede om at han havde savnede hende helt vildt, hvad der selvfølgelig rørte mig ret meget i hjertet, mens Arabella lå og snakkede om hendes sut og hendes lille tøjelefant, som lå på gulvet næsten henne ved reolen, og alligevel virkede de til at hygge dem, for de lå og grinede sammen.

Og her sad jeg bevidst og ikke så hen på dem, så jeg kunne vise Justin på den måde, at selvom vi var i samme rum, så havde Justin fri lejlighed til at få hyggestunder med sin datter og ikke mindst lære hende bedre at kende og omvendt.

"Du Bells?"

Hans pludselige spørgsmål, fik mig til at fjerne blikket fra tv'et og jeg så hen på ham og sekunder efter på Arabella, der lå og så på tv'et igen mens hun holdte på hendes sut, som hun lå og "gnavede" lidt på, så den der typiske gummilyd opstod.

Jeg flyttede atter min fulde opmærksomhed på Justin, der lå og smilede med et særligt blik på mig, så det irriterende sug opstod i maven på mig.

"Ja?", spurgte jeg roligt - eller jeg prøvede da på at virke rolig.

Justin fugtede hans perfekte læber og skrabede flygtigt hans lange blonde hår bagud, så det da lagde sig, inden noget af det atter røg ned i øjnene på ham. Ja, meget kunne man sige om ham, men han lå ikke på den lade side med hensyn til frisurer og de seneste par år, havde han fået klippet, farvet, stylet og ladet håret vokse, så det stadigt var lidt underligt for mig, at se ham med denne frisure, for den var slet ikke i nærheden af hans quiff, som dominerede hans hår et par år tilbage.

Hans nye blonde lange lokker, var nu heller ikke værst til ham. Han så alt for sexet ud på en anden måde end dengang, og så var hans overkrop da også blevet bredere? Altså ikke, at han var blevet tyk, men han havde helt sikkert ikke den tynde skikkelse længere. Han var mere bred i den forstand, at gå fra "teeangeskikkelse" til en rigtig mandeskikkelse. Han var flot - "Flot..", tænkte jeg lettere drømmende over hans smukke krop, der stadig skreg på mit navn. Damn..

"Du ved nok Phil, ikke?", fortsatte han spørgende, så jeg lettere uforstående nikkede, "Ja, hvad er der med ham?", spurgte jeg med et svagt smil.

Justin smilede smørret og lod flygtigt sit blik falde ned på Arabella, der faktisk lå med lukkede øjne på hans arm, så både Justin og jeg smilede over det, og Justin så atter hen på mig med et lusket smil, "Phil er faktisk til Arabella.. Er det okay?", spurgte han roligt, så jeg sad med skuffen i gulvet og satte mit tomme kaffekrus på sofabordet.

"Det mener du ikke, vel?", spurgte jeg lettere opgivende og Justin smilede smørret med et løftet øjenbryn.

"Jo gu mener jeg det Bells.. Phil er min fødselsdagsgave til Arab.." "Kunne du ikke godt have snakket med mig om det først, før du overho..." "Det er jo netop det jeg gør Bells!", afbrød Justin mig med hævet stemme, efter jeg havde afbrudt ham før.

Jeg sukkede opgivende og rystede på hovedet, mens jeg så hen på ham, "Jeg mener ikke nu her Justin, men måske rettere nogle dage før, så jeg kunne være forberedt på det, ikke?", svarede jeg opgivende og gned mig selv i ansigtet med begge mine hænder.

"Nå ja, men det er jo bare en hvalp baby..", svarede han og jeg så målløs hen på ham.

Justin registrerede det først nu med opspærrede øjne, "Sorry, jeg mente selvfølgelig Bells..", slog han roligt fast, så jeg bare sad og så hen på ham med et løftet øjenbryn.

Han smilede usikkert, "Hold nu op Bells, alle kan fejle, selv jeg..", tilføjede han med et svagt grin, mens jeg stadigt sad og betragtede ham med et målløs blik.

Justin rømmede sig, "What ever.. Hvor om alting er, så er Phil altså en hvalp, som jeg købte som kæledyr for Arabella. Hun vil have godt af at få et godt forhold til dyr og Phil er fra en rolig og ordenlig opdræt. Han har fået vaccine, ormekur og han er blevet chippet i mit navn, men det kan ændres ret hurtigt. Phil er en skøn lille labr..." "Har du nogensinde haft et lille barn fireogtyve-syv?", afbrød jeg ham med et opgivende blik.

Justin sukkede selv, "Ja.. Mine søsken..." "Det er jo ikke det samme Justin!", afbrød jeg ham med et opgivende suk.

"Forestil dig, at have en barn, der kræver fuldt ud af dig hele tiden, og så samtidigt skal sørge for at passe en lille hundehvalp og tage sig af dens opdragelse - Det spinner ikke for mig.. Jeg har nok af pligter i forvejen!", slog jeg svagt frustreret fast, så Justin bare lå og så på mig med et blik, der ikke sagde meget.

Flere øjeblikke gik, hvor vi bare stirrede tomt på hinanden...

"Giv det nu en chance Bells... Jeg bliver her jo lidt i Danmark, så skal vi nok finde en rytme til at få det til at passe sammen...", foreslog Justin med et lille smil.

Jeg sukkede opgivende og rejste mig fra sofaen og så ned på ham, "Jeg tvivler..", svarede jeg opgivende og fjernede blikket fra ham og Arabella, der tydeligvis var faldet i søvn hos ham, og jeg valgte at forlade dem og stuen, og begav mig mod mit soveværelse.

- En hund i mit hjem? Havde jeg nogensinde hørt noget mere umuligt?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...