River - the elf prince

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 aug. 2017
  • Opdateret: 6 dec. 2017
  • Status: Igang
En smuk skov-elverprins lever et fantastisk liv sammen med sin familie og bedst som han tror, at han skal leve sådan resten af sine dage, støder han på ingen andre end en sort-elver kvinde, der hurtigt skal vise sig at ændre hans liv for evigt.

4Likes
3Kommentarer
345Visninger
AA

3. The warning

”Hvad sker her?” rungede kongens stemme igennem landsbyen.

”Sortelvere min høvding,” svarede en af vagterne og så rundt. Alle elverene fra landsbyen var begyndt at drage imod midten af landsbyen.

Kongen vrissede svagt for sig selv, hvorpå han så hen på River, der ikke var mere end lige kommet op på siden af ham igen.

”River, find din hest, vi må ride disse forbistret sortelvere i møde.” lød ordren.

Mere havde River ikke noget at sige tænke, før vagterne suste ud efter kongens hest, for at gøre den klar. Sortelverne var kendt som de ”onde” elvere. De respektere ikke andre end dem selv, generede tit de andre elverracer og viste sjælendt barmhjertighed.  Deres hud var sort, tonet med en smule mørkegrå og håret var hvidt som sne. Det River dog fandt mest fascinerende ved sort elverene var deres øjne… man så dem aldrig med almindelige øjenfarver. De havde alt fra orange til lilla.

Vagterne kom både med hans og hans fars hest, hvor de her rakte dem tøjlerne.

”Følg med os, vi ved ikke med sikkerhed om de ønsker at gøre skade,” beordrede hans far vagterne, hvorpå han satte sig op på hesten. Her daskede han til hestens flanke og fløj afsted.

River hoppede hurtigt selv op på sin hest og satte i løb. Hans hjerte sad i halsen. Sortelverene kunne finde på hvad som helst, men forhåbentlig ønskede de intet ondt.

Solen hang højt på himlen og dets stråler forsøgte så ivrigt at snige sig igennem trækronerne. Den friske skovduft blev pludselig overdøvet af en fremmede lugt… en lugt River ikke kunne genkende. Han rynkede på næsen. Hvad var det for en duft? Den var stærk og samtidig sød.

Hans far stoppede pludseligt hårdt op, ved at rive hårdt i tøjlerne, så den stakkels hest måtte stoppe op i chok. Heldigvis lykkedes det River at stoppe sin hest i tide. Lige som han skulle til at spørge ind til sin far, bemærkede han godt selv hvad grunden var. Nu vidste han også hvor den nye, besynderlige duft kom fra.

Ikke mere end 3-4 meter fra dem, stod der hele fem sortelvere og så på dem med et lumsk smil, der ikke var til at gennemskue. I midten, sad en smuk kvindelig sortelvere på sin sorte hest. Hendes hår var sølv og sat op med en tyk fletning viklet om hovedet. Derudover var hendes hud sort som ravnefjer og øjnene røde. Hendes påklædning var fornem, en vinrød kjole sad tæt ind til hendes krop og var syet sammen af guldtråd. Kongelig… uden tvivl.

Ved hendes side, var der en anden sortelver kvinde, yngre og endnu smukkere. Hendes hår var hvidt som sne og huden grå, nærmest skinnende. Da hende og River fik øjenkontakt, mærkede han kort sit hjerte gøre et hop, hvor hun blot smilte smørret til ham.

Rundt om disse to elverkvinder, var der tre vagter, mænd med store arme og et bestemt blik i deres skriggrønne øjne.

”Hvad vil i?” spurgte Rivers far pludseligt. Der var ingen frygt at finde i hans stemme.

Sortelverkvinden med sølvhåret, klukkede nærmest hånende hvorpå hun kort delte et blik med elverkvinden ved sin side. ”Er vi ikke engang ved navn længere Raka? Du er blevet alt for fornem siden du fik skovelvernes trone.”

Raka vrissede og rykkede i sin hests tøj. ”Fortiden er aldrig og vil aldrig blive et samtaleemne… det er lagt bag mig for længst.”

River betragtede sin far ud af sin øjenkrog, men beholdte sit blik på sortelverne og var mere end klar til at trække sin bue, han så klogt havde taget med. Den sad på hans ryg, men var for stor til at den kunne skjules. Pilene sad på hans hests flanke.

”Nånånå, i så fald, præsentere jeg mig selv for…” Hun kiggede hen på River og smilte lumsk. ”Jeg gætter på din søn? Hvor er han dejlig at se på… Mit navn er Claire, du kære skovelver dreng og hende her..” Hun nikkede imod kvinden med det hvide hår. ”Er Clarissa… hun er ej mit afkom, men jeg overvejer at lade hende overtage tronen, men kun som overvejelse… indtil videre er hun min bodyguard.”

”Og du fortæller os dette fordi?” spurgte River ret så uhøfligt.

For engangsskyld blev han dog ikke rettet af sin far, i stedet hørte han ham rent faktisk klukke lavt over spørgsmålet.

”Hvorfor? Ohhh, darling… jeg prøver at skam bare at starte en samtale, da jeg ikke ønsker at det skal starte… akavet ud,” svarede Claire og blot efter et nik med sit kønne, polererede hoved, fløj vagterne ind foran hende og Clarissa. De var nu som et skjold stikkende med spyd.

Raka’s vagter gjorde det samme. Hurtigere end man kunne nå at blinke, stod de foran deres konge og prins. Spyd mod bue og pil.

”Hvad er det du prøver på?” lød Raka’s stemme advarende.

”Jeg advarer jer blot min kære Raka, inden længe vil i overgive jeres kongerige til mig eller også begynder tålmodigheden at stille mig på prøve,” svarede Claire. Det lumske smil blev blot større og større på hendes læber. ”Skovelverne bør slå sig sammen med sortelverne… vi kunne tage højelverne ned med nakken. Både du og jeg ved, at højelverne er for højrøvet til at tænke på andre end dem selv.”

”Skovelverne vil aldrig slutte sig sammen med sortelverne! Højelverne ved i det mindste at de skal passe dem selv!” Raka’s stemme var nu høj og rungende igennem skoven. Luften blev tung og anspændt. Den friske skovduft var for længst forsvundet.

Claire klukkede og viftede med en af sine hænder. Vagterne trak spyddene tilbage igen og gik baglæns tilbage på deres plads. ”Bevares Raka… nu har jeg givet dig tilbuddet.” Hendes røde øjne lyste nu pludselig advarende op, da hun så hen på Raka og derefter River. ”Og nu har jeg advaret dig.”

Raka nåede ikke at sige mere, før hun hev i sin hests tøjler og den vendte rundt. Vagterne fulgte pligtopfyldende med hende. Hendes bodyguard Clarissa, blev dog stående lidt og der gik lidt tid, før det gik op for River at hun betragtede ham.

Selv da han hev i tøjlerne, for at dreje sin hest rundt, blev hun stående. Til sidst kunne han ikke klare øjnene i nakken længere. Han vendte hestens front om imod hende igen.

”Hvad er det du stirre på?” spurgte han. Hans stemme var fyldt med irritation og en smule nysgerrighed.

Clarissa klukkede og kørte en hånd igennem sit hvide hår. Da hendes orange øjne landede på ham, mærkede han igen sit hjerte gøre et hop. Da hun endelig svarede ham, havde hun en boblende stemme.

”Dig.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...