Flugten

17årige Dairya fra Irak er lige blevet gift familien er stolt og glad. Men i løbet af ingen tid, forvandler Dairyas kæreste sig fra drømmefyren til et afskyeligt monster, han slår og er i generelt bare voldelig. Før Dairya selv opfatter det er hun flygtet med en trussel om at hun nok skal blive fundet, i hælene.

8Likes
6Kommentarer
830Visninger
AA

2. Dråben

Dairya's point of view

​Middagen var ærligt talt noget møg. Min mor snakkede om hvor godt ægteskabet gik, mens Zayn enig gjorde sig med hende. Men for mig gik det jo forfærdeligt, helt hundred procent forfærdeligt! 

​Det eneste højdepunkt til middagen var​ maden. Ikke fordi den var specielt god, men af den simple grund at Zayn ofte var begyndt at straffe mig, hvis jeg lavede fejl. Straffen var sult, jeg fik intet at spise. Zayn mente tit at jeg lavede fej, så jeg var meget sulten og spiste mere end sædvanligt. 

Min mor havde bare kigget underligt på mig. "Sulter han dig eller hvad, pigebarn?? Du har jo snart spist dobbelt så meget som os andre." Det var ikke sandt de havde spist meget mere end mig, men normalt spiste jeg knap  hundred gram til aftensmad. 

Zayn sendte mig et olmt blik og advarede mig om at det fik konsekvenser hvis jeg nævnte ham. Hvis min mor bare vidste hvordan Zayn i virkeligheden var. "Jeg var bare sulten." Sagde jeg lavt. Min mor løftede sit højre øjenbryn, helt op til hårgrænsen. Jeg var aldrig sulten og hun vidste det!

Vi var taget hjem klokken halv ni. Jeg gik ind sidst efter at have holdt døren for min mester. Jeg følte mig helt klart mere som en stuepige end hans kone.

Ikke så snart vi var kommet ind ad døren og den var lukket startede slagene. Siden første gang han slog mig var det sket adskillige gange, og tro det eller ej man vender sig ret hurtigt til det.

Slagene haglede ned over mig, knyttede næver sad af printet overalt på min krop i form af smerte eller blå mærker. Han holdte sig ikke tilbage når han først kom i gang.

Jeg sagde ikke et ord før eller siden ville han stoppe, hvis jeg sagde noget ville det bare vare længere. Hans slog til de sorte prikker dansede for mine øjne og det formørkedes prik for prik, indtil alt var komplet sort. Lydende blev med var utydelige og upræcise.

Jeg var ret sikker på at han var gået for døren i vores etværelses lejlighed var smækket hårdt, for øjeblikke siden. Jeg følte mig gennem banket -sjovt nok, jeg var jo lige blevet gennemtæsket af ham, Zayn, min mand. 

Jeg prøvede at åbne øjnene, men øjenlågene lystrede ikke, de holdt sig stædigt foran mine øjne. Så det endte med at jeg måtte tvinge dem op. Min krop var blå, gul, grøn, rød, lilla endda sort. Han havde virkeligt slået til.

Der gik det så op for mig at jeg ville væk, nej jeg MÅTTE væk og det skulle være nu. Jeg var nød til at forsvinde inden han kom tilbage, hvad var klokken? Hvor længe havde han været væk? Spørgsmålene fløj gennem mit hoved mens jeg rev tøj ud fra mit skab, make up for ikke at blive genkendt og pas. Jeg måtte væk og det skulle være lige nu! 

Jeg proppede min rygsæk til renden med tøj, makeup, mad og kontanter. Mine personlige papirer røg også ned i tasken. Min mobil kunne ikke komme med den ville, kunne blive sporet. 

Mit hjerte bankede ude af kontrol i mit bryst da jeg bestilte en bilet til England. Det ville ikke blive så dyrt, desuden var det det første fly jeg ville kunne nå. Jeg nikkede til mig selv, dette måtte jeg gøre. For mig.

Jeg snuppede rygsækken og svang den om min ene skulder, rendte ned ad de mange trapper fra syvende sal da der ingen elevator var i bygningen. Selv hvis der var havde jeg stadig taget denne vej, så jeg ikke ville støde ind i Zayn.

Da jeg trådte ud ad bygningen begyndte nervøsiteten at melde sig, hvis han nogensinde fandt mig... Jeg ville ikke tænke hvilke skrækligheder der ville overkomme mig hvis han gjorde. Jeg sukkede højt og rakte min hånd op for at få fat på en taxa. 

Den første der kom imod mig standsede og samlede mig op, for at køre mig ud til lufthavnen. Chaufføren var meget nysgerrig med hensyn  til min 'ferie', men fik ikke noget at vide. Det tog knap tyve minutter at køre dertil.

Jeg sprang ud af bilen, fuldstændig paranoid. Bange for at Zayn ville komme og hive mig tilbage til et liv i elendighed. Jeg skuttede mig og smuttede lydløst over gulvet i entreen, selv om aftentimerne nærmede sig var her mange mennesker. Jeg følte mig camoufleret i menneskemængden lidt trykkere for hvert sekund men samtidigt ufatteligt sårbar for her kunne Zayn også gemme sig i mængden.

Som tiden gik og jeg kom igennem de forskellige kontroller, blev det efterhånden klart for mig at Zayn ikke ville komme efter mig, jeg ville ikke blive hevet tilbage til et liv i ligegyldig elendighed. Han var fuldstændig ligeglad med mig, han hverken elskede eller bare brød sig om mig, mon han nogensinde havde gjort det?? Ja afgjorde jeg med mig selv, det havde han.

Der havde været en gang hvor jeg bare havde fejet nørden af, hver gang han lagde an på mig. Så blev han populær og jeg lærte ham at kende, forelskede mig, blev gift. Men jeg begriber ikke hvornår jeg skulle placere at han blev voldelig på min lille tidslinje. 

Jeg sukkede og hastede gennem security sammen med resten af folkene. Nervefuld smuttede jeg igennem for at nå det fly der ville flyve om ikke mindre end jeg kiggede på et stort ur på lufthavnens hvide væg, syv... nej jeg mener seks minutter. Jeg hastede hen til gaten da... "Dairya du kan lige vove på at træde ind i det fly!" Jeg vendte mig om for at bekræfte hvad jeg synes at have hørt og ja, der spurtende efter mig kom Zayn. 

Jeg satte i løb hen til gaten, hvor der heldigvis ikke var nogen kø! Stewardessen der skulle tjekke mine papirer og mit pas så ud til at forstå for hun tjekkede det knap nok. "Kæresten?" Spurgte hun og hentydede til den rablende mand der var efter mig. "Ja." Nikkede jeg. "Jeg gjorde det samme som du gør nu!" Smilede hun. "Skynd dig nu ind."

Jeg løb ind i flyet og kiggede mig kun flygtigt tilbage hvor Zayn prøvede at komme igennem uden pas og papirer, to buldozer store, franskbrød af nogle vagter holdt Zayn tilbage i et hårdt greb. "JEG SKAL NOK FINDE DIG!" Brølede han højt så mine øre var lige ved at springe. Jeg ved ikke hvordan han fandt mig, men nej, jeg håber ikke ligefrem at han snuser mig op igen.

Jeg luntede ind i flyet hvorefter de lukkede døren, jeg var nok den de alle ventede på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...