landing

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 aug. 2017
  • Opdateret: 22 aug. 2017
  • Status: Færdig
"Landing" handler om to personer som kommer ud for en spændingsfyldt rejse. Men alt går ikke helt som planen...

0Likes
0Kommentarer
73Visninger

1. Landing

Du står lænet op af bilen, helt uvidende om min ankomst. Den kolde brise løber ind i mit ansigt, i det sekund hvor min fod træder udenfor. Så smuk, smukkere end noget andet. De høje isbjerge tager mit fokus væk, fra det jeg kom for.

Overleve, overleve i den kolde natur, med dig.

Du kommer løbende mod mig, jeg åbner mine arme – der! Det er svært. Jeg vil ikke give slip. Smerten om ikke at have set dig i så lang tid, låser mine arme.
Bilen er kold, hvis ikke koldere end udenfor. Heldigvis forsvinder det hurtig, når bilen bliver sat i gang.

”Er du klar?”, siger du med et charmerende smil. Jeg nikker sødt og drejer hovedet over mod ruden, for ikke at misse noget af den smukke køretur.

Vi er ankommet – til dit hus. Så smukt. Meget bedre end kælderen der hjemme.

Jeg finder mit hjørne på værelset, og begynder at pakke ud. Du kigger, stirre, blinker ikke. Dit blik er boret fast i mig. Det er tydeligt at du savner mig lige så meget, som jeg savner dig.

Dagen i morgen bliver spændende. Vi lægger os tæt, tæt som aldrig før. Jeg kan ikke være lykkeligere.
Natten er lang og stille. Jeg kigger i loftet og tænker, hvor heldig jeg er. Heldig at jeg har dig. Nu ved jeg at vi aldrig kan skilles.

Morgensolen breder sig ud over vores seng, og prøver at vække os. Prøver at minde os på, at vi ikke må komme for sent. For sent til overlevelsen, overlevelsen med den vilde natur.

Vi springer op, op i luften. Glæden kan ikke være større.

 

Vi står på bussen med fire andre og en guide. Vi får vores tasker og et kort.

Bilen stopper. Vi hopper ud og lander på en frossen jord. Jeg sætter mine føder i gang og går efter de andre. Naturen er så smuk og så hvid, det er noget helt andet end Danmark.
På den lange gå tur ser vi de mest fantastiske væsner og isbjørne unger. Alt går som planlagt. Alt er perfekt. Det er også takket være dig.

Nu når det er mørkt som det er nu, er det på tide at sige farvel til de andre, som den gang jeg sagde farvel til dig, bare knap så hårdt. Vi beslutter os at slå lejer, hvor der er den mest smukkeste udsigt over bjergerne og et lille hul, hvor man kan fiske.

Teltet er oppe. Jeg kravler ind i min sovepose, for ikke at blive for hårdt ramt af kulden. Du, der i mod, så ansvarlig som du er, tager ud at fiske i det lille hul tæt på.

Jeg sidder tæt ved det varme bål. Kigger ud over horisonten, ud over det smukke landskab. Ét ord! Lykkelig.

Nogle minutter går forbi, jeg føler noget jeg ikke har følt før – utilpashed. Noget mangler. Den her gang har jeg ret, du! Du mangler!

Jeg kan ikke forklare hvordan jeg ved det, måske bare en fornemmelse. 

Mit hjerte banker og banker, hurtigere og hurtigere, nu hører jeg det.
”HJÆÆL…. HJÆÆLPP”. Lyden kommer fra hulet, hulet hvor du skal side – væk.

Jeg går i panik, rejser mig op men falder. Min sovepose. Har den stadig på. Alting er ikke perfekt. Jeg tvinger mig selv ud af den, og løber hen til hullet.

Bobler. Bobler på overfladen. Du er væk. Uden det klareste hoved, hopper jeg i.

Isen trængte ind under min hud. Jeg bliver svagere og mister langsomt overblik. Det gør ondt. Det føles som millioner af nåle der uafbrudt stikker mig.

I min søgen efter dig, under det iskolde vand, dukker du op. Helt bevidstløs og helt blå. Blå som havet i sig selv. Frygten for at du er død, rammer mig. Jeg kæmper. kæmper mig opad. Opad mod stjernerne. Op til hullet. Jeg har en gemt styrke i mig, som åbenbart er blevet fundet frem. Du gav mig styrke og mod.

Jeg hiver dig op af hullet og slæber dig tilbage til teltet.

Jeg lægger dig inde i teltet og dækker dig til med alt hvad jeg kan finde; tæpper, tøj og min sovepose. Det her er ikke som det skulle have gået. Det skal være perfekt. Og nu… nu sidder du og kæmper for dit liv. Kæmpe for at overleve.

Sekunder. Minutter. Timer. Jeg tæller hvert sekund du er væk. Det føles som en evighed. Jeg kan ikke leve uden dig.

Efter den lange nat, er det endelig morgen. Du sover stadig men er i forbedring. Jeg rejser mig og går ud. Jeg laver kaffe og noget morgenmad – til os begge. I håb om at du vågner, og endnu en gang har jeg ret. Du kan næsten ikke stå, men gør et godt forsøg. Du overlevede.
”Hvor længe var jeg ude?”, kommer det lavt fra din mund. Jeg smiler og rejser mig, over for at give dig et kram.
”Én dag. Én meget lang dag”, siger jeg men håb i mine øjne.

Vi skal mødes med de andre, på den anden side af bjerget om to dage. Og det tager noget tid, så vi pakker sammen og går stille afsted.

Vi går på langs stien over mod mødestedet. Over mod bjerget. Jeg mærker din hånd nu når jeg griber ud efter den. Den har fået farve og men ikke mindst varme. Din varme gør jeg tryg og glad, derfor er jeg så bange for at miste dig.

Vi går ind i en skov for at følge stien. En meget tættrykket skov. Du begynder at sænke farten. Du er udmattede, ligesom mig – måske ikke helt ligesom men tæt på.

Vi holder en pause for at få vores styrker tilbage, og for at få noget at spise. Vandet rammer bunden - Jeg må løbe. Med et løber jeg ud bag de tættrykket træer. Det er meget besværligt at gøre det i skoven. Specielt for en pige.

Jeg begynder at gå tilbage. Vejen tilbage til hvor du er, er meget hård. Jeg riser mig på torne og maser mig igennem buske. Rynker panden da jeg ikke ser dig. Der hvor du bør være. Endnu en gang er du væk, selv vores tasker. Tingene ligger spredt ud over det hele.
Der er ingenting tilbage, ikke en gang mad. Alt er ødelagt eller spist. Jeg er på egen hånd nu. Det overrasker mig at jeg ikke er så bange som før, men selvfølgelig er jeg stadig bange. Hvem ville ikke være det? Hvis du var alene og ikke havde andet end dig selv. Jeg vender og drejer, kigger overalt. Du er væk igen. Pist væk. Men jeg ved at jeg nok skal finde dig.

Jeg begynder at gå, uden noget, kun mig selv. Du er her ikke en gang. At være alene er hårdt, men er hårdere nu når det bliver mørkt. Mørke er lig med kulde og jeg har ikke noget der kan beskytte mig fra den.

Bliver ved med at gå, ignorerer at jeg er sulten, kold og træt.
Hvordan kan det her ske. Så meget uheld, lige siden vi kom her. I mens jeg går og tænker, falder jeg. Flader over en lorte sten. Lige på hovedet, ned i en mudderpøl.

Jeg er helt beskidt og smadder våd. Super! Lige hvad jeg trængte til. Koldt og beskidt tøj, ikke mindst mit ansigt og mit brune hår. I det mindste passer farven til håret, så det ikke er så slemt igen. Men alligevel.

Jeg ligger mig til at sove, i et hul jeg finder. Sulten gør det umuligt at sove, og det våde tøj hjælper heller ikke. Men til sidst lykkes det. Jeg sover.

Grønlandssolen rammer jorden og reflektere tilbage til mine øjne.  Nu indser jeg at, jeg må videre.

Jeg stiger ud af grotten eller hullet, hvad nu end man vil kalde den. Tanken strejfer mig, jeg bør lave et våben.

Jeg leder på jorden efter noget jeg kan bruge. En skarp sten og en pind. Perfekt. I det spidser jeg den til.

Nu når jeg har et våben, er jeg klar til at fortsætte. Jeg er tættere på mødestedet. Kun lidt endnu.

Sulten vælter tilbage. Jeg bliver nødt til at gøre noget ved det. Søen på højre side af mig, frister mig til fisk. Glemmer alt om at jeg aldrig har fisket før. Er bare så sulten.

Hopper ud i vandet og forsøger at fange en. Jeg indser hurtigt at det er noget af det sværeste jeg nogensinde har prøvet.

Hvis jeg synes at give slip på dig var svært så har jeg aldrig prøvet det her. Fiske. Med en pind. Det andet var nok mest psykisk.

Jeg opgiver efter en time. Intet. Nytteløst. Jeg bliver nødt til at fortsætte, og prøve at få mine tanker andre steder hen.

Så tæt på. Er der næsten. Man alligevel ikke nok.

 

Jeg er udmattet, sulten, og træt af at være alene. Overlevelse er hårdt. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Har altid bare fået foræret ting, har aldrig prøvet at kæmpe for dem.

Jeg falder ned på knæ. Jeg savner dig… min skat. Har været alene længe nok nu.

En bevægelse sker foran mig, inde i en busk. Jeg rækker efter min pind. Klar til at slå til. Mit hjerte banker, hurtigere og hurtigere.

Jeg bliver forbavset, taber pinden og bliver lettet. Jeg griner og græder af glæde. Det er dig.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...