At holde Skildpadder i Terrarie

Felix' nye nabo er en ung kvinde med mange mandelige bekendtskaber. Dagen hvor han endelig siger hej til hende, bliver starten på en historie om personlig udvikling.

0Likes
0Kommentarer
123Visninger

2. Del 2

 

Felix havde ikke forventet at snakke med Athena Dove igen før næste uge, men der gik kun et par dage. Han var på vej ned i kælderen med hvidvask, da han så hende stå i sin skovmandsskjorte og folde tøj sammen.

    - “Hej” hilste hun.

    Og helt uden at gispe hilste Felix tilbage. - “Hej, nabo”.

    Hun smilede, men sagde intet tilbage. Det betød, at hvis Felix ville snakke, skulle han selv tage intiativ. Han overvejede lidt, om han overhovedet behøve at snakke med hende. Det var vel ikke en nødvendighed, men for at sikre en velfungerende kontakt imellem ham og hans nabo, forsøgte han at finde på noget relevant at snakke om. Han trådte frem mod vaskemaskinerne med sin sæk med hvidvask. Han checkede en ekstra gang, om Athena havde tænkt sig at sige noget først. Hun så sig over skulderen og smilede. Da det ikke kom til udtryk, at hun havde noget på hjerte, sagde han det første, der faldt ham ind.

    - “Tøj”.

    Athena så sig igen over skuldren.

    Felix indså, at ordet kom ud med en fjoget undertone.

    - “Det skal jo gøres” sukkede Athena og foldede videre.

    Felix åbnede en maskine, fyldte den op og trykkede ’40 grader’. Imens holdt han et godt øje på kvinden i skovmandsskjorten.

    Athena sagde intet, men hun fornemmede alligevel Felix’ rastløshed.

    Han stod i et øjeblik og overvågede maskinen i aktion.

    - “Okay, farvel” gispede han og søgte med hastige skridt mod den nærmeste udgang.

    - “Vent! Felix?”.

    Det kom meget uventet. Havde han hørt rigtigt?

    - “Vent lige et øjeblik,” beordrede Athena. - “jeg tænkte på noget”.

    Jeg tænker også engang imellem, tænkte Felix og befandt sig i et splitsekund i harmoni med sine omgivelser.

    - “Måske er vi kommet en smule skævt ind på hinanden,” tøvede hun med hovedet på skrå.

    Felix pillede usynligt skidt væk under neglene.

    - “Hvad siger du til, at vi går en tur i den her weekend?” lød det fra kvinden i skovmandsskjorten.

    Felix’ hjerte hamrede, og som altid i sådan en situation søgte hans hænder op ad. Han begyndte at stryge sig selv blidt bag ørerne. Han kunne ikke få et eneste ord ud af munden. Først tænkte han på moder. Hvordan skulle han forklare hende, at det hele var harmløst? Moder ville næppe falde for hans undskyldninger, og hun blev jo så nemt jaloux. Og hvad så med Bente? Hvad ville der ske med Bente, hvis moder…

    - “Du behøver ikke svare nu,” tilføjede Athena, da Felix’ øjne strålede af frygt. - “jeg tænkte bare, at siden du har været i den her del af byen i 10 år, så vidste du måske, hvor man kunne… hænge ud”.

    - “Det vil jeg rigtig gerne!” røg det ud af ham. - “Altså hænge ud”.

    Hans stemme var præget af både angst og begejstring.

    - “Super” smilede Athena og passerede ham med favnen fuld af foldet tøj.

 

    Så Felix ventede på, at weekenden skulle komme, og det var først, da han endelig nåede til lørdagen, at rædslen for alvor sparkede ham bagi. Han havde midlertidigt bildt sin moder ind, at naboen fik brug for hans hjælp om lørdagen. Da hans moder spurgte ham, hvornår naboen ville få bruge hans hjælp, svarede Felix - “Imens du er til bingo”.

    - “Og hvad nu hvis jeg ikke tager til bingo i aften?” røg det ud af det gamle vrag.

    Felix sank en klump. - “Moder, du har da ikke tænkt dig at stoppe nu”.

    Hans moder smilede. - “Du kender mig så godt”.

    Moders bingo-aftener var en beskæftigelse, som hun havde taget til sig, efter de flyttede ind i ejerlejligheden. Før i tiden havde moder været for stolt til at komme der, men hun savnede efterhånden faders penge så tit, at det var forsøget værd.

    Hun satte sig i den blomstrede sofa med en hårbørste i hånden.

    - “Felix!” råbte hun.

    Felix trådte ind i stuen.

    - “Vil du ikke komme og rede moders hår?” foreslog det gamle vrag.

    Felix satte sig og førte børsten ganske langsomt igennem hvert vissent hår.

    - “Hvad har du tænkt dig?” spurgte hun ud af det blå.

    - “Intet, som du skal bekymre dig om” svarede Felix.

    - “Du får det til at lyde, som om der ikke foregår det mindste oppe i dit hoved”.

    Felix havde tit lyst til at rive håret af hende. Bare for at se om hun ville ligge mærke til det, og for at se om det overhovedet gjorde ondt på hende. Men han lod sig ikke rive med. Ikke med moder.

    - “Det er nok” sagde hun og kyssede ham på kinden. - “Tak, min dreng”.

    Hermed forlod hans moder lejligheden, og Felix var efterladt i sine egne tanker.

    Før han begav sig ud på eventyr, stod han ved Bentes terrarium og pylrede om det lille væsen. Han løftede hende op med begge hænder og sad med hende på skødet, tæt ind til sig. Han lod hende vandre lidt rundt. Se sig omkring. Se værelset fra en anden vinkel. Fra et andet perspektiv. Således fik hun lov til at se værelset regelmæssigt. Ikke for tit, men heller ikke for sjældent. Han holdt hende op foran det store, brungrumsede verdenskort, som han engang havde fået på et naturvidenskabeligt museum og nu havde hængende over hans seng, og da han var sikker på, at hun fokuserede på det, sagde han - “Se, du lille! Det er verden, som den er. Det er intet terrarium”. Bente lagde ikke mærke til håbet i Felix’ stemme. Han lagde sin skildpadde tilbage i sit terrarium. Felix vidste ikke, om det var det rigtige at gøre. At vise hende verdenskortet. Hvorom alting er, kom hun altid tilbage i sit terrarium. Måske var det der, hun helst ville være.

    Felix mødtes med Athena ude på trappeopgangen.

    Hun foreslog, at de slentrede lidt rundt og til sidst gik forbi et sted, hvor man kunne købe mad til mikrobølgeovnen.

    Selvom Felix’ moder altid havde forbudt ham at stå i nærheden af mikrobølgeovne, var han ikke desto mindre interesseret i hendes vilde opførsel.

    - “Hvad mener du er væsentligt at se først?” spurgte Athena.

    - “Tja, taget i betragtning at du allerede ved, hvor Fakta ligger, bør jeg vel vise dig, hvor det hele går løs” smilede Felix slesk.

    Athena var spændt. Måske også i virkeligheden en smule nervøs. Hun turde midlertidigt ikke forudse, hvad Felix havde i ærmet. Han havde efterhånden overrasket hende et par gange.

    De gik ned til det nærmeste center, hvor man udelukkende kom for at spilde store summer. Om det så var på tøj eller skønhedsprodukter. Det var også Felix’ hensigt, men han ledte hverken efter det ene eller det andet. Han kom primært derned for at prøve spilleaftomaterne. Han kunne specielt lide dem, hvor man styrede en kran ned i en bunke af tøjdyr. Han havde altid haft øje for ét bestemt tøjdyr, der forestillede en sæl.

    - “Vil du ikke heller have den, der ligner en skildpadde?” spurgte Athena.

    - “Pjat!” svarede Felix og justerede kranen med præcision. - “Sådan en har jeg jo allerede, fjollehoved”.

    Athena fik derudover hele historien om, hvordan Felix fandt sammen med spilleautomaten. Deres forhold begyndte omkring samme tidspunkt, hvor ham og moder flyttede ind. Det hele startede egentlig med, at Felix skulle tage bussen ned til byen. Det var hans første bustur. På det tidspunkt havde han ikke fået skaffet sig et buskort, så han rakte buschaufføren den 500 kr. seddel, som Felix havde fået udleveret af sin moder til indkøb. Buschaufføren rystede på hovedet og sagde, at han ikke kunne give tilbage med så stor en seddel. Så Felix tulrede lidt rundt i området i håbet om at finde en vekselsautomat. Det gjorde han også. Lige ved siden af spilleautomaterne. Det var der, Felix fik øje på sælen og den enormt seje kran, som krævede evner og teknik at styre. Se, med en 500 kr. seddel kan du nok forestille dig, at der blev spyttet nogle mønter ud, så Felix mente ikke, at det ville gøre den store forskel, hvis han brugte én mønt eller to. Han brugte den ene efter den anden, men hver gang lå sælen med luffen i vejret og stirrede skuffet på ham gennem glasset. Lige siden dengang har Felix tulret forbi for at bruge sine chancer.

    - “Plejer du at vinde noget?” spurgte Athena videre og observerede nøje.

    - “Næh” svarede Felix.

    - “Men hvis du aldrig vinder noget, hvorfor bliver du så ved med at…?”. Athena havde lyst til at sige spilde energi på et plysdyr. Endvidere penge.

    Felix stoppede op og kastede et opgivende blik på hans nabo.

    - “Kære kære nabo,” sagde han. - “vær venlig at se på sælen”.

    Athena så på sælen inden bag ruden.

    - “Ja, jeg kan godt se den” sagde hun.

    - “Ville du ikke kæmpe for at få fat i dén?” spurgte Felix helt forblindet.

    - “Øh…” tøvede hans nabo.

    Felix sukkede. - “Hvis jeg holder helt op med at prøve, får jeg den jo aldrig, vel?”.

    Athena fandt det nemmest at tie stille og lade Felix gøre sig selv tilfreds.

    Han trykkede på knappen og befandt sig i den specifikke tilstand, hvor man ved, at ens resultat ikke kan påvirkes af videre ændringer. Nu kunne man kun vente på, hvad skæbnen havde planlagt, og hverken Felix eller Athena havde forventet, at skæbnen endelig ville lade ham få sit tøjdyr. Hvem kunne have forudset det? Han lo som en galning, da plysdyret gled ud til ham, og da han fik det i hænderne, kunne Athena stort set ikke forstå et eneste ord af, hvad der efterlod hans læber, men hun formodede, at han prøvede at sige noget i retningen af - “Det er aldrig sket før!”.

    De efterlod centeret kort tid efter. Felix lynede ned i sin jakke og sadlede plysdyret op på hans bryst, så den havde god udsigt på deres vandring til Felix’ næste ynglingslokalitet.

    - “Nåh, Felix,” sagde Athena endeligt. - “vil du fortælle mig lidt om din skolegang?”.

    Felix tøvede og pillede lidt i den lille sæls plastik-knurhår.

    - “Du har vel gået i skole?”.

    - “Ork ja,” svarede han. - “jeg har gået meget i skole”.

    - “Du har måske endda taget en uddannelse?”.

    - “Mange. Mange” svarede Felix. - “Jeg har bare aldrig færdiggjort dem”.

    - “Hvorfor dog ikke det?”.

    - “Det ved jeg ik’”.

    - “Du mistede måske gnisten midtvejs?”.

    - “Nej, eller det ved jeg ik’” svarede Felix og strøg sælen over issen.

    Han drejede til højre, og Athena fulgte efter ham.

    - “Jeg har altid interesseret mig for kultur og videnskab,” mumlede han. - “men af en eller anden grund vendte jeg altid hjem igen”.

    - “Og du har ingen idé om hvorfor?” spurgte Athena og overvejede desuden, om han nogensinde havde haft et rigtigt arbejde. Hvis hun havde spurgt, ville Felix have fortalt hende om sin tid i hæren. Og med hæren mente han egentlig hjemmeværnet. Det virkede som et andet liv siden.

    Felix strøg nænsomt den lille sæl over issen. - “Det kan måske have noget at gøre med det faktum, at jeg ikke er helt så skarp, som jeg nogle gange tror”.

    Athena bed sig i kinden.

    - “Det har du vel også lagt mærke til?” mumlede han.

    - “Jeg tror ikke, du er dum, Felix” svarede Athena. - “Du er bare… anderledes”

    - “Hvorfor ville du egentlig være sammen med mig uden for blokken?” mumlede han med næsen nede i sælens kunstige pels.

    Athena hældt hovedet til den ene side.

    - “Jeg mener, hvis jeg er så anderledes, hvorfor ville du have interesse i at se mig?” fortsatte han.

    - “Jeg kunne spørge dig om det samme” svarede hans nabo. - “Du må vel også synes jeg er anderledes, og alligevel står vi her”.

    Felix viste hende et andet sted, hvor han havde tilbragt mange eftermiddage. Han ville gerne kunne gå derhen om aften, hvor alle børn var gået hjem, men da han havde en tendens til mørkeblindhed, kunne sådan en drøm kun gå i opfyldelse om sommeren. Og når hans moder tillod det.

    - “En legeplads?” gentog Athena.

    - “Ja, men ikke en hvilken som helst legeplads” tilføjede Felix. - “En legeplads med gyngestativ”.

    Og med den bemærkning måtte Athena indrømme, at Felix var noget af et særligt individ.

    - “Kan vi sætte os lidt?” sukkede Felix.

    Athena nikkede.

    Felix satte sig på en gynge, der hang lavt nede ved sandet. Det var som at placere en voksen mand i et teselskab for små dukker. Sædet var lidt for lille. Ingen overraskelse. Men det virkede ikke til at genere ham. Han vuggede frem og tilbage, ganske roligt.

    - “Vil du ikke selv sidde lidt?” sukkede Felix og lænede hovedet en smule tilbage. Han var ved at blive træt.

    Athena satte sig på en gynge ved siden af. Til hendes overraskelse passede hendes bagdel fint på sædet. Hun hørte Felix le fjoget. Nærmest euforisk. Bare han nu ikke forvandler sig til et monster, nu når mørket falder på, tænkte hun.

    - “Er du okay?” spurgte hun. - “Felix?”.

    - “Lykken,” lo han med blikket op og med et usammenligneligt smil på læberne. - “den tilsmiler mig idag”.

    - “Ja, og ingen smadrede glas” nikkede Athena.

    - “Det er ikke bare det” tilføjede han. - “Se, himlen. Ingen skyer. Kun små stjerner, og der kommer kun flere”.

    - “Og du vandt endelig din sæl, makker” nikkede Athena.

    - “Gjorde jeg? Ja, det gjorde jeg vist, gjorde jeg ik’?” lo Felix euforisk.

    Hans fjantede aura smittede af på Athena, og hun begyndte så småt selv at le.

    Felix lænede sig helt tilbage og hang med hovedet ned af.

    - “Hør,” sagde Athena og rejste sig. - “vil du ikke med hjem?”.

    Hjem. Felix smagte på ordet.

    - “Du ved, hjem til Bente?”.

    Bente. Felix smagte på ordet.

    - “Hjem til Bente?” gentog Felix. - “Jo”.

    Hvert ord lød tåget, som om han talte i søvne.

    - “Bente!” udbrød han. - “Åh gud! Bente!”.

    Han fløj op af gyngen og snublede over hans egne fødder. - “Hvad er klokken? Jeg må hjem!”.

    Athena tyssede på ham. - “Rolig, makker! Vi kan sagtens nå en bus”.

    De nåede en bus, men Felix rokkede frem og tilbage som et nervøst vrag.

    - “Hvad sker der, Felix?” spurgte Athena. - “Du havde det lige så godt”.

    Felix havde lært ud fra erfaring af at køre i bus, at bølgende bevægelser frem og tilbage fungerede som en måde at kontrollere hans vejrtrækning. Han kunne dog ikke holde op med at hvine igennem tænderne.

    - “Hvis det har noget at gøre med din moder, skal jeg gerne prøve at tale med hende” indskød Athena.

    - “Du forstår ikke, kvinde!” raslede det ud af ham. - “Jeg kan ikke lade Bente være alene for længe af gangen”.

    - “Er din moder da syg eller noget?”

    - “Det er min skildpadde!” hylede den stakkels mand.

    - “Nå ja, naturligvis” nikkede Athena.

    Felix brød sammen. - “Jeg plejer aldrig at lade hende være alene på det her tidspunkt af dagen. Vi plejer at være gået i seng nu”.

    - “Jamen tror du så ikke, at hun bare selv er gået i seng?”.

    - “Hvorfor skulle hun dog finde på det, når jeg ikke er der!?”.

    - “Felix, skildpadder kan umulig være så afhængige”

    - “Hvad ved du om det?” hylede han. - “Jeg er der altid for hende. Fangeskab er det eneste, hun kender til. Jeg er den eneste, hun har!”.

    Athena lagde en hånd på hans skulder. - “Jamen så er jeg også sikker på, at hun sidder helt ubekymret og venter på dig”.

    Felix hylede, og Athena tyssede af ham. Han hyldede, og hun tyssede af ham, og sådan blev det ved i lang tid.

    - “Hun er min fjerde” hulkede Felix med sit plysdyr tæt indtil sig. - “De andre blev aldrig mere end 5 år gamle”.

    Athena tyssede på ham. - “Du behøver ikke snakke om det. Jeg forstår godt din bekymring”.

    - “Gør du?” snøftede Felix. - “Gør du virkelig?”.

    Athena sukkede og rystede på hovedet.

    Hun tog ham om den ene hånd. - “Okay, jeg ved intet om skildpadder, men jeg tror på, at en skildpadde, opdraget af dig, vil kæmpe en hård kamp for at holde sig i live. Kun for at se dig igen”.

    Felix rynkede på panden.

    - “Jeg er sikker på, at Bente er en ekstraordinær skildpadde,” tilføjede Athena. - “og jeg er ikke desto mindre overbevidst om, at du ville gøre hvad som helst for hende”.

    - “Jeg har altid holdt af det lille læderagtige, bidske ansigt” hulkede Felix.

    Og med dén bemærkning måtte hun igen indrømme, at Felix sørme var noget af et særligt individ.

    Bussen stoppede, og de gik op til hver deres hoveddør.

    - “Tak” nikkede Felix.

    - “Det var slet ikke så slemt at gå tur med en pige, hva’?”.

    Hendes blik gjorde ham en smule panisk, men det generede ham ikke. Det skete efterhånden hele tiden.

    - “Pas på dig selv, Felix” smilede hun og gik ind til sig selv.

    Da Felix trådte ind i sin moders lejlighed, faldt det ham ikke ind at tage jakken af, før han gik ind på sit værelse. Det faldt ham dog ind at tænde for lyset. Han gik ind på sit værelse, og til sit held havde Athena ret. Bente sad og ventede ubekymret på ham. Lettelsen ramte ham så hård, at han faldt om på sengen. Stadig med sælen i favnen.

    Felix ville have faldet i søvn på stedet, hvis hans moder ikke kom brasende ind. Det fik ham til at rejse sig med det samme.

    - “Felix!” råbte hun ud i lokalet og løb hen imod ham.

    Felix var stadig lige lettet over Bentes tilstand og smilede blot over hele fremøren.

    - “Jeg vidste, du ville komme tilbage” jublede det gamle vrag.

    - “Hvorfor skulle jeg ikke komme tilbage?” smilede han.

    - “Åh, troede du virkelig, at jeg faldt for dine undskyldninger?” vrissede hans moder.

    Felix tav.

    - “‘Nabo har brug for min hjælp’ min bare” fortsatte hun. - “Du var tydeligvis ude og føjte!”.

    Felix var overrasket over, hvor let hun tog det.

    - “Men lad os nu glemme det!” hviskede hun og strøg ham over kinden. - “Nu er du jo tilbage! Det er ingen skam at være en kujon”.

    - “En kujon?” gentog Felix skuffet og smagte på ordet, indtil hans mundviger straks faldt ned igen. - “Jeg er ikke nogen kujon”.

    Hans moder tav.

    Felix tog et fast greb om sit nye plysdyr og tvang hende til at se ordentlig på den. - “Ville en kujon ha’ den her!?”

    - “Hvad i alverden er det?” spurgte hans moder skeptisk.

    Felix puttede sit plysdyr ind i armen igen. - “Det her er min præmie, moder. Min belønning”.

    - “For hvad dog?”.

    - “For at ‘føjte’, som du selv kalder det” svarede Felix halv fornærmet.

    Hans moder lettede hagen. - “Har du det godt?”.

    - “Aldrig haft det bedre, moder” svarede han og lagde sin præmie ved sin hovedpude med dinosaur-sengetøj. - “Hvis du vil have mig undskyldt, går jeg i seng nu, moder”.

    Han forsøgte at stirre afvisende på hans moder. Noget, han ikke mindedes at have gjort længe. Hvis ikke før.

    Hans moder gav ham et skeptisk blik og gik uden at lukke døren efter hende, hvilket ville have generet Felix mere, hvis han ikke havde været høj på eufori. Han havde vundet en sæl, og ikke bare en hvilken som helst sæl. At det skulle ske. At det skulle ske idag. At Athena Dove var til stede. Han havde nok inderst inde aldrig forventet sådan en sejr, men det skete. Og hun var der. Hun fik det til at ske. Han følte sig pludselig, som en karakter i en film. En helt. Han følte, at han havde nået et mål. Et mål, som han ikke engang vidste lå forude. Han var i live. Han var fri. Han havde vundet sin sæl. Han havde krydset grænsen, og han kunne ikke vente med at udforske, hvad der var på den anden side.

    Han ville ikke prale foran Bente. Hun kunne jo blive jaloux, og han ville ikke gøre hende ked af det.

 

    Næste dag havde Felix ingen problemer med at banke på Athena Doves dør, men han fik sig noget af en skrækkelig overraskelse.

    - “Hej n…nøgne fremmed” stammede han ved synet af en slank, svedig fyr med mørkt hår på hovedet og på brystet.

    - “Hej!” lød det fra den lidt søvnige fremmede.

    - “K-Kunne man være så heldig, at Athena var hjemme?” stammede Felix, som var helt overvældet over den nye, mærkværdige energi og lugt, der kom fra Athenas lejlighed.

    - “Jo da,” svarede den fremmede fyr. - “men hun har lidt halv travlt, så hvorfor kommer du ikke igen en anden dag?”.

    Hvis Athena endelig var igang med at pakke ud, ville han ikke forstyre hende.

    Hun kom løbende fra stuen i morgenkåbe.

    - “Felix!” udbrød hun forvirret og en anelse bekymret.

    - “Skal jeg bede ham om at gå, pus?” spurgte den fremmede.

    - “Nej, nej, lad mig ordne det” insisterede Athena.

    Felix kunne ikke fordrage den fremmedes lugt.

    Den fremmede fyr kastede et blik på Felix, som han tænkte, skulle fungere som en advarsel, og det virkede. Felix var alarmeret.

    - “Det må du undskylde” mumlede Athena. - “Det’ Søren”.

    Felix var mundlam. Hele situationen gjorde ham mere utilpas. Alt fra den fremmedes lugt til Athenas upassende beklædning.

    - “Hvad laver du egentlig her?” spurgte Athena. - “Det er søndag”.

    - “Præcis” svarede Felix overvældet. - “Jeg troede ikke, du havde besøg om søndagen”.

    - “Selvfølgelig har jeg… Men Søren er ikke… Han er en ven”.

    Felix sank en klumb. - “En ven?”

    - “Ja, en meget nær ven” tilføjede Athena og ordnede kraven på sin kåbe.

    Felix var meget overvældet. - “Hvis det her er, hvad det kræver at imponere disse fyre, så er de ikke dine venner”.

    - “Var der noget, du ville, Felix?” sukkede Athena.

    Han tøvede. Han havde mest af alt lyst til at gøre, hvad hans moder havde lært ham ved konfrontationer. Rulle sig sammen som en bold og ligge stille. Men da han tænkte sig om en ekstra gang, var det vist kun i tilfælde af bjørne-angreb.

    - “Øh… J-Jeg… J-Jeg ville bare…” fremstammede Felix.

    - “PUS!!! Du står vel ikke stadig og taler med den taber!?” lød det længere inde fra lejligheden.

    - “Kommer nu!” råbte Athena tilbage.

    Felix var meget overvældet. Hun følte sig tydeligvis ydmyget. Det var ved at ødelægge ham.

    - “J-Jeg ville jo ikke…” tilføjede Felix.

    - “Hør,” afbrød Athena. - “hvorfor kommer du ikke igen, når du ved, hvad du vil sige?”.

    Athena smækkede døren i.

    Felix trådte et skridt tilbage og snublede over flyttekassen udenfor hendes dør. Det slog ham, at Athena havde travlt, så han gik tilbage til hans moders lejlighed for at underholde sig selv.

    Først fandt han sit hjerte-samlesæt, som han havde købt på et førstehjælpskursus. Det havde været et af hans favorit beskæftigelser, imens han studerede humanbiologi. Men da han sad ved sit skrivebord og skulle til at sætte Aorta på, fik han øje på de to hudfarvede styks plaster, der stadig sad på hans fingre, og synet mindede ham om det stykke plaster, der stadig sad ved hans øre. Han overvejede om han skulle tage plasteret af, men han lod vær, idet han indså, at det ikke ville gøre nogen stor forskel. Det hele fik ham kun til at tænke på Athena og på hendes vinglas.

    En lille smule fortvivlet gik han ud i køkkenet for at åbne en dåse tomatsuppe, men da han ledte efter dåseåbneren, blev han distraheret af et kort, der lå ensomt på køkkenbordet. Et kort med udsagnet Held og Lykke.

    Han mistede appetitten og gik ind på sit værelse for at finde en bog at læse. Hans øje gled forbi en samling af Geoffrey Chaucers værker og var lige ved at tage bogen ud af reolen, men så fik han samtidig øje på en bog, der hed Forstå Græsk Mytologi. Han havde læst bogen, imens han studeret oldtidskundskab i ét år. Han huskede forløbet som en god tid, og han ville ikke have haft noget problem med at læse i bogen igen, hvis ikke han kom i tanke om den græske gudinde for visdom, Athene.

    Da det gik op for ham, at flere ting efterhånden kun mindede ham om hans nabo, fik han en idé. Han ville finde et af familiens gamle fotoalbummer med den tanke, at stunder fra fortiden umuligt kunne minde ham om hans nabo. Derimod gik der ikke langt tid, før han kom i tanke om, hvorfor han aldrig så på disse billeder. Løgne. Skænderier. Råb. Skrig. Skuffelser. Det væltede ud af hver ramme, og det virkede til, at Felix var den eneste, det lå klart for. Han lukkede albummet og gik ind til Bente.

    Senere den eftermiddag ringede dørklokken. Hans moder rejste sig fra sin sædvanlige plads i den blomstrede sofa og åbnede op.

    - “Goddag, frue” hilste en nyvasket Athena Dove.

    - “Åh,” brummede hans moder. - “det er dig”.

    - “Jeg håber ikke, at jeg forstyrrer i noget” smilede Athena.

    Hans moder så skeptisk på naboen.

    - “Jeg ville bare sørge for, at Felix var okay” tilføjede naboen.

    - “Hvorfor skulle han dog ikke det?” spurgte hans moder. - “Han har det helt fint”.

    - “Så har du måske ikke noget imod, at jeg lige hurtigt spørger ham om noget?”.

    Hans moder himlede med øjnene og råbte - “Felix! Hvorfor gemmer du dig altid, når dørklokken ringer? Naboen er her!”.

    Felix gemte sig bestemt ikke, men hans hjerte fløj godt nok op i halsen, da der var tale om naboen. Han løb fra sit værelse og så en meget mere anstændigt klædt Athena.

    - “Hej, nabo” hilste han.

    Athena nikkede. - “Er du okay?”.

    - “Hvorfor skulle han ikke være okay?” spurgte hans moder igen. - “Hvad har du gjort mod ham?”.

    - “Ingenting” svarede Felix og Athena i munden på hinanden.

    Hans moder så endnu mere skeptisk på naboen.

    - “Jeg troede, at du havde noget at fortælle mig, Felix” forklarede Athena.

    Felix tøvede i et øjeblik.

    - “Vi kommer igen lige om lidt, moder” sagde han og tog sin jakke. Han trådte ud i opgangen og lukkede døren, lige efter hans moder sendte ham et stødt blik.

    Felix og Athena slentrede en tur i blokområdet. Athena havde lyst til at sige, at hun forstod hans passion for dinosaurer, nu når hun kan se, at hans moder var et levende bevis på, at de har eksisteret. Men hun ville heller komme til sagen.

    - “Hvad var det, du ville sige, Felix?” spurgte Athena - “Spyt ud!”.

    - “Jeg har brug for din hjælp” svarede Felix og satte sig på en bænk.

    - “Hjælp til hvad?”.

    Felix sukkede. - “Jo altså, jeg har tænkt over, hvad du sagde igår. Det om Bente”.

    - “Din skildpadde?”.

    - “Ja, min skildpadde!” vrissede han.

    Hvad var det nu, jeg sagde, tænkte Athena.

    - “Igår, da jeg kom hjem, fik jeg en idé” sagde Felix.

    - “Sig det nu bare” røg det ud af hans nabo.

    - “Jeg vil gerne ud af lejligheden” røg det ud af Felix.

    Athena var målløs. - “Hold da op… Det var uventet, men god idé”.

    - “Men jeg har brug for din hjælp” tilføjede han.

    - “Og igen må jeg spørge med hvad?”.

    - “Ja, du bliver nødt til at fortælle mig, hvad jeg skal gøre” svarede Felix og rejste sig fra bænken.

    - “For det første er jeg ikke nødt til at gøre noget som helst,” begyndte Athena. - “for det andet burde du kunne regne det her ud selv, Felix”.

    - “Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal starte” fremstammede han.

    - “Det er ikke så svært. Bare sig det til din moder som det er” foreslog Athena.

    - “Hvordan gør jeg det?”.

    - “Du siger til hende, hvad du føler”.

    - “Og det…?” tøvede staklen og pillede usynligt skidtet væk under neglene.

    - “Hold nu op, Felix!” stønnede Athena opgivende.

    Hun vendte om på hælden. - “Du vil pludselig ud af lejligheden! Der må være noget i dit hoved, der har fået dig på den tanke! Sig, hvad du føler!”.

    Og det var måske den hidsige undertone i Athenas stemme, der stressede Felix nok til at sige, hvad der virkelig lå på tungen. - “Jeg elsker dig…”.

    Athena vendte sig mod ham og sagde intet.

    Felix tav også. Nu var det sagt.

    Hun lo og rystede på hovedet.

    - “Hvad?” mumlede han.

    - “Felix,” fremstammede hans nabo. - “det her handler ikke om mig”.

    - “Gør det ik’?” spurgte han en smule fortvivlet.

    - “Nej da,” insisterede Athena. - “det her handler om din moder. Helt bestemt”.

    Felix ville gerne tro sin nabo. Især efter hun gav udtryk for, at hans følelser ikke var gengældt.

    - “Du har problemer med at sige, hvad du føler overfor din moder, fordi du er bange for, hvad hun skal sige til det, ikke?” formodede Athena afklaret.

    Felix følte sig lige pludselig meget træt og kunne næsten ikke overskue at svare.

    - “Du skal bare grave efter ordene, der kan få beskeden ud og samtidig efterlade din moder uskadt,” tilføjede Athena endnu mere afklaret. - “og det kan være svært, fair nok, men det skal nok lykkedes, og jeg skal nok hjælpe dig”.

    Felix havde fået ét af sine to ønsker opfyldt. - “Okay” mumlede han.

    - “Ja, og så siger du til hende, “Mor! Jeg er en-“, hvor gammel er du, Felix?” smilede Athena og puffede til ham.

    - “32”.

    - “Okay, du siger til hende, “Mor! Jeg er en 32-årig mand! Jeg er voksen! Jeg kan tage vare på mig! Jeg kan tage mine egne valg i denne verden og så videre”.

    - “Ja, jeg er en MAND!” nikkede Felix.

    Han var i humør til juice.

    Senere den dag havde Athena skrevet nogle stikord ned til Felix, og endnu senere den dag fik Felix sin moder ned og sidde i den blomstrede sofa.

    Med papiret i hånden og et hamrende hjerte fik han med nød og næppe sendt sin pointe ud i lokalet. Det lød noget i retningen af det her: - “Du ved, at jeg ikke sætter pris på den måde, du behandler mig på. Jeg har ret til at gå ud, når jeg vil. Jeg har ret til at tage ansvar for mig selv. Jeg har ret til at se hvem jeg vil. Jeg er intet barn, moder”.

    Felix snøftede.

    Hans moder prøvede at pudse hans næse, og det gik op for Felix, hvad han egentlig havde gang i.

    - “Nej!” udbrød han og rejste sig. - “Moder, jeg kan selv pudse min næse!”.

    Hans moder himlede med øjnene.

    Felix satte foden ned. - “Du har blandet dig for sidste gang!”.

    Hans moder satte foden ned. - “Fint! Gå! Flyt ud! Prøv du bare!”.

    Hendes råb ekkoede i stuen og efterlod Felix mundlam.

    Han kiggede i papiret. Der stod ikke, hvad han skulle sige til dette.

    

    Nu når hans moder havde givet ham tilladelse til at gå, blev han ramt af en tomhed. En tomhed, der fik ham til at sidde på sit værelse og stirrer på Bente. Han var sikker på, at hun følte sig overset. Sat til side i alt det her.

    Da det blev mørk, ville Felix teste sin frihed.

    Hans moder sad i den blomstrede sofa som altid.

    - “Jeg går en tur” sagde Felix.

    Hans moder ignorerede ham, og Felix fik det dårligt.

    Han tog sin jakke på og trådte ud i opgangen, hvor han sad og overvejede sine beslutninger i livet. Han ville gerne tro, at han havde gjort det rigtige. At han havde gjort en indsats. Det var som at blive konfronteret af et ton af problemer, og Felix fandt det nemmest at rulle sig sammen. Han rejste sig for at ringe på hos naboen, men så gik det op for ham at flyttekassen var væk. Dørmåtten var fri.

    Han ringede på, og der gik lidt tid, før Athena åbnede.

    Hun lignede en, der havde besvær med at se.

    - “Hej, nabo” hilste Felix usikkert.

    - “Feliiiiiiix” hilste hans nabo og trådte et skridt frem.

    Felix var bekymret. Hun lagde armene om ham. Hun stank af moders brikjuice.

    - “Det er måske et dårligt tidspunkt. Jeg går igen”.

    - “Nej, nej, nej, skynd dig hellere ind” insisterede hun.

    Der var mørkt i hendes lejlighed. Der var levende lys rundt omkring, hvilket gjorde hele stedet meget iltfattigt. Stuen var stadig fyldt op med flyttekasser, men på bordet i midten stod en tom flaske rødvin og en mobiltelefon.

    - “Kom!” udbrød Athena. - “Kom og sæt dig! Kom, sæt dig og tal til mig”.

    Felix var meget bekymret og satte sig på en flyttekasse.

    - “Hvad laver du helt derover?” lo Athena. - “Kom herover til bordet”.

    Felix adlød.

    Athena sad og smilede i mørket.

    - “Hvordan gik det så?” spurgte hun og tog en slurk af vinflasken.

    - “Med hvad?”.

    - “Ja, med at komme ud af lejligheden! Du bakkede vel ikke ud i sidste øjeblik?”.

    Felix trak på skuldrene.

    - “Moders dreng” grinede Athena. - “det er et mærkeligt begreb, synes du ikke?”.

    - “Hvad for noget?”.

    - “Moders dreng. Det er som om folk kun bruger det i ekstreme tilfælde, men dybt inde i enhver mand ligger der en moders dreng”.

    Felix prøvede at skifte emne. - “Jeg kan se, at du endelig har fået fjernet kassen ude på måtten”.

    Athena lo. - “Ja, hehe… Søren har endelig fjernet sig fra min måtte”.

    Felix kunne ikke se det grinagtige i det. - “Søren?”.

    - “Det var hans kasse” påstod Athena og drak endnu en slurk. - “På en eller anden måde havde jeg fået en af hans kasser med, da vi flyttede. Men ved du hvad? Jeg er tilbøjelig til at tro, at han med vilje fik sendt den kasse den forkerte vej, så han kunne komme her igen”.

    Enhver mand ville da komme tilbage til dig, tænkte Felix. Bortset fra han ikke havde set den samme person komme to gange, i den tid han overvågede hendes dør.

    - “Du stjal plaster fra hans kasse” mindedes Felix.

    Athena lo. - “Ja, så kan han lære det”.

    Felix var bekymret.

    Athena tog sig til hovedet. - “Jeg ved ikke, hvorfor jeg overhovedet lod ham komme ind” mumlede hun.

    Felix havde en teori.

    Hun tog en slurk af vinflasken og så på Felix med sammenknebne øjnene.

    - “Undskyld,” sagde hun. - “men jeg har ikke mine kontaktlinser på, så jeg kan ikke rigtig se dig”.

    - “Belysningen hjælper heller ikke på det” tilføjede Felix.

    - “Man må spare, hvor man kan”.

    Felix var meget bekymret. Han havde ikke ønsket at se Athena i dette humør. Hun virkede skrøbelig og sårbar. Det lagde op til, at Felix skulle være den stærke, hvilket han hele sit liv havde undgået.

    - “Athena,” fremstammede Felix.

    Hun gispede. - “Du sagde det… Du sagde hendes navn”.

    - “Hvem?”.

    Athena tog en slurk af den tomme vinflaske. - “Hende, jeg prøver at leve op til”.

    Felix måbede.

    - “Athena er ikke mit rigtige navn. Det er bare et navn, jeg har givet mig selv”.

    Ganske vist havde Felix skænket det navn en ekstra tanke. - “Hvorfor dog det?”.

    - “Fordi jeg ville væk” svarede hans nabo.

    Felix pillede usynligt skidt væk under neglene. - “Det kan være ligegyldigt, hvad du hedder. I den seneste måned har du kun udvist venlighed og omsorg for mig, og jeg tror, at jeg aldrig rigtig har kunne vise, hvor meget jeg har sat pris på det”.

    Athena tømte flasken og rejste sig for at hente en ny.

    - “Tja,” sagde hun. - “du burde ikke takke mig. Jeg gjorde trods alt kun, hvad mænd forventer af mig for tiden”.

    - “Hvad mener du med det?” spurgte en fortvivlet Felix.

    - “Hvis jeg husker rigtigt,” bøvsede Athena. - “så sagde du, at du havde forstået mig, da jeg fortalte dig, hvad jeg gør med mine mandlige bekendskaber”.

    Felix begyndte at massere sig bag sine ører. - “Du sagde, at mænd kommer her for at løsrive sig fra rammerne derhjemme”.

    - “Og så går de igen” tilføjede Athena.

    - “Gjorde Søren også det?”.

    - “Alting handler ikke om Søren,” udbrød Athena. - “men jo, nogle gange føles det fandme sådan”.

    Athena havde sagt et fyord. Han havde aldrig hørt hendes stemme sige et fyord, og han kunne ikke lade det gå ubemærket.

    - “Det stads har ødelagt den måde, du taler på” påpegede Felix chokeret og pillede videre bag sine ører.

    - “Det’ skønt!” påpegede Athena. - “Du sku’ prøve det”.

    Felix havde egentlig ikke talt færdigt. - “Jeg har mødt dig fem gange i løbet af den seneste måned, og ikke én gang har du talt om dig selv”.

    Athena drak en slurk af den ny flaske.

    - “Tja,” hikkede Athena. - “der er vel ikke meget at sige. PUUUha! Den sætte vi lige til at ilte lidt”.

    Athena satte vinflasken længere væk fra sig.

    Der er godt nok ikke meget ilt herinde, tænkte Felix.

    Hans nabo rejste sig. - “Jeg henter lige en øl i køleskabet”.

    Felix tog fat om hendes håndled. - “Stop!”.

    Athena adlød. Felix var bange. Han kunne ikke rigtig se hendes ansigt i mørket.

    - “Jeg var været en forfærdelig ven” sukkede Athena og satte sig igen.

    - “Nej,” insisterede Felix. - “er du klar over, hvor mange jeg kender, der kun vil tale om sig selv? Hele min familie havde ikke andre end dem selv i hovedet det meste af tiden”.

    - “Du er også selv dygtig til at tale om dig selv” sukkede Athena.

    - “Det er kun fordi jeg bliver nervøs, når du ikke siger noget”.

    Athena tav, og det gjorde Felix nervøs.

    - “Jeg følte medlidenhed med dig” mumlede hun og var ved at falde i søvn. - “Det var derfor, jeg inviterede dig ud”.

    Felix tav.

    - “Jeg så på dig og tænkte; Den her fyr… Han sidder fast. Han har sikkert aldrig været sammen med en pige. Hvis nu jeg gør ham den tjeneste at høre på ham, lade ham føle sig lidt fri, så vil han nok tage sig sammen og komme videre. Det er, som om det er det eneste, jeg gør nu til dags. Gør mænd tjenester”.

    Felix tav.

    - “Jeg ville give dig en forsmag på kærligheden uden for familiens rammer. Jeg havde dog ikke forventet, at du ville gå hele vejen og…”

    - “Og hvad?” spurgte Felix.

    - “Og sige at du elskede mig” svarede Athena. - “Det var ikke planen”.

    Felix var såret, og Athena fik det dårligt.

    - “Hvis det ikke skal være løgn, så tror jeg, at du er den første, der rent faktisk har sagt det,” mumlede hun og rakte ud efter vinflasken. - “så tak skal du ha’”.

    - “Du behøver ikke at gøre mig nogle tjenester” mumlede Felix.

    - “Det ved jeg godt,” svarede hun. - “med dig er det anderledes”.

    Athena rejste sig langsomt. Meget, meget langsomt. Felix gættede på, at hun stirrede på ham, imens hun nærmede sig.

    Det næste der skete, var Felix ikke helt sikker på, om var det rigtige at gøre. På den ene side var det Athena, der startede. På den anden side kunne han vel bare have gjort modstand og sagt, at han mente, hvad han lige sagde. At han ikke ønskede at betragtes som et af hendes sædvanlige mandlige bekendskaber. Men da det endelig skete, virkede det udelukket at stoppe. Hver berøring unik. Hvert øjeblik værdigt. Om det så gjaldt hans liv, kunne Felix ikke regne ud, hvorfor Søren eller nogen anden mand ville efterlade hende. Nok var hun lidt af en excentriker, men hvem kunne tænke på det?

    Felix havde før i tiden forestillet sig, hvordan det ville være. At være sammen med en kvinde. En voksen, moden (men ikke for moden) kvinde. Hele sit liv havde han set folk udfolde sig på sådan vis på TV. Han forventede selvfølgelig, at det ville gå anderledes til i virkeligheden. At det ikke ville gå nær så glat, som det oftest gør i romantikkens fiktive verden. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Felix havde forestillet sig Athena i disse omstændigheder op til flere gange. Hver mand der kom på besøg hos hende. Han så dem ovenpå hende, under hende, foran og bag. Aldrig så han sig selv i den position. Han ville gerne, men han kunne ikke.

    Hvad Felix ikke havde forventet at opleve under disse sensuelle omstændigheder, var undertonen i alt hvad Athena gjorde. Hendes stemme. Han havde forudset visse lyde fra hende, men ikke dette. Dette forskrækkede ham. Dette var en slags vibration indefra. Det fik ham til at forstå, hvad hun mente med, at hans nabo ikke var den, som hun så ud til at være. At hans nabo ikke var Athena, men en kvinde der prøvede desperat på at ligne hende. Dette var ingen letsindig kvinde. Dette var ingen mands lille veninde. Hende her var beruset og inderligt ked af det, og efter den aften indså stakkels Felix, at han i sidste ende havde jagtet denne stakkels kvinde ligesom alle de andre mænd ved hendes dør. Prøvet at være noget, han ikke var. Prøvet at komme væk. Prøvet at undslippe.

    Om morgenen ringede hans moder på hendes dør. Athena var ikke vågen, men det var Felix, og han åbnede. Hans moder var kommet for at hente ham, og Felix gik med hende hjem.

    Han sad på sin seng med den hvide sæl ved sin side. Hans moder havde lagt Held-og-Lykke-kortet under den. Han pillede usynligt skidt væk under neglene og fik sig selv til at tage plasteret af sine fingre.

    Felix skammede sig. Han havde hørt, at det var en almindelig bivirkning efter en sådan konsultation, som en terapeut måske ville have kaldt det, men det ramte ham hårdt, da han så på Bente i terrariet. Hun sad og stirrede dømmende på ham igennem glasset.

    - “Jeg er tilbage” hviskede Felix.

    Plantedekorationerne i Bentes terrarie trængte til udskiftning. Det, der var tilbage, lå spredt omkring med gule og brun-orange farver. Ikke meget havde bevaret den grønne farve, og som alt levende langsomt svandt ind til ingenting omkring hende, blev glasset, der omringede den lille skildpadde, også mere synligt. Bente så på ham med våde, skuffede øjne. Som om Felix havde holdt hende for nar. Ikke bare én gang, men flere gange. Flere år.

    Han tog de runde briller af og tørrede øjnene.

    - “Det er jeg ked af” mumlede Felix sørgmodigt.

    Måske har Bente ikke noget imod det, tænkte han. Jeg føler heller ikke rigtig for at lege den leg længere.

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...