Skyggen.

Oneshot.
Om at leve i skyggen af hende man elsker højest.

3Likes
3Kommentarer
165Visninger
AA

1. x Oneshot x Skyggen

Jeg smiler og roder dig i det perfekte, tynde blonde hår mens at jeg med en lys stemme siger ,,Din lille møghvalp!"

Du er 15, lige startet på efterskole. 1 meter og 65 høj, med lange tynde ben, som er brune som havde du været en måned i sydens sol, og holdt ved lige med en daglig løbetur, en fyldig lille pariserrøv, og små bryster i en størrelse 75B der bare matcher resten af din alt for perfekt skabte krop.

Dit ansigt er hyppigt angrebet af bumser, og alligevel formår du at dække det med makeup så man ikke ser det - ellers så er dit smil så blændende at folk ikke ser dem. Du er ordblind og dårlig til matematik, men mestrer alligevel sproget sarkasme til perfektion.

 

Du griner og trækker mig ind i et tæt kram og gemmer dit ansigt i mit tykke hår som er halvt farvet i to versioner af blå, før at det forsvinder over i min egen kedelige brune farve. ,,Jeg har sådan savnet dig.." mumler du, med din perfekte stemme ned imod min skulder.

Jeg er 19, lige begyndt i 3.g. 1 meter og 55 høj, med korte ben, med store faste lår af alle mine år som rytter, hvortil at mine lægmuskler matcher. Mine ankler er arrede af alle de operationer jeg har fået, bare for at jeg kan holde ud at stå på mine ben. Min røv er intet specielt - fyldig, men ikke trænet, uanset hvor meget jeg prøver. Min mave er tydelig, og det eneste der fjerner opmærksomheden fra det, er mine bryster i en urealistisk størrelse 80E, som alligevel formår at være ægte. Min krop er bleg, på trods af at jeg lige er hjemvendt fra Italiens 42 grader.

Mit ansigt er sjældent angrebet af bumser, men så snart jeg har én, ser alle den. Jeg holder ikke af makeup som alle de storsnudede duller, men går alligevel med mørk makeup - men uanset hvor meget jeg bruger, eller hvor stort mit smil er,  skjuler det ikke de sorte rander under mine øjne som er et ensomt tegn fra min usunde søvn, som jeg kun får på grund af min sovemedicin. Jeg er sprognørd, læser spansk, engelsk og italiensk som intet - og formår at være spydig på samme tid. Mine matematikevner er ikke just noget at prale af heller.

 

Jeg holder dig tæt ind til mig, og trækker vejret dybt. Du dufter mildt af en hårshampoo jeg ikke kender, og en frugtagtig parfume som jeg ikke har hørt om før, da jeg dertil svarer ,,Jeg har også savnet dig.. Jeg håber sådan at du har det godt."

Din far har kræft og er ordblind, din bror er ordblind, du er ordblind, og din mor er rask. Du er blevet mobbet gennem flere år, og er alligevel kommet ud på den anden side med et, om muligt, endnu større smil end før. Også selvom at jeg ved at du har haft selvskade problemer hen ad vejen. Du formår altid at være little miss sunshine, som ingen kan slå ned fra sin pind. Du er god til skuespil, god til at synge, god til at danse, god til at bokse, god til at være til. God til at tage billeder, fordi at det lærte jeg dig.

 

Du trækker dig væk, og vi går ned mod min bil. ,, Det har jeg. Det var det helt rigtige at tage på efterskole." siger du så.

Min far er rask, min mor har smadrede ankler og psoriasis. Min søster har schelerose. Jeg er kronisk og mentalt syg. Har været syg med alvorlig gigt siden jeg var 2 år gammel, og med depression siden vinters. Min læge har mere end én gang fortalt at jeg er psykisk ustabil - fortalte mig at jeg har tidlige tegn på skizofreni. Jeg blev, ligesom min søster, mobbet gennem mange år, til at jeg stod med selvmordstanker. Forskellen på du og jeg, little miss sunshine, er at jeg ikke kom ud stærkere på den anden side. Det eneste det har gjort, er at jeg psykisk ikke kan finde ud af at være mig. Hvor at du er little miss sunshine, er jeg en tordensky. Får dagligt hug over at være negativ, og tro på det værste i folk, fordi at jeg ved hvad det værste er.

Jeg er nogenlunde til at ride, nogenlunde til at tage billeder, nogenlunde til at læse. Men jeg er dårlig til at gå, dårlig til at løbe, dårlig til at synge, dårlig til at danse, dårlig til at være til.

 

Jeg låser min bil op, og hjælper dig med dine ting, før at vi sætter os ind. ,, Det var det jeg sagde. Du skulle nok blive glad for det." Jeg trækker selen på og stirre på min bilnøgle som hviler i min hånd.

Du skændes med din far, drømmer om at flytte hjemmefra hurtigst muligt. Også selvom at du frygter at miste ham til kræften. Ham, din mor, din bror og hans forfærdelige kæreste er for meget. Du vil være voksen så hurtigt, og var lykkelig da jeg foreslog at du kunne tage fotograf uddannelsen med mig og flytte med mig i en lejlighed næste år.

 

Du ser afventende på mig, da du har taget selen på. ,, Det gør jeg. Det er jeg sikker på"

Jeg snakker ikke meget med min far, men meget med min mor. Min mor er hende jeg overhælder med tanker, når min depression tager fat. Jeg er totalt angst for at flytte hjemmefra - at stå med medicin og depression og gigt alene. Vil helst kravle under mors vinger i 5 år mere - og blive der om nødvendigt. Jeg har intet behov for at blive voksen, fordi at jeg ikke tror på at jeg kan tage ansvar for mig selv. Da jeg spurgte dig om at tage på fotografuddannelsen var det udelukkende for at få en støtte. Det gik først op for mig senere at det også ville give mig en konkurrent.

 

Jeg tager mig sammen og tænder bilen. ,,Og hvordan med .. Magnus?" Jeg ser ikke længere på dig, men ud af mit bakspejl, da jeg bakker bilen ud.

Du er perfekt. Drengenes drøm. Og ganske vidst så tror du det ikke selv, men det vigtige er at jeg ved det. Jeg ser det. Drengene ser det. Jeg oplever gang på gang at blive valgt fra, når vi står sammen. Fyre på min egen alder vælger villigt dig før mig, og det er forståeligt. Hvem vil ikke gerne have little miss sunshine med det blonde hår og de flotte øjne? Hvorfor vælge mig, når de kan få dig? Jeg forstår dem - jeg ville heller ikke vælge mig. Jeg kan ikke engang stå på tæer for at kysse dem, fordi at mine ankler er totalskadede.

 

Du rødmer, tydeligt. Det ligger i luften, selvom at jeg ikke kigger på dig. ,, Han er stadig sød."

Du kunne score en fyr der var fuld til tulipanfesten i Ribe, og til næste fest rendte i rundt som et forelsket kærestepar. På trods af at han til at starte med ikke kunne huske dig, faldt han head over heels igen da han fik kigget på dig. Du forlod mig en hel fest for at rende rundt hånd i hånd med ham og ligne det par alle ville være, for derefter at skilles som var det intet.

Jeg kunne score en fyr over tinder, som var så manipulerende og nedbrudt, at jeg endte med at knuse mit eget hjerte for at redde hans. For at han kunne fortælle mig efter halvanden måned at han ikke havde lysten til at fortsætte - hvor at jeg kunne indrømme overfor mig selv at han var den første fyr ud af tre jeg faktisk elskede.

 

Jeg sender dig et påtvunget smil og griner. ,, Godt. Han virker flink…"

Du kunne starte på efterskole, og efter to uger allerede have en flirt. En flirt så perfekt at vi andre kun kan stå og sukke højt efter det. Grin og drillerier, og ligge i ske inden på værelset. Nusse i håret og ligge i hængekøje sammen. En flirt så perfekt at jeg ville kunne tage et billede, sætte et kliché citat på, gøre det sort/hvid og smide det på Tumblr.

Jeg kunne bruge et halvt skoleår på at vise en fyr at jeg kunne lide ham - for derefter at være tilfreds med at jeg var hans nummer tre på det skoleår alene, selvom at jeg godt vidste hvad der blev snakket om i krogene.

Jeg kunne bruge et halvt skoleår på at få min bedsteven til at forstå en hentydning. For derefter at blive det knuste par, da han fik knoglekræft efter blot en måned.

Jeg havde to forsøg, to år og kunne ikke formå at gøre det du gjorde på 14 dage. For ingen af mine kærester havde egentlig interesse i mig - ikke før at jeg nærmest stod med et neonskilt i armene, nærmest kastede mig for deres fødder, i et forsøg på at blive set.

 

Du smiler lidt og ser på dine knæ. ,,Er det så tydeligt at jeg kan lide ham?"

Jeg forstår ikke hvordan at du gør det. Jeg forstår ikke hvad det er, at jeg gør forkert. Smiler jeg forkert, står jeg på det forkerte ben, eller sender jeg de forkerte blikke? For nedringet tøj, for sort, for farverigt, for skjulende? Hvad er det?

Jeg vil så gerne være glad. Vil så gerne grine og smile og sige hvor glad jeg er på dine vegne. Fordi at du er mit et og alt. Min kusine på bare 15 år, som virker til at være en tro kopi af mig. Bare bedre. Som om at nogle har set mig, skabt en kopi og rettet på problemerne, for derefter at smide dig ind i mit liv, bare for at vise hvordan at den ægte vare skulle have været.

 

Jeg smiler og sætter i første gear, hvorefter at vi kører ud fra skolen. ,,Sweetie, jeg kan høre det i din stemme. Jeg kunne høre det første gang du snakkede om ham i telefonen…"

Du fortjener alt det gode du kan få, og jeg er et forfærdeligt menneske for ikke at være glad. Jeg er en forfærdelig veninde, og en forfærdelig kusine. Men jeg kan ikke gøre for det - jeg er dybt jaloux, og du gør det ikke bedre ved at han er i rummet når vi taler i telefon, og han er i baggrunden på dine snapchat billeder. Som om at du ubevidst prøver at skure det i mit ansigt, se hvad jeg har, som du ikke får.

Ham der griner og driller dig, slår dig i røven og siger at du siger godt ud, og jeg kan høre gennem telefonen hvor genert du bliver, og jeg ved hvordan at dit ansigt bliver rødt. Mens at jeg sidder med en knude i maven, en hånd for munden imens at jeg forsøger at ignorere de tårer der ufrivilligt baner sig vej fra min øjenkrog, ned over de sorte rander, og tager min perfekt lagte mascara med sig i faldet, sammen med min eyeliner. Hvorfor er det, at du altid formår at få det, jeg ikke kunne?

 

Du læner dig tilbage i sædet og griner, efterfulgt af et gab. ,,Undskyyld!" Jeg ser kort på dig og smiler overbærende.

Jeg frygter at i finder sammen. Frygter at du får et bedre efterskoleår end jeg gjorde - men det er dumt at bekymre sig om. Fordi at det får du - du er populær, og du ved det godt selv. Også selvom at du aldrig kunne drømme om at indrømme det. Du har, allerede nu, et bedre efterskoleår end jeg formåede at have på to år.

På Facebook, med en vildt dårlig selfie, eller et vildt godt billede som jeg har taget, de er alle fyldt med omkring 50-70 likes, og 10-20 kommentarer som ,"Hvor er du smuk, gem lidt til os andre.<3 " og ,"Hvor er det bare et vildt godt billede af dig smukke!". Jeg hader at du skifter profilbillede. Hader at du kommer op på min startside hele tiden og skal smøre det i ansigtet på mig.

 

Jeg smiler. ,, Du skal ikke undskylde. Det er sødt." siger jeg bare, og vender blikket tilbage til vejen.

Jeg kan, på en god dag få måske 30 likes på et profilbillede. Og er jeg heldig, så måske én kommentar, udover dig. For du gør hvad du kan. Da jeg gik på efterskole, kunne jeg på en god dag få 50.  Jeg hader at jeg, i mit eget hoved, kæmper med dig. Du gør hvad du kan, skriver at du ikke har set en smukkere pige, og alt jeg kan sidde og gøre, er at kigge på det der åndssvage lille stykke tekst og mumle ,, Det skal du jo sige…" Jeg ville næsten hellere have at du lod være, for jeg føler mig så ynkelig.

Det var samme ynk jeg følte da min tidligere bedste ven skrev "hvor er du smuk. <3 " på dine profilbilleder, men at han gik over mine, uden så meget som et like.

 

Du lukker øjnene, lytter til musikken. Musikken som jeg har imprægneret i dig - rockmusik, ofte med scream. Hemmeligheden er at du ikke ved at det er det eneste der kan styre mine tanker, give mig ro.

Dine venner elsker dig. Mine venner elsker dig - så hvad skal de bruge mig til? Du er mig, i en bedre version.

Du kan lide rockmusik, fordi at jeg hørte det. Før hørte du Justin Bieber, til du forelskede dig i Andy Biersack's øjne og Kellin Quinn's stemme.

Du kan lide at tage billeder, fordi at jeg lærte dig det. Før var du bare glad for at få taget billeder, til du fik et kamera i hånden og jeg fortalte dig mine små hemmeligheder.

Du kan lide emotøj fordi at jeg viste dig en hjemmeside jeg købte tøj fra. Nu har du en bedre stil end jeg, fordi at du har råd til at købe derfra, oftere end jeg, fordi at jeg har udgifter til medicin, benzin og heste.

 

Jeg synker en klump og fokusere på vejen, mens at jeg lader dig falde i søvn. Vi har alligevel en halv times kørsel foran os.

Er det så forkert, at jeg føler jeg konkurrere med dig? Du er så perfekt, og det eneste jeg har imod dig, er min snarlige studentereksamen og min alder.

Det er som om at jeg render i din skygge.

Det er ikke super fedt at være drengenes andet valg, at være vennernes andet valg. Jeg vil gerne prøve at opleve at være hende der får komplimenter og får at vide at jeg ser godt ud. Bare én gang.

I stedet lever jeg bag mine høretelefoner og mine hættetrøjer med hætten over hovedet fordi at jeg er bange for at de der tilfældige 1.g'ere skulle have hørt om mig og går og snakker om mig. Selvom at de på ingen måde kan kende mit navn. Jeg er bare hende den lille 3g'er med det blå hår.

 

Jeg er ked af det - men du får det aldrig at vide.

Det ville knuse dig, at vide, at din eksistens alene, er nok til at nedbryde mig og mit selvværd.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...