Hearts on a platter - Harry Styles

222414949
Harry Styles, skolens badboy. Isabella Lightwood, usynlig. Modsætninger som ild og vand hvis veje krydses, som var det bestemt ved skæbnen. Følelser opstår, og livet bliver pludselig kompliceret for Isabella. Harry skjuler noget. Noget som vil have fatale konsekvenser for dem, hvis de nogensinde skulle kunne finde sammen. På trods af det drages de mod hinanden som magneter.
Pludselig står hun splittet mellem fornuften og hjertet. Det er dømt til at gå galt.

AA
aa

23. 21. - Something is wrong.

Kapitel 21:

Something is wrong.

-

 

Isabellas synsvinkel:

Der er gået omkring to uger, siden jeg var sammen med Lisa. Mine ord omkring Harry, som ikke kunne styres, havde overrasket mig, og jeg har tænkt på dem meget siden da. Det forundrede mig, at jeg forsvarede ham på den måde. 

Der er ikke noget galt med Harry!” havde jeg sagt, noget højere end jeg egentlig ville. Nej, jeg ville overhovedet ikke engang have sagt det, hvis jeg havde bare lidt kontrol over dem. Lisa tog det heldigvis pænt, men det gjorde jeg ikke. Det satte et stort spørgsmålstegn ved Harry. Hvorfor havde jeg det som om, at jeg ville forsvarer ham mod alt og alle, men alligevel havde jeg lyst til at give ham en ordentlig lussing?

Jeg har fanget mig selv i at stirre på ham og hans venner flere gange igennem de to uger. En gang imellem har jeg fået øjenkontakt med ham, og nogle få gange har det været Niall eller Liam. Jeg har aldrig rigtig haft noget imod Niall og Liam, de har altid holdt sig lidt i baggrunden. Det havde altid handlet mest om Louis og Harry, men da jeg lærte Harry at kende, indså jeg, at det egentlig bare handler om Louis. Det er ham, der vil gøre folk fortræd, ikke rigtig de andre. Og den som egentlig har mindst lyst, er Harry. 

Julia har jeg heller ikke haft så meget kontakt med siden den dag ved hendes hus. De dage hvor hun faktisk har været i skole, har hun ignoreret mig, og når jeg prøver at komme i nærheden af hende, går hun væk. De gange hvor vi har fået øjenkontakt, har der ikke været noget udtryk i hendes øjne. Det var som om, at hun ikke engang kunne se mig, som om hun kiggede lige igennem mig. Jeg har det forfærdeligt. Uden Julia ved jeg knap nok, hvad jeg skal gøre af mig selv. Julia og jeg har været bedste veninder i årevis, og så ender det sådan her? Julia er allerede begyndt at gå med nogle andre piger fra vores årgang. Jeg har aldrig selv snakket med dem før, men jeg ved, at de ikke er det bedste selskab, man kan finde her på skolen. Den ene af de tre piger, Riley, datede Louis for et år siden. De var sammen i nogle måneder. Man kunne næsten ikke skille dem ad. Selvfølgelig var det Louis, der slog op, og nu kan Riley ikke fordrage synet af ham. Kort tid efter havde hun allerede fingrene i en ny dreng, Josh fra football holdet. En anden pige fra deres lille gruppe datede både Liam og Harry med en måneds mellemrum. Men det lod vist ikke til at genere nogen. Jeg har aldrig rigtig forstået sådan nogle piger, og jeg fatter ikke, hvad drenge ser i dem. De er utrolig flotte, det kan jeg da godt se, men deres personlighed er og bliver aldrig god. De to andre piger datede begge Niall - også med cirka en måneds mellemrum. Nu har de hver sin fyr fra football holdet. 

Og her sidder jeg, alene i cafeteriet og har stadig ikke fået en eneste besked i mange dage fra min kæreste. Eller er han overhovedet min kæreste? Det aner jeg ikke. Vi har aldrig rigtig snakket om det. Conor virker heller ikke til typen, der har lyst til at snakke om sådan noget. Inde i mit hoved kan jeg kalde ham min kæreste. Og det er også helt fint for mig. Men jeg savner ham. Han stoppede med at komme hen på caféen efter en uges tid. Når jeg gør rent og låser døren, bilder jeg altid bare mig selv ind, at han har travlt. Præcis som han altid siger, når jeg skriver til ham. Eller som han sagde. Nu kom der næsten aldrig nogen respons. 

Mig: Hej:)

Læst 14.23

Mig: Kommer du forbi i dag? <3

Conor: Dsv. Har noget jeg skal <3

Mig: Øv… savner dig <3

Læst 13.53

Mig: Min far er ikke hjemme, kommer du over? <3

Læst 19.44

Mig: Cooonooor?

Læst 20.03

 

Efter mange beskeder gav jeg bare op. Jeg havde egentlig tænkt mig at spørge Conor, om han vil tage med mig til ballet, som er om nogle få uger, men det tror jeg ikke, at han vil gå med til. Efter at han har ignoreret mig så meget, gider jeg heller ikke rigtig at have ham med. 

Kjolen er købt, og jeg har en idé om, hvordan mit hår skal sidde. Daten får jeg nok aldrig, men jeg har det egentlig fint med at tage afsted alene. Jeg havde håbet på, at Julia og jeg kunne følges, men siden vi ikke er på talefod, kan det jo ikke lade sig gøre. Jeg håber, at vi er venner igen til den tid, for jeg har ikke lyst til at være helt alene til ballet. 


 

Der er gået endnu en uge. Conor havde endelig været forbi caféen. Han kom ind, satte sig og fik noget mad. Vi snakkede lidt de gange, hvor jeg ikke skulle tage mig af nogle kunder. Inden han skulle gå, fik jeg et hurtigt kys - mere har jeg ikke hørt fra ham. 

Jeg prøvede at komme i kontakt med Julia i onsdags. Jeg fik en lille - meget kort - besked tilbage. Jeg manglede en af mine trøjer, som jeg rigtig godt kan lide. Jeg spurgte hende, om hun havde den, og hun svarede ja. Dagen efter lå den i mit skab. Julia og jeg kender hinandens skabskoder, det hjælper lidt, hvis jeg skal bruge nogle af hendes ting, eller hvis jeg skal aflevere nogle lektier hos hende, de dage hun ikke kommer i skole. Så kommer hendes far altid ud til døren, siger ikke så meget, tager hendes ting og lukker døren uden et “farvel”. Hendes far virker lidt mystisk, men sådan har han ikke altid været. Julia og jeg har været venner i mange år, og for bare halvandet år siden var hendes far et af de sødeste mennesker, jeg kendte. Men pludselig blev han sur og gnaven. Jeg kunne ikke føre en samtale med ham, og når jeg var hjemme hos Julia, lagde jeg mærke til, at de ikke snakkede så meget sammen. Jeg havde aldrig stillet spørgsmål - for hvad rager det mig, hvad der pludselig skete? Men det gør en smule ondt at se ham på den måde. Han var som en anden far for mig engang, og nu siger han ikke engang farvel, inden han lukker døren i hovedet på mig. 

Jeg sidder på biblioteket og laver nogle lektier i vores fritime. Matematik er ikke lige min stærkeste side, så jeg forsøger ihærdigt at få det lært. Jeg elsker at sidde på biblioteket. Der er altid så stille, og man sidder og laver hver sit. Jeg elsker at sidde og observere andre, mens jeg sidder herinde. Folk der taster på tastaturet til computeren foran dem, folk der er opslugt af deres bøger, folk, som mig selv, der sidder og laver lektier. Når vi har fritime og ingen lektier, plejer jeg også at komme herind for bare at læse bøger. Nogen gange kan jeg godt være lidt en nørd, men jeg har altid godt kunnet lide at gå op i skolen og læse bøger.

Jeg har siddet på biblioteket i 45 minutter, så jeg går på toilettet. Da jeg går ud af toiletbåsen, står Julia foran spejlet og vasker hænder. Jeg mærker hele min krop fryse til is, og jeg stopper op i et sekund. Hun kigger op, og vi får øjenkontakt i spejlet. Jeg går mod vasken ved siden af hende. Jeg siger intet og kigger bare ned på mine hænder. Men alligevel kan jeg ikke lade vær med at studere hende. Hun har ændret sig en smule. Hun ser mere træt ud og gør ikke så meget ud af sig selv. Hun kommer for det meste i skole i en hoodie eller en stor t-shirt - og ingen makeup. Det gør mig en smule urolig. Jeg ved, at der er noget galt, men hun gider ikke at snakke om det. Jeg vil rigtig gerne respektere det, men det er svært. Hun er min bedste veninde, og jeg vil ikke have, at hun er ked af det. 

Men så opdager jeg noget. Hendes arm er fyldt med blå mærker. Et stort tæt på håndledet, som godt kunne ligne at en stærk hånd har taget fat om hende. Jeg kigger mod hendes anden arm, og jeg kan svagt se, at der også er blå mærker. Jeg panikker indeni. Hvad fanden foregår der? 

“Er det din far?” flyver det ud af mig. Hvordan kunne jeg spørge om det? Selvfølgelig er det ikke hendes far. Han er det sødeste menneske nogensinde, han kunne aldrig finde på at slå Julia. Men en del af mig vidste også, at det spørgsmål blev nødt til at blive stillet. 

Hun kiggede op med triste øjnene. Først kiggede hun på sig selv ind i spejlet, og så vendte hun hovedet og kiggede på mig. Hun rystede svagt på hovedet. 

“Jamen hvem er det så?” spørger jeg. 

“Det skal du ikke bekymre dig om,” snerrer hun lavt og begynder at gå mod døren. 

Jeg tager fat om hendes arm, og i et sekund ser hun ud til at være i smerte, så jeg trækker hurtigt hånden til mig igen. “Det er præcis noget, jeg skal bekymre mig om, Julia. Jeg er din bedste veninde for helvede. Du har lukket mig fuldstændig ude de sidste mange uger, og jeg får ingen forklaring. Det skylder du mig. Og oven i det synes jeg også, at jeg fortjener en forklaring på de blå mærker på dine arme!”

“Undskyld Bella, men det kan jeg ikke.”

“Hvorfor?”

“Det… Det kan jeg bare ikke okay?!” råber hun og i det næste sekund, er hun ude af døren. Jeg står lamslået tilbage. Der er noget alvorligt galt, og jeg har ingen idé om, hvad det er. Jeg bliver nødt til at finde ud af, hvad der foregår.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...