Hearts on a platter - Harry Styles

222414949
Harry Styles, skolens badboy. Isabella Lightwood, usynlig. Modsætninger som ild og vand hvis veje krydses, som var det bestemt ved skæbnen. Følelser opstår, og livet bliver pludselig kompliceret for Isabella. Harry skjuler noget. Noget som vil have fatale konsekvenser for dem, hvis de nogensinde skulle kunne finde sammen. På trods af det drages de mod hinanden som magneter.
Pludselig står hun splittet mellem fornuften og hjertet. Det er dømt til at gå galt.

AA
aa

22. 20. - He would never do that!

Kapitel 20:

He would never do that!

-

Isabellas synsvinkel:

Der er gået nogle uger, siden jeg fik en dør smækket i hovedet på mig af Julias far. Hvad det hele handlede om, fandt jeg egentlig aldrig ud af. Siden da har jeg ikke snakket med Julia. Vi har lavet øjenkontakt nogle få gange i cafeteriet eller i timen, hvor jeg blev opdaget i at kigge på hende over skulderen. Dagene har gået hurtigt. Det hele er bare blevet rutine. Stå op, gå i skole, tag hjem, gå på arbejde, til sidst gå i seng og om igen. 

Conor har jeg heller ikke set så meget til. En gang imellem kommer han forbi caféen for at hilse og høre, hvordan jeg har det. Men endnu ikke mere romance siden vores lille ‘date’ på Starbucks. Når jeg skriver til ham, siger han for det meste, at han har travlt, og at han vil skrive til mig senere. Men senere bliver altid til aldrig. Så efter en halvanden uges tid, stoppede jeg egentlig bare med at skrive, hvor han kom til caféen med store mellemrum. Jeg er også begyndt at tage flere vagter på caféen for at få tiden til at gå udenfor skolen. 

Ballet er ved at være snart. Jeg havde egentlig tænkt mig at blive hjemme, men min far fik mig snakket til at tage med. Han plaprede løs om, at det var et sidste farvel, inden vi alle tager på college og begynder vores voksenliv. 

College er ikke rigtig noget, jeg har snakket meget om med folk. Min far og jeg har haft det planlagt i årevis. Jeg ville rejse til USA og læse på Harvard. Min far har sparet op til college  siden jeg var syv år gammel, da jeg fortalte om, at jeg gerne ville se Amerika. Og efter nogle år, besluttede jeg mig for, at Harvard er det sted, jeg vil studere. 

Jeg svinger tasken over skulderen, da klokken ringer ud fra sidste time, og går ud mod parkeringspladsen. Jeg sætter mig ind i Conors bil og beslutter mig for at køre ind i byen for at kigge på balkjoler. Julia og jeg havde egentlig snakket om at købe dem sammen, men siden hun ikke snakker til mig, bliver jeg nødt til at gør det alene.

Jeg holder ude foran butikken og sætter P-skiven. Da jeg stiger ud, får jeg øje på en velkendt person. Lisa går forbi butikken.

“Hey Lisa!” råber jeg efter hende. Hun vender sig forvirret om og får med det samme øje på mig.

“Hej Bella,” svarer hun. “Hvad laver du her?”

“Jeg skal købe balkjole,” sukker jeg og peger mod butikken.

“Uhh. Jeg kan huske, hvor spændt jeg var, da jeg skulle købe balkjole,” fortæller hun begejstret. “Mine veninder og jeg brugte flere timer inde i butikken, hvor vi købte vores. Hvor er din veninde? Julia, ikke?”

“Jo. Øhm, vi er ikke rigtig på talefod lige nu, så jeg bliver nødt til at gøre det alene.”

“Gud, det må du undskylde,” siger hun og lægger hånden på min skulder. “Ved du hvad, jeg var egentlig bare på vej hjem, skal jeg ikke gå med ind og hjælpe dig?”

“Det ville redde min dag!” 

“Jamen hvorfor står vi så stadig herude?” griner hun og trækker mig med ind i butikken.

Hun spørger, om jeg havde tænkt på nogle farver, længder og forskellige ting. Jeg har egentlig ikke tænkt meget over kjolen. Så jeg lader i starten hende vælge nogle kjoler, hun kan lide. 

“Jeg tror ikke, at vi har den samme stil,” griner jeg, da hun finder en skrig grøn kjole frem som ikke er særlig lang. 

“Okay…” siger hun, mens hun leder efter nogle andre. “Hvad så med den her?” Hun trækker en marineblå kjole ud. Den falder ned til fødderne med en smule puf i sig. Den er stropløs og har en masse små diamanter i toppen. De er spredt godt ud i siderne, men samler sig et lille stykke fra navlen.

“Den er perfekt!” siger jeg begejstret. 

“Prøv!” svarer hun utålmodigt og rækker mig den. Hun skubber mig næsten over mod prøverummet.

Jeg kommer hurtigt i den, og Lisa får lynet op bagi. Den sidder perfekt til mig. 

“Det er helt klart den! Du vil blæse alle væk!” hviner hun. “Så mangler vi nogle sko.” 

Hun er væk i cirka to minutter og kommer så tilbage med et par stiletter i samme farve som kjolen. De er meget enkle. De er åbne ved tæerne, og man spænder dem lige over anklen. 

Jeg får dem på og bliver nogle centimeter højere. Det hele ser godt ud, og jeg vælger at købe både kjolen og skoene. 

 

“Tusind tak for hjælpen,” siger jeg, mens jeg lægger kjolen og skoene ind på bagsædet i bilen.

“Det var så lidt,” svarer hun. “Ens skolebal er meget vigtigt. Jeg ville ikke have, at du skulle vælge din kjole alene.” Vi giver hinanden et kort kram. Ikke noget vi gør tit, vi er mere venner fra arbejde, end rigtige ‘veninder’. 

“Hey, kunne du tænke dig at snuppe en kop kaffe?” spørger jeg.

“Uh ja, meget gerne!” svarer hun. “Jeg kender det bedste sted i vest London!” 

“Let’s go!” Vi sætter os begge ind i min bil og kører mod vest London. Lisa fører vej gennem Londons gader. Efter ti minutter ankommer vi til en meget lille cafe ved navn “Café au lait”, som vist betyder “kaffe med mælk” på fransk. 

Vi sætter os ved et lille bord og efter kort tid, kommer en sød servitrice hen til os. 

“Hvad skulle det være?” spørger hun med en sukkersød stemme.

“En frappuccino og en espresso,” svarer Lisa, og servitricen forlader os igen.

 

“Nå hvordan går det egentlig?” spørger Lisa, da vi har fået vores kaffe.

“Det går vel fint nok,” siger jeg og smiler. Det er ikke helt en løgn, men det er nu heller ikke sandheden. Jeg hader at lyve, men jeg vil ikke drukne hende i alle mine problemer. Jeg tager i stedet en tår af min kaffe, for at få den lille klump i min hals væk.

“Jeg vil da have nogle detaljer,” fniser hun. “Jeg har set meget til ham Harry fyren. Når nej, eller er det Conor, som er din fyr?”

Åh gud Conor… jeg havde ikke engang tænkt på ham. “Det er nu mere Conor. Men… jeg ved ikke rigtig…”

“Jamen er det ikke hans bil, du har kørt rundt i?” siger hun og peger ud mod vejen, hvor bilen holder ved vejkanten. Jeg vender mig om og stirrer på bilen i nogle få sekunder. Han var sød nok til at låne mig hans bil, men der er alligevel noget, som ikke helt føles rigtigt ved ham. 

“Joh… det er det. Men jeg er ikke sikker på, hvor vi egentlig er.”

“Søde. Jeg tror ikke, at alle fyre låner en pige deres bil, hvis han ikke kunne se det blive til noget.” Hun har fat i noget. Men kan jeg se en fremtid? Jeg fantaserede om Conor og jeg bruge hele vores sommer sammen, inden jeg tager videre på college. Nej, det føles forkert.

“Du har nok ret. Men…” Ordene stopper med at komme ud af munden på mig. Det er som om, at de ikke rigtig kan forme sig. 

“Men… det er dig, som ikke kan se det blive til noget?” siger hun for mig. Jeg nikker. Klumpen i min hals bliver en smule større. “Bella, det er okay. Man skal nogle gange prøve forskelligt, for at vide, hvad der er rigtigt.” Hun havde fuldstændig ret. 

“Hvad så med ham Harry? Er han ‘rigtig’?” spørger hun efter noget tid, hvor vi har siddet i tavshed. 

“Harry? Overhovedet ikke,” siger jeg. “Han er… Harry.”

“Ja, jeg har godt kunne fornemme, at der var noget galt med de fyre. De gav mig altid gåsehud.”

“Der er ikke noget galt med Harry!” flyver det ud af munden på mig. Jeg aner ikke, hvor det kommer fra, eller hvorfor jeg tager hans parti. Det var ham, der fuckede det hele op. 

“Åh, undskyld, det var ikke sådan ment.”

“Nej, det er mig, der siger undskyld. Jeg ved, hvad du mente,” siger jeg, mens jeg prøver at undgå hendes blik. “De er ikke det bedste selskab.” 

“Åh gud… Det lyder som om, at de har gjort noget rigtig dumt,” siger hun. Jeg løfter pludseligt mit hoved og kigger hende direkte i øjnene. Jeg indså ikke, at de ord, der kom ud af munden på mig, lød som om, at de havde gjort noget forkert. 

Efter en lille pause, spærrer hun pludseligt øjnene op. “Bella… Har han nogensinde gjort dig ondt?”

“Hvad?” spørger jeg forvirret.

“Har han nogensinde rørt dig?” 

“Om han nogensinde har slået mig?” siger jeg chokeret. Hun nikker forsigtigt. “Nej selvfølgelig ikke! Det kunne han aldrig finde på!”

“Undskyld… Det er bare den måde ham og hans venner virker, jeg blev bare pludseligt bekymret.”

“Det behøver du skam ikke at bekymre dig om. Vi ser alligevel ikke hinanden mere…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...